tirsdag den 30. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: INSPIRATIONEN FRA BÖCKLIN




MARCEL DUCHAMP blev engang spurgt, hvem der var hans yndlingsmaler. Duchamps svar var, at den scweiziske maler Arnold Böcklin (1827-1901) havde haft en kæmpeindflydelse på hans værker. Svaret vakte furore og det diskuteres stadig idag om Duchamp (1867-1968) virkelig mente det, da han nævnte Böcklin (se Böcklins selvportræt her). Hvorfor dette diskuteres, vil jeg komme tilbage til. Først en lille historie om et møde med Böcklin.

I 1998 SÅ JEG en udstilling med kunstnerne Max Ernst (1891-1976), Georgio de Chirico (1888-1978) og Arnold Böcklin på nationalgaleriet i Berlin. Udstillingen handlede om og påviste hvordan de tre kunstnere havde inspireret hinanden. Det var ikke første gang jeg blev præsenteret for Böcklin, men første gang jeg så ham i en sammenhæng med "yngre" kunstnere - og det var ret spændende!

KORT TID EFTER at jeg var tilbage i Danmark, talte jeg med en etableret Land Art kunstner om udstillingen og om hvor fascinerende det havde været at stifte bekendtskab med Böcklins kunsthistoriske betydning. Stor var min overraskelse da denne kunstner fortalte, at Böcklin også havde været en kæmpe inspirationskilde og igangsætter for ham.

MIN OVERRASKELSE skyldes at jeg opfatter Böcklin som en symbolistisk, mysticistisk og romantisk maler med en mytologisk og morbid motivverden der fokuserer på fortidige fremstillinger af ære, ofre, helte, havfruerskønjomfruer og en glorificering af døden. Malerierne af havfolk er jeg fascineret af, selvom disse er så svulmende og vulgære at de også tenderer parodier. Böcklins fem berømte versioner af Isle of the Death (1880-1886) (se et af dem her) er jeg ikke betaget af, da de minder mig om New Age malerier (- som for mig, er noget af det mest afskyelige, der findes). Men netop pga at denne motivverden, er det ikke overraskende, at Böcklin var en af Hitlers favoritkunstnere, da Hitlers idéverden netop synes næret af denne slags motiver. Hitler skal have ejet 11 af Böcklins malerier.

LAND ART opfattede jeg derimod som Böcklins modsætning, en kunst der fokuserer på materiale og konstruktion og frem for alt enkelhed. En kunstform der både knytter an til Arte Povera og Minimal Art. Men dette var min opfattelse indtil jeg talte med denne Land Art kunstner om Böcklin tilbage i 1998. For siden da har jeg fået øjnene op for det romantiske og nærmest naturreligiøse der også ligger i Land Art-kunsten. Land Art rummer jo både 'patos' og 'swung' og viser os hvor lille mennesket egentlig er i forhold til naturen.

BÖCKLIN inspirerede også til musik og digte og sågar en Art Nouveau typografi af Otto Weisert i 1904 (se illustrationen til dette indlæg). Max Ernst og de Chirico blev især inspireret af Böcklins fantasiverden, læs her. Og den er da også imponerende. Blandt andet alle disse lettere klumpede naiader, der boltrer sig i bølgerne - de har bestemt en fest, og det må kunstneren også have haft, da han udtænkte disse scener.

JEG VIL IKKE UDELUKKE at Böcklin også inspirerede Duchamp, selvom det må indrømmes at der er langt fra et maleri som In the Sea (1883) til Duchamps Fountain (1917/64). Inspirationens veje er jo netop ikke altid rationelle og blot fordi man ikke kan se inspirationen direkte i Duchamps kunst, kan den vel udemærket være tilstede. Måske inspirerede Böcklin ham til, hvordan hans kunst i hvert fald ikke skulle se ud!

Dagens Kunsthistorie: EN LÆKKER SILD - BONNARD 2

 
Pierre Bonnard: Fish in a Dish (1921)
MIN MOR og flere andre familiemedlemmer var - til alles fornøjelse - ude at fiske sild i søndags. Fangsten var stor!

JEG ved ikke om Pierre Bonnard (1867-1947) selv har fanget fisken på dette maleri Fish in a Dish (1921)- men jeg tvivler. Hvis Bonnard tog med på en fisketur, ville han formentlig blot sidde og betragte det hele: Fiskerne, vandet, båden, himlen og fiskene.

DETTE MALERI ER - synes jeg min Bonnard-skepsis til trods - HELT FANTASTISK, fordi det handler om lyst og nydelse og krop og død. Det er så enkelt i både komposition og motiv, så virtuost i farvebehandlingen og netop dermed så rumligt. Og tvetydigt.

VI SER EN BLÅ FISK der ligger i en lille hvid tallerken eller skål med en blå kant. Skålen er for lille til at rumme hele fisken, så snude og hale stikker udenfor. Under fisken i skålen kan ses en rosarød/gul dekoration eller måske noget mad. Skålen med fisk står på et bord med en smuk ternet dug i bål felter og orange striber. Et fint lille hverdags motiv. Hvis det kunne lade sig gøre at fjerne skål og fisk, ville det ikke være et bord, men blot en mønstret flade. Det er måden, Bonnard har malet skål med skygge og fisk på, der giver maleriet sin dybde. Samt det uidentificérbare objekt der er skåret af øverst i maleriet. 

DET ER IKKE SIKKERT at fisken på maleriet ovenfor er en sild, men jeg tror det. Selvom det er et stillleben - en opstilling som opstillinger er flest - så minder fisken meget om en kvindekrop (måske en havfrue) og skålen om et badekar (se her). Bonnard malede over 350 malerier af sin hustru Marthe de Maligny (1869-1942). Med tanke på de talrige billeder Bonnard malede af Marthe i badeværlser og især i badekarret (se her), så synes der i denne opstilling netop at være et ekko af disse fascinerende bademotiver (læs en lidt farvet historie om deres forhold og vigtigst se flere bademotiver her).

PIERRE BONNARD har altså ikke blot malet en fisk i en skål på et bord, men også en lækker sild der ligger i et badekar i et kakkelklædt rum. Motivet er dobbelt og måske endda tredobbelt. De blå farver minder mig om badeværelsets svalende kølighed. Men motivet handler ikke blot om lysten til en lækker sild, der kan nydes. Vi ser også en død fisk, der egentlig ligger lit de parade. Og sådan er det jo med et 'stilleben' eller 'nature morte'. Det handler jo netop om død natur - og det er der i dette maleri. Bonnards maleri Fish in a dish har nærmest et symbolsk indhold og viser os tilværelsens flygtighed. Fra lyst til krop til nydelse til død.






torsdag den 25. oktober 2012

Ugens Kunsthistorie: HVEM VIL DØ FOR EN PICASSO?













