mandag den 30. september 2013

KAY CHRISTENSEN på Aros



I LØRDAGS ÅBNEDE AROS UDSTILLINGEN Kay C - DET EVIGE EVENTYR - om kunstneren Kay Christensen (1899-1981)Jeg var inviteret med til åbningen, men desværre forhindret i at deltage. Jeg har ellers glædet mig rigtig meget til at se udstillingen, fordi jeg altid har været fascineret af Kay Christensens malerier - både hans teknik, hans farveskala og hans motivbehandling. Jeg skal nå at se den i løbet af efteråret - indtil da har jeg fået kataloget fra udstillingen og nyder at se gengivelserne af billederne af hans mangeårige virke.

Læs Politikens foromtale af udstillingen her

I MIN BARNDOM fandtes der en del billeder af Kay Christensen i familien. Og jeg har altid opfattes dem som helt unikke. Jeg har altid elsket hans brug af grøn og rød, som jeg på en eller anden måde synes at han har patent på. På grund af hans teknik, troede jeg - indtil jeg blev voksne - at hans billeder var en slags emalje-relieffer. Overfladerne mindede mig om emaljesmykker der er let krakelerede. Det er ikke til at sige om det skyldtes at billederne i min barndom rent faktisk var krakelerede eller om det var hensigten - men det er noget af det jeg ser frem til at finde ud af på AROS.

MUSEUMSDIREKTØR Jens Erik Sørensen (herefter JES) skriver i sit forord til udstillingskataloget "som ung museumsinspektør på Aarhus Kunstmuseum i 1979 opdagede jeg at museet ejer et hovedværk af Kay Christensen, nemlig La Mouche og Stenos vers fra 1947-50". JES skriver endvidere "Ofte spurgte gæster på museet venligt efter det fine billede, men desværre var det gennem mange år under konservering på grund af en kompliceret maleteknik". Desværre står der ikke så meget mere om denne "komplicerede maleteknik" i kataloget, udover at Kay Christensen slep malingen emd en paletkniv og overmalede. Man kunne godt have viet et kapitel til maleteknikken. Men måske står der mere i selve udstillingen.

HVAD DER TILGENGÆLD STÅR RIGTIG MEGET OM i udstillingskataloget er alle Kay Christensens kvinder og hvor vild han var med dem og alle hans modeller. Der er stort set ikke et kapitel i kataloget, hvor ikke mindst en af disse kvinder nævnes. Jeg er usikker på om det virkelig er nødvendigt med SÅ megen biografi?! Der er måske nogen der mener, at Kay Christensens kunst alene er hans forhold til disse kvinder, men når jeg ser på malerierne, er jeg mere interesseret i deres indhold end i hvem der portrætteres.

ET AF DE MEGET STÆRKE MALERIER, hvor de fleste voksne danskere kender kvinden, er portrættet af Karen Blixen fra 1955. Her er den for Kay Christensen så typiske brug af sart kobbergrøn sat over for en stærk rød igen. Dette farvepar går som sagt igen i mange af hans billeder (nogle gange er den grønne lidt mørkere, andre gange er den røde mere orange). Disse kontrastfarver anslår umiddelbart både styrke og voldsomhed (som i Historien om en mor (1950)), men antyder også noget skingert og mentalt skrøbeligt i malerierne.

KAREN BLIXENS SYGDOMSVÆKKEDE SKIKKELSE er indhyllet i mørke, kun det blege hvide ansigt lyder op. Øjenhulerne er meget mørke og håret dækkes af den gule hat. En hånd med en cigaret antydes, og viser han den kan hun stadig styre. Oppe i højre hjørne kan man se et stykke interieur, måske en kaminhylde med en blomstervase, et spejl bagved og et ur. Den barsle virkelighed kæmper med fortællingen. Forgængeligheden kæmper med evigheden. Det er et fantastisk portræt!

KAY CHRISTENSENS MALERIER er fine og sarte og skrøbelige og fyldt med nerver, men samtidigt fyldt med styrke og vildskab og lyst og erotik...og kærlighed. Han virker som en levemand med mange hjem, mange kvinder og mange børn. Men han kendte også til sorg og ulykke og mørke. Hans billeder synes at være spændt til bristepunktet mellem disse poler, og hvert øjeblik kan det hele briste.

