tirsdag den 23. februar 2016

BILLEDER AF ET DANMARK DER VAR

Fredensgade. Foto: Viggo Rivad 1973
Agnete i Fredensgade. Foto: Viggo Rivad, 1973.
FOTOGRAFEN OG FORFATTEREN VIGGO RIVAD (1922-2016) er død, og har efterladt sig et fantastisk levende værk: Billeder af et Danmark der var. Rivad har siden 1946 forsynet os danskere med et formidabelt fotografisk æuvre, der både indeholder enkeltstående fotografier og gribende fotoreportager. Rivad var selvlært, men inspirationen fra eksempelvis en fransk fotograf som Brassaï, var tydelig i de tidlige billeder. Med tiden blev den socialrealistiske vinkel dominerende, med fokus på det oversete og nære, og med en solidaritet og indføling med de portrætterede.

SIDEN MEDDELELSEN OM RIVADS DØD er det hvirvlet rundt på de sociale medier med bud på hans bedste billeder. Der er så mange pletskud blandt hans fotografier, og man kan jo ikke lade være med at at elske dem alle sammen. Men selvfølgelig er der billeder, man føler sig tættere forbundet med end andre. Og sådan har jeg det også.

Lejlighed i Fredensgården. Foto: Viggo Rivad
MIN RIVAD-FAVORIT er fotoreportagen fra det besatte hus Fredensgården i Fredensgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. Reportagen viser slumstormerne i det besatte hus, men også de samme lokaler ryddet for mennesker og ting. Det er stærkt, at se billederne af de beboede lejligheder ved siden af de samme ryddede lejligheder - livet over for tomhed og destruktion. Og selvom ejendommene virkelig var små og i dårlig stand, virker det alligevel meningsløst at de blev ryddet.

FOR NYLIG UDKOM bogen Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor. Bogen er fortalt af pædagog og institutionsleder Christiane Pedersen, og skrevet af mig. I bogen fortæller Christiane Pedersen om, hvad pædagogisk praksis i Læssøegården var, og om hvordan den udviklede sig. Men det hele begyndte slet ikke i Læssøegården eller i Læssøesgade. For hvad mange måske har glemt i dag – eller slet ikke ved – er, at det tankegods, der dannede fundamentet for at Læssøegården blev som den blev, faktisk blev udtænkt og formuleret i 1969, i stueetagen i en besat ejendom kaldet Fredensgården i Fredensgade.

INSTITUTIONEN begyndte sin praksis under navnet Fredensgårdens LegestedFredensgårdens Legested blev iværksat af slumstormere, der så hvordan kvarterets børn løb rundt på gader og stræder og i baggårdene og ’passede’ på sig selv og hinanden. Det lå i de idealistiske og revolutionære slumstormeres gener, at dét der ikke fungerer, det kan man ændre på. Så de tog ansvar og skabte Fredensgårdens Legested for alle disse børn med pædagogisk opsyn og pædagogiske aktiviteter. I bogen er der et fotografi af Viggo Rivad, der viser slumstormerne i en baggård til Fredensgården.

INDTIL POLITIKERNE besluttede at gennemføre rydningen af ejendommene på den ene side af Fredensgade, for at skabe plads til den fler-sporede motorvej Søringen, lå institutionen her, men al balladen og den efterfølgende nedrivning betød, at institutionen måtte flytte til Læssøesgade og efterfølgende tog navneforandring til Læssøegården.

RIVAD HAR OGSÅ dokumenteret de voldsomme kampe omkring Fredensgården. Det var en kamp mellem David og Goliath. Fotografierne af den unge kæmpende kvinde, Agnete, med kasserollen på hovedet og Politimanden der rammes af en malerbombe er ikoniske billeder, der fortæller om en tid og et samfund præget af sammenstød mellem det gamle og det nye. På den korte bane vandt politikerne, ejendommene blev revet ned og idag ligger den mennesketomme Fredens Park på adressen. Men på den lange bane vandt slumstormerne. Søringen blev ikke til noget.

