Viser opslag med etiketten Vilhelm Bjerke Petersen. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Vilhelm Bjerke Petersen. Vis alle opslag

søndag den 25. maj 2025

FØR-LISTEN MAJ 2025

BØGEBLADENE ER ELEKTRISK GRØNNE UDENFOR OG DET ER MAJ MÅNED, hvilket vi markerer med Vilhelm Bjerke-Petersens monumental-udsmykning fra opgang 12 i en beboelsesejendom. Det store maleri viser tre bøgeblade, hvoraf det ene har den farve nyudsprungne bøgeblade har. De to andre er silhuetter hvis form danner rammen om to landskaber: en park med forskellige træer og en solnedgang over vand. 

BJERKE-PETERSEN (1909-1957) arbejdede sammen med Elsa Thoresen om udsmykningen. De var begge uddannede billedkunstnere, og de var gift. Hun sørgede for hjemmefronten med to børn, var hans indpisker (store projekter blev færdige takket være hende) og assistent, og sørgede samtidig for hjemmefronten. Først efter en grundig konservering blev det tydeligt, at hendes signatur stod på fire af udsmykningerne. Så hvad vi troede var hans, viste sig også at være hendes. En historie der har gjaldt for mange af den tids kvindelige kunstnere.

ELSA THORESEN er også aktuel i denne måned, da hun blev født den 1. maj 1906. Du kan læse mere om hende her. 

I FØR-LISTEN MAJ kan du læse om de billedkunstnere der er blevet føjet til LISTEN siden Maj 2024, og du kan se udvalgte værker af disse. Vi viser også et værk af månedens 100-års jubilar Jean Tinguely (1925 - 91) og af nyligt afdøde Pippa Garner (1942-2024). Herudover kan du læse fakta-tal for LISTEN MAJ 2025. Du kan også vælge at springe alt dette over og gå direkte til LISTEN her. 

NYE KUNSTNERE PÅ LISTEN MAJ 2025 er billedkunstnerne Regina Cassolo Bracchi 1894-1974, Italien), Pippa Garber (1942-2024, USA), May Henriques (1915-1999, Curacao/NL), Ville Jais-Nielsen (1886-1949, Danmark), Jens Juel (1745-1802, Danmark), Anton Karlinsky (1872-1945, Østrig), Elisabeth Karlinsky (1904-94, Østrig), Donald Rodney (1961-98, UK) og Mary Sully (1896-1963, indfødt amerikaner/ USA).

DENNE MÅNED
 er det 100 år siden, at Jean Tinguely blev født i Schweiz. Han er kendt for sine skulpturer sammensat af metalskrot. Han arbejdede både med relieffer og statiske skulpturer, men blev mere og mere optaget af dynamiske og mekaniske skulpturer. Skulpturerne voksede også i størrelse i løbet af 1950erne og 1960erne. Museet Louisianas stifter købte en stor del af hans værker til museets samling. Tinguely optrådte også med performances for et publikum. I 1961 vistes/opførtes værket "Skitse til verdensundergang"  for et publikum på Louisiana. Det skulle afslutte med at en hvid due (= håbet) skulle flyve op, efter verden var brændt sammen. Desværre døde den hvide due under performancen. Senere udførte han sammen med sin hustru, Niki de Saint Phalle (1930-2002, Frankrig), et skydeværk, som Louisiana stadig har resterne efter. Tinguelys 100 år fejres med flere udstillinger i Europa. 

I MAJ HAR KUNSTHISTORIER registreret 159 billedkunstneres fødselsdage. LISTEN er international, men langt de fleste registrerede billedkunstnere er fra Europa og USA. På LISTEN registreres billedkunstnere fra forskellige århundreder, men de fleste er født i det 19. og det 20. århundrede. I maj er 3 billedkunstnere født i 1700-tallet, 1 er født i 1600-tallet, 1 er født i 1500-tallet og 2 er født i 1400-tallet. 35 er nulevende billedkunstnere. 85 er født i 1900-tallet, heraf er 17 billedkunstnere født efter 1960. 70 er født i 1800-tallet. 56 billedkunstnere registreret i maj er kvinder.

LISTEN DOMINERES af billedkunstnere født i Europa (100). De europæiske billedkunstnere kommer fra Belgien (2), Danmark (18), Frankrig (11), Italien (4),  Nederland (5), Norge (2),  Polen (3), Rumænien (1), Rusland (6), Schweiz (4), Spanien (2), Storbritannien (21), Sverige (4), Tyskland (11), Ukraine (2), Ungarn (3) og Østrig (3).

