lørdag den 12. december 2009

Ugens Kunsthistorie: DEN UENDELIGE LISTE


Ifølge historikeren, semiotikeren, filosoffen og forfatteren Umberto Eco er der i den vestlige tankegang en forkærlighed for det encyklopædiske format og dét at skabe lister. I denne søde juletid er der mange lister i sving. Ønskelisten - der remser alle ens juleønsker op. Gavelisten – der viser hvilke gaver man skal give hvem og huske at købe. Madlisten over alt det man skal spise – og de ingredienser der skal være i hus. TO-DO-listen over alle de andre ting man gerne vil nå i december: Gran på graven, nelliker i appelsinen og hjerter i vinduet.

Man kan også lade listerne ligge og tage et smut til Paris. I Eiffeltårnets skygge kan man nyde en café au lait og udsigten over Seinen, et dekadent og krisefornægtende glas champagne på Champs Élysées eller et glas af husets rødvin på en lille algiersk restaurant ved Montparnasse. I stormagasinet Galerie Lafayette gør man alle sine indkøb. Og resten af tiden tilbringer man på Louvre – i godt selskab med Umberto Eco.

Louvre har indledt et samarbejde med kulturpersonligheder som eksempelvis den amerikanske forfatter Toni Morrison (1931) og den tyske billedkunstner Anselm Kiefer (1945). Netop nu er det italienske Umberto Eco (1932) der har skabt og viser sin personlige ’tour de lists’ gennem Louvres fantastiske samlinger af tegninger og grafik.

Ecos udgangspunkt og påstand er, at der i den vestlige kultur er en udtalt passion for ophobninger i form af samlinger, kataloger og lister, og at denne katalogisering afspejler vores tids ånd. Han nævner listerne over helgener, katalogiseringen af planter og samlingerne af kunst som eksempler. Og vi kunne fortsætte med popmusiklister, bog lister og avisernes årlige lister over de mest indflydelsesrige mennesker i verden. Samt kanoner – som vi i Danmark er så heldige at have et par stykker af. Eller denne blogs egen SUPERKUNSTNERLISTE.

Umberto Eco påviser at denne passion for at sammensætte lister findes helt tilbage i Illiaden, hvor Homer opremser alle de skibe der drager af sted for at deltage i den Trojanske Krig. Og passionen for listemageri findes stadigvæk. Listerne skaber en sti i vildnisset, der gør det lettere at komme igennem og at få noget fra hånden. Og listen skaber en momentan og tilsyneladende orden i kaos. Men der er jo en årsag til at listen over årets, årtiets og århundredets vigtigste værker hele tiden revideres. For solen går sin gang (som man siger) – og med den tiden - og med tiden ændres opfattelsen af værkerne. Uendeligt!

Udstillingen The Infinity Of Lists kan opleves frem til 2. august 2010. For mere information læs her http://www.louvre.fr/

onsdag den 9. december 2009

Ugens Kunsthistorie: NASREEN MOHAMEDI PÅ LUNDS KONSTHALL


Der var engang to bedsteforældre der elskede at skrive breve til deres barnebarn. De skrev dem sammen. Bedstefar fyldte den ene side af papiret. Derefter foldedes papiret, så der kom fire små felter. I det ene felt skrev bedstemor. Hvorfor? Måske fordi hun følte at hun ikke var så god til at skrive som ham. Måske fordi hun følte at hun ikke skrev så pænt som ham. Måske fordi hun syntes, hun ikke havde så meget at fortælle som ham. Måske fordi hun ikke ville fylde for meget - i forhold til ham.

En af de kunstnere mange stiftede bekendtskab med for første gang på Dokumenta-udstillingen i Kassel i 2007 var Nasreen Mohamedi (1937-1990). Hendes behagelige og bløde tegninger af linjer og geometriske former, hendes dagbogsblade samt fotografierne af en stille verden hang og lyste for sig selv (i ellers ikke så oplyste rum). Det er kunstværker der ikke gør meget væsen af sig selv. De støjer ikke. De råber ikke SE PÅ MIG. Det er alligevel værker der gør indtryk. Som en person der insisterer på at fortælle noget, men med en hvisken, der gør at man er nødt til at være stille og komme nærmere.

Dokumenta-udstillingen i Kassel i Tyskland er fantastisk, fordi man her præsenteres for hvad der har rørt sig på den internationale kunstscene i de foregående tre år. Noget kender man til, men meget kender man ikke til. Og det er vidunderligt at blive præsenteret for ukendte æuvrer og opdage nye kunstnere man ikke anede eksisterede. Der opstår en fornemmelse, som opdagelsesrejsende må kende til. I 2007 var der virkelig åbnet op for samtidskunstværker og kunstnere fra dele af verden vi i vesten ikke har så stort kendskab til.

Nasreen Mohamedis værker minder ved første øjekast måske om noget man som vesterlænding har set før. Tegningernes komposition leder tankerne hen på Konstruktivismen og De Stijl i Nederland, men farveholdningen er tuschens sorte, blyantens grå og papirets hvide. Tegningerne kan også minde om værker af Jan Schoonhoven eller Agnes Martin – men adskiller sig alligevel ved at nærme sig skitse-formen mere end et færdigt værk. Der er noget tøvende over Mohamedis værker.

For et par vesterlandsk-indoktrinerede-og-trænede-kunst-kigger-øjne er det altid interessant at se på ukendte værker og forsøge at placere dem i den kendte (vestlige) kontekst. Er Mohamedis kunst udtryk for en uberørt østerlandsk stil, der er vokset frem parallelt med den vesterlandske konceptuelle kunst? Eller er hun blevet inspireret af vesten og har sammensmeltet østlige og vestlige påvirkninger på papiret?

Nasreen Mohamedi blev født i Karachi (dengang en del af Indien), Pakistan i 1937, og døde i Bombay, Indien i 1990. Hun studerede ved St. Martins School of Art i London 1954-57. Hun rejste meget både i Østen og i Europa i perioden 1960 – 1980. Hun blev påvirket af zenbuddhismen, og hun opholdt sig i en periode i Frankrig, hvor hun blev meget inspireret af den franske teoretiker og feminist Helene Cixous.

WHAT GEOMETRY ONE FINDS ON THE BEACH skriver Nasreen Mohamedi i sin dagbog i 1970. Hendes dagbogsider – der også blev udstillet på Dokumenta – ligner nodeblade. Et lille monument over musik uden lyd. Også her er Mohamedis materiale blyant på – nu gulnet – papir, og dermed rummer de en skrøbelighed og forgængelighed der får dem til at minde om skitsens ufærdighed. De daglige refleksioner og gøremål Mohamedi nedfælder på papiret, lyder som og ligner nærmest små digte.

Nasreen Mohamedi ser og fremviser i alle sine værker den enkle og let oversete - men ufatteligt store skønhed der findes i de små ting, i tingens tekstur og verdens tomme steder. I samtlige værker er der en fængslende tilbageholdenhed – som i bedstemors lille udfyldte felt. Måske et grundlæggende feminint karaktertræk: Man må godt sige noget og være - men man må ikke fylde for meget i verden.


Værker af Nasreen Mohamedi kan opleves på Lunds Konsthal frem til 24. januar 2010. For yderligere information se www.lundskunsthall.se

søndag den 15. november 2009

Ugens Kunsthistorie: RINEKE DIJKSTRA OG DE SÅRBARE MENNESKER


Anne Franks Dagbog er et skriftligt monument over det forfærdelige folkemord der blev begået mod jøder under det nazistiske regime i Tyskland og store dele af Europa før og under 2. Verdenskrig. Men det er også fortællingen om barnets udvikling til en ung pige, og om den følelsomme og sårbare periode som overgangen fra barndommen til ungdommen er.

