tirsdag den 20. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: PLUG AND PLAY




FØRSTE GANG jeg så Nina Saunders legeplads i Østre Anlæg, synes jeg mest den lignede et kunstværk – en smuk og spændende installation i det offentlige rum. En installation bygget i materialer der gør at man må røre ved dem, klatre på dem og kravle ind i dem. Der var ingen børn på den lille legeplads, hvilket yderligere understregede at her var et kunstværk mest til at SE på.

Vi er mange der helst ser og ønsker, at børn SELV finder på, begynder og gennemfører deres leg. En hel del af os mener nok også at børns egen legelyst og nysgerrighed udsættes for seriøs konkurrence af al det fortællingsfyldte legetøj der findes, og alle de færdige historier børn møder på computeren og i film: PLUG AND PLAY!

NINA SAUNDERS Kunstlegeplads består af mange dele. De dominerende objekter er en rød sofa/ stol hvor formen er ved at smelte, og et stort gammeldags fjernsyn man kan klatre ind i. Dermed er rammen sat for en dagligstue. Men den realistiske ramme brydes af en række høje pæle, hvorpå sidder fugle, æbler og hovedet af en hjort. Måske er de pynten i stuen? Tre par gammeldags børnesko er placeret rundt omkring på pladsen. Diskret i den ene side af legepladsen er placeret et par runde borde med bænke. De hører ikke til installationen (samme slags borde er placeret på kunstlegepladsen på Blågårdsplads), men inddrages da et æble er placeret på et af dem.

Jeg var lidt i tvivl om man overhovedet kan lege noget på denne kunstlegeplads – og hvis man legede, var legen så ikke allerede forudbestemt og fortalt? Jeg forestillede mig, at et barn kravlede ind i fjernsynet og var stjerne for en aften, mens de andre børn passivt ville sidde på sofaen. Måske ville de skiftes. Men initiativet til legen lå allerede i objekterne.

ANDEN GANG jeg så Saunders kunstlegeplads var der stadig ingen børn, blot et kærestepar der sad og drak øl ved et af de små runde borde. Men denne gang havde jeg selv medbragt et barn, for netop at finde ud af hvad man kan lege på sådan en kunstlegeplads – og om det er muligt at udvikle sin egen leg.

Passivt valgte jeg derfor at se til, mens mit medbragte barn (4 år) begyndte at lege. Barnet bestemte straks at ’stolen/ sofaen’ var en tunge - og dermed også en mund. Og en mund den kan synge! Barnet kravlede derefter ind i fjernsynet og annoncerede dagens underholdning: De dansende Blå Sko. Derefter kravlede barnet ud igen. Skoene kunne nemlig både danse og synge, og det var os der var skoene. Så var det slut med min passivitet, og vi sang og dansede både siddende på tungen og rundt på pladsen. Skoene sang Kim Larsens Jutlandia. Derefter var det De Røde Skos tur til at optræde. De kunne danse polka og synge Mallebrok er død i krigen, filiongonggong og tingeling. Til sidst var det De Sorte Skos tur. De dansede vals og sang Jeg ved en lærkerede.

Det var en sjov leg! Og den gjorde al min tvivl til skamme. KUNSTLEGEPLADSEN havde ikke forudprogrammeret legen. Al initiativ og fantasi var ikke opslugt. Jeg havde aldrig fundet på den leg - det gjorde barnet selv. Jeg skal absolut derhen med flere børn. Så må vi se hvad fjernsynet viser næste gang – PLUG AND PLAY!


KUNSTLEGEPLADSER er trendy for tiden. Læs mere om kunstlegepladser her.

søndag den 18. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN I ØJNENE

ENHVER VED at det er farligt at få solen i øjnene. Kigger man direkte på solen i længere tid uden at have et filter imellem kan det få alvorlige konsekvenser for øjnene (som eksperterne siger). Så på denne tid af året undgår jeg naturligvis dette.