VERDEN er repræsenteret på LISTEN. De registrerede billedkunstnere er født i følgende verdensdele: Afrika (3), Asien (4), Oceanien (2), Sydamerika (11), Nordamerika (40). I 2025 kommer de registrerede billedkunstnere fra følgende nationer: Argentina (5), Australien (2), Brasilien (1), Canada (4), Cuba (1), Curacao (1), Egypten (1), Etiopien (1), Filippinerne (1), Georgien (1), Ghana (1), Guyana (1), Inuit (1), Japan (2), Peru (1) og USA (38). 

søndag den 6. september 2015

"JEG SÅ CITRONGULT I ET HELT ÅR!"

 DENNE KUNSTHISTORIE HANDLER OM J. F. WILLUMSEN OG FARVEN CITRONGUL.

7. September 1863 blev Jens Ferdinand Willumsen født. For 152 år siden. Han var en kunstner, der udtrykte sig i mange forskellige materialer og medier: Fotografi, keramik, arkitektur, grafik, skulptur og maleri. Og hvad han har med farven citrongul at gøre, vender jeg tilbage til.

FØRST MÅ JEG KONSTATERE AT WILLUMSEN skabte så mange klassikere, at jeg finder det umuligt at begrænse mig og blot nævne et par. Han er nemlig manden bag Den Fries udstillingsbygning (1898) overfor Østerport station og Hørup Monumentet (1908) i Kongens Have i København. Og han er kunstneren, der fik stor indflydelse på kunstnerkeramikken i Danmark, og bl.a. formede Familievasen (1891) og Pottemagervasen (1900). Han er desuden maleren bag Billedet af livet på Paris' kajer (1890), Jotunheim (1893), En Bjerbestigerske (1904), Badende børn på Skagen Strand (1909), samt Krigsinvalider (1928). Og herudover har han lavet de fineste raderinger både af hverdagsliv i København og af krigsgru i Syd Europa.

NU KOMMER JEG TIL DET CITRONGULE, for J. F. Willumsen var og er en enestående kunstner i dansk kunst, hvis betydning vi nok slet ikke helt har begrebet endnu. Og så kunne man tro at det citrongule handler om gul misundelse. Men nej, det handler om forståelse. Der var nemlig et barn, der allerede i 1918 blev 'ramt' af Willumsens storhed. En ni-årig dreng ved navn Vilhelm, var med sin far på besøg i Willumsens atelier og så maleriet Aftensuppen (1918). Han beskrev senere, hvordan dette maleri og især den kadmiumgule farve havde gjorde så stort et indtryk på ham, at han så citrongult i et helt år og at maleriet for altid havde "fortolket den gule farves afslørende egenskaber for ham".

I BILLEDET foroven kan man se eksempler på Willumsens farveprøver. I 1992 viste Willumsens Museum i Frederiksund en udstilling om J. F. Willumsens maleteknik. Af farveprøverne fremgår det, at han kalder den citrongule farve for "Cadmium Citron".

DEN LILLE VILHELM voksede op og blev til kunstneren Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957). I sit surrealistiske maleri 'låne' han ofte både Willumsens teknik med den stærkt kontrastfydte, nærmest ekspressive farve-brug samt motiver fra Willumsens virke. Og han brugte den citrongule farve varsomt.

onsdag den 27. august 2014

HVEM HAR ANSVARET?



På Højdevangens Skole på Amager findes – stadig – to af kunstneren Vilhelm Bjerke Petersens monumentale udsmykninger. De er tidstypiske, de er unikke, de er spændende - og de er desværre ved at forsvinde.  Vi spørger: Hvem har ansvaret?

Af Britt Christmas-Møller (malerikonservator, cand. scient. cons.) og Naja Pedersen (kunstformidler, cand. mag.)


På Højdevangens Skole på Amager findes den sidste af den surrealistiske kunstner Vilhelm Bjerke Petersens (1909-1957) offentligt tilgængelige udsmykninger i Danmark. Den er ikke i dramatisk forfald, men mere end firs års ubeskyttet tilværelse på en skole har naturligvis sat sit præg. Hvis ikke denne langsomme forvitring standses, forsvinder værket. Men en endnu værre trussel truer – glemsel. For eleverne ved ikke noget om udsmykningerne og et fåtal af lærerne ved noget om dem. Skolens ledelse har – naturligvis i disse tider – fokus rettet andre steder. Så derfor spørger vi, hvem har egentlig ansvaret for denne udsmykning? 