FOTOGRAFIERNE af det soldater-bevogtede Picasso-maleri er voldsomme billeder. Fra danske museer er man vant til stregen i gulvet eller snoren der viser, at hertil må man gå og ikke længere. Og glemmer man dette - eventuelt i begejstring over kunsten - sørger venlige kustoder for at man husker det igen. I andre byer ser man malerier bag pansret glas. Men i Ramallah er det soldater, der passer på kunstens sikkerhed.
 
VAN ABBEMUSEUM i Eindhoven er et af Nederlands mest progressive og kontroversielle museer. De ejer Pablo Picassos maleri Buste de femme (1943). Maleriet forestiller en kvinde, hvis ansigt er dekonstrueret og munden åben - måske skrigende. I 2011 udlånte museet dette maleri til udstillingen PICASSO in Palestine på International Academy of Art Palestine.

DET INTERNATIONALE AKADEMI FOR PALÆSTINENSISK KUNST (IAAP) ligger i Ramallah. Det ledes af kunstneren Khaled Hourani (1965). Det var hans og de kunststuderendes idé at vise Picasso for første gang nogensinde på Vestbredden. En helt igennem vild idé, som det ikke desto mindre lykkedes for dem at få gennemført.

DET FORUNDERLIGE VED PICASSOS DEBUT I OG REJSE TIL PALÆSTINA understreges igen og igen i pressemeddelelser, i presseomtaler - ja, selv af det Israelske Forsvarsministerium i dette indlæg. Maleriets forunderlige rejse er blevet til filmen - Picasso in Palestine (2011), der var et af hovedværkerne på dOKUMENTA 13 i Kassel. Filmen viser alle de højst usædvanlige sikkerhedsmæssige udfordringer som museumsfolkene måtte tage stilling til under maleriets rejse fra Eindhoven til Ramallah, hvor maleriet blev placeret i et dertil særligt bygget rum og bevogtet døgnet rundt af to palæstinensiske soldater.

HVAD ER DET DER ER TRIUMFEN ved fysisk at udstille et Picassomaleri i en egn af verden, hvor man aldrig har set Picasso før? Er det fordi det lykkedes så mange instanser at samarbejde? Måske bør man som kunstformidler juble og klappe over, hvor fantastisk det er, at de nu har set et Picasso-maleri live på Vestbredden. Det får mig til at tænke på dengang Skoletjenesten på Louisiana afskaffede diasshowet for skolebørnene og istedet trak dem med ud at se udstillingerne live. Det gør selvfølgelig en stor forskel at stå overfor og i samme rum som værkerne.

MEN AT DET ER LYKKEDES at få maleriet til mellemøsten er på en måde en så stor triumf og så betydningsfuldt, at indholdet - kunstværket selv - reduceres til en brik. ISTEDET er det jo soldaterne man ser. Mon instrukserne var, at de skulle forsvare maleriet med deres liv?

Dagens Kunsthistorie: TILLYKKE PICASSO


Undertegnede ved Picassos SELVPORTRÆT (1906) i begyndelsen af en af mine ca. 250 omvisninger på Louisianas udstilling PICASSO OG MIDDELHAVET i 1996.


"JEG FINDER PICASSOS SENERE BILLEDER MENNESKELIGT MODBYDELIGE, KUNSTNERISK TVIVLSOMME"

    (Leo Swane (1887-1968), kunsthistoriker og direktør på Statens Museum for Kunst 1931-1952)


PABLO PICASSO blev født i Malaga, Spanien den 25. oktober 1881. Ovenstående citat er et af mine absolut yndligscitater, fordi det demonstrerer hvor kompliceret det er - selv for fagfolk - at forholde sig til samtidskunsten. Men samtidig viser citatet hvilken kompleks og omdiskuteret kunstner Pablo Picasso er, samt hvilken kompleks kunst han har frembragt. Han er både hadet og elsket, en helt og en skurk på samme tid.

PICASSO er blevet indbegrebet af moderne kunst. Han opfandt noget helt nyt - kubismen - sammen med George Braque, og forandrede dermed kunsten for altid. Kubismen handler om måder at betragte verden på. Men Picasso er også indbegrebet af kunstens vanvid, af kunst som noget uforståeligt og grimt, som det også fremgår af Leo Swane-citatet.

PICASSO er desuden blevet indbegrebet af kunsten som noget værdifuldt. Hans kunst viser at moderne kunst er værdifuld, men samtidig er dette uforståeligt for mange, der som Leo Swane ikke forstår at noget grimt kan være værdifuldt. Uanset hvordan man betragter hans værker ved alle at Picassos malerier er nogle af de dyreste i verden. Værdien af hans billeder nævnes nærmest før beskrivelsen af dem. Picassos dyreste værk er Dreng der ryger en pibe (1905). Det blev i 2004 solgt for 105 millioner dollars.

I STORBRITANNIEN kunne man for et par måneder siden erhverve sig maleriet Barn bærende en due (1901) for den nette sum af 50 millioner pund. Hvis man vel at mærke lovede ikke at lade det rejse ud af landet. Maleriet var allerede solgt hos auktionshuset Christies til en anonym køber, men den britiske kulturminister Ed Vaizey vurderede at maleriet er uløseligt forbundet med britisk kulturhistorie og derfor helst ikke må forlade Storbritannien. Så hvis den anonyme køber havde tænkt sig at føre maleriet til et andet land - eksempelvis Palæstina - blev dette foreløbigt stoppet (læs meddelelsen her.).

DER ER INGEN TVIVL OM at Barn Bærende En Due er et fantastisk maleri. Motivet er stemningsfuldt og romantisk (nærmer sig de grædende børn), og malemåden er interessant fordi motivet er forenklet og fladen betones. Desuden markerer maleriet Picassos overgang til hans blå periode, hvilket gør det super relevant for forskningen i Picasso. Men forskere kan flytte sig derhen hvor maleriet er. Det gør de jo i forvejen.