ALLIGEVEL har jeg trætte og irriterede øjne. Det skyldes dog ikke at jeg har set for meget på solen. Istedet har jeg rettet mine øjne mod optisk kunst de sidste par dage. Jeg har altid været begejstret for optisk kunst. Viktor Vasarelys (1908-1997) og Bridget Rileys (1931) hoppende, spjættende og snurrende mønstre hører absolut til blandt mine yndlingsværker. Men da de jo netop arbejder med påvirkning af øjet, kan dette efter længerevarende studier godt give beskueren kvaler.

I BEGYNDELSEN var jeg især optaget af Vasarely på grund af hans sort-hvide mønstre. Men siden udviklede det sig til en glæde over selve hans eksperimenter med form og flade. Louisiana Museum for Moderne kunst har i sin samling det fantastiske Vasarely-maleri Zilah (1957), et værk der findes flere versioner af.

ZILAH er et maleri, hvor Vasarely benytter to farver - blå og sort. Men det er ikke et mønster, han her har malet. Det er bestemt heller ikke et harmonisk maleri – snarere er det præget af en lang række brud.

LANGS BILLEDETS KANT ligger den sorte farve og indrammer resten af fladen. Men det er en ramme, der brydes på hver af de fire sider. Og ’rammedelene’ passer alligevel ikke sammen størrelsesmæssigt - hvis man nu forestillede sig at der ikke var disse brud.

DET SER UD SOM OM billedet er gået i stykker som et glas der er smadret. Eller som om en indre dynamik har trukket dele af billedet ud, og trukket dem op, og nu drejer de langsomt, langsomt rundt. Formerne er tilnærmelsesvis geometriske og rumlige. Man kan synes at de ligner Natos tredimensionelle stjerne. En stjerne på en blåsort baggrund.

JEG ER IKKE TRÆT AF KUNST (det bliver jeg aldrig!). Men må erkende at jeg har set for meget på Viktor Vasarelys optiske værker. Derfor er der ingen illustration til denne kunsthistorie. Blot et link. Så må man selv afgøre om ens øjne kan tåle det. Mon man kan få kunstbriller til beskyttelse af sine øjne?

fredag den 16. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTQUIZZ – del 2




OP ART er en kunststrømning eller stil der har til formål at give beskueren ’ondt i øjnene’ – og skabe en fysisk interaktion, UDEN at man dog rører ved kunsten (for det MÅ man for det meste ikke).

Navnet er en forkortelse af det engelske Optical Art, på dansk Optisk Kunst. I optisk kunst arbejder kunstneren netop med at påvirke beskuerne til at tro at værket bevæger sig, selvom dette på ingen måde er tilfældet. Kunstnerne benytter former og farver og proportioner til at få flader til at virke rumlige med deres ’bevægelse’ / flimren. I Danmark arbejder flere kunstnere med det optiske i 1950erne og 1960erne.

Men inspirationen til Rasmus Bregnhøjs illustrationer til billedbogen TANTE T kommer fra den ungarskfødte kunstner Viktor Vasarely (1908-97). Bregnhøj har ikke kopieret Vasarely værket, men ladet sig inspirere af teknikken. Vasarely arbejder i serier, så jeg kan selvfølgelig ikke vide om det præcist er ovenforstående maleri af Vasarely, Bregnhøj har set. Men princippet er det samme.

I dette værk har Vasarely inddelt fladen i en række forskelligt farvede kvadrater, hvorpå skiftevis kvadrater og cirkler er placeret. Vasarely veksler mellem former og farver, således at der skabes en rytme, der narrer øjet til at tro at fladen bølger.

Har Bregnhøj stjålet motivet? Nej, det har han ikke. Vasarely vil gøre det klart for os (beskuerne), hvor stor en indflydelse vores synsapparat egentlig har på den måde vi oplever verden på. Vi tror jo at øjet registrer verden objektivt, men Vasarely viser os at det ikke er tilfældet.