FOTOREPORTAGEN FRA FREDENSGÅRDEN er umiddelbar mindre dramatisk, men Rivads billeder efterlader uforståelighed hos beskueren (i hvert fald denne) overfor, at det fredelige og festlige liv skulle afsluttes. Rivad var ikke partisk, men hans reportage viser solidaritet med de unge slumstormere.
Efter kampen. Foto: Viggo Rivad, 1973.

mandag den 22. februar 2016

BJERGBESTIGEREN GEORGIA ENGLEHARD OG ALFRED STIEGLITZ

Bjergbestiger G. Englehard
Maleri af G. Englehard
I ÅR ER DET HUNDREDE ÅR SIDEN at Georgia Englehard (1906-1016) debuterede. Kunstneren fik på det berømte Galleri 291 i New York i 1916 sin egen udstilling med følgende meget lange titel:
"Water-Colours and drawings by Georgia Englehard, of New York, A Child ten years old showing evolution from her fourth year to her tenth year".
GALLERI 291 blev drevet af Alfred Stieglitz (1864-1946), amerikansk fotograf og formidler af de europæiske avantgardestrømninger i USA. Stieglitz viste mellem 1912 og 1916 fire udstillinger med Børnetegninger, formentlig inspireret af den russiske kunstner Vasily Kandinsky og gruppen Der Blaue Reiter, der ikke lagde skjul på, at de var inspireret af Børnetegninger. Stieglitz oversatte Kandinsky, og udstillede også hans udsagn både i galleri 291 og i sit magasin Camera Work. Et af de oversatte Kandinsky-citater var dette:
"There is an unconscious and enormous force in the child which manifests itself here and which puts the work of the child on an equally high (and often much higher) level as the work of the adult". 
MANGE AF TIDENS TONEANGIVENDE KUNSTNERE var på jagt efter ukendte billedterritorier, hvilket gav sig udslag i stor interesse for enhver form for kulturelt uberørt billeudtryk, heriblandt Børnetegninger. Stieglitz var også i sine fotografier optaget af børn udtryk og han tog faktisk flere fotografier af barnet Georgia Englehard:
Georgia E.. Foto: A. Stieglitz
Georgia med legetøj. Foto: A. Stieglitz
ENGLEHARD VAR Stieglitz niece, og breve mellem de to fortæller, at han havde en stor indflydelse på hendes udvikling. Men det var kunstneren Georgia O'Keeffe (1887-1986), Stieglitz hustru, der påvirkede Englehard som maler. Det er tydeligt, når man ser på Englehards landskabsbilleder, der er som modelleret af farvet flødeskum: på een gang massivt og fyldigt, men alligevel med en porøsitet som om det allerede er ved at forsvinde igen:
Maleri af Georgia Englehard
ENGLEHARD var bange for højder, men overvandt denne angst og blev en anerkendt bjergbestiger. Og netop denne fascination af højder og angst for dybder, indfanger hun meget fint i sine voksne malerier. Hun havde mange talenter, fik mange muligheder og prøvede mange ting af i sit liv. Men måske var det bjergbestigningen hun var mest optaget af. Og hendes bedrifter gjorde at der er bjerge der er opkaldt efter hende.

Det uskyldige barn - Georgia Englehard.
Foto: A. Stieglitz.
BØRNETEGNINGERNE, som hun udstillede som 10-årig, er ikke offentligt tilgængelige (hvis de overhovedet eksisterer mere). Men Stieglitz udstillede formentlig også mere Englehards Børnetegninger, fordi de var tegnet af et barn, end fordi hun var en kunstner in spe. På de andre tre udstillinger med Børnetegninger på Galleri 291, påstod Stieglitz at tegningerne var udført at emigrant børn fra de fattigste kvarterer på Lower East Side i New York. Men kunstneren Josephine Hopper  (1883-1968), født Nivison, har i sin dagbog skrevet, at Børnetegningerne til udstillingerne blev udført af hendes billedskoleelever, og dermed var de ikke helt så uberørte og ubeskrevne blade, som Stieglitz ellers gerne ville fremhæve.

FORESTILLINGEN OM at man kan gå en tur i et fattigt ghettokvarter og tilfældigvis finde fantastiske Børnetegninger er både meget romantisk og en rigtig god pressehistorie. Og selv om der er fortalt lignende historier gennem tiderne, så er det nok snarere - i dette tilfælde - sandheden, at Stieglitz har fået tegningerne fra en Billedskole. Udstillingerne med Børnetegninger var en del af Stieglitz's kunstneriske manifest og en provokation overfor det etablerede.

søndag den 14. februar 2016

RIGET FATTES PENGE, MEN KAN VI UNDVÆRE OUTSIDER-KUNSTEN?