Udsmykningerne befinder sig på skolens hovedtrappe, på henholdsvis stueetage og 2. sal. Den er udført på stedet, hvor kunstneren og assistenter har malet med olie på lærred, der er limet fast på væggen. Derfor kan man ikke fjerne udsmykningen uden fare for ødelæggelse af væg eller billede. 

Udsmykningen på 2. sal blev malet først. Man ser en tagterrasse med en gruppe børn og voksne. Mod venstre ser man over byens tage og havnen, og mod højre over marker og enge. I luften ses flyvemaskiner, som flere af personerne spejder efter, og det er oplagt at tænke på Kastrup Lufthavn. En dreng har smidt skoletaske og bold. Han ser op i luften og peger mod flyvemaskinerne. I stueetagen vises scener, der bindes sammen af havet. Børn der leger i sand og vand. Fiskere hvis fisk sælges af fiskekoner og købes af husmødre. Oceandamperen der fører folk til og fra Danmark og forbinder landet med resten af verden. Bådene der transporterer varer til og fra havnen, hvor de lastes og fragtes af arbejdsmænd. Og drenge der fisker på molen. Aktiviteterne kan kun ses og beskrives hver for sig, men der er en sammenhæng.
Sammenhængen i stueetagen er børnenes leg, der begynder og slutter billedet. På anden sal er det også børn, nemlig en pige og en dreng der sidder og ser frem for sig med indadvendte triste blikke, der indrammer hovedbudskabet. Børnene ser ud til at have et behov for at få forklaret verden og få vist, at der er mange spændende ting i tilværelsen. De trænger til at få udvidet deres horisont og lære noget – på skolen – og blive som drengen der ser på flyvemaskinerne længere inde i billedet. Han er idealbarnet, optaget af både fysisk udfoldelse og moderne teknologi. Manden ved siden af ham ansporer og stimulerer måske interessen for flyvemaskinerne. I hvert fald er de sammen.
Vilhelm Bjerke Petersen arbejdede på udsmykningen af Højdevangens Skole fra 1932-39. Men ikke hele tiden, hvilket formentlig er årsagen til at det tog så lang tid at færdiggøre opgaven. Det tager ham fem år alene at male udsmykningen på 2. sal færdig. Han skriver tre bøger, opretter en kunstnergruppe (Linien) og to tidsskrifter (Linien og Konkretion) og bliver uvenner med det halve af kunstverdenen i Danmark. Herudover maler og udstiller han selv flittigt.

Bjerke Petersen var en kunstner med store visioner. Både for eleverne på skolen, for skolen, for kunsten – og for hele samfundet. I udsmykningen på Højdevangens Skole lader han et bestemt syn på undervisning og skole komme til syne. Hans udsmykning signalerer, at det er godt at komme i skole og lære nyt, men samtidig også at det er godt at have fritid og at lege – fordi det er godt at opdage verden. 

I udsmykningen på Højdevangens skole har Bjerke Petersen egentlig leveret, hvad man typisk ville forvente af et monumentalmaleri i 1930erne, nemlig det moderne menneske omgivet af teknologi , udvikling og fremskridt. Her i form af flyvemaskinerne, urbaniseringen af Amager/ Københavns opland samt kontakten med udlandet. Men hvor er så den surrealisme henne, som Bjerke Petersen er kendt for? Surrealismens form er der ikke, men det er dens indhold og idealer til gengæld: Mange forskellige perspektiver, mange forskellige blikretninger, mange forskellige oplevelser af verden på én gang. Kunstneren mener ikke, at det er de voksnes rolle at tage fantasi og drømme fra børnene, men at lade dem udforske og bygge nyt land, hvor de kan samle drøm og virkelighed, og de andre modsætninger i billedet: By/land, ung/gammel og mand/kvinde.