Hos Bregnhøj er det oplevelsen der kommer først. Det vil sige, at Bregnhøj tager udgangspunkt i en sindstilstand, men viser at den er en objektiv sandhed for Tante T og os der læser historien. Virkemidlet er det samme, men virkningen det modsatte.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTQUIZZ




KAN DU GÆTTE HVILKEN KUNSTNER DER HAR INSPIRERET TIL MØNSTERET PÅ DENNE SIDE? Nogle benytter sommerferien til at få læst den sidste nye skønlitteratur. Andre læser krimier. Jeg har kastet mig over Kim Fupz Aakesons samlede forfatterskab for børn og andre voksne. I tilknytning til en af disse geniale historier faldt jeg over en lille kunsthistorie. Og det skyldte ikke Aakeson, men illustratoren Rasmus Bregnhøj.

Historien handler om TANTE T, der er en kedelig tante. Hun bor et kedelig sted, spiser kedelig mad, laver kedelige ting - og har i det hele taget et kedeligt liv. Lige indtil hun begynder at sætte T foran alle ord – så bliver det hele mægtigt sjovt og lige til at grine af! Hun har det faktisk så skægt, at hun bliver indlagt på et sindssygehospital – og her fortsætter og eskalerer morsomhederne.

Den fantastiske og lærerige historie om TANTE T (for der er skam en morale) er skrevet af Kim Fupz Aakesoni 1992. I 2002 udgiver forlaget Carlsen historien som billedbog med mesterlige illustrationer af Rasmus Bregnhøj (født 1965).

I Bregnhøjs illustrationer til Tante T er der hele tiden to verdener, der kæmper om papiret – den genkendelige ’kedelige’ verden overfor et sprudlende farverigt og foranderligt mønster. Mønsteret indordner sig indimellem den genkendelige verdens rammer (som et tapet eller et gadeplan). Men overtager papiret afhængigt af om fortælleren ser Tante T udefra eller er kravlet ind i hendes hoved.

MØNSTERET på side 4 ligner et patchwork-tæppe sammensat af firkanter i forskellige farver, hvorpå er sat cirkler i forskellige farver. Det ser festligt ud, men ser man længere på mønstret begynder det nærmest at bevæge sig, og ser man endnu længere forvirres øjnene og man mister fokus.

STOR VAR MIN GLÆDE da jeg genkendte det kunsthistoriske forlæg, som Rasmus Bregnhøj leger med og lader sig inspirere af ikke alene på side 4, men også på siderne 5, 6, 9, 23 og 24 (mine sidetal). Kan du genkende kunstner og værker? Hvis ikke er der hjælp at hente på biblioteket eller i den næste kunsthistorie.

Ugens Kunsthistorie: FUGLSANG KUNSTMUSEUM




VARMEN er steget mig til hovedet. Med udsigt til overophedede Københavnske kontor- og industribygninger længes jeg efter de skønne pletter på Danmarkskortet, hvor man BÅDE kan vandre ude i naturskønne omgivelser og svale sig i ventilerede udstillingssale - og nyde kunst og kunst og ENDNU MERE KUNST!

FUGLSANG KUNSTMUSEUM er præcis svaret på mine hede bønner. Her kan naturen opleves på tæt hold med underskønne udsigter inklusive græssende køer og får. Man kan også slentre i den smukt anlagte park med de usædvanlige og hemmelighedsfulde træer. OG man kan køle sig ned i det lille, men veludstyrede kunstmuseum.

SAMLINGEN bliver grundlagt i 1887, hvor brygger Carl Jacobsen (1842-1914) opfordrer til at der oprettes en kunstsamling i tilknytning til Maribo Museum (åbner i 1890). I 1966 bliver kunstsamlingen adskilt fra det øvrige museum under navnet Lolland-Falsters Kunstmuseum. I 1989 skifter museet igen navn til Storstrøms Kunstmuseum. I 2004 giver bl.a. EU og Realdania tilsagn om økonomisk støtte til opførelsen af et nyt kunstmuseum ved Fuglsang gods. Museet tegnes af den engelske arkitekt Tony Fretton (1945), og åbner for publikum i 2008 - under navnet FUGLSANG KUNSTMUSEUM.

