fredag den 23. april 2010

Ugens Kunsthistorie: Udsmykningen af Frederik den 8. s palæ




SELVOM man nu i laaang tid har kunnet se udsmykningen af Frederiks den 8.s palæ har undertegnede først nået det nu. Desværre faldt mit besøg på en af disse typiske aprildage med både sol, vind, regn og sne i de ca. to timer det tog at stå i kø. Men sikken en kø! Her var alle aldre repræsenteret – begge køn – og mange dialekter. Det er lige før at køen i sig selv er hele besøget værd. For her står man sammen med HELE Danmark – og hvornår får man ellers lejlighed til det?!

Det er muligt at alle vi der står i kø for at komme ind at se palæet har forskellige motiver, men resultatet – når vi går ud – er det samme: Vi har alle set, studeret og vurderet ti samtidskunstværker! Det er samtidskunstformidling og det er simpelthen genialt tænkt! Den person der har tænkt denne tanke burde mindst have elefantordenen for det!

Kronprinsen og kronprinsessen har selv valgt de ti kunstnere efter rådgivning fra hofchef Per Thornit, arkitekt Poul Schülein fra Arkitema, galleriejer Mikael Andersen og museumsdirektør Poul Erik Tøjner (pudsigt nok bliver Tøjner på de officielle websider præsenteret som galleriejer?!). Kunstnerne er Kasper Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliason, Erik A. Frandsen, Signe Guttormsen, Eske Kath, John Kørner, Tal R, Morten Schelde og Kathrine Ærtebjerg.

Billeder fra udsmykningen har allerede cirkuleret i pressen, men da jeg er en af de (få) der ikke har fået set tv-programmet om istandsættelsen af palæet, var jeg ikke påvirket i en bestemt retning og havde ikke på forhånd en favorit-udsmykning.

Da vi endelig kom ind var der heldigvis og overraskende varmt og vi blev mødt af et venligt personale. De pastelfarvede vægge var ikke alle steder i farvekombinationer der behagede mine øjne. Men der er vel en historisk årsag til de farvevalg man har gjort sig, og måske hænger den også sammen med det kommende møblement. Erik A. Frandsens oval med blomster og en vindueskarm fra Fælledvej er passende. Der er sikkert mange ’Fælledveje’ overalt i Danmark. Den Fælledvej jeg tænker på er fra Nørrebro.

Riddersalen er smuk, meget smuk. Men der er MEGET guld alle vegne. Så meget guld, at man ikke kan fortænke Dronning Ingrid i at have malet panelerne hvide, da hun boede der. Der er så meget guld, at man også håber de kongelige, når de følger Olafur Eliasons smukke lysende vandbobler op mod vandoverfladen / deres private lejlighed, får luft!

Spisestuen med Kasper Bonnéns udsmykning er smuk – og her er der en behagelig balance mellem væggenes pasteller og udsmykningen. Og en dejlig udsigt til terrassen, hvor vi desværre ikke kunne se Guttormsens udsmykning, men til gengæld fik et glimt af en grenudsmykning på en væg i et mindre rum. Hvem er mon ophavskvinde til den?

Musikværelset med sine overdådige guldbelagte paneludsmykninger er larmende smukt. Katrine Ærtebjergs udsmykning af anretterværelset er passende surreel med store dyr og små mennesker i et rum hvor menneskene ellers i dén grad er større end dyrene. Men er det ikke også den slags tanker der kan få en til at blive vegetar? Havesalen har en passende grøn farve, og herfra er udkig til det smukke haveanlæg med forårsblomster anlagt som en hest. Af Jakob Fischer.

Oven over alting stråler moder sol” lød det engang i en revy-vise. I Eske Kaths barokke loftudsmykning stråler solen også OVER de kongelige. Morten Scheldes maleri er spændende og fyldt med viden – men hvor ville det være dristigt, hvis dette spændende univers var blevet skabt med kuglepen (hvilket Schelde er suveræn til!).

Det ser ud som om alle udsmykninger er lærreder, sat op på væggene. Det er jo klogt tænkt, for så kan de nedtages til konservering eller udskiftes en dag. Tal R har udsmykket kronprinsens arbejdsværelse med et byrum centreret om en rød kanal. Lidt Savinio, lidt Venedig og meget ”Vi sejler op ad åen”. Der er lagt guld ind flere steder i fladen, hvilket skaber et spil. Men ellers savner denne udsmykning lidt af Tal R's rumlige vildskab.

John Kørner har malet et smukt maleri. Omkring centrum svæver en dansk soldat (frelseren?), et palmetræ og en kamel løsrevet på lærredet og fortæller om missioner i fjernere egne. Regnbuens farver flyder - som var det akvarelmaling (og det er det ikke) - rundt om dette scenarie. Jeg håber, at det får lov at blive.

Der er meget MEGET mere at sige om, og se i, palæet. Faneværelset, Gobelinsalen og Spejlsalen med Erik A. Frandsens spejle. Og om det ærgerlige og uforståelige faktum at der kun er to kvindelige kunstnere repræsenteret blandt de ti kunstnere. Men det bedste – dét som, jeg mener, er den mest vellykkede udsmykning og som jeg har gemt til sidst – er Verdensrummet!