Bjerke Petersens vision er jo rystende aktuel. For den danske folkeskole er stadig præget af en masse modsætninger. Det er stadigvæk børnene, der drømmer og fantaserer, og de voksne der skal stimulere og vejlede. I børnenes verden i dag indgår nye modsætninger eksempelvis skole/fritid og virkelighed/virtuel verden. Vælger man at gå til kernen i udsmykningen på Højdevangens Skole, får man et billede der stadig er gyldigt. Et billede der kan være til inspiration for alle, der ser på det. Et billede der bør inddrages i undervisningen, ikke blot på Højdevangens Skole, men på alle skoler. Og en udsmykning der bør reddes fra glemsel og forvitring – og bevares for eftertiden. Men hvem har ansvaret? 
Det er jo sådan, at udsmykninger ikke kan fredes alene. Bygningerne de ’bor’ i skal fredes, for at udsmykningerne kan blive fredede. Og da ældre skolebygninger som eksempelvis Højdevangens Skole i dag på ingen måde lever op til moderne undervisningskrav, er man naturligvis ikke interesserede i at frede skolebygningerne. Tværtimod, står netop Højdevangens Skole overfor en gennemgribende renovering. Heldigvis (!) betyder manglende finansiering at udsmykningerne ikke fjernes. I denne omgang. Men, hvem passer egentlig på ikke blot disse men alle udsmykninger på danske skoler? Hvem sikrer, at de holdes ved lige, dokumenteres, aktualiseres og inddrages i undervisningen? Og hvem er advokat for udsmykningerne i forbindelse med renoveringer, udvidelser og moderniseringer?
Svaret er: ikke nogen. Der er penge til modernisering, men ikke til restaurering – og det er kortsigtet. En bygning kan gøres tidssvarende, men det kan en betydning også. Hvorfor er det, at bygninger reduceres til funktion, mens udsmykninger reduceres til stil? Bygninger har også stil, ligesom udsmykninger også har en funktion. I dette tilfælde er funktionen, at udpege at man kan have mange forskellige holdninger over for en teknologisk verden og at disse alle sammen er vigtige. Det er et budskab, der lige så godt kan bruges til undervisningsformål som skolebygningen selv kan. Det er et budskab, som alle der har et ansvar – bygherren, skoleborgmesteren, kulturborgmesteren - burde føle sig ansvarlig for.  







tirsdag den 14. januar 2014

13,88 METER SPALTETEXT

- om Liniens udstilling i 1934


IMORGEN 15. januar er det 80 år siden at en af de vigtigste gruppeudstillinger i dansk kunsthistorie i det 20. Århundrede fandt sted. Det skete på Charlottenborg i København - som netop nu viser en anden betydningsfuld gruppeudstilling (læs mere her!) På udstillingen vistes værker af Ejler Bille, Vilhelm Bjerke Petersen, Richard S. Mortensen og Hans Øllgaard. Henry Heerup var med som gæst! Kataloget blev optrykt i tidskriftet linien nr. 1 fra 1934.

I anledning af jubilæet vil jeg overlade ordet til Liniens tre hovedmænd Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957), Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen (1910-1993) og deres åbenlyst tilfredse beskrivelse af udstillingens målbare succes:

"linien afholdt en udstilling af surrealistisk kunst paa charlottenborg fra d. 15.-31. jan. Udstillingen blev besøgt af 2500 mennesker, desuden aflagde adskillige skoler besøg under vejledning af kunstnerne. En del af kunstværkerne blev udvalgt til ophængning i københavns kommuneskoler, hvor kunstakademiets direktør, prof. axel jørgensen og adjunkt harald rue vil holde orienterende foredrag i tilknytning til kunstværkerne. Udstillingen blev omtalt i samtlige dagblade i københavn og i adskillige svenske og norske aviser med ialt 13,88 meter spaltetext. Der solgtes ialt 24 arbejder (skulptur og malerier) til en samlet sum af 3000 kr. En del billeder blev hængt op til prøve hos interesserede."

(fra tidskriftet linien nr. 2)

torsdag den 16. maj 2013

Ugens Kunsthistorie: DEN OVERSETE SURREALIST ELSA THORESEN

DE MEST BERØMTE SURREALISTER VAR OG ER Salvador Dali (Spanien 1904-1989) og René Magritte (Belgien 1898-1967). De var kendte i deres samtid og er stadig verdensberømte i dag. Frida Kahlo (Mexico 1907-1954) er også blevet betegnet som surrealist i dele af sit virke, og hun er i hvert fald verdensberømt i dag. Sidenhen er flere kvindelige billedkunstnere der arbejde surrealistisk blevet "opdaget" af et større publikum bl.a. Leonora Carrington (UK 1917-2011) og Dora Maar (Frankrig 1907-1997).  
FEST HOS SURREALISTERNE. Avisudklip fra slut 1930erne.
 
