fredag den 7. august 2015

DEN LILLE SLIDTE BOG

IGÅR blev jeg præsenteret for en lille slidt bog. Den lille slidte bog havde huller i omslaget og sider så skrøbelige at man næsten ikke kunne bladre i den. Alligevel blev jeg fuldstændigt 'ramt af stjernefeber' (min oversættelse af udtrykket 'starstruck')! Bogen var en tidlig udgave af den amerikanske digter Ezra Pounds digte. Dette kunne give mange fans stjernefeber. Andre afficionados ville blive ramt, fordi Sylvia Beach har haft bogen i sine hænder. Sylvia Beach ejede den berømte boghandel "Shakespeare og Company" i Paris i 1920erne. Hun udgav også bøger og hjalp blandt andet James Joyce med hans litterære hovedværk "Ulysses". Ezra Pound arbejdede i en periode som tømrer i hendes butik.

MEN JEG MÅ MED SKAM MELDE, at det hverken var Sylvia Beach eller Ezra Pound der ramte mig. Det der gjorde et kæmpe indtryk igår, og stadig ikke er til at ryste af idag, er den lille slidte bogs sidste ejer og hans signatur: Ernest Hemingway!

DET ER IKKE FORDI jeg er den store dyrker af personen Hemingway. Jeg er fan af forfatterskabet. og især af klassikeren "The Sun Also Rises" (1926) og den delvise erindringsfortælling "A Moveable Feast". Men jeg synes alligevel at det er vildt at sidde med et værk, som Hemingway har erhvervet sig i 1920erne i Paris, og som tydeligvis har betydet så meget for ham, at den har rejst med ham rundt. Det er svimlende at forestille sig at Pounds digte er blevet læst af Hemingway i den lille lejlighed i Paris hvor han kæmpede med at skrive en god sætning om dagen, under stjernehimlen i Spanien, ved bålet på safari-ture i Afrika eller på terrassen med en whisky på Cuba. Jeg ved jo ikke om det forholder sig sådan, jeg kan blotte gætte.

DEN LILLE SLIDTE BOG er egentlig ikke længere en bog, eller en genstand med en brugsfunktion. Istedet er den en skat, hvis værdi ikke alene ligger i indholdet men i stigende grad i ejerskabets historie. Det vil sige at fortællingen om de forskellige ejere og deres relation til bogen bliver mere værdifuldt end fortællingen i sig selv. Det samme gælder for den sidste - anonyme - ejer. En dag vil dennes relation til den lille slidte bog også blive udsat for granskning og forskning. Den lille slidte bog er en juvel i Alladins Hule.


SAMME SAMLER HAR GIVET MIG TILLADELSE TIL at illustrere denne kunsthistorie med tre andre klenodier. Nemlig tre konvolutter adresseret til Hemingway. Disse tre konvolutter vidner om Hemingways mange rejser og måske også hans rastløshed, da de er sendt til tre forskelige adresser: Cuba 1932, Afrika 1934 og Spanien 1937.




mandag den 3. august 2015

ALBRECHT DÜRER INSPIRERER DANSK KUNSTHÅNDVÆRKER

Albrecht Dürer: "Næsehorn" (1515). Træsnit. 23,5 cm - 29,8 cm. Kilde: Wikipedia.
I DENNE WEEKEND blev jeg gjort opmærksom på, at Dürer også har inspireret den danske kunsthåndværker og gobelinvæver Randi Studsgarth (1938). Med afsæt i Dürers Næsehorns tryk har hun skabt "Næsehornstrilogien" (2010-2015). Se og hør mere om dette fascinerende arbejde her.
I FORRIGE KUNSTHISTORIE skrev jeg om Dürers selvportræt, som han fremstillede, da han var kun 13 år gammel (læs her). Det er imponerende, at han kunne det, og det imponerede også ham selv. Vi regner det idag for et kunstværk af Dürer på trods af at han faktisk var et barn, da han tegnede det. I denne kunsthistorie er omdrejningspunktet det næsehorn, som Dürer fremstiller som 42-årig. Træsnittet af næsehornet er der ingen, der vil betvivle er kunst.
DÜRERS NÆSEHORN fra 1515 er dybt fascinerende! Han har beskrevet dyret som et kampdyr klædt i en ridders rustning. Pladerne, som det meste af kroppen er dækket af, er udsmykket med de fineste cirkelformede mønstre. Der er tvivl om hvorvidt det skyldes Dürers forestillingsevner eller om Næsehornet så således ud, pga. en sygdom i huden pådraget sig under sin rejse fra Indien til Portugal. Selvom der er mærkværdigheder i forhold til en videnskabelig gengivelse af dyret, er man dog ikke i tvivl om, at det er et næsehorn, han har fremstillet. 
Kilde: Wikipedia.
I ÅR ER DET 500 ÅR SIDEN at det første næsehorn kom til Europa og at Dürer tegnede og skar sine versioner. Se og hør historien om det første næsehorn i Europa og Albrecht Dürer her
DÜRER SÅ ALDRIG NÆSEHORNET. Dürers træsnit er udelukkende baseret på skrevne beskrivelser samt dette træsnit af en ukendt kunstner, der illustrerede et digt om næsehornet, publiceret i Rom i juli 1515. 
NÆSEHORNET som Dürer fremstillede blev - på trods af de kunstneriske friheder han tog sig - meget indflydelsesrigt, og ikke underligt er mange kunstnere siden blevet inspireret af Dürer. Dürers tryk er ikke i farver, men han fremstillede også en pennetegning, der idag er på British Museum.
Albrecht Dürer: Næsehorn (1515). Blæktegning. British Museum. Kilde: Wikipedia
DÜRER arbejder ikke med farveeksplosioner, men i to af Studsgarths gobeliner er dyrene nærmest badet i ekspressive farver. Hun fortæller i filmen, at hun selv indfarver garnet, og derfor må der ligge nogle interessante valg bag farverne. Hans næsehorn er et studieobjekt. Studsgarths Næsehorn er ikke blot objekter, men farverne synes at understrege, at de er levende dyr med et liv før de bliver udstillet for europæerne.
Randi Studsgarth med Gobelinen "Mod Havet" (2015) før den klippes ned. Fra hjemmesiden ww.randistudsgarth.dk