MIN GRANDTANTE var en anden af de oftest portrætterede kvinder hos Kay Christensen, men det vil jeg skrive mere om i en anden Kunsthistorie. Udstillingen vises på Aros frem til 26.1. 2014 og herefter på Sophienholm fra 12.4 til 12.6 2014.





fredag den 13. september 2013

LEONORA CHRISTINA I KUNSTEN




I ÅR ER DET 350 ÅR SIDEN at kongedatteren Leonora Christina blev fanget i England, ført til Danmark og uden egentlig rettergang indsat som fange i Blåtårn. Dette ophold er udgangspunktet for "Grevinde Leonora Christinas Jammers Minde" - et af de vigtigste værker i dansk litteratur. Jeg har netop genlæst historien og blev igen fanget af fortællingen om hvordan hun formår at overleve sit fængselsophold. Hendes overlevelsesinstinkt og hendes beskrivelse af dette er fascinerende.

JEG LÆSTE UDGAVEN af "Jammersminde" fra 1955 (Gyldendalske Boghandel) med Povl Christensens stærke illustrationer. Udgangspunktet for disse er Leonora Christinas ophold som fange. Vi møder bla. andre fanger, de vanvittige koner hun omgives af og rotten hun holder som kæledyr.  vi præsenteres for de scener af ofte grotesk karakter, som hun oplever og beretter om. Der er et element af socialrealisme i det persongalleri som Povl Christensen stiller op. Fra gruppen af kejtede og utilpassede forhørsledere, til de fordrukne fangevogtere og skingrende skøre indsatte. De 24 akvatinte raderinger fanger også mørket i Blåtårn og det sparsomme lys. Billedet, hvor hun står ovenpå stabler af møbler for at få lidt udsyn, er rørende. Og mørket i illustrationerne forstærker nærmest lyde og lugte i teksten.

CHRISTENSEN bliver optaget af bogen "Leonora Christinas Jammers-Minde og ser de grafiske muligheder i materialet. Han udstiller allerede i 1949 på Grønningen store pennetegninger og i 1954 udgiver han en serie på 24 raderinger alle inspireret af Jammers-Minde. Det er ikke synligt, hvad der sætter Christensen igang, men et bud kunne være Kristian Zahrtmanns kultegninger.

ZAHRTMANN ER OGSÅ FASCINERET af Leonora Christina og hendes dramatiske livshistorie. Han bliver optaget af hendes historie, da hendes Jammers Minde udgives for første gang i 1869. Han udstiller sit første motiv med Leonira Christina i 1871 og han vender tilbage til denne motivkreds igen og igen, og maler tyve malerier mere samt et ukendt antal kultegninger. Hos Zahrtmann er det ikke alene Jammers Minde, der udgør inspirationen, men i høj grad forfatteren og hovedpersonens liv som kongedatter, prinsesse, grevinde, fange og befriet kvinde.

Se Kristian Zahrtmanns maleri "Leonora Christina i fængslet" (1895), her.
Se Kristian Zahrtmanns maleri "Leonora Christina i Blåtårn: Kvinde laver sig et øllebrød" (1896), her.
Se Kristian Zahrtmanns maleri "Leonora Christinas Død" (1901), her.

DET ER INTERESSANT AT SAMMENLIGNE disse to kunstneres fælles fascination men også fuldstændigt forskellige tilgange til fortællingen. Kristian Zahrtmann viser os de situationer Leonora Christina befandt sig i og den udvikling hun gennemgår: fra feteret prinsesse omgivet af frihed og luksus, i fængsel og på vej ud af fængslet. Povl Christensen viser os mørke og galskab og de situationer og personer som Leonora Christina beskriver i sit Jammers Minde.  
 
SELVOM DET ER EN RIGTIG BEDAGET HISTORIE, så er den stadig fascinerende. På trods af at den udspiller sig i en anden tid og på et andet sted, synes den alligevel både tidsløs og endda ret aktuel. Og det ville være spændende at se en samtidsskildring. Måske kan - og skal - den fortælles på anden vis idag end i 1955 og i slutningen af 1800-tallet. Og også muligvis af kunstnere der ikke har beskæftiget sig specifikt med Leonora Christina og Jammers Minde, men med beslægtede emner som f.eks. kvinder, fornedrelse, uværdighed, forrædderi, udbytning, had og hævn. Det kunne være spændende at se hvordan kunstnere som John Kørner, Jytte Rex, Gudrun Hasle, Thomas Kluge, Catrine Raben Davidsen eller Ursula Reuter Christiansen ville behandle dette motiv idag.
 