Anne Frank Foundation gav i 2000 den nederlandske kunstner Rineke Dijkstra til opgave at skabe en fotoserie til Anne Franks hus i Amsterdam. Rineke Dijkstra skabte en serie af 15-årige piger fotograferet sammen med deres bedste venner. Dijkstra begyndte serien i Tyskland men udvidede serien til også at inkludere piger fra andre europæiske lande. Fotografierne kan kun ses i cafeen i Anne Frank Huset. De lader os se og forstå at alle piger kan komme til at dele skæbne med Anne Frank under andre forhold.

Rineke Dijkstra er født i 1959 i Sittard, Nederland. Hun er uddannet på Rietveld Akademiet i Amsterdam fra 1981 – 1986. Hendes store gennembrud kom i slutningen af 1990erne med en række fotografier af børn på strande i Nederland, Ukraine og USA.

Rineke Dijkstra er specialist i portrætter der fanger individets sårbarhed og uskyld. Fra 1994 til 2005 har hun fulgt den bosniske flygtning Almerisa. I det første portræt af pigen, sidder hun på en stol hvor hun ikke engang kan nå gulvet – et fantastisk visuelt billede af hendes situation. Hun er iklædt sit stiveste puds og ser meget alvorlig og stiv ud. Gennem otte portrætter dokumenterer og viser Dijkstra pigens udvikling fra barn til voksen, og fra lille forfulgt bondepige til afslappet verdensborger. Påklædningsmæssigt og attitudemæssigt begynder pigen først i det tredje foto at falde ind i de nye geografiske og kulturelle omgivelser i det nederlandske samfund – og det er også her hendes fødder når gulvet.

Rineke Dijkstra arbejder også med film. Hun har skabt et fascinerende videoværk The Buzzclub (1996-97) der tilsyneladende viser fulde festglade teenagere med voksen-manerer og markerede attituder, men i virkeligheden stiller de præ-pubertære unges skrøbelighed til skue.

Dijkstra har skabt andre fotoserier hvor hun bl.a. følger en soldat i Fremmedlegionen, en spansk tyrefægter, israelske soldater og nybagte mødre. Uanset motivet synes det som om hun med kameralinsen søger ind mod og efter dét hun mener at vi alle har tilfælles - uanset hvad det ydre panser fortæller – den menneskelige sårbarhed. Det er ikke blot sårbare mennesker hun viser os – men menneskehedens iboende sårbarhed.

mandag den 5. oktober 2009

Ugens Kunsthistorie: SUPERKUNSTNERLISTEN


På den fascinerende udstilling Sensation med unge britiske kunstnere - som jeg fik set fire gange på Hamburger Bahnhoff i Berlin i efteråret 1998 - viste kunstneren Peter Davies (1970) en række tekst-billeder. På et af dem The Hot One Hundred (1997) - et ret stort et - havde han malet navnene på en kunsthistoriens top 100 kunstnere med El Greco, Josef Albers og øverst Bruce Naumann. Dette maleri fascinerede mig, for imens jeg læste navnene dukkede billeder af deres værker op i mit hoved.


Peter Davies fascinerer mig stadigvæk. Men idag skyldes det også det faktum at kun elleve af de hundrede hotte kunstnere er kvinder: Bridget Riley (nr. 8), Agnes Martin (nr. 12), Fiona Rae (nr. 54), Karen Kilimnik (nr. 55), Hilla Becher i kunstnerduoen Bernd og Hilla Becher (nr. 64), Nan Goldin (nr. 68), Cindy Sherman (nr. 70), Kiki Smith (nr. 78), Louise Bourgeois (nr. 84), Eva Hesse (nr. 93), Jessica Stokholder (nr. 96) og Sarah Lucas (nr. 98).

Nedenfor er også en liste - SUPERKUNSTNERLISTEN: En top 100 liste over SUPER GODE KUNSTNERE. Kunstnerne er udvalgt fordi de i deres samlede virke, eller med et eller flere af deres værker har gjort indtryk. Listen er subjektiv og naturligvis begrænset af viden. Der må derfor tages forbehold for at den kan ændre sig. Ingen danske kunstnere er med på listen, da de får deres egen SUPERKUNSTNERLISTE på et senere tidspunkt.

Listen blev begyndt i september 2009, og i månedens kunsthistorie: SKYGGEBILLEDER kan man læse om den første SUPERkunstner - Louise Nevelson. Der er tale om en vilkårlig rækkefølge, og nedenfor står kunstnerne alfabetisk efter efternavnet. I kommende kunsthistorier vil hver kunstner på listen blive begrundet - enten her eller på http://www.kunsthistorier.dk/.
SUPER KUNSTNER LISTEN:
1. Marina Abramovich, 2. Tomma Abts, 3. Eija-Lisa Ahtila, 4. Annie Albers, 5. Laurie Anderson, 6. Eleanor Antin, 7. Diane Arbus, 8. Tanako Atsuko, 9. Lynda Benglis, 10. Sadie Bening, 11. Cosima von Bonin, 12. Monica Bonvicini, 13. Louise Bourgeois, 14. Candice Breitz, 15. Sophie Calle, 16. Janet Cardiff, 17. Vija Celmins, 18. Lygia Clark, 19. Hanne Darboven, 20. Tacita Dean, 21. Sonia Delaunay, 22. Rineke Dijkstra, 23. Nathalia Djurberg, 24. Marlene Dumas, 25. Valie Export, 26. Aleksandra Ekster, 27. Helen Frankenthaler, 28. Betty Friedan, 29. Isa Genzken, 30. Nan Goldin, 31. Nathalia Goncharova, 32. Nancy Graves, 33. Guerilla Girls, 34. Mona Hatoum, 35. Barbara Hepworth, 36. Eva Hesse, 37. Sigrid Hjérten, 38. Christine Hill, 39. Jenny Holzer, 40. Hannah Höch, 41. Candida Höfer, 42. Runa Islam, 43. Sanja Ivekovic, 44. Valérie Jouve, 45. Karen Kilimnik, 46. Bela Kolarova, 47. Käthe Kollwitz, 48. Lee Krasner, 49. Barbara Kruger, 50. Dorothea Lange, 51. Annie Leibovitz, 52. Zoe Leonard, 53. Sherrie Levine, 54. Helen Levitt, 55. Liza Lou, 56. Lee Lozano, 57. Dora Maar, 58. Agnes Martin, 59. Ana Mendieta, 60. Annette Messager, 61. Beatrice Milhazes, 62. Lee Miller, 63. Paula Modersohn-Becker, 64. Nasreen Mohamedi, 65. Mariko Mori, 66. Shirin Neshat, 67. Louise Nevelson, 68. Georgia O'keeffe, 69. Saskis Olde Wolbers, 70. Yoko Ono, 71. Catherine Opie, 72. Meret Oppenheim, 73. Jennifer Pastor, 74. Adrian Piper, 75. Annie Pootoogook, 76. Ljubov Popova, 77. Charlotte Poseneske, 78. Yvonne Rainer, 79. Germaine Richier, 80. Bridget Riley, 81. Pipilotti Rist, 82. Lotty Rosenfeld, 83. Niki de Saint Phalle, 84. Jenny Saville, 85. Cindy Sherman, 86. Helene Schjerfbeck, 87. Carolee Schneemann, 88. Kiki Smith, 89. Nancy Spero, 90. Hito Steyrl, 91. Dorothea Tanning, 92. Sophie Tauber-Arp, 93. Sam Taylor Wood, 94. Charley Toorop, 95. Rosemarie Trockel, 96. Kara Walker, 97. Marijke van Warmerdam, 98. Gillian Wearing, 99. Rachel Whiteread, 100. Andrea Zittel.

onsdag den 30. september 2009

Ugens Kunsthistorie: LJUNGBERGMUSEET


Kender man ikke LJUNGBERGMUSEET er det ikke underligt, men ærgerligt! For her er virkelig tale om en lille kunstperle. LJUNGBERGMUSEET ligger på Strandgatan 5 i Ljungby, Småland, Sverige. Udefra ser det ikke ud af så meget. Det ligner nærmest en privat bolig. Men LJUNGBEGRMUSEET må være enhver kunstners drøm om et museum, hvor hendes / hans værker kan blive udstillet, kontekstualiseret, perspektiveret, seriøst undersøgt og formidlet for et interesseret publikum.

