onsdag den 29. maj 2013

ØJEBLIKKE AF LYKKE

 
Genudgivelsen af billedbogen fra 1968.

HVORDAN SER LYKKE EGENTLIG UD? Det er der heldigvis formentlig 5 milliader forskellige svar på. Men umiddelbart dukker akvareller af den svenske kunstner Carl Larsson (1853-1919) frem på min indre nethinde. De billeder han har malet af sit hjem, står for mig som billeder af et tidsløst paradis - 'jeblikke af lykke - og det har de gjort fra jeg var helt lille.

I 1968 GENUDGAV FORLAGET BONNIER billedbogen ET HJEM af Carl Larson og denne gang også med tekst af Lennart Rudström. Billedbogen blev udgivet på dansk af Gyldendal samme år, og den har fulgt mig hele min barndom. Grundet stor oprydningsiver hos ældre generationer, sad jeg igen med den mellem hænderne igår. Da var det tilfældigvis Carl Larssons 160 års fødselsdag.

ET HJEM udkom første gang i 1899. Carl Larsson skildrede i ord og 24 billeder miljøet og naturen omkring han og hustruen Karin Bergöös hjem i Sundborn i Sverige. Karin Bergöö (1859-1928) var også kunstner. De mødte hinanden i kunstnerkolonien Grez i Frankrig. Sammen indrettede og dekorerede de deres hjem i Sverige i ånden fra Arts and Crafts-bevægelsen. Denne bevægelse havde sit oprindelige udspring hos kunstkritikeren John Ruskins og kunsthåndværkeren William Morris (1834- 1896) i England, men den bredte sig til kunstnere over hele Europa. Repræsentanter for Arts and Crafts-bevægelsen i Norden var bl.a. Marie Triepcke Alfvén Krøyer (1867-1940) og bevægelsen inspirerede også kunstnere som finske Hugo Simberg (1873-1917).  

NÅR JEG BLADRER GENNEM CARL LARSSONS BOG, ser jeg børn i sne, heste og grise og hunde og katte, ateliervinduer og vildtvoksende haver, kunstneren i sit atelier, børn i alle aldre der både hjælper til, er frække og leger, friske blomster i vaser, smukt dekorerede vægge med friser, smukke fajanceovne, sommerbadning, frokost i det grønne og krebsegilde samt kunstneren i sit atelier. Billederne udgør tilsammen et portræt af en familie og et familieliv i slutningen af 1800-tallet i Sverige.

DA DET ER AKVARELLER er alle billeder lette og luftige og uden alvor. Selv ikke billedet Skammekrogen med den næsvise Pontus, virker alvorsfuldt. Vi ser ikke motiver af tøjvaskeriet, der ellers må have været en uendelig affære med en husholdning bestående af 4 voksne og 8 børn. Vi ser heller ikke rengøringen af huset, der også må have været et evighedsarbejde. Alle motiver er tilsyneladende øjebliksbilleder af en tilværelse uden større problemer. Og det er netop fordi det er øjebliksmotiver ,at de udstråler lykke.

DET SER UD SOM OM farmand lige har forladt frokostbordet og smidt ølflaskerne i græsset, for at tage malerkassen frem og fastholde det hyggelige øjeblik af sommer og god stemning. Børnene og dyrene på billedet er med til at understrege øjebliksstemningen. Men det tager jo tid at male et maleri, også selvom det går hurtigere med akvarel. Det er vanskeligt at forestille sig, at kunstneren har kunnet male dette maleri på under en halv time, hvilket er det tidsrum jeg højest forestiller mig at hunden og det mindste børn har kunnet klare. Især hvis når det skal forestille, at de allerede har spist frokost, og nu er igang med desserten.

SÅ DET MAN IKKE SKAL GLEMME når man sidder og falder i svime over de yndige børn og det smukke hjem, er, at billederne også er konstruktioner. Det tager tid at finde det rette motiv. Samt formentlig flere skitser. Enten er frokosten i det grønne iscenesat til mindste detalje, og de 7 deltagere har siddet der, i det bestemte tøj, i timevis, for at billedet kunne blive som kunstneren ønskede. Eller også har han tegnet en hurtig skitse, og malet efter den og hukommelsen senere i atelieret. 

BILLEDBOGEN SKAL ALTSÅ IKKE KUN OPFATTES som familieidyl eller en historie for børn. I endnu højere grad er det en kunstnerisk programerklæring eller kunstnerens visitkort: Se hvad jeg kan og står for - hyr mig! Samtidigt fungerer bogen også som en cementering af en kunstnermyte - og de sjove filmoptagelser, som den officielle Carl Larsson hjemmeside viser (med den yndige hustru, det yndige hjem, de yndige børn, det store sociale liv med mange gæster og kunstneren der arbejder i den fri natur) underbygger dette: http://vimeo.com/user915428/carllarsson.