ARGUMENTET MED at maleriet har hængt mere end 40 år på National Gallery fra 1974 til 2010 og er blevet set af millioner af besøgende, og derfor knytter sig uløseligt til den britiske kulturhistorie, virker meget følsomt og en smule svagt. Jeg kan ikke lade være med - indrømmet lidt kynisk - at tænke, at salget af maleriet er et enormt økonomisk tab for National Gallery i forhold til plakat og postkortsalg etc.

FORHOLDER DET SIG IKKE SÅLEDES at Picasso er blevet et kulturelt koncept, der indeholder så meget mere end hans værker og hans biografi? Det er også fortællingen om den vestlige kunsts overherredømme. Et overherredømme der i dette årti er under angreb. Og disse angreb kan man reagere forskelligt på. Enten ved at holde kunsten for sig selv - indenfor landets grænser eller ved at sende kunstværkerne på en missionerende udvekslingstur.

HVIS PICASSO var blevet født i Ramallah, Osaka eller Mogadishu istedet for i Malaga var han ikke blevet indbegrebet af moderne kunst. Fordi det er vesten der har haft patent på at definere hvad kunst egentlig er og har sat kunstens dagsorden gennem de sidste 500 år. Jeg tror personligt at det er både godt og sundt, hvis der ændres ved dette. Det betyder ikke at dansk, europæisk og vestlig kunst forsvinder, blot at (kunst) verdenen udvides.

onsdag den 24. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: CHILDE HASSAM


FOR EN UGE SIDEN den 17. oktober kunne man fejre, at det var 153 år siden at den amerikanske kunstner Childe Hassam blev født. Men det er nok de færreste danskere, der har hørt om Childe Hassam (1859-1935). Han var samtidig med P.S. Krøyer (1851-1909), og som Krøyer var han impressionist. Hassam rejse til Europa og han bosatte sig i Frankrig og modtog undervisningder og han blev derfor også en stor formidler af den impressionistiske malemåde i USA. Hassam malede især byscener, og dem har jeg flere af. Jeg erhvervede dem under mit første besøg i New York sommeren 1989.

JEG ER NEMLIG EN SAMLER. Jeg samler blandt andet på kunstpostkort. Jeg forsøgte engang at organisere dem i charteques og mapper, men det lod sig ikke gøre, da mine indkøb er styret af impulser, der gør det vanskeligt at organisere kortene. Min samling er efterhånden ret stor, på trods af at der også ofte gøres indhug i den i anledning af mærkedage. På den måde bliver den endnu mere uhomogen.

NÅR JEG SIDDER og bladrer i æskerne med mine mange postkort, kan jeg også se hvad der har optaget mig i forskellige perioder. Jeg har flere postkort fra da jeg som 12årig for første gang besøgte Louvre - og de er ikke med Mona Lisa. Det var - og er stadig - maleriet af George de La Tour (1593-1652) med den lille pige der holder lyset i Saint Joseph Charpentier, der tryllebandt og vedblivende fascinerer mig.

FRA DE SENERE TEENAGEÅR har jeg også en serie hyggelige naivistiske postkort af Rikke Mørk, og andre naivistiske kunstnere. Samt Ole Kortzau. Det var dengang, det ikke kunne blive naivt og hyggeligt nok, og hvor alt der lugtede af realisme blev vendt ryggen.

POSTKORTENE som jeg købte på min jomfrurejse til New York er egentlig spøjse, for jeg har fokuseret på - for mig på daværende tidspunkt - helt ukendte amerikanske kunstnere: Childe Hassam, Horace Pippin (1888-1946), Henry Walton (1804-1865), William Glackens (1870-1938) og John Bradley. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor at jeg købte netop disse kunstnere. Men jeg kan huske hvordan besøgene på Metropolitan Museum og MoMA totalt væltede min forståelse af verdenskunsten og da jeg ved samme lejlighed så en spændende udstilling med latinamerikanske kunstnere på Brooklyn Museum vidste jeg, at min opfattelse af kunsthistorien aldrig kunne blive den samme igen.

DET ER EN TILBAGEVENDENE KILDE til stor forundring for mig, hvordan vi i hver vores lande rundt om i verden anskuer den internationale kunsts udvikling og historie ud fra et nationalt perspektiv. Jeg tror ikke på og vil gerne fraråde en standardiseret og institutionaliseret udlægning af kunstens historie, for HELDIGVIS ændrer vores måder at opfatte den på sig hele tiden. Eksempelvis har DOKUMENTA-udstillingerne de sidste par gange været gode til at fremdrage og præsentere vigtige kunstnere fra andre verdensdele for et europæisk publikum og på den måde været med til at udvide historien om kunst.

CHILDE HASSAM var et nyt og fantastisk bekendtskab, og stadig når jeg bladrer gennem hans æuvre bliver jeg begejstret over at se storbyen og storbyens liv i sne og regn og sol. Hans ærkeamerikanske malerier af mærkedage med flagene der hænger ned over byens gader må have inspireret både Hergé i parade scenerne i Tintin-tegneserierne og til alle de flagfremstillinger i kunsten der efterfølgende er skabt, bl.a. Jasper Johns (1930) flag. Fra 1916 malede Hassam over en serie på over 30 flagscener, med det formål at støtte amerikansk deltagelse i 1. Verdenskrig.

MALERIET The Avenue in the Rain (1917) tilhører Det Hvide Hus, og siden Barack Obama blev præsident har det hængt i hans arbejdsværelse - hvem ved om det får "four more years"?!

Ugens Kunsthistorie: KUNSTHALLEN IRMA



KØBENHAVN bugner af god kunst, tilbud om gode kunstudstillinger og kunstoplevelser lige nu! Det er muligt at kunstbranchen er klemt og trængt, men for os kunstforbrugere er der mange invitationer. Skønt! Min liste er dejligt lang og desværre alt for lang til at jeg kan nå det hele. Øverst står Gl. Holtegaards fantastiske Francois Boucher-udstilling og et gensyn med Henri Matisse på Statens Museum for Kunst. Begge udstillinger vises sidste gang på søndag.

HAR MAN SET ALT i byen, rykker man sig blot til byens opland og besøger fx. Samtidskunstmuseet i Roskilde og ser udstillingerne med Gudrun Hasle og Jørgen Michaelsen, Villy Ørskov på Sorø Kunstmuseum eller Liz Magic Laser på Malmø Konsthall. Og rækker dette ikke, skal man blot begive sig på en lille rejse til andre gode kunstmøder i eksempelvis Hamborg, Århus, Ålborg eller Gøteborg. Nej, man kan ikke rigtigt klage over mulighederne for at se god kunst, når man bor i København.