LJUNGBERGMUSEET blev opført i 1990 på foranledning af kunstneren Sven Ljungberg. Det ligger i forlængelse af ægteparret Ann Margret Dahlquist-Ljungberg og Sven Ljungbergs pittoreske bolig, og museet huser deres tegninger, malerier, grafik, bøger og andre illustrationer. Museet blev udvidet i 2002 og arkitekten er ægteparrets søn Pontus Ljungberg (1945), der også stod for opførelsen af hovedbygningen i 1990. Pontus Ljungberg er chef for museet. På alle måder er der altså tale om et familieforetagende. Museet er privat og blev opført og drives idag med private midler - men fremstår meget professionelt. Hvert år vises én eller flere udstillinger ofte i samarbejde med andre museer (eksempelvis HØST-museet). Og LJUNGBERGMUSEET har - som alle andre museer - både en cafe, en butik, en filmsal og et kunstpædagogisk værksted.

Museets arkitektur er en fornøjelse. Alt er lyst på grund af de mange behagelige vindueslyskilder. Her er ovenlys og lysgårde samt glas mellem etagerne - men ingen modernistiske vinduesvægge (der også udstiller beskueren). Måske skyldes dette at museet især viser malerier og grafik, og væggene derfor er vigtig udstillingsplads. Her er vel 8-9 sale / gangarealer - alle udnyttet optimalt. I de åbne rumforløb, markeres overgangene fra rum til rum af det lysegrønt malede træværk.

Ann Margret Dahlquist-Ljungberg (1915-2002) blev uddannet på det svenske kunstakademis grafiske skole i årene 1936 - 1941. Hun skrev digte, udgav romaner, illustrerede bøger, udførte bogomslag samt teaterdekorationer. I sine illustrationer er hun orienteret mod en karikeret ekspressionisme á la den tyske kunstner Georg Grosz. Hun var desuden stærkt engageret i kvindesagen og miljøet.

Sven Ljungberg (1913) arbejder med maleri, mosaikker og grafik. I sine malerier og træsnit registrerer han hverdagen i den lille by på landet: den blomstrende busk, den gamle onkels enorme brændestabel, den stolte kat, hjørnet af køkkenet med løg og kurven med æbler, Ljungbys busholdeplads i snevejr og Salutorget med marked samt det blå blå maleskur i et gult gult efterårslandskab. Hans stil er realistisk grænsende til det naivistiske.

Sven Ljungberg er den af de to kunstnere der officielt er mest anerkendt. Han har blandt andet været rektor for akademiet i Stockholm og i den forbindelse fik han til opgave at udforme nobelprismodtager-certifikatet. Det er hans værker, der fylder det meste af museet.

Sven Ljungberg fylder også visuelt i Ljungby. Når man går fra museet ud i byen, virker det som om udstillingen fortsætter. Dels genkender man flere af motiverne fra hans malerier. Dels har hans familie farvesat Ljungby. I slutningen af 1800-tallet kom Elof Ljungberg til Ljungby. Han var uddannet malermester og autodidakt arkitekt, og han tegnede flere af husene i Ljungby. Hans ældste søn Sigge Ljungberg (1906-?) overtog firmaet, og sammen med broderen Sven satte han sit specielle farvepræg på byen. Sigge Ljungberg malede også - men hans stil er totalt naivistisk og synes nært beslægtet med russisk folklore.

LJUNGBERGMUSEET er som en tidslomme der præsenterer os for livet i en lille by hvor årstiderne skifter og hverdagen går sin stille gang. Et liv der leves tilsyneladende fjernt fra alt moderne og hurtigt og stressende, men alligevel i det 20. og 21. århundrede. At besøge LJUNGBERGMUSEET er som at stille tilværelsens fjernbetjening på pause: det er en fornøjelse!

Åbningstider: Tirsdag - Fredag kl. 12 - 17, Lørdag - Søndag kl. 12 - 16.
Priser: 50 svenske kroner.
Kontakt: info@ljungbergmuseet.se
Mer information: www.ljungbergmuseet.se

fredag den 18. september 2009

UGENS KUNSTHISTORIE: Det er farligt at elske!

I den tyske forfatter Erich Maria Remarques (1898-1970) roman Triumfbuen (1946) er der en fantastisk passage om kærlighed. Måske den bedste om det emne jeg nogensinde har læst. Den handler om bølgen og klippen som elsker hinanden. Men klippen er højt hævet over bølgen. For at blive forenet med sin elskede slår bølgen hårdere og hårdere mod klippen indtil klippen til sidst falder i vandet. I den korte lykkelige stund de forenes udslettes klippen - og bølgen er alene.

For lidt over et århundrede siden skrev filosoffen Nietszche at 'gud er død'. Det er en gammel påstand, der har været genstand for megen debat og stadig er aktuel og afsæt for mange diskussioner. Den diskussion er ikke emnet for Ugens Kunsthistorie. Emnet er 'at elske'.

På den netop lukkede sommerudstilling på Veksølund (Læs Månedens Kunsthistorie August på http://www.kunsthistorier.dk/.) viste Christian Lemmerz et tankevækkende værk. Basen er hvid marmor og ovenpå denne er placeret en lidt mindre sort form. Værket er rektangulært og minder i sin form om en kiste. Fra midten stikker en guldfarvet form op, der minder om finnen på en fisk. Herfra er der ikke langt til at antage at det sorte er et havdyb der næsten har opslugt guldet. I både sin organiske form og sit pudsede materiale er denne form en kontrast til det rektangulære.

Værket hedder 'Guds Rygrad'. Hvordan ser Gud egentlig ud? Jeg har altid forbundet Gud med noget ophøjet, noget der befinder sig i luften over os alle og kan se alting. Gud er et væsen eller en kraft, der er transperant og uden fysisk krop. Og i hvert fald uden en rygrad. Dette skal ikke forstås som at Gud udfører ryggesløse handlinger, men forskellen på et menneske og gud ligger netop i rygraden. Når jeg forestiller mig den guddommelige kraft er det som stråler og et gyldent lys der falder på og flyder over de der vil rammes. Jeg opfatter den gyldne form i Lemmerz værk som en guddommelig repræsentation - eller rettere som Gud.

Når man betragter værket står man i bogstaveligste forstand over det og ser ned på 'Guds Rygrad'. Dette er i høj grad i modstrid med forestillingen om at Gud er over os. Mennesket er i forhold til indholdet i denne skulptur over Gud. Og er det Guds ryg(rad) vi står og ser på, kan man konstatere at Gud har vendt os ryggen. Når man vender nogen ryggen, lægger man en afstand og distance til dem. Det er en handling. Men i dette tilfælde ser det ikke ud som om det guddommelige har handlet. Det ser snarere ud som om det guddommelige er blevet opslugt af materialet, af det sorte dyb; af intetheden, ensomheden og mørket. Gud er druknet - Gud er død!

Hvad er der sket - hvorfor er Gud død? Er det fordi Gud blev menneskelig? Hvem gav Gud en rygrad? Ville vi så gerne forenes med det Guddommelige og få Gud ned på jorden, og blive som os selv, at vi forsynede det med den fatale rygrad? Når man bliver menneskelig bliver man også forgængelig. Var vi som bølgen og elskede Gud så blindt og så kraftfuldt, at vi slog Gud ihjel?