Den oprindelige udgave af billedbogen fra 1899.

HVOR LYKKELIGT DET LIGE HAR VÆRET at være barn og at skulle stå eller sidde model i timevis samt sørge for arbejdsro til kunstneren, er ikke til at sige. Men billederne i bogen er blevet et ikon på familielykke og nordisk indretning. Man kan se hjemmet, som familien har åbnet for besøgende se her.

fredag den 24. maj 2013


Kage inspireret af kunstneren Agnes Martin (1912-2004

DEN 22. MARTS 1912 blev kunstneren Agnes Martin født. På udstillingsstedet DIA:Beacon lidt udenfor New York fejrede man dette ved at skabe en Agnes Martin-kage. Kagen er tænkt som en hyldest til kunstneren. Ligesom vi kender det fra kagerne hos konditoriet La Glace i København, der både er opkaldt efter prinsesser og Volmer Sørensen.

KAGENS OVERFLADE er udsmykket, så den ligner et af Martins pastelfarvede malerier (se her), som netop DIA: Beacon har en fantastisk samling af. Jeg har ikke smagt den, men spekulerer på hvad den gør for formidlingen af Martins kunst.


KUNSTKAGER er et udbredt fænomen i USA. Lacma har produceret kager til ære for både Piet Mondrian og Richard Serra. Mondrian kagen ligner - men mon den også smager som værket? Jeg kan på en måde rigtig godt lide idéen om, at man laver en kage med en 'smag' af kunstner eller kunstværk, for derigennem måske at få smag for kunsten. Men sådan er det formentlig ikke tænkt. Disse kager er tiltænkt et publikum der i forvejen kender sin Mondrian eller Serra. Man har også lanceret en servering opkaldt efter Jeff Koons.


UNDER ARNE JACOBSEN-udstillingen på Louisiana sølgte cafeen linser, fordi det efter sigende var mesterens yndlingskage. Det er tilfældigvis også min yndlingskage - og det var fremragende linser, men de bidrog ikke synderligt til en forståelse af kunstneren.

Kunstkage inspireret af Dan Flavin (1933-1996)

FØRST OG FREMMEST ER kunstkager markedsføring. Som kagen ovenfor, der en en hyldest til kunstneren Dan Flavin. Den ser lidt ubehjælpsom ud, og smag er ikke lige det, jeg forbinder med Dan Flavins lysstofskulpturer. Men jeg tænker nu alligevel at det kunne være sjovt og måske endda berigende at diskutere, hvilken smag kunstværker ville have, hvis de skulle formidles som kager. Hvilken smag ville kager inspireret af Vilhelm Hammershøj eller Franciska Clausens kager mon få?

AGNES MARTINS kunst må have smagen af sødmefuld luftighed, spændt ud over en stram struktur og med en blank og glat flade. Jeg ser for mig et størknet karamel/sukker-grid, varmede marshmellows, masser af candyfloss og måske røde lakridsbånd - altsammen overhældt med tyk flydende glasur.

torsdag den 16. maj 2013

Ugens Kunsthistorie: DEN OVERSETE SURREALIST ELSA THORESEN


FEST HOS SURREALISTERNE. Avisudklip fra slut 1930erne.
 
DE FLESTE KENDER SURREALISTEN VILHELM FREDDIE. Mange ved også at  kunstnerne Richard Mortensen, Ejler Bille og Vilhelm Bjerke Petersen arbejdede surrealistisk. Der er formentlig også en del, der kender til kunstneren Rita Kernn-Larsen og hendes surrealistiske virke. Men det er de færreste der ved hvem Elsa Thoresen (1906-1994) er. Og dét på trods af, at Elsa Thoresen arbejdede surrealistisk i Danmark fra 1935 til 1944, og i den grad bidrog til den figurative del af den danske surrealisme.

Udsmykning i beboelsesejendom 1939. Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen.
Fotografi: Ida Wang
JEG KENDER TIL KUNSTNEREN ELSA THORESEN, fordi jeg i mange år har beskæftiget mig med den danske surrealisme. For ca. 4 år siden opdagede jeg at den store udsmykning i ejendommen Ved Volden fra 1939, der hidtil havde været tilskrevet Vilhelm Bjerke Petersen alene, faktisk også var udført af Elsa Thoresen (ni ud af tolv udsmykninger er også signeret af hende). Da jeg gravede i materialet, fandt jeg fotografier der viser, at hun assisterede Bjerke Petersen i udsmykningen af Højdevangens Skole (1932-1938).

Bjerke Petersen og Thoresen under arbejdet med udsmykningen af Højdevangens Skole. Uden årstal.