ALLIGEVEL kan man jo altid klage lidt. Og som medlem af det forbrugersegment der går under betegnelsen småbørnsfamilier hører jeg tit mig selv sukke over mine begrænsede muligheder for at deltage i dette paradislignende tag-selv-bord af fantastiske kunstoplevelser. Men når man er udspændt i et kompliceret koordinationssystem mellem aflevering og hentning, madpakker, aftensmad og putning, kan det være vanskeligt at presse blot en time ud til kunst og kulturforbrug.

EN VENLIG SJÆL trøstede mig med at om fem år vil der igen være tid til kunst og kultur. Men jeg kan ikke vente så længe. Og så fik jeg en idé, mens jeg var ude at handle med barnevognen: KUNSTHALLEN IRMA! Supermarkedskæden Irma har alle forudsætningerne for at blive omdannet til en kunsthal for alle os der har vanskeligt ved at nå at se kunst i det daglige. For indkøb er der jo altid plads til i koordinatsystemet - uanset hvor stramt det er.

DER ER MANGE GODE GRUNDE til at Irma ville blive en fantastisk kunsthal:
1) For det første er de med afdelinger over hele København og de udvidede åbningstider tilgængelige for alle byens borgere.
2) Selvom man har børnene med, bliver disse ikke trætte fordi de både kan få små vogne, smagsprøver, klistermærke og et stykke god frugt, når man har betalt for sine indkøb - og man skal ikke hele tiden sige til børnene at de ikke må larme og løbe.
3) I forvejen sørger butikkerne for jazzmusik om lørdagen - til stor glæde for hele familien
4) Butikkerne og personalet er allerede glimrende formidlere af og værter/værtinder for dansk madkultur med eksempelvis æbler fra fejø og adoptionen af Livø
5) I re-designet af Irmakjolen demonstrerede Irma, at de har fornemmelse for moderne design.

6) OG VIGTIGST: Kunstformidling ligger ikke Irma historisk fjernt, da de i årtier både på plastposer og på Irma-dåser har lagt flader til kunsten. Det er godt nok et stykke tid siden vi hørte noget på kunstfronten sidst, men det er forhåbentlig blot fordi de brøgger på noget nyt. Man kan have en huskunstner som de havde i 2011 med John Kørner, men man kunne også vælge at gå en helt anden vej.

I KUNSTHALLEN KØBENHAVN - der eksisterede fra 21. oktober 2005 til 1. november 2006 - demonstrerede Jakob Fabricius på fornemste vis, at en god kunsthal ikke behøver at være stor og at kunsten ikke behøver fysisk at fylde. Det samme kunne være tilfældet for Kunsthallen Irma. Her kunne kunstnere udsmykke et gulv eller en væg eller søjler eller en frysedisk. En frysedisk eller et mælkeskab kunne fungere som udstillingsmontre. Man kunne også arrangere en pop-up udstilling i skiftende Irma-afdelinger. Eller man kunne lade sine flader promovere en kunstner der er udstillingsaktuel et andet sted i byen.

MULIGHEDERNE for Kunsthallen Irma er uendelige og kunsthungrende småbørnsfamilier og alle andre vil elske det! Jeg ser allerede for mig, hvordan indkøbsturen pludselig bliver en måde hele familien kan samles ovenpå en hektisk dag. Det kan kun gå for langsomt!

mandag den 8. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: SUPERKILEN

JEG CYKLER OG GÅR jævnligt gennem Superkilen. Jeg er vild med at kunne cykle gennem denne del af Nørrebro og er taknemmelig for at cykelstien gennem Nørrebro Parken er blevet forlænget. Desuden er projektet så sympatisk med (ekstrem) brugerinddragelse og et smukt udstillingsvindue af kvarterets internationale befolkningssammensætning, at man bare synes at man bør kunne lide det.

PROJEKTET SUPERKILEN er udtænkt at kunstnergruppen SUPERFLEX i samarbejde med arkitektfirmaet BIG. Det består af tre zoner: Den Røde Plads, Den Sorte Plads (Mimers Plads) samt Den Grønne Park. Når vi har gæster fra andre kvarterer eller andre lande, tager vi dem ofte med herned på opdagelsesrejse gennem denne verdensudstilling, hvor både børn og voksne med fornøjelse deltager i gættelegen om hvor de forskellige ting kommer fra (palmer fra Kina, sand fra Palæstina, skraldspande fra England etc) - og dermed får udvidet deres horisonter (nå, har de også reklameskilte og fittness redskaber i de dele af verdenen?!).

DEN RØDE PLADS var den første der blev færdig med importerede reklameskilte, skraldespande, gyngebænke, klatrestativ, rutscheelefant samt konditionsforbedrende redskaber. Smukt, spændende og anderledes. Min første tanke var at de røde og pink farver, da ikke ville kunne overleve i det danske klima, men en sød nabo gjorde mig opmærksom på at det var dejligt med disse stærke farver i et ellers gråt kvarter. Det var besværligt i den periode hvor cykelstien på den røde plads var lukket - og man skulle cykle en omvej - men det er næsten glemt idag.

DEN SORTE PLADS er endnu mere eksotisk med den populære blæksprutterutschebane (der også ligner Darth Vaders hjelm), palmerne, fontænen, spillebordene, tandlægereklamen og den runde bakke med de buede hvide linier. Det er her kvarterets børnefamilier nu mødes og uden tvivl den mest populærer plads. En gruppe børn holdt en særdeles underholdende fødselsdag her med minirace for løbehjul, og andre børn øver eller finpudser deres cykelfærdigheder på de smalle buede baner.

DEN GRØNNE PARK er vist ikke helt færdig og i hvert fald er det som om projektet har tabt lidt af pusten her. Den kombinerede skater/ basketballbane er en sjov hule i landskabet, men ellers virker den ikke integreret i resten af projektet. Dougnutten understreger den ret bratte overgang fra Superkilens beskyttede slutning til Tagensvejs barske trafik.