ARKITEKTEN Tony Fretton (født 1945) der bl.a. står bag Lisson Gallery (1986 og 1992) samt Camden Arts Centre (2004)i London og og Tietgens Ærgrelse (2010) i København, har med FUGLSANG KUNSTMUSEUM skabt et smukt museum med et minimalistisk uforstyrrende ydre (der kan minde om Silkeborg Kunstmuseum, KUNSTEN i Ålborg og sydfløjen på Louisiana Museum for moderne kunst), og et veludnyttet og meget praktisk indrettet indre. Udstillingssalene fordeler sig på hver side af en lang hall der også er en udstillingssal. For enden kan man sidde og nyde panoramaudsigten (en sofabænk ville måske være en idé?).

I DAG består samlingen hovedsageligt af dansk kunst fra slutningen af 1700-tallet til nutiden. Samlingen rummer mange perler. Blandt mine personlige favoritter er Harald Slott-Møllers fantastiske portræt af Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hun står der så rank og levende i sin sorte kjole med læderbæltet som en stærk kontrast til broderier og broche. Den kvinde ville jeg have elsket at opleve live! Hvornår mon der kommer en solo-udstilling med og om hele hendes virke? Måske et projekt for Fuglsang – i samarbejde med andre museer?!

FREM TIL 22. AUGUST 2010 vises en mindre udgave af udstillingen Ø-skaber (oprindeligt vist på Brandts Klædefabrik) med bl.a. værker af Andreas Schulenburg, samt en spændende ophængning af værker fra museets samling.



NB: Gå endelig ikke glip af godsets park – for også her er der mulighed for at finde svale i bla. Cypressernes skygge!


Læs mere om Fuglsang Kunstmuseum her: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Læs mere om Tony Fretton her: www.tonyfretton.com

Ugens Kunsthistorie: GUNNAR AAGAARD ANDERSEN OG MUNKERUPHUS




DEN MEST FANTASTISKE, DEN MEST OPFINDSOMME, MANDEN MED DEN MEST FASCINERENDE FANTASI… sådan beskrives kunstneren Gunnar Aagaard Andersen (1919-1982) af Jens Jørgen Thorsen i bogen Modernisme fra 1985.

Hvis man kunne sætte Gunnar Aagaard Andersen og al hans uforudsigelige kreativitet og nysgerrighed på en formel, så kunne den se ud som udstillingsstedet MUNKERUPHUS i Dronningemølle. Dette smukke sted dannede rammen om et sprudlende kunstnerliv med Gunnar og Grethe Aagaard Andersen i centrum. Familien Aagaard overtog landstedet MUNKERUPHUS i 1958 (opført i 1916). I 1986 blev bygningen fredet og siden 1989 har det fungeret som udstillingssted med 5-6 udstillinger om året.

GUNNAR AAGAARD ANDERSEN virkede som billedkunstner, designer og arkitekt. Han søgte og udforskede konstant nye territorier, eksperimenterede med mulighed og umuligheder i kunsten. Han arbejdede med billeder med hældningskoefficienter, marginer og æselører. Han skabte drivebilleder og rivebilleder og foldebilleder. Han designede tapeter, tæpper og tekstiler og møbler. Han legede med lyset og dets reflekser og skabte spændende scenografi. Aagaard Andersen var også professor på akademiet i 10 år, hvor han udførte et enestående arbejde som teoretiker, lærer og igangsætter.

