mandag den 1. august 2011

Dagens Kunsthistorie: NOGET OM ELEFANTER



AJ, HVOR ER DET STRENGT, udbrød min datter på 5½, da vi så denne elefant i Københavns lufthavn. Vi voksne forstod ikke helt hvad hun mente. Men hun synes simpelthen ikke, at man kunne være bekendt at bemale elefanten SÅ grimt.



ELEFANTEN HER er udsmykket af Marco Evaristti i 'samarbejde' med en rigtig elefant og man kan følge arbejdet i denne video. Men ifølge min datter er det æstetiske ambitionsniveau ikke højt nok. Jeg vil give hende ret i, at når man ser på elefanten, kan man ikke se konceptet for udsmykningen, og dermed falder ideen vel til jorden? Det publikum der haster forbi denne elefant er vel ikke nødvendigvis dem der tænker "Gud, hvor er den grim - den må jeg bare læse noget mere om"?!

I DET HELE TAGET er dette elefantprojekt en smule problematisk, fordi det minder om alle de andre projekter med juletræer og køer og alle mulige andre kommercialiserede kunsttegn. Øjnene bliver efterhånden en smule metaltrætte og lettere blinde af og immune overfor denne slags forsøg på at åbne dem op for nødlidende af mange slags.

PÅ SKULPTURUDSTILLINGEN i Münster i Tyskland for tre år siden havde kunstneren Andreas Siekmann netop en kommentar til denne slags projekter. Hans værk hed Trickle down. Public space in the era of its Privatization og var et protestværk især vendt mod den slags plastic vartegn som mange byer over hele kloden bruger for at vise at netop deres by er noget særligt. Elgens by, ørnens by eller tyrens by. Et vartegn der er totalt kommercielt og ikke har særlig meget med kunst at gøre - selvom det omtales som 'urban kunst'.

PÅ SAMME MÅDE er det med elefanterne, der denne sommer har invaderet København. De har ikke rigtig noget med kunst at gøre. Men der er nogle smukke og interessante iblandt dem. Min datter og jeg er enige om at den med mosaikkerne i Botanisk Have er den smukkeste. Den hedder også meget passende Fragile Beauty.





Dagens Kunsthistorie: KUNSTSTRIK - i Nordvest



BLOT FOR AT UNDERSTREGE at strik VIRKELIG er oppe i tiden: Fotografiet er fra Københavns Nordvestkvarter, hvor gadekunstnere har sørget for at skilteholdere og pæle ikke kommer til at fryse i sommerheden.

I DETTE KUNSTSTRIK UDTRYKKES stor kærlighed til oversete objekter og ekstrem hverdagspoesi, der fremkalder smil og stof til eftertanke. Litteraten i mig kommer naturligvis til at tænke på Walt Whitmans Leaves of Grass (1855), hvor såvel græsstrå som gadernes fortov og alt andet overset besynges.

NU VED VI JO IKKE hvilket køn denne gadekunstner har, men oftest forbindes strik med kvinder og dermed kan man sige at strik er en kønsspecifik aktivitet. Jeg har ikke været inde på det kønsspecifikke tidligere i forhold til kunststrikken, da det syntes SÅ tydeligt. Men netop her er det på sin plads. Fordi en anden kliché der klæber sig til kvindekønnet, er den om moderen der konstant er bange for at de små børn fryser og derfor klæder dem ALT for varmt på. Iklædningen af disse skilteholdere i strik er netop også et humoristisk spil på denne kvælende moderlige omsorg.