NETOP TRAFIKKEN er et problem i Superkilen. På grund af alle de skægge ting man kan opdage og se på, er det faktisk ret utrygt at gå i Superkilen med dårligt gående, børn og voksne der ikke er vant til trafikken. For tingene er placeret således, at man skal krydse cykelstien hele tiden. Et godt eksempel er de smukke turkise strandbænke i Den Grønne Park. Cyklisternes tempo er ikke nedsat og de er heller ikke indstillet på krydsende fodgængere, så spadsereturen udvikler sig ofte til en halsbrækkende affære, hvor man hele tiden hører sig selv råbe: Pas på cyklerne - de passer ikke på dig!

PROBLEMERNE KUNNE man have løst, hvis man havde været opmærksom på dem ved projektets udformning. Det kan undre at arkitekterne (verdensberømte endda) ikke har taget højde for dette og gjort afmærkningen af cykelstien tydeligere. I det hele taget (med cykelstisbelægningsproblematikken in mente) virker det som om man har glemt at samarbejde med eksperter i bevægelsesmønstre. Man bevæger sig jo forskelligt altefter om man er på udstilling, er opdagelsesrejsende, går på fortovet eller på en cykelsti.

BEGEJSTRINGEN FOR DET EKSOTISKE OG INTERNATIONALE har overtaget. Den Røde Plads ser allerede hærget ud nu, hvilket skyldes både popularitet, vind og vejr og hærværk. Tanken om at kombinere en hurtigrute for cyklister med udendørsopholdssteder og kunst og integration er så tiltalende, at det måske har fjernet al sund fornuft og erfaring hos projektets bagmænd. Og det er ærgerligt - for Superkilen er en rigtig god idé!

Dagens Kunsthistorie: HVAD SKAL VI MED ENDNU EN KUNSTHAL ?


"Den danske kunstverden er stadig på mange måder provinsiel. Og den har stadig et stort udviklingspotentiale"


SÅDAN UDTALTE GALLERISTEN NIKOLAJ WALLNER sig forrige weekend (søndag den 30. september 2012) til Kjeld Hybel i Politikens kultursektion.Og det var jo skønt og positivt at læse at en af de dygtigste kunstkøbmænd herhjemme ikke mener at den danske kunstverden bare skal lukke og slukke, men tværtimod besidder udviklingspotentiale!

ANLEDNINGEN var et stort interviewportræt af og med Nikolaj Wallner (- to hele sider!). Det var et godt interview, der fik slået hans og galleri Nikolaj Wallners fantastiske indsats og position i det danske kunstliv siden begyndelsen af 1990erne fast. Den platform han har formået at skabe for danske kunstnere er imponerende! Men man fornemmede at den egentlige årsag til interviewet ikke var at fortælle om hvad han har skabt, men mere hvad han gerne vil skabe i en ikke for fjern fremtid.

NIKOLAJ WALLNER vil gerne bygge og drive en ordentlig kunsthal i København. En kunsthal der kan rumme og præsentere samtidskunsten. For på trods af at der idag allerede eksisterer fem kunsthaller i København, synes han alligevel at der mangler "moderne rum, der er lavet til den måde kunsten ser ud på idag".

DE FEM KUNSTHALLER ER Kunsthal Charlottenborg, Kunstforeningen Gl. Strand, Kunsthallen Nikolaj, Overgaden og Den Frie Udstillingsbygning. Og ja, ingen af disse bygninger er helt nye på trods af moderniseringer og istandsættelser. Jeg synes dog at alle steder viser god kunst og gode udstillinger og jeg har vanskeligt ved at forestille mig København uden disse steder. Enig eller ej - det er skønt at nogen har lyst til og mod på at ruske lidt op i de vante forestillinger - og ikke er bleg for at kritisere hellige køer.

DET LYDER DEJLIGT hvis der kommer en kunsthal til. Men jeg elsker jo også kunst og kan ikke få nok. Det man kan blive i tvivl om er, om der overhovedet er publikum og økonomiske midler til seks kunsthaller i samme lille by. Jeg kender ikke besøgstallene på de fem kunsthaller, men det er sjældent at man står i kø. Dette oplever jeg faktisk kun i Kunsthallen Nikolaj i forbindelse med deres børneudstillinger. Wallner kommer selv ind på dette: Man kunne måske kigge på, hvilke roller de udfylder. Hvis to udfylder samme rolle, så luk den ene..."!

ALT HVAD WALLNER SIGER i Politiken lyder umiddelbart rigtigt og logisk. Nikolaj Wallner har gjort det rigtig rigtig godt og gør det også stadigvæk fint. Så hvorfor skal han ikke - måske som en slags udemærkelse - have sin egen nybyggede kunsthal?  Det vil jo sikkert blive et helt fantastisk sted! Jeg synes, at han bare skal gå igang. Bygge kunsthallen i samarbejde med en af tidens hotte danske arkitekter / tegnestuer og vise al den samtidskunst han overhovedet kan (og gerne også kvindelige kunstnere).

MEN jeg synes også, at han skal betale selv. Han skal selv skaffe pengene til byggeri og drift. Det skal ikke være financieret af Københavns kommune eller staten. Han er så dygtig en forretningsmand, at jeg er overbevist om at det kan han sagtens. Og hans kunsthal kan så vise vejen for de andre uden at tage midler fra de i forvejen trængte og slunkne kulturkasser der jo ikke alene støtter kunsthaller, men også andre udstillingssteder og kunstprojekter.

JEG UNDRER MIG NU OVER at han aldrig har søgt stillingen som leder af netop en af byens kunsthaller. På den måde kunne han vise vejen for både politikere og den nationale samt internationale kunstverden.

JEG VILLE OGSÅ ØNSKE at han i Politiken havde løftet lidt af sløret for hvilken kunst han gerne vil vise i kunsthallen. Hvad er det han mangler? Går ikke ud fra at det alene er Joachim Koester, Jesper Just, Peter Land, Henrik Plenge Jakobsen, Jes Brinch, Jeppe Hein og Elmgreen og Dragset. Men hvem og hvad er det så?

 

fredag den 5. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: HAIKU OG JØRGEN MICHAELSEN

En gammel dam
En frø springer
Plask

Basho (1644-1694)


NÅR JEG INDLEDER denne kunsthistorie med det mest berømte japanske Haiku-digt overhovedet, skyldes det at kunstneren Jørgen Michaelsen (1961) netop nu er aktuel med udstillingen Yummy Rooms For Robespierre på Museet for Samtidskunst. Og udover at sammenshængskraften mellem titlen og installationen der udfolder sig over fire rum kan virke udfordrende, og udover at der er et filmprogram der mindst tager en hel dag at se, så har den produktive kunstner også til udstillingen skrevet et overvældende af knastørre og morsomme og helt igennem fantastiske Haiku digte.