 

AAGAARD ANDERSEN OG BALLET

Gunnar Aagaard Andersens kostume skitse, 1961.
Fra udstillingen Aagaard Andersen i brug - udvalg af værker fra 1950erne og frem.
Kurateret af Vibeke Petersen og Jørgen Michaelsen. Den Frie Udstillingsbygning.

NOGLE GANGE møder man sin fortid de mest uforventede steder. Forleden var jeg inde at nyde den fantastisk velorganiserede udstilling Aagaard Andersen i brug - Udvalg af værker fra 1950'erne og fremDen Frie. Jeg har før på denne blog skrevet om min store fascination af Aagaard Andersen (læs her), og den er bestemt ikke blevet mindre af denne udstilling, der formidler Gunnar Aagaard Andersens (1919-1982) virke og arbejdsmetode så excellent!

UDSTILLINGEN er tilrettelagt af kunsthistoriker Vibeke Petersen og kunstner Jørgen Michaelsen. Og det fremgår med stor tydelighed at de har indgående kendskab til det store Aagaard Andersen-materiale. Vibeke Petersen har gennem længere tid forsket i Aagaard Andersen og udgiver til næste år et udvidet æuvre-katalog. Det bliver rigtig spændende! På udstillingen præsenteres vi for toppen af isbjerget - men hvilken top! Det er ikke underligt at udstillingen har fået topanmeldelser. Har du ikke set den - så skynd dig derind. Udstillingen er åben til 6. oktober 2013.
Kgl. solodanser Mette Mollerup i tv-optagelse
af balletten Døren (1961) skabt af komponist
Niels Viggo Bentzon, koreograf Kirsten Ralov og
kunstner Gunnar Aagaard Andersen.  
MEN TILBAGE til min fortid. Da jeg var 8-9 år gik jeg til ballet hos kongelig solodanserinde Mette Mollerup i en kælder i Bredgade. Her lærte vi alle positionerne, armbevægelser og troldedatterens dans fra Elverhøj. Siden jeg stoppede til ballet har jeg ikke skænket Mette Mollerup mange tanker. Indtil jeg på Aagaard Andersen-udstillingen på Den Frie ser kostumeskitserne til balletten Døren fra 1961. Aagaard Andersen samarbejder med komponisten Niels Viggo Bentzon og koreografen Kirsten Ralov om balletten.

STOR VAR MIN OVERRASKELSE da jeg så, at der på en af skitserne stod "Mette Mollerup". Kostumerne er skabt til bestemte dansere/ partier, og en af dem altså til hende. På skærmen ved siden af den meget fine ophængning af skitserne kan man se hele balletten - hvor hun også optræder (desværre selvfølgelig i sort/hvid). Det er sjovt at opleve Mette Mollerup, som en ung danser. Måske har hun eller tv fundet at Aagaard Andersens kostume (se foroven) med blottet mave var for vovet, for i tv-optagelsen har hun tricot indenunder overdelen.

AFSLUTNINGSVIS vil jeg gentage kunstner og kunstformidler Jens Jørgens Thorsens ord om Gunnar Aagaard Andersen:

"Den mest fantastiske, den mest opfindsomme, manden med den mest fascinerende fantasi"
(fra bogen Modernisme, 1985).

torsdag den 12. september 2013

UDSMYKNINGEN AF BYENS HEGN - PLATANVEJ

Detalje fra udsmykningen af Byens Hegn på Plantanvej.


JEG HAR SKREVET OM DEM FØR - og dette bliver formentlig heller ikke sidste gang at jeg skriver om udsmykningerne af det grønne hegn rundt om metrobyggeriet kaldet Byens Hegn. Støjen og hegnet skal vi leve med i København, indtil metroen står klar og forbinder større dele af byen med hinanden. Det bliver rigtig dejligt, når det engang sker!

Læs om Ole Sporrings udsmykninger her

I MELLEMTIDEN må vi nyde de skiftende udsmykninger af hegnet. Der er rigtige kunstværker, autoriseret grafitti og kunst skabt af unge ukendte og uprøvede kræfter. Udsmykningen af hegnet har udviklet sig til demokratisk kunst i ordets egentlige betydning. For alle kan i princippet være med til at udsmykke og alle har adgang til udsmykningerne.