I DANMARK KENDER DE FLESTE SURREALISTEN WILHELM FREDDIE (Danmark 1904-1995). Mange ved også, at de danske kunstnere Richard Mortensen (1910-1993), Ejler Bille (1910- 2004) og Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957) arbejdede surrealistisk. Der er formentlig efterhånden også en del, der kender til kunstneren Rita Kernn-Larsen (Danmark 1904-1992) og hendes surrealistiske virke. Men det er de færreste, der kender Elsa Thoresen (1906-1994). Dette kan skyldes, at hun var født i USA af norske forældre. Det kan også skyldes, at hun ikke var uddannet i Danmark (men i Norge og i Belgien), og heller ikke boede i Danmark hele sit liv. 

ELSA THORESEN arbejdede surrealistisk i Danmark fra 1935 til 1944, og bidrog i den grad aktivt til den figurative del af den danske surrealisme i denne periode. Men hendes netværk smuldrede. Først var der den voldsomme fejde mellem den abstrakte og den figurative surrealisme, der rystede den danske kunstverden. Derefter kom 2. Verdenskrig, og hun måtte flygte med sin familie til Sverige. Efter krigen rejste de til USA, hvor hun endte med at blive skilt fra sin mand, og måtte starte forfra. Elsa Thoresens billedkunstneriske virke har også stået i skyggen af hendes mand, Vilhelm Bjerke-Petersens virke.  

Udsmykning i beboelsesejendom 1939. Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen.
Fotografi: Ida Wang
ELSA THORESEN har været overset og ikke-set i mange år, men de sidste 15 år, er hun begyndt at blive trukket frem fra skyggen. Da monumental-udsmykningen i ejendommen Ved Volden fra 1939 blev restaureret, blev det synligt  at billederne der hidtil havde været tilskrevet Vilhelm Bjerke Petersen alene, faktisk var udført af Elsa Thoresen (ni ud af tolv udsmykninger er også signeret af hende). Fotografier fra arbejdet med Bjerke-Petersens tidligere udsmykning af Højdevangens Skole (1932-1938), viser at Elsa Thoresen assisterede ham.
Bjerke Petersen og Thoresen under arbejdet med udsmykningen af Højdevangens Skole. Uden årstal.

HVAD VED VI VI OM ELSA THORESEN? Hun blev født 1. maj 1906 i USA. Hendes forældre var nordmænd, og formentlig derfor rejste hun tilbage til Norge for at blive uddannet. Hun gik på Kunst- og Kunsthåndværkerskolen i Oslo fra 1924 til 1927, og derefter på Kunstakademiet i Oslo fra 1927 til 1930, afbrudt af et ophold på Académie des Beaux-Arts i Bruxelles 1927-1929.

I OSLO stiftede Elsa Thoresen bekendtskab med flere af de surrealistiske kunstnere fra Sverige og Danmark, som hun også udstillede sammen med. Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersen bliver forelskede og siden gift og fra 1935 til 1944 bor hun i Danmark. De får to børn sammen, men i 1944 må familien flygte til Sverige. Efter krigen rejser de til USA, men efter et år rejser Bjerke Petersen tilbage til Sverige. Elsa Thoresen bliver i USA, gifter sig sig og ændrer efternavnet.

VI VED SATDIG MEGET LIDT OM THORESEN, og kender slet ikke til værker af Thoresen fra før begyndelsen af 1930erne. Hun har i et interview udtalt, at det var Bjerke Petersen der fik hende til at male surrealistisk. Så vi kan gå ud fra, at hun har malet anderledes inden da.

DER ER DESVÆRRE IKKE mange af hendes værker, der er offentligt tilgængelige, og der er ikke skrevet meget om hende. Derfor er det primært hendes malerier fra danske og svenske museer, samlinger og kataloger, hendes offentlige udsmykninger samt de få værker der er tilgængelige på nettet gennem auktionshusene, vi kender til.  De tilgængelige værker er stort set alle fra 1935 og frem til ca. slut 1950erne. De værker der findes i Danmark er primært malet i perioden 1935 til 1943, og de er alle figurativt surrealistiske. De senere malerier bevæger sig over i en abstraktion, men har stadig et ekko af genkendelige motiver fra hendes surrealistiske periode, bl.a. træstammerne og klippelandskabet. Der kommer noget New Age-agtigt og vældig konstrueret ind i hendes senere malerier.