ET PERFEKT HAIKU DIGT består af tre vers og ialt 17 stavelser. Stavelserne fordeles således 5-7-5 dvs. Det er kompliceret at komponere et ægte Haiku digt, da der er opstillet et nærmest grænseløst antal regler for det perfekte digt. Digtet skal beskrive alting i nuet. I første vers skal tid, sted og årstid angives. Månen må ikke nævnes mere end een gang, kirsebærblomsterne må ikke nævnes før de er i et bestemt udviklingsstadie, vår og høst må nævnes tre, men ikke fem gange i samme digt og sommer og vinter må kun omtales en gang - for blot at nævne nogle af reglerne.

BASHO'S BERØMTE HAIKU om frøen, der hopper i en gammel dam, så det siger 'plask' lader sig ikke uden videre indfange og udtrykke i en dansk oversættelse. Dammen er gammel, altså dækket af grønt, altså helt i ro og afsides fra alt andet. Frøen er søgt til dammen, hvilket betyder at det er æglægningstid, dvs. forår og dermed places teksten i en (års)tidsramme - men også i en livscyklus.

JØRGEN MICHAELSEN benytter reglerne med de 17 stavelser og 5-7-5 systemet, men istedet for månen, årstider og livscyklusser tilføjer han andre regler, eksempelvis at de skal handle om mad i to ud af tre vers.

DET ER IKKE FØRSTE GANG Jørgen Michaelsen skriver og udstiller Haiku digte. I hans serie af gastrohaikukonfigurationer indgår Haiku digtene sammen med farvede felter og billeder af mad. I GastroHaikukonfiguration nr. 10 (2006) optræder eksempelvis følgende tre digte:

Bagte Kartofler
Snylter på sin egen lov
Stegte Kartofler

Højrebskotelet
Elgen ser Øresnegle
Forel med Mandler

Chili con carne
Pærer i Abrikosmos
Fejlkopiering

JØRGEN MICHAELSEN låner formen, der er ideel for ham fordi den er så minimal og alligevel så rummelig. Her kan man lege med alvorlige fænomener som 'fejlkopiering', 'lovsnyltning' og 'øresnegleseende elge'! Og ydermere kan disse dejlige ord sammenstilles med velsmagende fænomener som 'bagte kartofler', 'højrebskoteletter' og 'Chilli con carne' uden at det egentlig virke underligt. Legen med ordene smitter, så man kommer til at opleve og læse disse på en ny måde. Er der tale om desserten pærer i mos af abrikoser, eller er det pærer placeret i det for mig ukendte kosmos kaldet Abri?

MICHAELSENS Haiku digte er morsomme og lidt skøre på en så systematiske manér at de virker modsætningsfulde sammenlignet med dadaistiske og surrealistiske digte - som de ellers synes at være stærkt beslægtede med.

DA HAIKU DIGTET brød igennem som litterær form i det japanske samfund i 1600-tallet, var den en befrielse fordi her var en litteratur skabt af borgerskabet - ikke af magthaverne, samt en digtform der beskriver ting og verden som de og den virkelig er. Personen Robespierre, der indgår i titlen på Jørgen Michaelsens aktuelle udstilling på samtidskunstmuseet i Roskilde, var søn af borgerskabet og brugte hele sit liv på et opgør med magthaverne. Kodeordet er OPGØR!



torsdag den 4. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: MIT YNDLINGS SELVPORTRÆT - selvportrætter 2



MIN KLASSELÆRER fortalte os i 6. - 7. klasse en lille kunsthistorie, som jeg aldrig har glemt. Den handlede om en lille dreng, der gerne ville lege med de større spændende piger, men de gad ikke at lege med ham. Mange MANGE år senere stod de samme piger i den store folkemængde, der hyldede og bød den lille dreng velkommen hjem til Danmark (og blev afbildet på Sonnes frise) - nu som den store kunstner Bertel Thorvaldsens (1770-1844).

JEG ER IKKE SIKKER PÅ hvad pointen med historien er, men jeg har i hvert fald aldrig glemt den og fortællingen om Thorvaldsen, hans kunst og samling og dét at han skabte Thorvaldsens Museum - det første museum for en kunstner og en kunstsamling i Danmark.

MÅSKE HØRTE Knud W. Jensen også denne historie som barn, i hvert fald indleder han sin store hyldest til de danske kunstsamlere De Glade Givere fra 1996 med et kapitel om netop Inspirationen fra Thorvaldsen. Og den første illustration i dette kapitel og i bogen overhovedet - Selvportræt, er mit yndlings af slagsen. Der er to årsager til at jeg holder så meget af netop dette. Den ene årsag er, at det er en demonstration i selviscenesættelse og et skoleeksempel på hvordan kunstneren kontrollerer fortællingen om sig selv i selvportrættet. Den anden årsag ligger i en formidlingsmæssig erfaring, som jeg vender tilbage til.

THORVALDSEN VÆLGER i denne maske af brændt ler der måler 33 cm, at fremstille sig selv som en kunstner af guds nåde, distræt men med stor selvdisciplin. Og hvordan kan jeg se det? Elementært, kære Watson:
1) DET DISTRÆTE fremgår af de viltre pandelokker, som han bestemt ikke har haft tid til at rede, da han jo har travlt med at udføre stor kunst. Og når man har denne vigtige opgave bliver hverdagens opgaver trivielle.
2) SELVDISCIPLINEN fremgår af munden. Han smiler ikke, læberne er presset beslutsomt sammen, så munden næsten er to streger. For her er en mand, der er dedikeret til sit arbejde.
3) KUNSTNER AF GUDS NÅDE fremgår af øjnene. Han ser ikke direkte på beskueren eller tomt ud for sig. Nej, hans blik søger opad mod den inspiration han er udvalgt til at modtage fra Gud.
Thorvaldsen kunne også have valgt at fremstille sig selv som et rart og omgængeligt menneske, der smiler til sine omgivelser, men det er kunstneren Thorvaldsen, han har valgt at fremhæve.

JEG VED IKKE HVORDAN SAMTIDEN BETRAGTEDE dette selvportræt. Jeg kan ikke forestille mig, at man har fundet det udistanceret eller selvhøjtideligt som mange muligvis ville opfatte det idag. Formentlig har man fundet, at det er en passende skildring af den store kunstner. Det er jo interessant at det samme selvportræt kan opleves forskelligt alt efter hvilke øjne, der betragter det.