David Braillon (1970)
DENNE KUNSTHISTORIE HANDLER OM EN FANTASTISK SAMLING AF BILLEDER SKABT AF PSYKISK SYGE OG OUTSIDERE. DET ER EN AKTUEL HISTORIE, FORDI DENNE SAMLING FYLDER 40 ÅR I DENNE MÅNED. DET ER OGSÅ EN RELEVANT HISTORIE FOR OS DANSKERE, FOR VI HAR I ÅRHUS ET MUSEUM MED EN LIGNENDE SAMLING, DER DESVÆRRE LUKKER.
Madge Gill (1882-1961)
I DENNE MÅNED er det 40 år siden, at museet for L'Art Brut i Lausanne, Schweiz, åbnede for publikum. Det er selvlærte voksne, der skaber 'Art Brut'. Deres billeder og figurer er fascinerende, mystiske og ofte også smukke. Det er umuligt at forbinde deres værker til en bestemt kunstnerisk tradition, da de slet ikke kender til kunstneriske traditioner eller stilretninger. Og det eneste fællesskab disse mennesker deler, er at deres billeder befinder sig i samlingen i Schweiz.

Serge Dealaunay (1956)
DET DER KENDETEGNER skaberne af værkerne i Lausanne-museets samling er, at de er marginaliserede mennesker, der næsten uden undtagelse befinder sig i udkanten af samfundet og ikke betragtes som 'normale'. Madge Gill (1882-1961), Brunetti Luigi (1905-1972), Serge Delaunay (1956) og David Braillon (1970) har tilfælles, at når de udførte/ udfører deres værker, skete/ sker det tilsyneladende ikke for at få accept og anerkendelse af omgivelserne, men alene fordi de ikke kan lade være. Og deres billeder er kun tænkt til at blive set af dem selv (selvom Delaunay er tilknyttet et galleri, og mange gennem tiderne har udnyttet disse menneskers evner til at selv at tjene penge).

DET VAR DEN FRANSKE KUNSTNER Jean Dubuffet (1901-1985), der opfandt konceptet Art Brut. Direkte oversat betyder det 'brutal kunst', men det skal nu mere forstås som ubearbejdet/ umiddelbar og ukultiveret kunst, Dubuffet blev inspireret af billeder udført af mennesker, der ikke var uddannede eller havde kendskab till eller begreb om, hvad kunst er. Det var den surrealistiske tradition fra 1920erne, der inspirerede ham til at se værdien af disse menneskers billeder.

Brunetti Luigi (1905-1972)
I SURREALISMENS UNGE ÅR var alle meget optaget af alt hvad der var 'galt', og en 'gal' kunstner som eksempelvis Antonin Artaud var en stor inspirationskilde for de surrealistiske kunstnere. Dubuffet begyndte at samle på Børnetegninger og gale menneskers billeder. Hans samling voksede og det er denne samling, der i 1976 blev til Musée de L'Art Brut.

NÅR DETTE ER INTERESSANT FOR OS HER I DANMARK, skyldes det at vi faktisk også har sådan et museum med en samling af 8000 værker i Århus. Museum Ovartaci er både et psykiatrisk historisk museum og et kunstmuseum i Risskov. En samling der er blevet lovprist af danske kunstnere. Og en samling, der desværre formentlig lukker ved udgangen af 2016 (læs mere her). Riget fattes jo penge, som man siger.

HVAD FORTÆLLER DET OM ET LAND, at det ikke har råd til at samle og vise Outsider-kunst? Manglende rumlighed? Manglende interesse? Det er muligt, at de ansatte i samlingen ikke har formået at formidle samlingens potentiale. Men det gør de så nu. Og hold da helt op, hvor er der mange muligheder for at skabe spændende, vedkommende, interessante udstillinger samt debat.

TILLYKKE TIL MUSEET I SCHWEIZ MED DE 40 ÅR, og vi glæder os til at se deres spændende jubilæumsudstilling Jean Dubuffet's Art Brut, the origins of the collection, der åbner 5. marts i år. Værker af Jean Dubuffet kan nydes på Jorn-museet i Silkeborg og på Louisiana i Humlebæk. Men lad os håbe, at vi for fremtiden ikke skal helt til Schweiz for at se Art Brut!!! Og lad os håbe, at Museum Ovartaci også kommer til at fejre 40 års jubilæum.