Oplev mere Christian Lemmerz på Statens Museum For Kunst på udstillingen LARGO - frem til 6. marts 2010.

tirsdag den 14. juli 2009

Ugens Kunsthistorie: ALADDINS HULE I HAARLEM - TEYLERS MUSEUM


Er der noget så skønt som når man oplever noget uventet - der er overraskende godt?! På mit første besøg til den yndige by Haarlem i Nederland, blev jeg trukket med hen på Teylers Museum af to entusiastiske guider der ønskede at vise mig det bedste byen rummer.

Inden besøget blev jeg informeret om at Teylers Museum er det ældste offentlige museum i Nederland, at det åbnede i 1784 og at deres samling dækker mange forskellige videnskabelige områder, bl.a. det naturvidenskabelige. Alder er jo ikke nødvendigvis en garanti for en god oplevelse. Diversitet garanterer heller ikke for noget overhovedet. Tværtimod kan det ofte være rigtig godt med en enkel og synlig rød tråd i samlingen.

Så jeg var skeptisk inden min entré og desuden var jeg egentlig kun interesseret i at se på billedkunst. Det jeg oplevede indenfor var gammelt og mørkt - og diverst og FASCINERENDE! Her var en sal med store gamle udstillingskabinetter fyldt med smukke fossiler af præhistoriske fugle og fisk, samt Ammonitter (beslægtede med blæksprutter men desværre udryddede for 65 millioner år siden). Okay, en fossil er jo blot en forstenet rest af en organisme fra jordens fortid, men det er utroligt at fisk stadig ser ud som fisk for millioner af år siden, og at udviklingen egentlig ikke er gået hurtigere.
Når man ser disse dekorative fossiler tænker man også om de er ægte, for hvordan kan vi idag egentlig vide at det ikke blot er smukke efterligninger? Museet er ærlig omkring denne problematik og fremviser også de forfalskninger tidligere direktører har fremstillet eller købt i den tro at de var ægte.

Næste sal er fyldt med kæmpe skinnende messinginstrumenter og maskiner fra en anden tid: Teleskoper, strømmaskiner, eletrostatiske generatorer, mikroskoper, et parabolsk spejl, miniature modeller af savmøller og kraner, galvanometre, resonatorer, heliographer og Foucaults pendul. Tidligere udførte man også fysiske eksperimenter i et laboratorium på museet. Flere af instrumenterne kan man som gæst selv afprøve, men de fleste er også bare smukke at se på. ADVARSEL: Hvis man ikke har et samler-gen i forvejen er der fare for at det skabes eller aktiveres voldsomt her. Ville det ikke være smukt med en række blanke messing instrumenter - der kan veje, måle, trække, vride, vise og vibrere - på reolen?

Den største udstillingsal er oval og smuk, fyldt med endnu flere videnskabelige instrumenter samt en imponerende samling af mineraler i midten af rummet. Her er sorte, grå, sart lyserøde, grønne, blå, lilla mineraler - og diamanter, koraler, månesten, opaler, turkiser, bjergkrystaller, verdens største antimonite krystal fra Japan og mange MANGE flere.

Herefter kommer kunstafdelingen (den fylder en sal). Malerierne er salonophængt, men kronologisk hvis man begynder til venstre og bevæger sig salen rundt. Som med de fleste provinsmuseer er samlingen koncentreret om malerier af Haarlem og kunstnere med tilknytning til Haarlem. Men det gør den bestemt ikke dårlig. Her er byprospekter, landskabsbiller, søstykker, interieurer, historiske billeder, portrætter og stilleben.
Mine favoritter er kunstnerne Isaac Israels (1865-1934) der fanger følelse og lys i The Girl Drummer (1908/14) og George Hendrik Breitner (1857-1923) der portrætterer byens mennesker, her børnene der er på søndagstur i klitterne iført alt for fint og for meget tøj i Children on the Dunes (ca. 1885).
Museet har også en stor grafisk samling og en værdifuld bogsamling med bl.a. sjældne atlas, illustrerede 1700-tals værker om fisk og fugle samt anden udgaven af Maria Sybilla Merians (1647-1717) smukke værk Surinamske Insekter fra 1719.

Museet rummer et smukt bibilotek (ikke offentligt tilgængeligt), interaktivt formidlingsrum med computere, café med udgang til haven og butik med bl.a. postkort af de smukke objekter fra samlingen. I 1990-96 udvidedes museet med en moderne udstillingssal til skiftende udstillinger. I anledning af det internationale Darwin år vises udstillingen Noahs Ark. På vej til Darwin til 6. september 2009.

Et besøg på Teylers Museum er som et besøg hos en excentrisk tante eller onkel der samler. Museet blev oprettet på baggrund af arven efter den rige tekstilkøbmand Pieter Teyler (1702 - 1778). Han var inspireret af tidens oplysningstanker og støttede naturvidenskaben og kunsten. Teylers Museum er også idag en fortælling om humanisme og interesse for menneskets oplysning, historie og udvikling. Her er så meget at se og opleve, at selv om der er andre besøgende, har man fornemmelsen af at man selv opdager det hele og at man har en unik og berigende oplevelse, når man går derfra.

Teylers Museum, Spaarne 16, 2011 CH Haarlem. Åbningstider: tirsdag til lørdag kl. 10 - 17, søndag og festdage kl. 12 - 17. Priser: voksne gæster 7 euro, børn i alderen 6 - 17 år 4 euro. Kontakt: info@teylersmuseum.nl. Mer information (på nederlandsk) www.teylersmuseum.nl.

onsdag den 8. juli 2009

UGENS KUNSTHISTORIE:ALADDINS HULE(R)

MANGE KUNSTMUSEERS PERMANENTE SAMLINGER BLIVER OVERSETE AF PUBLIKUM. DET ER STADIG SÆRUDSTILLINGERNE DER TRÆKKER FLEST BESØGENDE. OG DET KAN UNDRE, DA KUNSTSAMLINGERNE DE FLESTE STEDER ER BETAGENDE, OVERRASKENDE, BERIGENDE OG INSPIRERENDE. DENNE KUNSTHISTORIE SAMMENLIGNER KUNSTSAMLINGER MED ALADDINS HULE.


Min forestilling om Aladdins Hule er så billedbaseret, at jeg ikke kan sætte ord på. Jeg har også altid sprunget passagerne med beskrivelser af hulen over, fordi jeg ville have min egen forestilling om dette skatkammer - fyldt med kostbarheder - i fred. Men følelsen af at befinde sig et sted så overvældende og fyldt til randen med skatte kan jeg genkende - det har jeg prøvet et par gange.

Første gang var da jeg som 11-årig besøgte Louvre i Paris med min far. Det var overvældende at befinde sig i et palads med så uendeligt mange sale, og med de enorme malerier og de overdådige guldrammer. Det var den tilsyneladende aldrig sluttende rigdom der gjorde indtryk på barnet - mig. Og naturligvis også forestillingen om at store rober havde bevæget sig over disse gulve. Egentlig var det ikke kunsten i sig selv - og slet ikke kunststykket Mona Lisa.

Alligevel var der et maleri der fangede mine øjne, og som endte med at blive billedet på mit første besøg på - og indbegrebet af - Louvre. Det var maleriet Saínt Joseph Charpentier (udateret) der fik mig til at glemme alt om Marie Antoinette, Napoleon Bonaparte, Desirée og hofballerne. Det var HELT anderledes end alle de andre malerier fra samme periode. For på dette maleri var det ikke den religiøse hændelse eller personerne der var det vigtigste. Hovedpersonen i billedet var lyset og hvordan det farver i mørke. Måden at kunstneren George de La Tour ( 1593 - 1652) legede med lyset og viste oplysningen af den lille piges ansigt og klæder og ikke mindst hendes hånd foran stearinlyset var SÅ betagende. Jeg købte et postkort med den detalje, som jeg stadig har.