MED NUTIDENS ØJNE tegnede en elev på Louisianas billedskolehold for de 4 til 6årige en skitse af Thorvaldsens Selvportræt foran kunstværket ude på udstillingen De Glade Givere på Louisiana Museum for Moderne Kunst i 2000. På denne skitse er de viltre  pandelokker rykket ned til ørene og øjenbrynene er blevet buskede. Mundvigene vender nedaf og øjnene stirrer vildt op mod en strålende sol placeret i øverste hjørne af tegningen. Skitsen viser en sur vildmand, der får solen i øjnene.

SKITSEN ER EN STOR KONTRAST til Thorvaldsens afbalancerede selviscenesættelse. Det er nærmest Mr. Jekyll og Dr. Hyde på een gang. Hvis ikke jeg vidste at pigen så masken (jeg førte selv som kunstformidler holdet hen til den), ville jeg tro, at hun havde skitseret et helt andet kunstværk. Det superinteressante ved skitsen er også, at hun både tegner dét hun ser (de viltre lokker der også inkluderer øjenbrynene) og dét jeg fortæller ( hans strenge mund der bliver til en sur mund) tilsat hendes egne erfaringer (den guddommelige erfaring der bliver til en sol).

MAN TROR AT SELVPORTRÆTTER viser det indre på det ydre, men eksemplet viser at tolkningerne skifter fra periode til periode og fra person til person. Så uanset om man kan se den portrætterede, så ser man i hvert fald sig selv. Man ser sig selv se!

onsdag den 3. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: PIERRE BONNARD - IAGTTAGEREN AF LYSET


JEG KENDTE ENGANG EN SMUK UNG PIGE, der i sit arbejde som fotomodel hele tiden fik at vide af fotograferne, at hun ikke måtte smile eller grine, for det ødelagde hendes skønhed. Den historie tænker jeg på hver gang jeg ser et maleri af den franske kunstner Pierre Bonnard.

DER FINDES KUNSTNERE hvis værker man holder af med det samme. Pierre Bonnard (1867-1947) er ikke en af dem. For mig. Jeg har set hans værker på museerne i Paris, London og New York, herhjemme på Glyptoteket og Statens Museum for Kunst samt den store Bonnard-udstilling på Louisiana i 1992. Og malerierne har altid virket så upræcise, ufokuserede og udflydende på mig. Som om han ikke mener det alvorligt. Jeg føler mig lidt som fotografen, der synes at han skal holde op med at smile. Så hans malerier kan ligne malerier af Matisse eller Cézanne eller Degas eller Renoir.

MEN BONNARD ER HELT SIN EGEN, og når jeg bevæger mig gennem hans æuvre, bemærker jeg først og fremmest den manglende fokus på konturer. Markerede konturlinier som man finder dem hos Vuillard og Matisse er her erstattet af en leg med farver og penselstrøg. Og det er ikke nødvendigvis kontrastfarver der sættes overfor hinanden. I visse malerier leges så meget med farvenuancerne, at vasen forsvinder i bordfladen eller forskellene mellem gade og husmure opsluges i et gult lyshav sat overfor middelhavets mørkeblå vand.

ET ANDET IØJNEFALDENDE KARAKTERISTIKA ved Bonnards malerier er den store forskel mellem malerier med og uden personer på. Det er som om hans landskaber, udsigtsbilleder og stilleben er malet med en langt større autoritet end de malerier hvori der optræder personer. Hans personskildringer virker ofte tøvende, halvfærdige og naivistiske. Med vilje selvfølgelig.

HAN VIL noget forskelligt med disse malerier. I malerierne med personer kredser han om hverdagen. Han søger at fange en stemning, hvor person ligheden er underordnet, men hvor rumskabelsen, lysfald, farver og beskæringen af motivet er det centrale. Særligt beskæringerne er ret originale, og understreger det tilfældige. Som om motivet er fanget af en kameralinse i et øjebliks klik og ikke af en pensel der har arbejdet på lærredet i dage- og ugevis. Landskabsmalerierne er mere eviggyldige og ubundne af tid og sted.

BONNARD FOTOGRAFEREDE en hel del, men mest af alt iagttog han sine omgivelser. Både de nære og de fjerne. Allerede i 1911 havde han bil og denne bragte ham rundt i hjemlandet, men også til Belgien, Nederland, England, Italien, Spanien og Tunesien. Det fortælles om ham, at han på en rejse ikke havde malegrej med, og adspurgt hvorfor ikke, havde han svaret: Jeg iagttager! Hvis dette er sandt, er mange af hans malerier netop ikke skabt i nuet, men sammenstillinger af noget han ser, noget han har set samt hans tekniske erfaringer.

SOLEN SYNES STORT SET ALTID at være tilstede i Bonnards malerier. Både indenfor og udenfor. Gult i alle nuancer, gyldent og orange skær dominerer. Åbne vinduer og døre lader lyset falde ind på frugt, tøj, kinder, hår, dørkarme, bordflader og tæpper. Og er sollyset ikke present sørger petroliumslampen eller det elektriske badeværelseslys for at oplyse interieurer og modeller. Og selvom modellerne ofte ligner sække med kartofler (bortset fra i hans selvportrætter der også er med på Louisianas udstilling Selvportræt), er de altid en del af en sanselig og evigt sommeragtig tilværelse. Fyldt med latter og smil. Og hvordan kan man egentlig være bekendt at bede nogen om at stoppe med det?! Og især da ikke en kunstner der blev født idag for 145 år siden.



tirsdag den 2. oktober 2012

Dagens Kunsthistorie: BADET I UBARMHJERTIGT LYS - Annie Leibovitz

2. OKTOBER 1949 (- idag for 63 år siden) blev den amerikanske fotograf Annie Leibovitz født. Hun er kendt for sine fantastiske portrætter af kendte mennesker som Hillary Clinton, Demi Moore og den engelske dronning samt spektakulære fotoserier til Vogue og Vanity Fair. Mit yndlingsbillede er et fra 1984, hun har taget af Whoopi Goldberg i et badekar fyldt med mælk. Det er sjovt og enkelt og spiller effektfuldt på Whoopis mørke hud mod den hvide mælk. På trods af at hun stadig er aktiv som fotograf, og hendes karriere er langt fra overstået er det især 1980erne jeg forbinder hende med.