MIN INTERESSE FOR THORESEN blev født af min undren over at en kunstner kan gå mere eller mindre i glemmebogen eller blive næsten overset i portrættet af en periode og en bevægelse. Mange faktorer har spillet ind, men en af de vigtigste faktorer er også at hun har accepteret dette. På trods af at hun formentlig har kæmpet rigtig mange kampe for at blive uddannet - endda i udlandet - og det faktum at hun faktisk har en lang uddannelse bag sig, så har hun alligevel tilsidst opgivet.

ELSA THORESEN blev født 1. maj 1906 i USA. Hendes forældre var nordmænd, og formentlig derfor rejste hun tilbage til Norge for at blive uddannet. Hun gik på Kunst- og Kunsthåndværkerskolen i Oslo fra 1924 til 1927, og derefter på Kunstakademiet i Oslo fra 1927 til 1930, afbrudt af et ophold på Académie des Beaux-Arts i Bruxelles 1927-1929.

I OSLO stiftede Elsa Thoresen bekendtskab med flere af de surrealistiske kunstnere fra Sverige og Danmark, som hun også udstillede sammen med. Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersen bliver forelskede og siden gift og fra 1935 til 1944 bor hun i Danmark. De får to børn, men i 1944 må familien flygte til Sverige. Efter krigen rejser de til USA, men efter et år rejser Bjerke Petersen tilbage til Sverige. Elsa Thoresen gifter sig senere igen i USA.

JEG KENDER IKKE TIL VÆRKER af Thoresen fra før begyndelsen af 1930erne, men hun har i et interview udtalt at det var Bjerke Petersen der fik hende til at male surrealistisk. Så jeg gå ud fra at hun har malet anderledes inden da, men jeg aner ikke hvordan.

DER ER DESVÆRRE IKKE mange af hendes værker, der er offentligt tilgængelige, og der er ikke skrevet meget om hende. Derfor er det primært hendes malerier fra danske og svenske museer, samlinger og kataloger, hendes offentlige udsmykninger samt de få værker der er tilgængelige på nettet, jeg kender til.  Og de er stort set alle fra 1935 og frem til ca. slut 1950erne. De værker der findes i Danmark er stort set allesammen malet i perioden 1935 til 1943, og de er allesammen figurativt surrealistiske. De senere malerier bevæger sig over i en abstraktion, men har stadig et ekko af genkendelige motiver fra hendes surrealistiske periode, bla. træsstammerne og klippelandskabet. Der kommer noget New Age-agtigt og vældig konstrueret ind i hendes senere malerier.

Elsa Thoresen: Bjerke Maler. 1937.
 
THORESENS SURREALISTISKE MALERIER er blevet beskrevet som poetiske, og det er da også rigtigt, at de har en meget fin og afstemt farveholdning, samt at kompositionerne ikke er overlæssede. De er ikke så store, men besidder en fin psykologi. Hendes portræt af ægtefællen "Bjerke Maler" er et meget rammende portræt (på trods af eller netop fordi, han står med ryggen til).

DER ER mange årsager til at vi ikke har den store viden om kunstneren Elsa Thoresen. Efter 2. verdenskrig rejser hun tilbage til sin familie i USA og har ikke megen kontakt med kunstscenen i Danmark. Hun er repræsenteret på et par internationale udstillinger om surrealismen i 1970erne og 1980erne, og også på den fantastiske udstilling DEN FORVANDLEDE DRØM Surrealismen i 30erne Paris-København-Malmø på Kunstforeningen Gl. Strand i 1997.

MEN I DANMARK har vi altid været - og er vi stadig - mere optagede af splittelsen i den danske surrealistiske gruppe i 1934, med Ejler Bille og Richard Mortensen på den ene side og Vilhelm Bjerke Petersen på den anden side. Og i denne fortælling har der ikke rigtigt været plads til at skrive om de kvindelige kunstnere. Men forhåbentlig ændrer dette sig nu.


Ugens Kunsthistorie: VI SKAL BEGGE HAVE PENSEL OG PALET MED PÅ LEGATREJSEN


" Maler deres hustru?"
" - Det gør hun, men som alle kloge malerhustruer har hun trukket sig lidt tilbage efter at hun blev gift. Men naturligvis dyrker hun stadig malerkunsten, og jeg tænker at vi begge skal have palet og pensel med på legatrejsen."


FORNYLIG VAR JEG PÅ ARBEJDE I ET ARKIV, HVOR JEG FANDT et interview med en kendt - nu afdød - kunstner. Interviewet fra slutningen af 1930erne skete i anledning af at han modtog et legat, der skulle financiere en studierejse til Italien. I arkivet var der mange interviews med kunstneren, men grunden til at jeg blev særligt optaget af dette avisudklip var overskriften: "Vi skal begge have pensel og palet med på legatrejsen". Kunstnerens akademiuddannede hustru skulle også med på rejsen. Men hun fik ikke malet. Istedet blev hun hans assistent. Ikke blot på denne rejse, men gennem hele resten af hans virke. Bagefter begyndte hun at male igen, og hun skabte nogle meget fine værker. Men spørgsmål er om hun fik det optimale ud af sin kunstneriske karriere.