Elsa Thoresen: Bjerke Maler. 1937.
 
THORESENS SURREALISTISKE MALERIER er blevet beskrevet som poetiske, og det er da også rigtigt, at de har en meget fin og afstemt farveholdning, samt at kompositionerne ikke er overlæssede. De er ikke så store, men besidder en fin psykologi. Hendes portræt af ægtefællen "Bjerke Maler" er et meget rammende portræt (på trods af eller netop fordi, han står med ryggen til).

ELSA THORESEN ER REPRÆSENTERET på et par internationale udstillinger om surrealismen i 1970erne og 1980erne, og også på den fantastiske udstilling DEN FORVANDLEDE DRØM Surrealismen i 30erne Paris-København-Malmø på Kunstforeningen Gl. Strand i 1997. Men I Danmark har vi altid været mere optagede af splittelsen i den danske surrealistiske gruppe i 1934, med Ejler Bille og Richard Mortensen på den ene side og Vilhelm Bjerke Petersen på den anden side. I denne fortælling har der ikke rigtigt været plads til at undersøge skrive om de kvindelige surrealistiske billedkunstnere. Men forhåbentlig ændrer dette sig nu, så de oversete bliver set og stillet i forreste række, mens de andre pænt må tage til takke med 2. og 3. række.


torsdag den 28. februar 2013

PLOVMANDEN I HJORTENS FLUGT



Kunstner: Gerhard Heillmann. 1907

IGÅR FORTALTE JEG IGEN OM ET AF MINE ABSOLUT YNDLINGSEMNER: Elsa Thoresen  og Vilhelm Bjerke Petersens udsmykninger i ejendommen Ved Volden fra 1939. Og selvom det er et emne, jeg nu har beskæftiget mig med i rigtigt mange år, bliver der ved med at dukke nye ting op.

DE TO KUNSTNERE VAR SOM ivrige tilhængere af kommunismen og erklærede surrealister interesserede i at skabe revolution på både det personlige og det samfundsmæssige plan. Folket skulle simpelthen frisættes gennem kunsten. I perioden 1935 til ca. 1945 benytter de en stil, som de mener særligt egner sig til at nå ud til mange med.

BJERKE PETERSEN (1909-1957) OG THORESEN (1906-1994) skaber en slags collagemaleri, hvori de bruger løs af billederne fra samtidens populær kultur. De genbruger velkendte billeder og figurer fra litteratur, aviser og ugeblade og indsætter dem i nye sammenhænge. Deres leg med med symboler og klichéer er sjov, men kan også sætte kunstformidlere af idag på et større detektivarbejde.

VALMUEN, SOMMERFUGLEN, ørnen og manden med leen er kende symboler. Kunstnerne fjerne denne velkendthed fra figurerne ved at indsætte dem i nye eller ændrede sammenhænge og kompositioner, der skal tvinge os - beskuerne, til at se dem på ny.

KUNSTNERNE opbygger malerierne af modsætninger der tilsyneladende er lige til - eksempelvis det bundne overfor det frie, men helt i tråd med surrealismens udgangspunkter sørger de altid for at der ikke findes et endegyldigt svar på deres visuelle gåder. Beskueren opfordres ikke til at vælge mellem modsætningerne, blot til at konstatere dem.

I PRAKSIS fungerer de to begreber der stilles op mod hinanden i disse malerier som ekstreme punkter på en skala der er i konstant bevægelse. Polerne er sigtbare, men uopnåelige. De udgør orienteringspunkterne på en mental horisont, men selve udforskningen af landskabet får form af en rastløs vandren mellem dem.
Kunstner: Vilhelm Bjerke Petersen. 1939
Fotograf: Ida Wang
DETTE ER EN KENDT SURREALISTISK  praksis. Salvador Dali (1904-1989) skabte malerier der kan ses som det ene og det andet på een gang - eksempelvis en hånd der holder et æg og Narcissus der spejler sig i vandet.

RENÉ MAGRITTE (1898 - 1967) benytter sig af modsætningspar som nat og dag, så de optræder i samme billede. Dermed trækkes det mentale sikkerhedsnet væk under beskueren, således at man mister orienteringen og det bliver fremmed.