I EN AF DEN AMERIKANSKE FORFATTER JAY McINERNEYS (1955) SKILDRINGER af et iskoldt og overfladisk jetsetliv i 1980erne og 90ernes New York, foretager hovedpersonen en journalist/forfatter et interviewbesøg i studiet hos en kendt kvindelig fotograf. Fotografen skal tage en række billeder af en topmodel med en baby, men babyer er ikke nemme at have med at gøre: De skal skiftes, ammes og fodres. Og på et tidspunkt taber modellen barnet på gulvet, da hun vil rette på sit hår. McInerney beskriver fotografens frustration. Ikke over at barnet er bevidstløst og måske dør, men over alle de problemer hun har med at få afsluttet dette fotoshoot.

SCENEN ER (FORHÅBENTLIG) FIKTIV og skildrer på fornemste vis den tomhed i storbylivet som McInerney har gjort til sit varemærke siden debutromanen Bright Lights, Big City (1984). Fotografen tager smukke, smukke, SMUKKE billeder af smukke unge mennesker, af rige mennesker og af kendte mennesker. Men det er overflade det hele, og selvom hun retter linsen mod de andre, er hun kun optaget af sig selv.

McINERNEYS stil er realistisk og endog meget tæt på virkelige personer og hans egen tilværelse. Faktisk så tæt på, at det kan være svært at skelne mellem fiktion og virkelighed. Og dette spiller han på. Blandt andet i hans egen præsentation af æuvret på hjemmesiden. Her nævnes det flere gange hvordan virkelige personer optræder eller inspirerer til personer i romanerne.

DET ER TYDELIGT at fotografen er en romanperson modelleret over Annie Leibovitch, men hun må altså også være et fantastisk råmateriale for enhver forfatter. Både hendes portrætter og modeserier er i sig selv fantastiske fortællinger, men samtidig har hun en tilværelse der svinger mellem gigantiske opture og nedture.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1970ERNE var hun tilknyttet magasinet Rolling Stone, for hvem hun har skabt nogle af den tids mest ikoniske portrætter, bl.a. det af John Lennon og Yoko Ono, hvor han ligger nøgen i fosterstilling oven på hende. Fire timer før han blev skudt. Mange af hendes fotoopgaver opfattes som kontroversielle og er endt med offentlige skandaler. Men det er ikke noget der har afskrækket hende, tværtimod synes hun at søge mod det kompromisløse. På trods af at hendes fotografier cirkulerer i et kommercielt kredsløb, anerkendes de som kunst og hun har bl.a. haft udstillinger på National Portrait Galleri i London og Louisiana Museum for Moderne Kunst i Humlebæk.

LEIBOVITZ har også fotograferet sig selv. Men igennem alle disse år er hun gået i en stor bue uden om det glamourøse, og har altid skildret sig som en intelligent intellektuel amerikaner af jødisk afstamning uden sminke med stor næse, store briller og stort udslået hår. Men det er få af disse selvportrætter der er offentlig tilgængelige. Alligevel er hun selv blevet en kendt person, hvis privatliv endevendes af pressen. Hun har fået tre børn i en sen alder. Og siden slutningen af 1980erne har hun dannet par med Susan Sontag - frem til dennes død i 2004. Ekstrem dårlig økonomistyring betød i 2009, at Leibovitz mistede retten til alle sine fotografier og ejendomme. Hun har ikke sin egen hjemmeside, men behøver det heller ikke, da hendes privatliv nærmest konstant er badet i pressens ubarmhjertige lys.


mandag den 1. oktober 2012

Ugens Kunsthistorie: TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN - SELVPORTRÆTTER 1


"TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN" var forfatteren Per Højholts (1928-2004) gode råd til sine yngre forfatterkolleger. Med denne økonomiske metafor og dette gode råd advarede han imod, at man som forfatter skriver om sine inderste hemmeligheder - dvs. skriver selvbiografisk. Højholt mente, at det er vigtigt at lade nogle af de kræfter ordene udspringer af ligge uberørte hen.

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ DETTE RÅD, da jeg sad med Louisiana Museum for Moderne Kunsts katalog til udstillingen Selvportræt i hænderne. På denne udstilling vises selvportrætter af 149 forskellige kunstnere. Og det er en imponerende blanding af kunstnere der stilles til skue - fra Frida Kahlo til Jeff Koons og fra Pablo Picasso til Nan Goldin. Jeg føler mig overbevist om, at det er den første udstilling hvor Chaim Soutine og Sam Taylor Wood udstiller sammen! Her er virkelig noget for enhver smag og interesse - og en skøn overflod af det.

SELVPORTRÆTTET er måske en af de lettest tilgængelige genrer i kunsten, fordi det i al sin enkelthed er et portræt af kunstneren selv. Ordet 'portræt' stammer fra latinsk og betyder at trække noget frem. Det vil sige at kunstneren vælger at fremhæve noget i billedet (fremfor noget andet). Genren rummer ikke de store udfordringer for publikum. Man kan vurdere om man kan lide stilen, teknikken, konceptet og om billedet ligner kunstneren og / eller den stil hun ellers arbejder med. Men netop det lettilgængelige rummer ofte en risiko.

DERFOR KOM JEG I TANKE OM PER HØJHOLT. Ikke fordi billedkunstnerne skal passe på med det selvbiografiske, når de portrætterer sig selv. Men det er netop valget fra kunstnerens side, man som beskuer - og formidler - skal være opmærksom på. Man skal holde sig for øje at portrætterne ikke er sandheden om kunstnernes tilværelse og mentale situation. Det vil sige, at man skal passe på med at betragte dem som biografiske vidnesbyrd. Selvportrættet er ikke blot en illustration af et kunstnerliv.

BÅDE FORMIDLING OG PUBLIKUM skal være varsomme med at læse eller lægge det selvbiografiske ned over disse værker. Vi der ser på selvportrætterne skal huske, at kunstnerne netop ikke nødvendigvis tærer på hovedstolen selvom de fremviser sig selv. Deres selvportrætter er ikke direkte gengivelser af virkeligheden, men er styrede og beherskede og distancerede (manipulerede om man vil) fortællinger, hvori de selv optræder som modeller. Det er simpelthen iscenesættelser. Det er ikke i det selvbiografiske stof at selvportrætterne bliver interessante. Det er præcis i valget af hvad vi får at se - og ikke mindst hvad vi ikke får at se - at selvportrætterne bliver rigtig spændende!