Anden gang jeg oplevede fornemmelsen af at befinde mig i en Aladdins Hule, var da min mor slæbte en 17-årig og meget modvillig mig med på British Museum i London - og ikke kunne få mig væk derfra igen. For det var simpelthen så overvældende og betagende og fuldstændig umuligt at rumme alt det. Fra Arnolfinis Trolovelse til de smukkeste indiske tekstiler. Maleriet Arnolfinis Trolovelse (1434) af Jan van Eyck (død 1441) er et fascinerende billede. Parret burde se glade ud, men det gør de ikke (og det kan der være forskellige årsager til som jeg ikke vil komme ind på her). Billedet er fyldt med uendeligt mange detaljer, blandt andet hundens pels og blanke øje, samt det vigtige lillebitte spejl på væggen der gengiver hele sceneriet bagfra inklusive kunstneren.

Når man ser så MEGET fantastisk bliver man let en smule blasert overfor vidundere og verdensmonumenter. Man vil så gerne opdage og rumme det hele og halser afsted for ikke at gå glip af hvad der er lige rundt om hjørnet, og ender vel egentlig med blot at blive overvældet. Men den dag idag er en af mine vigtigste inspirationskilder en lille bog om indiske tekstilmønstre.

Belært af min efterhånden store erfaring med overvældende kunstsamlinger var jeg forberedt første gang jeg i begyndelsen af 1990erne skulle til New York og se Museum of Modern Art. Jeg havde blandt andet læse Dea Trier Mørchs fortrinlige bog Amerika, hvori hun fortæller at hun altid lige skal se den behårede kop af Meret Oppenheim (1913 - 1985), når hun er på MoMA. Og det hjalp faktisk at have et holdepunkt. Så man ikke fuldstændigt druknede i betagelsen over alle de pletskud af værker de har i deres samling af eksempelvis Henri Laurens, Alberto Giacometti, Claude Monet og Mark Rothko. For ikke at tale om deres design-samling og deres fotosamling! Jeg har nu tillagt mig den vane, at når jeg er i New York skal der sættes to dage af til at besøge MoMA. På den måde sættes tempoet ned og man når også at summe over indtrykkene i deres dejlige gårdhave. Og jeg skal altid lige se Object. Paris. (1936).

Det ultimativt mest frustrerende besøg i en Aladdins Hule oplevede jeg på en studietur til Sankt Petersborg i Rusland i midten af 1990erne. der var et tætpakket program, og i dette program var der sat tre timer af til at besøge Eremitagen - og det var inklusive at spise frokost. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt til dette besøg, så jeg blev fuldstændigt rundt på gulvet. her var guldkareter og kæmpekaryatider, en formidabel naturhistorisk afdeling, en imponerende samling nederlandsk 1700-talsmaleri samt - på loftet - en kæmpesamling franske impressionister. Og meget MEGET mere. Det hele var sådan lidt uplanlagt og tilfældigt stillet frem, som om de på museet slet ikke var klare over hvilke kostbarheder de havde i deres hænder. Der var ingen oversigtskort eller etageplaner eller temaudstillinger eller kronologiske ophængninger. Det var så frustrerende, forvirrende og uoverskueligt at jeg stadig ikke kan huske præcis hvad jeg så, blot at jeg så voldsomme mængder af kostbarheder. Og det var en befrielse.

Der findes rigtig mange samlinger og museer i verden der kan opleves som en Aladdins Hule. Men måske netop fordi jeg mistede orienteringen og overblikket i Vinterpaladset og på grund af dets kaotiske og labyrintiske fremtoning, er det den samling der for mig visuelt kommer tættest på mit indre billede af Aladdins Hule.

I alle mine her ordførte oplevelser af nogle af verdens mest overdådige kunstsamlinger er det afgørende for oplevelsen ikke strukturen men snarere det modsatte. Den uendelige mængde af kunstværker, det fraværende tema og den fraværende sammenhæng, manglen på en plan eller en oversigt, størrelsen af samlingerne der gør det umuligt at rumme dem på både en time, en dag og en uge - det er dét, og måske også den frie følelse af at have opdaget det hele selv, der gør dem ekstraordinære og fuldstændigt fantastiske OG til Aladdins Huler.


Find flere detaljer om de nævnte samlinger her: www.louvre.fr, www.britishmuseum.org, www.moma.org, www.hermitagemuseum.org.

tirsdag den 28. april 2009

UGENS KUNSTHISTORIE: TILVÆRELSEN SOM ET BRÆDTSPIL


FØDES MENNESKET SOM ET HVIDT PAPIR – ET UBESKREVET BLAD - ELLER ER KURSEN I VORES TILVÆRELSE ALLEREDE FORPROGAMMERET INDEN VI BEGYNDER? DETTE SPØRGSMÅL FÅR MAN IKKE SVAR PÅ I LARS ARRHENIUS BILLEDFRISE THE MAN WITHOUT QUALITIES (2001) DER KAN OPLEVES PÅ AROS FREM TIL 24. MAJ PÅ UDSTILLINGEN GLIMT FRA STORBYEN.

Til gengæld skærer kunstneren ud i pap – eller rettere han tegner for os - hvor utroligt betydningsfulde og afgørende vore valg og især fravalg er. Værket består af 141 kvadratiske billeder, der er sat sammen i en fortælling om et menneskes liv fra fødsel til død. Men som i den slags ungdomslitteratur hvor man selv kan vælge fortællingens forløb ved at springe frem og tilbage i bogen, er der også her mulighed for at gå forskellige veje. Fortællingerne om dette menneskes liv kan blive mange afhængige af hvilke valg han foretager, hvilken vej han går – og hvem der fortæller hans historie.

Billedfrisens ophængning minder om et brætspil som Ludo, Matador og Landmandsspil og man ihukommer ordrer om at gå et skridt frem og to tilbage, vælge en genvej, tage chancen, ’gå i fængsel’ og ’ryk tilbage til start’. Her handler det overordnet ikke om at købe grunde eller overleve høsten, men om intet ringere end 'tilværelsen'. Og som i Ludo er målet – det der driver fortællingen fremad – bevægelsen mod ’at komme hjem’ her at dø.

Lars Arrhenius benytter sig af stiliserede tegninger af mennesker og ting, en stil vi kender rigtig godt fra trafikken (lyssignaler for gående), den offentlige transport (stille kupéer), piktogrammer hos lægen (synsprøve) og på hospitalet (mobiltelefon forbudt), på stranden (hunden i snor) og i museumsinstitutioner (nødudgangen). Dette enkle billedsprog tilsat hverdagen rummer en lydløs og totalt fascinerende komik som i stumfilm med Charlie Chaplin og Gøg og Gokke.

Den tilværelse der bredes ud foran os i The Man without Qualities indeholder kærlighed, seksualdrifter, forplantningstrang, arbejde, sport og ælde. Kogt ind til disse elementer ser tilværelsen en smule trist og forudsigelig ud, men heldigvis kan man – i dette spil - vælge at ’krydre’ livet med de spændende alternativer utroskab, arbejdsløshed, vold og druk.

Hovedpersonen i værket er en mand og kunstværket er skabt af en mand. Mon en kvindelig kunstner ville vælge at fremstille en fortælling om tilværelsen på samme måde, eller ville hun lægge vægt på helt andre elementer? Interesser, ømhed, socialisering og verden omkring os? Måske. Måske ikke.

The Man without Qualities er også den engelske titel på den østrigske forfatter Robert Musils litterære værk i 3 bind Manden uden egenskaber (på originalsproget: Der Mann Ohne Eigenschaften) der blev til i perioden 1930 – 42. Hovedpersonen er en 32-årig mand, der søger efter en mening med tilværelsen og efter autencitet. Denne søgen er jo almen menneskelig og genkendelig for de fleste.

Når Arrhenius låner denne titel, refererer han naturligvis også til denne søgen efter mening og autencitet. Men ser man på frisen, fremstår det som om hovedpersonen her kun kan mærke livet, når han vælger det almindelige fra. Eller rettere når han vælger. Hvis han ikke vælger, følger han et forudbestemt spor, der ikke byder på de store emotionelle udsving, men fører ham sikkert i mål. Et spor som ikke virker attraktivt, når han er i det – kun når han har valgt det fra.