PROCEDUREN ER SIMPEL: Man indsender et projektforslag (læs mere her) og de bedste projekter udvælges til hegnet. Selvom jeg bestemt ikke mener, at det hele er en nydelse, nyder jeg at vi som borgere i byen bliver stopfodret med visuelle indtryk, som vi næsten ikke kan lade være med at forholde os til. Jeg håber, at Metroselskabet husker at dokumentere det hele, så vi kan nyde det når byggeriet en dag står færdigt - og mange (i hvert fald undertegnede) vil savne dette daglige kunst-kick.

FLERE AF UDSMYKNINGERNE er resultatet af dialog med borgergrupper - eksempelvis er der en del projekter med børn. Det er typisk resultatet af kunstprojekter i børnehaver, skoler eller på billedskoler, der så afslutningsvis vises på hegnet. Disse udsmykningsprojekter får oftest ikke de mest prominente (læs: synlige) pladser, men de er der.

ET EKSEMPEL FINDES PÅ PLATANVEJ, hvor man langs den smalle cykelsti siden juni har kunnet nyde en udsmykning med farvefelter og farvestriber. Det er en leg med farver, der for mig vækker mindelser om Bridget Riley (1931), Viktor Vasarely (1906-97) og Richard Paul Lohse (1902-88) og mange flere kunstnere optaget af og arbejder med farver. Og da jeg selv elsker farver, synes jeg at det er en nydelse af køre forbi denne udsmykning.

Se værker af Riley her
Se et værker af Vasarely her
Se værker af Lohse her

EFTER AT HAVE KØRT FORBI ET PAR GANGE standsede jeg en dag for at se hvem der står bag udsmykningen. Jeg blev ret overrasket over at læse at udsmykningen er resultatet af et projekt "Farver på kryds og tværs" mellem kunstner Janne Secher Frausing, billedkunstlæreren Lykke Davidsen og 16 børn fra Billedskolen på Dronningensvej (Frederiksberg).

DET OVERRASKEDE MIG AT BØRN VAR INVOLVERET i projektet pga. de meget skarpe og perfekte linier, de geometriske former, og de meget professionelle farvesammensætninger. Der står en masse navne i den ene ende af linierne, som jeg antager er de deltagende børns navne, men præcis hvad deres bidrag har været i projektet stod ikke klart. Derfor besluttede jeg mig for at undersøge på hvilken måde børnene havde deltaget i projektet. Måske lå der i projektet en god idé som man kunne dele med andre der arbejder med kunst og børn.

MIN NYSGERRIGHED bragte mig rundt omkring på nettet, og jeg har også meldt mig ind i projektets facebookgruppe, men uden et klart resultat. Jeg forventede at finde oplysninger på Metro hegnets hjemmeside om netop Frederiksberg Allé, men der er formidlingen sparsom og de henviser til kunstneren. På kunstnerens hjemmeside (læs her) står der heller ikke noget brugbart om projektet. Måske er det en forretningshemmelighed?!

JEG HAR FUNDET BILLEDER af børn der maler store flader og jeg har fundet et billede af materiale, der viser at børnene har arbejdet med farver. Men herudover er jeg ikke blevet klogere på indholdet og børnenes indsats. Jeg tror, at børnene har haft et spændende farveprojekt på billedskolen, og at børnene har fundet frem til deres yndlingsfarve (og måske også selv blandet den). Og jeg tror, at det er disse yndlingsfarver der udgør tværstriberne i udsmykningen. Men det er kunstneren, der har sammensat farverne og udført selve udsmykningen.

OG HER TÆNKER JEG at hvis det forholder sig sådan og det alligevel er kunstneren der har fået idéen, sammensat og udført det hele, hvorfor i alverden var det så nødvendigt at sige, at det er resultatet af et projekt skabt sammen med børn? Men så melder næste spørgsmål (og muligvis desværre også svaret på det) sig: Ville denne kunstner have fået lov at udsmykke hegnet UDEN at udsmykningen var et projekt med børn? Det håber jeg, men jeg tvivler. Kunstneren er ikke kendt i offentlighedssammenhæng, men når hendes idé kobles med et projekt med børn legitimeres projektet i forhold til at udsmykningen udføres i samarbejde med borgergrupper. Men samtidig indebærer dette samarbejde at projektet ikke anmeldes af kunstkritikere som eksempelvis nabo udsmykningen rundt om hjørnet (på Frederiksberg Allé) bliver (læs her).

DET KUNNE VÆRE INTERESSANT AT UNDERSØGE om der er en kønsmæssig skævvridning i de borgerinddragende projekter på Byens Hegn. Jeg er sikker på at hvis der er, er den ubevidst, men netop derfor burde den komme frem i lyset.