Udstillingerne på MUNKERUPHUS er af meget forskellig karakter, men centrerer sig omkring design, kunsthåndværk og billedkunst. Stedet har på fornem vis specialiseret sig i udstillinger med familier af kunstnere og kunsthåndværkere – gerne med tilknytning til området. Blandt andet præsenterede man på en rigtig god udstilling flere generationer af familien Scherfig.

DRØMMEUDSTILLINGEN PÅ MUNKERUPHUS - som jeg ville elske at se og som ville passe perfekt til MUNKERUPHUS - er med kunstnerfamilien Westman: Karen Westman (1916-1970), Gunnar Westman (1915-1985), Bror Westman (1943), Inge Lise Westman (1945). Og familien Westman har tilknytning til Nordsjælland!

MUNKERUPHUS er altid et besøg værd. Er man ikke så interesseret i den aktuelle udstilling, kan man nyde maden i cafeen, eler den smukke arkitektur. Man kan også gå ud og studere naturen omkring med havet, stranden og parken, og dermed gøre som Aagaard Andersen selv har beskrevet at han gør:

JEG KIKKER IKKE NATUREN OVER SKULDEREN, MEN JEG HAR STUDERET DEN RET INDGÅENDE!


Aktuel udstilling: GLADE GENSYN med Christel Marott og Aage Lundwall – til 12. september 2010. Læs mere om MUNKERUPHUS her: www.munkeruphus.dk. Adressen er: Munkerup Strandvej 78, 3120 Dronningemølle. Tlf. 49 71 79 06.

tirsdag den 13. juli 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTLEG MED MARIEKIKS




Man køber en pakke Mariekiks (i Netto netop nu for 9 kroner) og finder atten knappenåle frem. Hullerne i en Mariekiks er så små, at hvis man vil trække noget igennem dem, må man presse hullerne lidt større med en nål. Så trækker/stikker/presser man de atten knappenåle igennem Mariekiksens huller – og voila, så kan Mariekiksen stå.



Med atten knappenåle ligner Mariekiksen en arkitektur-model. Arkitekter bygger altid modeller af de huse, som de sidenhen måske får bygget i stor størrelse. For arkitekten Frank O. Gehry (1929) kunne et stykke krøllet papir fungere som model til et af hans huse. Sukkerknalder kan også bruges til at bygge modeller med. Men det er nok ikke så ofte at man benytter Mariekiks.

Denne model forestiller måske en bygning med lange søjler og et rundt tag med mange små skorstene. Eller en bygning fyldt med mennesker der snakker sammen og soler sig på tagterrassen. Eller en bygning med mange små træer.




Knappenåle er så tynde, at det nærmest ser ud som om Mariekiksen svæver – som en flyvende tallerken eller en ufo på rejse for at udforske ukendte stjerner. Mine knappenåle har alle farvestrålende hoveder. Det gør denne model meget spraglet og dekorativ.



Ideen til Kunstleg med Mariekiks er ikke min. Inspirationen kommer fra et værk (se billede af Mariekiksen med knappenåle på lille hvidt podium) af kunstneren Jytte Høy (1959). I 1997 udstillede hun sammen med 54 andre kunstnere fra regionen Danmark-Skåne på Louisiana-udstillingen. Hendes bidrag var en installation af forskellige hverdagsobjekter sammensat på ny. Hun kalder dem Various Small Objects. Materialerne er blandt andet plasticposer, elpærer og madpakke-elastikker. I hvert objekt er der en stram leg med former og materialer, og med konventionelle materiale- og billedopfattelser.




Jeg synes at det fineste værk var og er Mariekiksen med de mange knappenåle i. Og det fortæller noget om Mariekiksens holdbarhed at dette værk nu kan nydes sammen med flere af Jytte Høys værker på udstillingen "Quote; The Raven" på galleriet 44 Møn, i Askeby på Møn frem til 25. juli.


Læs mere om galleriet 44 Møn her: http://www.44moen.dk/

Se mere om Jytte Høy her: http://www.jyttehoy.dk/