Jesper Christiansen har skabt en formidabel udsmykning af denne sal, hvor han sammenfletter den store fortælling med den lille på en balanceret måde. Han benytter et klassisk motiv – verdenskortet – der signalerer viden og magt. Dette sættes ind i beboernes personlige fortælling (jvf. illustrationen foroven, fotograferet af Torben Eskerod). Samtidig gøres det stedsspecifikt ved at spejle rummets arkitektur i udsmykningen. Oveni benytter kunstneren farver der gør væggene til tavler og vi der ser på til elever. Her kan vi lære om verdenen og om at anskue verdenen fra forskellige vinkler. Den hvide kridtlignende farve fortæller også at intet varer evigt, at alt er forgængeligt, alt kan viskes ud og alt kan forandres (- og at vi skal huske Bornholm). Der er en ro, en humanisme, et overskud, et ønske om dialog og en respekt i disse vægge, at de bør kunne danne ramme om de vanskeligste møder.


Palæet er åbent for offentligheden frem til 30. maj. Tirsdag til fredag kl. 10 – 17, onsdage kl. 10 – 21. Entre 40 kroner.

torsdag den 22. april 2010

PORTRÆT AF EN KUNSTFORBRUGER: Peter Rindal



”KENDER DU BILLEDET AF HENNINGSEN AF PRÆSTEN OG SKÆRVESLAGEREN? – PRÆSTEN ER PÅ VEJ TIL KIRKE OG SKÆRVESLAGEREN LIGGER OG HUGGER STEN. MAN KAN SE HVAD DER SKER MELLEM DE TO MENNESKER. PRÆSTEN SIGER: ”DE SKULLE HELLERE KOMME HEN I KIRKEN OG HØRE GUDS ORD”. OG SKÆRVESLAGEREN SVARER: ” HVIS VI SKAL HA BRØD TIL BØRNENE MÅ JEG BLIVE HER”. – JA, DET ER ALTSÅ MINE ORD.” (Peter Rindal, 1978)

Peter Rindal (1923 – 2009) holdt meget af Henningsens malerier. Han skelnede ikke mellem de to brødre Erik Henningsen (1855-1930) og Frants Henningsen (1850 – 1908). Begge kunstnere arbejdede med realistiske skildringer af dagligdagen i småborger- og arbejdermiljøer. Det er ikke lykkedes at finde det maleri han omtaler i citatet (Præsten og Skærveslageren), men hans beskrivelse af og fortælling om dét taler for sig selv.

Peter Rindal brugte bibliotekerne, han var interesseret i oldtidens fund, han overspillede musik fra radioen til bånd, som han lyttede til og han drømte om at komme til at eje et persisk tæppe. Han så film med og lyttede til Peter Malberg, Ib Schønberg og Liva Weels sange. Han kunne lide Bertel Thorvaldsens skulpturer og J.T. Lundbyes og altså Henningsens malerier. Desuden holdt han af at læse Martin Andersen Nexø, Henrik Pontoppidan, Hans Kirk og Zacharias Nielsens bøger. Især var han en stor beundrer af Nexø. Han nævner romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn som eksempler der har været ”med til at vække borgerskabets forståelse for fattigmands kår”.

Peter Rindal lagde navn til en bevægelse som mange anser for at være mod kunst og kultur – rindalismen. Denne bevægelse opstod i 1960’erne som en folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere. Det vil sige, ikke mod statsstøtte til alle kunstnere som sådan, men især til unge kunstnere og den abstrakte samtidskunst. Rindal og hans støtter var imod at man betalte for og støttede en kunst man ikke kunne se eller forstå var kunst. De anfægtede det kvalitetsbegreb der lå til grund for at staten tildelte kunstnere støtte. De samlede underskrifter fra 60.000 danskere der var enige med dem (på fotografiet sidder Rindal med en del af underskrifterne).

I bogen Dengang i 60’erne (1978) har forfatteren Bente Hansen en meget spændende samtale med Peter Rindal. Overskriften på kapitlet er ”Til den største idiot i Danmark” - et citat fra et brev der blev sendt til Rindal, da bølgerne om kunstfonden gik højt i 1964-65. I løbet af samtalen gennemgår Rindal begivenhederne fra dengang med et vist efterrationaliserende skær.

Rindal fortæller at både klasseskel (fattige overfor rige) samt geografiske forhold (Jylland overfor København) spiller en rolle i forståelsen af kunsten. Rindal – og mange med ham – kunne og kan ikke se logikken i at en arbejder der har slidt sig til et dårligt helbred får en lille pension når han fylder 67 år, mens en kunstner vil kunne få 30.000 kroner resten af sit liv – og leve i sus og dus.

Rindal nævner flere gange i løbet af samtalen at misundelse også spillede ind på den voldsomme modstand mod kunststøtten i 1960erne. Han nævner også det, han kalder for ”gammel-konservativ stakkel-haderpolitik” som en betydningsfuld faktor i modstanden. Det er en opfattelse der går ud på, at mangler man penge må man arbejde for at få dem - i dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Ud fra denne opfattelse er en kunstner, der får penge af staten, en ”nasseprins”.

Rindal erkender at kløften mellem kunstnere og borgere blev større efter den tid, men siger også at ”Det er Statens Kunstfonds skyld at vi ikke længere kan se en maler med sit staffeli på torvet uden at hade ham eller gå langt udenom ham. Førhen standsede vi og snakkede med ham”.

Peter Rindal lægger stor vægt på kunstens indhold og budskab. Han vil kunne se hvad det er, og forstå hvad det handler om. Han vil kunne se håndens arbejde og indholdet må gerne fortælle noget relevant. Han vil ikke snydes eller være til grin. Han medgiver at der stadig skal være et akademi og en teaterskole ”hvor de bedste kan dygtiggøre sig”, men ”klatsmørerierne skal ikke listes ind som om det er noget værd”. Den holdning er der mange der deler med ham. Også i 2010.

DENGANG I 60’ERNE – billeder fra dengang, tekster fra i dag. Red. Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay, Jørgen Schytte. Informations Forlag 1978.