Lars Arrhenius værker spiller på en iboende angst i os mennesker for det anonyme og trivielle, for kedsomheden og for at være/ blive usynlige og gå til grunde i mængden. Det er det moderne mareridt - tænk hvis man vågnede op en dag og måtte erkende at man bare var en brik i et spil ludo, agerede i en fortælling man ikke selv havde bidraget til og at man absolut ikke ville komme til at efterlade sig spor på jordens overflade overhovedet, når man engang forsvandt. Det ville være en skrækkelig tanke. Denne skrækkelige tanke er diskursen for flere af Arrhenius værker.

AROS har i forbindelse med udstillingen udgivet en lille gratis formidlingsfolder. Heri præsenteres hovedpersonen som ”manden uden særlige fortrin”. Det er en misvisende fremstilling af manden. For vi lærer aldrig hans fortrin at kende, vi ved ikke om han ser godt ud, har brune øjne, er en dygtig taler eller god til at lave italiensk mad. Kunstneren har bestemt, at det heller ikke er nødvendigt for os at vide. Kunstværket handler om mandens liv – ja, og her er han hovedpersonen – ja. MEN hans livs fortælling kan kun fortælles hvis vi går ind og fortæller den, og foretager nogle valg for ham. Han er en marionetdukke og på den måde er han - helt bogstaveligt - en mand uden vilje, mål og egenskaber.

Er der en morale og løftet pegefinger i dette værk? Nej, det er blot til lyst. Men det rører ved nogle eksistentielle betragtninger. Valget – det eksistentielle valg som også eksistentialistiske kunstnere som Albert Camus, Francis Bacon og Simone De Beauvoir og Samuel Beckett og Alberto Giacometti beskrev og visualiserede – er i centrum. Alberto Giacomettis skulptur Gående mand fra 1961 har samme tema som Arrhenius The Man without Qualities. Der er ingen grund til at synke ned i mudderet på grund af en fejltagelse. Et forkert valg må erstattes af et andet valg. Alle mennesker har mulighed for at vælge noget i deres tilværelse.

Er der en opfordring i Lars Arrhenius værk? Ja – Carpe Diem! Grib dagen og form dit liv om til det brætspil du har lyst til at spille!


The Man without Qualities er en 60 meter lang og 8 meter høj udsmykning, som befinder sig på Mälardalens Högskola. Den findes også som animationsfilm skabt i samarbejde med Johannes Müntzing.


fredag den 24. april 2009

Ugens Kunsthistorie: Mit absolutte yndlingskunststed i Danmark


I MÅNEDSMAGASINET IN I MAJ MÅNED ANBEFALER NAJA PEDERSEN TO AF SINE YNDLINGSKUNSTSTEDER. DET ENE ER I NEDERLAND (- mere om det i en anden uges kunsthistorie). I DENNE UGES UGENS KUNSTHISTORIE UDDYBER HUN ANBEFALINGEN OG FORTÆLLER OM DET SVÆRE VALG OG OM HENDES ABSOLUTTE YNDLINGSKUNSTSTED I DANMARK: SOPHIENHOLM!
Det er jo svært at vælge, når man har mange steder at vælge mellem - og Danmark er jo fyldt med fantastiske kunststeder! Min yndlingsmuseumsbygning er definitivt Nordjyllands Kunstmusen (KUNSTEN) i Ålborg. Den finske arkitekt Alvar Aaltos behageligt smukke og velfungerende bygning er i sig selv et kunstværk – men ikke et dominerende et af slagsen. Det er ren forkælelse at bevæge sig rundt på dette museum.

Den dejligste museumsferie (også når man ikke har bil) forestiller jeg mig at man får, når man tager til Louisiana Museum for Moderne kunst i Humlebæk. Det ville være ideelt at bo i Sletten havn og tilbringe dage i godt kunstselskab og smukke omgivelser. Her er hele tiden nye store oplevelser at se på – og ikke kun kunstnerisk. I Pauserummet i museets Sydfløj kan man sidde eller stå i timer og fordybe sig i den storslåede og ganske opslugende udsigt over Øresund. Den udsigt er så fascinerende og så foranderlig – time for time, dag for dag. Knud W. Jensen - museets grundlægger - ville at den besøgende skulle føle sig som gæst hos en lidt excentrisk rig onkel på landet. Idag er det et meget professionelt organiseret museum man besøger og det excentriske ligger vel i størrelsen, som man slet ikke får fornemmelse af, når man står foran hovedindgangen i den gamle villa.

Den mest overraskende museumsoplevelse jeg har haft var på Ribe Kunstmuseum. Man skal virkelig ikke skue hunden på hårene her. Museet er lille, men de har en RET god samling. På få kvadratmeter får man et overblik over og en indblik i den danske Kunsthistorie.

Men mit absolutte yndlingskunst-udflugts-sted i Danmark er Sophienholm i Lyngby ved Bagsværd Sø. Jeg elsker dette sted fordi det ligger smukt, er overskueligt i størrelse og lettilgængeligt for ikke-bilister. Og jeg elsker dette sted fordi det altid er en god oplevelse. Der er nemlig så meget at opleve her. Og derfor får man noget ud af det, både hvis man kun tilbringer en time her og når man tilbringer hele dagen her.

Dette tidligere landsted med sin kæmpe romantiske park udgør den perfekte ramme om en god kunstoplevelse for hele familien – sammen og hver for sig. Her er skiftende udstillinger, men permanent kan man opleve CoBrA-loftet, Norskehytten, Dukkehuset samt Ib Spang Olsens drage for børn. Pt. vises udstilling Kunsten at se med kunstneren John Olsen (f.1938). Udstillingen varer til og med søndag den 26. April. Lørdag den 2. Maj åbner ny udstilling med kunstneren Poul Christensen.

Man kan komme til Sophienholm på mange måder: Her er parkering for biler, bus udenfor døren, cykelsti, samt et forgrenet stisystem til Lyngby Station. Man kan også sejle til Sophienholm med båden fra Lyngby hovedgade ligetil Sophienholms bådebro. Parken er overskueligt stor, anlagt efter romantisk engelsk tradition med græsplæner, alléer, skulpturer, skovagtigt område, lysthus, skulpturer og kinesisk pavillon. Og fra bygningens vinduer kan man skue ud over Bagsværd Sø, som indfødte kalder ’verdens navle’.

Der er en fin restaurant med både ude og inde-siddepladser, men man kan også medbringe madkurv, og f.eks. spise ved siden af 'prinsessernes legehus' oppe bag hovedbygningen. Familien Aller ejede bygningen og man byggede dette dukkehus til familiens tre døtre. Husets har to døre, et køkken og en opholdsstue.

På Sophienholm er der plads til al slags nydelse og leg!

I Månedsmagasin IN maj måned anbefaler Naja Pedersen sit absolutte yndlingssted i Danmark og i Udlandet. Portrætfotografiet er af Amanda Thomsen /Fotostudie.com.

fredag den 17. april 2009

GAME OVER


TANKER OM TILFÆLDET INSPIRERET AF UDSTILLINGEN GLIMT FRA STORBYEN MED VÆRKER AF LARS ARRHENIUS på AROS i ÅRHUS.