TILBAGE TIL DET JEG LÆRTE igår aftes. Jeg fortalte bl.a. om udsmykningen med Hjorten i Skoven. Hjorten er en silhuet, og i denne går en mand og pløjer. Motivet med hjorten leder naturligt tankerne mod Hjortens Flugt fra 1855 af Christian Winther - et af de mest velkendte og populære motiver i samtiden.
 
BAGEFTER KOM en venlig tilhører hen og gjorde mig opmærksom på, at manden der pløjer også var et af samtidens mest velkendte visuelle motiver: Plovmanden - det kendte motiv på 500 kroneseddel fra 1913 af Gerhard Heilmann (1859-1946)! Det er jo oplagt - men ikke et motiv jeg selv havde fundet frem til. Jeg takker og kvitterer med straks at dele informationen med alle!

Kunstner: Vilhelm Bjerke Petersen. 1939. Detalje.
Fotograf: Ida Wang

tirsdag den 15. maj 2012

Ugens Kunsthistorie: UDSMYKNINGEN AF HØJDEVANGENS SKOLE

Detalje fra Højdevangens Skole. Udført i perioden 1932-39 af Vilhelm Bjerke Petersen assisteret af Elsa Thoresen.


VILHELM BJERKE PETERSEN (1909-1957) er en af de danske kunstnere der fra begyndelsen af sin karriere var optaget af monumentalmaleriet. Allerede i 1930 som 21-årig udførte han en større malerisk udsmykning på Birkerød skole. I 1932 fik han en udsmykningsopgave i trapperummet på Højdevangens Skole på Amager. Udsmykningen blev financieret af Ny Carlsberg Fondet. Den stod først færdig i 1939, og på en del af udsmykningen deltog også hans hustru kunstneren Elsa Thoresen (1906-1994).


De to kunstnere studerede begge på kunstakademiet i Norge under professor Axel Revold (1887-1962). Netop Revold betød meget for især Bjerke Petersen og inspirationen fra Revold er tydeligst i netop udsmykningen på Højdevangens Skole. Udsmykningen financieredes af Ny Carlsberg Fondet.


Inspirationen til udsmykningen på Højdevangens Skole er tydeligvis fra Axel Revolds meget smukke og betagende udsmykning Bergen Børs (1921-23). Temaet for udsmykningen i Bergen Børs er 'vareudveksling' altså køb og salg på forskellige niveauer, og den fremstiller Bergen som en international handelsby. Revold gik i lære hos netop Henri Matisse i Paris (1908-10), hvilket tydeligt ses i Bergen Børs.
Detalje.
Højdevangens Skole


Axel Revold var en vigtig del af den utroligt spændende periode med monumentalmaleri i norsk kunst der kaldes Freskoepoken (1918 - til slutningen af 1950erne). Andre involverede kunstnere var Per Krogh og Alf Rolfsen. Offentlige bygninger blev udsmykkede af kunstnere, bl.a. rådhuse, sygehuse og børser.


Udførelsen af udsmykningen på Højdevangens skole strækker sig over en længere periode (syv år) og i netop denne periode bevæger Vilhelm Bjerke Petersen sig fra den abstrakte surrealisme over i den figurative surrealisme. Men der er intet spor af surrealisme i udsmykningen på Højdevangens Skole. Til gengæld kan man se en afprøvning af forskellige former for realisme - fra det meget stiliserede til det nærmest nyrealistiske.

Detalje.
Højdevangens Skole
I udsmykningen af Højdevangens skole kan man også tydeligt se inspirationen fra Revold. Når man ser den måde kroppen på den lille dreng på stranden er komponeret af Bjerke Petersen, ser man både Revolds stil og bag den aner man et ekko af Matisse. Også i udsmykningen på Højdevangens skole er vareudveksling et tema, dog synes 'livet ved vandet' at være det overordnede tema.

Udsmykningen af Højdevangens skole består af to dele, der befinder sig på hver sin etage. Den nederste etage er den tidligste udsmykning, og det er denne der i komposition og tematik minder meget om Revolds Bergen Børs.
Detalje.
Højdevangens Skole
Udsmykningen på Højdevangens Skole er udført på lærred der er limet på væggen. Den er ikke beskyttet af glas og det er utroligt at den alligevel er så velholdt, når man tager dens placering på en skole i betragtning.