MÅSKE VAR HUN IKKE DYGTIG NOK, kan man tænke. Og det er også muligt, det finder vi aldrig ud af. Men min vurdering af hendes sene værker er, at det ville have været ganske interessant at se, hvad hun kunne have udrettet, hvis ikke hun blev 'fanget' i familielivet. Hun kom jo ind på kunstakademiet, så der må man også have vurderet at hun havde talent!

DET ER JO IKKE ALENE denne anonyme kunstner, der oplevede at karrieren blev punkteret. Listen er lang. Men spurgte man kvinderne selv, så var de jo også til en hvis grad indforstået med det. Det var jo helt almindeligt og acceptabelt at kvinden trak sig tilbage. Det var mere uhørt hvis kvinden ofrede familielivet for en kunstnerisk karriere.

VI BØR se på de kvindelige kunstnere fra 1920'erne frem til 1960'erne igen, og revurdere deres kunstneriske virke. Blot fordi de ikke har udstillet så meget - eller overhovedet - er det ikke ensbetydende med at de ikke har virket som kunstnere eller har været dygtige nok. Kultur og familie har formentlig slugt deres muligheder for at være i offentlig cirkulation, hvilket igen har betydet at de ikke har solgt, eller modtaget udmærkelser og legater, der kunne sikre dem en økonomisk position med arbejdsro, udvikle og inspirations/researchmuligheder. På den måde har det hele bidt sig selv i halen.

OG SPØRGSMÅLET ER hvor meget det har ændret sig idag?

torsdag den 2. maj 2013

Ugens Kunsthistorie: HELSINGØR EUROPÆISK SKULPTURBY



I WEEKENDEN KØRTE JEG to gange med toget gennem Helsingør.  Det er sådan en smuk tur, forbi banegårdspladsen, Toldkammeret og havnen med udsigt til Øresund og Helsingborg, forbi Kronborg, det nye bibliotek og Kulturværftet.

TUREN GENNEM HELSINGØR understreger på en enhver visuel måde at det er en KULTURby i ordets egentlige betydning: Smuk beliggenhed, verdensberømt arkitektur, kulturhuse og skulpturer på næsten hvert gadehjørne og plads. En by der burde blive Europæisk Kulturby en dag.

I TOGET DISKUTEREDE VI hvilke skulpturer vi bedst kan lide. Danserindebrønden (1913) af Rudolph Tegner (1873-1950) er klart topfavorit. Men min ældste datter er også ret vild med Søjlen på torvet. Det er jo søjlen for ingenting, som hun forklarede os. Også Tegners vanvidsramte Ofelia på Banegårdspladsen og Elmgreen og Dragsets blanke Han ligger højt på top10-listen. Men disse skulpturer er ikke byens mest kendte.

TAKKET VÆRE PIA KJÆRSGAARD – og siden radioprogrammet Monte Carlo - blev hele Danmark opmærksom på at Helsingør har to skulpturer af Holger Danske: En indenfor og en udenfor. Den indenfor sidder i kælderen på Kronborg og sover indtil Danmark kommer i nød. Den anden står foran hotel Marienlyst - og man kan faktisk se den fra toget.

NU ER HOTELLETS SKULPTUR SOLGT men egentlig burde den være blevet i Helsingør. Man kan indvende at den ikke er så vigtig som den på Kronborg. Men til det kan man hævde at med den smukke og unikke samling af skulpturer byen i forvejen ejer, passer den fint ind. Især hvis man gik ind og aktiverede samlingen.

HELSINGØR KUNNE BLIVE Danmarks Münster eller Sonnsbeek ved Arnhem – eller i hvert fald lade sig inspirere. I Münster i Tyskland afholder man hvert 10. år og i parken Sonnsbeek i Nederland afholder man hvert 5. år en international skulpturudstilling. Tænk hvis man kunne gøre det samme i Helsingør. Måske hvert tredje år? En udstilling der kunne tage temperaturen på skulpturkunsten i ind- og udland.

ELLER HVAD MED HELSINGØR EUROPÆISK SKULPTURBY 2014? En stafet- biennale hvor en europæisk storby et helt år har særligt fokus på skulpturer og skulpturudstillinger. I Helsingør skal man selvølgelig vise skulpturer både fra Danmark og internationalt, og arrangere skulpturværksteder for børn og voksne, professionelle og amatører. Det ville passe perfekt til Helsingør. Sælgerne af Holger Danske kan gå foran ved at bruge indtægten til at købe en ny skulptur.