”I begyndelsen var tilfældet, og Tilfældet var med Gud og Tilfældet var Gud. Han var begyndelsen med Gud. Alting blev skabt af Tilfældet og uden ham blev intet skabt. I Tilfældet var livet, og livet var menneskenes lys.”*

Forestil dig, at du går hen ad gaden. Hvad sker der så? Tilfældigheder, chancen, forsynet, uheld eller held kan ramme dig: Man kan blive kørt ned, møde kærligheden, blive slået ned, finde en pose penge i en skraldespand eller falde ned i en kælderskakt. Alt kan jo i realiteten ske, når man begiver sig udenfor sin dør. Men sandsynligheden for at noget bestemt sker, kan være større eller mindre. Har man lært færdselsreglerne og om forsigtighed i trafikken, går det som regel godt at bevæge sig hen af gaden. Men ser man til den forkerte side opdager man måske ikke kærligheden. Og bryder man sig ikke om at rode i skraldespande, finder man nok ikke pengene.

I den svenske kunstner Lars Arrhenius (f. 1966) meget fine væginstallation The Man without one Way (1999) kan man - i 171 små kvadratiske billeder sammensat som i et storyboard eller en tegneserie - følge en mand der bevæger sig udenfor sin dør og hen ad gaden.
Det kunne være meget ligetil, men denne mand har som titlen antyder flere veje at gå/ flere retninger at følge og flere muligheder at udnytte. Hvis et rigtigt menneske af kød og blod gik ud foran en bil, ville det liv og den fortælling være slut. Når personen i dette kunstværk træder ud foran en bil, så er det blot en mulighed der er udtømt, men der er stadig andre muligheder tilbage.

I spil kan man jo dø eller blive slået hjem. Og så kan man begynde forfra og afprøve nye taktikker / strategier eller håbe på mere held. Det er denne struktur, Arrhenius overfører til sin fortælling: Spillet er slut – skal vi spille et nyt spil?
I spil spiller tilfældigheden en stor rolle. Der er noget fascinerende og skræmmende ved ’tilfældet’ og dets betydning! Hvis jeg nu havde gjort sådan, hvad ville der så være sket? Og havde jeg gjort sådan, hvad ville der så være sket? Det er denne fascination Lars Arrhenius kredser om i værket.

I den til tider voldsomt populære bog Terningemanden af Luke Rhinehart fra 1978 sætter hovedpersonen viljen ud af kraft og lader alle sine handlinger styre af tilfældet symboliseret af kast med terningen. I bogen udpensles de uhyggelige konsekvenser ved at spille med sit liv. I The Man without one Way løftes ingen pegefingre. Snarere kan værket ses som en opfordring til at gribe dagen og livet og udnytte mulighederne i stedet for at sidde hjemme og vente. For hvis man venter for længe er der dømt GAME OVER.

Udstillingen med Lars Arrhenius værker kan ses på AROS frem til 24. Maj 2009

*Citat fra Terningemanden af Luke Rhinehart fra 1978

mandag den 9. marts 2009

Ugens Kunsthistorie: TIDENS GOBELINER


PÅ JOHANNES LARSEN MUSEET I KERTEMINDE PÅ FYN KAN MAN LIGE NU OPLEVE EN FANTASTISK UDSTILLING MED DANSK GOBELINKUNST. I DEN FORBINDELSE GØR UGENS KUNSTHISTORIE SIG NOGLE TANKER OM GOBELINEN SOM TIDSBILLEDE.

En gobelin – det store billedtæppe - repræsenterer tid. OG tid er noget af det mest eftertragtede og trendy for tiden.

Vi stræber efter at have tid til at være tilstede og nærværende, til at være sammen med familie og venner og til at komme i form. At have, besidde og eje tid er det samme som at have overskud. Og gobelinerne på udstillingen Dansk Gobelinkunst 2009 udstråler i den grad overskud!

Ofte når tid skal visualiseres benyttes uret som motiv. Men uret viser jo blot at tiden går og går og forsvinder og bliver væk. Uret symboliserer at man skal nå noget og at man skal skynde sig – bevægelighed, flygtighed og fart. Tid er kostbart og tid er noget der forsvinder. Det 20. Århundredes menneske var i konstant kamp med tiden. Og det er det 21. Århundredes menneske måske også, men idealet i begyndelsen af dette århundrede er at have tid til ro, nærvær og harmoni.

At væve indebærer helt konkret at man sidder i ro og samler mange tråde til en helhed. Et lille vævestykke består af uendeligt mange tråde og de store gobeliner af endnu flere. Materialet udgør en del af det store billede. En anden del udgøres af mønstret eller tegningen. En tredje del af teknikken. Alle disse dele samles af væveren til en helhed i gobelinen.

Helheder er noget det er nemt at forholde sig til. Og det 21. Århundredes mennesker (zapperne) er meget optaget af alt det som det er nemt at forholde sig; det der er let at fatte og fordøje, det der er i bevægelse og det der er hurtigt og tidsbesparende. Måske skyldes det at vi befinder os i et samfund der er fyldt med informationer, som hopper rundt om os, kører op og ned foran os og bipper og blibber og dytter sig ind i vores øje og ører. Den konstante strøm af indtryk består ikke nødvendigvis af helheder. Det kan let være og er ofte fragmenter eller dele af noget vi modtager/ opfanger. Som brikkerne til et puslespil, hvor vi selv skal udfylde det meste.

Sådan er det ikke med gobelinen. Her hænger alt til skue på væggen foran os. Tiden - at det har taget måneder og flere tusinde ruller garn er selve islættet i Gobelinen. Gobeliner er store visuelle helheder. Og netop derfor hører gobelinen som medie det 21. Århundrede til. Som graffitien og reklamerne befinder gobelinen sig rent fysisk på bygningens mure eller vægge. At det så er til indendørsbrug gør ingen forskel. Gobelinens udgangspunkt er at repræsentere solen og varmen inde i bygningen. Da en gobelin er håndens værk er den samtidigt et ikon for det forfinede – men størrelsen og dens historiske placering – det højloftede kirkerum og renæssanceslottet - røber at den også rummer det rå.

Gobelinen og gadernes graffiti er egentlig hinandens modsætning qua produktionstiden og teknik, men de deler en interesse for det forenklede og dekorative formsprog samt en optagethed af og kredsen om Oldtidens og andre kulturers kunstneriske udtryk – hvilke er sande avantgardistiske træk.

Enhver loft-agtig lejlighed burde udsmykkes af en kæmpegobelin (og et japansk kirsebærtræ) – og intet andet. For der findes ikke noget mere trendy for tiden end Gobeliner!

fredag den 27. februar 2009

Ugens Kunsthistorie: DA FUTURISMEN KØRTE AF SPORET

PÅ SUSAN INGLETT GALLERY I NEW YORK VISES FREM TIL 21. MARTS UDSTILLINGEN INSTANT BEFORE INCIDENT AF DEN ITALIENSKE KUNSTNER LUCA BUVOLI. UDGANGSPUNKTET ER GRUNDLÆGGEREN AF FUTURISMEN MARINETTIS TUR I GRØFTEN I 1908. UGENS KUNSTHISTORIE FØLGER SPORET.

Italieneren Fillipo Tommaso Marinetti grundlagde futurismen. Han skrev i 1908 det første Futuristiske Manifest, der offentliggjordes for 100 år siden. Marinetti blev født i 1876, var uddannet jurist men havde en litterær åre, som han fra 1899 fulgte. Han skrev digte, romaner og dramaer og stod i spidsen for udgivelsen af det internationale tidsskrift Poesia.

I 1908 hændte der noget som fik afgørende betydning for Marinetti. Han elskede fart - voldsom fart - og havde formentlig derfor en mindre bilulykke udenfor Milano, da han for at undgå at påkøre to cyklister endte i grøftekanten. Han beskriver denne hændelse i det første futuristiske manifest som en slags genfødsel. Den totalt mudrede person, der blev hjulpet op af grøftekanten var et nyt menneske, fast besluttet på at gennemføre en revolution. Der er kritiske røster der hævder at hændelsen måske aldrig har fundet sted, men blot er et udtryk for Marinettis teatralske stil og evne til iscenesættelse.