Sideløbende med Højdevangens Skole udfører Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen en stor surrealistisk udsmykning på Christianshavn i ejendommen Ved Voldens 13 opgange, der også står færdig i 1939. Desuden udfører han alene en udsmykning af en kantine og en børnehave.


Efterfølgende udfører Bjerke Petersen en række udsmykninger af trappeopgange i to andre boligejendomme på henholdsvis Frederiksberg og Østerbro. Efter 2. Verdenskrig bosætter han sig i Sverige, hvor han udfører to udsmykninger i henholdsvis Halmstads bibliotek (1953) og sportshal (1955).

søndag den 29. april 2012

Ugens Kunsthistorie: EN RIGTIG SURREALIST!

HVIS MAN SYNES AT TONEN I DEBATTEN I DANMARK ER HÅRD, SÅ LÆS DETTE INDLÆG OM PERSONANGREB I FORBINDELSE MED SURREALISMEDEBATTEN I 1930ERNE!



I MIDTEN AF 1930'erne var en mindre gruppe unge danske avantgardekunstnere involveret i en lidenskabelig debat om hvem der var mest og rigtigst surrealist. Diskussionen var et ekko af den internationale debat i den surrealistiske bevægelse om surrealismen og surrealistisk kunst. Den internationale debat handlede om hvorvidt bevægelsen var revolutionær eller om den skulle kobles sammen med en revolutionær bevægelse som f.eks. kommunismen. Desuden handlede debatten om kunstformer. Man diskuterede om maleri kunne være surrealistisk, og hvis det var surrealistisk - om det så skulle være abstrakt eller figurativt. Diskussionen betød splittelse og uvenskab mellem tidligere venner og kolleger.

Også i Danmark gik bølgerne højt. Diskussionerne kom til landet i 1934 og dét der udløste balladen var kunstneren Vilhelm Bjerke Petersens kunstteoretiske bog Surrealismen (1934). Han beskrev her, at surrealismen skulle være en revolutionær bevægelse sammen med kommunismen. Bjerke Petersen havde sammen med vennerne Ejler Bille og Richard Mortensen dannet kunstnersammenslutningen Linien - og de havde også startet tidsskriftet af samme navn.

Ejler Bille og Richard Mortensen tog afstand fra Bjerke Petersens holdninger og det førte til at der dannede sig to lejre i den danske surrealistiske kunstkreds. Begge lejre mente at de var de mest rigtige surrealister. Bjerke Petersen udgav et nyt tidskrift Konkretion fra 1935. Udover at begge tidsskrifter bragte artikler og indlæg om kunst i Danmark og udlandet, brugte de også megen spalteplads og energi på at sværte hinanden til. Poeten Otto Gelsted skrev dette lille digt om Vilhelm Bjerke Petersen:

"tilegnet vilh. bjerke-petersen Surrealisten
Han syn's, hele Verden er Køn ikke smuk,
men det hele er Køn.
Alt er han eller hun,
og nu grubler han kun paa,
hvad Kønrøg mon har for et køn."

Egentlig et meget rammende og humoristisk portræt - selvom det ikke har været venligt ment. Bjerke Petersen fangede vist ikke humoren i digtet og gav Gelsted en ordentlig verbal omgang:

"En diskussion med otto gelsted maa imidlertid anses for haabløs, da hans fornuft har ført ham ud i et livssyn og en tilværelse, der er lige saa begrænset som, og i sin hulhed minder om, en flaskes indre. Otto gelsted har nu i mange aar stirret længselsfuldt ned i en saadan flaskelignende tomhed, og hans indsugning af denne haabløse intethed har efterhaanden sløvet hele hans sansesystem, saa han ikke mere magter at holde selv de mest almindelige begreber og ytringsformer ud fra hinanden. Længe endnu vil otto gelsted vel humpe rundt med sin fornuft i baglommen og lade den beruse hans aand, naar den tørster."(Konkretion nr. 4, 1936)!

Diskussionen har været underholdende at følge fra sidelinien, men alvorlig for de involverede parter. Det er vanskeligt at forestille sig at teoretisk uenighed alene kan føre til så voldsomme personangreb. Men hvad der er mest ærgerligt er, at forskning og formidling om Vilhelm Bjerke Petersens kunstneriske virke og hele den figurative surrealisme i Danmark ( med undtagelse af Vilhelm Freddies værker) stadig er nedprioriterede emner på grund af denne fejde. Bjerke Petersen var en rigtig surrealist! Men det var de andre også.