Denne begivenhed – om den nu ER sket eller ej - er udgangspunktet for den italienske kunstner Luca Buvolis skulpturelle installation Øjeblikket før Ulykken (Marinettis køretur 1908) fra 2008. Luca Buvoli (født 1963) har skabt et værk, der viser en bilmodel fra 1908 i bevægelse, i øjeblikket før sammenstødet.

Buvoli benytter et futuristiske formsprog til at fastholde og fortælle om det øjeblik hvor den fysiske, æstetiske og ideologiske mur gennemtrænges, og bilens fart får den til at overvinde tyngdekraften, lette fra vejen og styre op mod det ukendte. Mange forskellige udgaver af bilen efterfølgende hinanden viser køretøjet som om hvert lille ryk er fastfrosset i tid og bevægelse.

Det er den visuelle form de futuristiske kunstnere Giacomo Balla (1871 – 1958), Umberto Boccioni (1882 – 1916) og Carlo Carrà (1881 – 1966) bruger i deres værker – eksempelvis i Ballas Dynamismen i en hund i snor fra 1912.

Bulovi tager udgangspunkt i de nærmest mytologiske temaer om ’maskulinitet’ og ’hastighed’, der forbindes med futurismen. Men han demonstrerer samtidig dobbeltheden i heroisme dyrkelsen. For i stedet for at se installationen som en bil i bevægelse, kan man også opleve det som en række af biler der forblændede følger deres leder ud af vinduet/ ud i katastrofen – som en flok får der blindt følger lederen.

Marinetti ønskede en revolution, da han kravlede op af grøftekanten i 1908. Det fik han og mere til. I 1918, efter 1. Verdenskrig hvor flere futurister døde, blev Marinetti en aktiv tilhænger af fascismen, oprettede sit eget parti der først støttede Benito Mussolini og sidenhen blev opslugt i Mussolinis parti. Marinetti udtalte også kritik af fascismen, men primært støttede og formulerede han de tanker og ideer som Mussolini og fascisterne stod for. Han meldte sig også til aktiv militærtjeneste under 2. Verdenskrig.

Buvolis værk er en demonstration af futurismens iboende ambivalens. Kunstværket viser både den dynamiske og heroiske side af ulykken og samtidigt hvordan denne heltedyrkelse kan føre til katastrofer. Dermed bliver det en opfordring til at forholde sig kritisk selv til kunsthistoriens helteskikkelser, og især i år hvor Futurismen fejres voldsomt i store dele af den vestlige verden og især i Italien.

torsdag den 26. februar 2009

Ugens Kunsthistorie: Futurismen 100 år

I ÅR – FAKTISK DENNE MÅNED - ER DET 100 ÅR SIDEN AT DET FØRSTE FUTURISTISKE MANIFEST BLEV OFFENTLIGGJORT. FILIPPO TOMASSI MARINETTI (1876 – 1944) PUBLICEREDE DET I DEN FRANSKE AVIS LE FIGARO DEN 20. FEBRUAR 1909. UGENS KUNSTHISTORIE SER PÅ ARVEN FRA FUTURISTERNE.


Futurismen var en italiensk avantgarde kunstretning der fokuserede på den moderne teknologis muligheder. De ønskede at det italienske samfund skulle gøre det samme. De hyldede energien og dynamikken i menneskemassernes bevægelse, det elektriske lys, de brølende biler, flyvemaskinen og krigen. De opdagede skønheden i den smadrede bil og maskingeværet. De gjorde op med Nike fra Samotrake, renæssance-arkitekturen og Leonardo da Vinci. Selv pasta mente de var fortidig æde! De ønskede at gøre radikalt op med hyldesten af fortiden, som de mente var et dynd der hindrede samfunds- og kulturudviklingen.

Og det har de formentlig haft ret i – især i Italien, der jo på dette tidspunkt stadig var en feudalt samfund. Den fremtid som futuristerne ønskede sig, så de jo demonstreret i Paris, Wien og andre af Europas storbyer – blot ikke i Italien. Futuristernes ønsker bundede i en drøm om en modernisering af Italien.

Mange kunstnere sluttede op under futurismens faner: Giacomo Balla (1871 – 1958), Umberto Boccioni (1882 – 1916), Carlo Carrà (1881 – 1966), Gino Severini (1883 – 1966) og arkitekten Antonio Sant’Elia (1888 – 1916). De skrev rigtig mange futuristiske manifester bl.a. om hvordan futuristisk skulptur, maleri, arkitektur, litteratur, teater, fotografi og film skulle skabes. Og de skabte futuristisk skulptur, malerier, arkitektur, litteratur, teater, film og fotografi. I dén rækkefølge: de beskrev det først – og derefter formede, malede, byggede, skrev, performede, filmede og fotograferede de. Men de skrev også manifester om musik, om mekanisk kunst, scenografi og i 1915 fremsatte de Manifestet for den futuristiske rekonstruktion af universet!

Futuristernes fortjeneste lå også i at de formulerede ønsker og tanker der deltes af unge og kunstnere i flere lande på denne tid. Kritikken af fortids-fejringen finder man i Stefans Zweigs roman Verden af I går. Senere malede Marcel Duchamp respektløst overskæg på en reproduktion af Leonardos Mona Lisa.

I England opstod Vorticismen (ca. 1913 – 1915) m. Ezra Pound (1885-1972), Wyndham Lewis (1882 – 1957), og Jacob Epstein (1880 – 1959). I Rusland fandtes en parallel futuristisk bevægelse med Nathalia Goncharova (1881-1962), Mikhail Larionov ( 1881 – 1964) og Kasimir Malevich (1878 – 1935). I Danmark blev Rudolf Broby-Johansen (1900 – 87) og William Scharff (1886 – 1959) meget inspireret af futuristerne og bl.a. af deres udstilling på Den Frie i København 1911. I værker af Jean Gauguin (1881 – 1961), Harald Giersing (1881 – 1927) og Jais Nielsen (1885 – 1961) finder man også inspirationen fra futuristerne.

Den heroiske fase af den italienske futurisme opløstes efter Boccionis og Sant’Elias alt for tidlige død i 1. Verdenskrig i 1916. Den futuristiske bevægelse fortsatte med – med Marinetti i front - at sætte sit præg på den italienske kultur også efter 1918 med manifester om mode, cuisine og røgskrivningskunst. Samtidig (fra 1918) skete en stærk tilnærmelse mellem de italienske futurister og det italienske fascistparti. Det er primært de futuristiske fra den heroiske fase der inspirerede internationalt.

Man kan selvfølgelig ikke reducere den italienske futurismes betydning til ønsket om at modernisere Italien alene. Deres hyldest til maskine og bevægelse fik en central betydning og indflydelse på kunsten og politik i årtier efter at de som gruppe ikke fandtes længere. Fascisterne i Italien og højrefløjen i flere europæiske lande fokuserede netop på massebevægelse, dynamik og energi-udstråling i deres velarrangerede marcher. Men venstrefløjene holdt sig heller ikke tilbage. Kommunisterne over hele Europa sang med på Povla Germanas Flyversang fra 1918:

Vi fødtes til at overvinde rummet
På Ørnevinger svæve over jord
Vor kampsang ofte har propellen summet
Vort hjerte er en drønende motor

Vi stiger og stiger og stiger
Maskine og mand er et!
og alle propeller fortæller
at vi er på vagt for Sovjet

Hele det 20. Århundredes dyrkelse af superhelten – Superman, Batman, Spiderman etc. der som en anden maskine kan flyve i luften - bunder i futurismens ønske om at forene maskine og mand.

Antiæstetikken og dyrkelsen af det voldsomme og ulykken som eksempelvis ”skibskatastrofer, hærværk og pludselig død” - hvilket meget aktuelt kan opleves i Nikolaj Howalts (1970) udstilling Car Crash Studies på Martin Asbæk Galleri i Bredgade (til 14. Marts 2009) – ville måske heller ikke have været, havde det ikke været for Futurismen.