tirsdag den 15. december 2015

SIMON BANGS BØRNETEGNINGER

Penalhus tegnet af 7-årige Simon Bang i 1968. Blyant og oliekridt på papir. Kilde: (c) Simon Bangs Børnetegninger
DET ER FANTASTISK at der findes og er bevaret Børnetegninger fra 900-tallet, 1200-tallet, 1500-tallet, 1. Verdenskrig, den spanske borgerkrig samt 2. Verdenskrig. Disse tegninger er jo uvurderligt historisk materiale, der fortæller om adfærd, skikke, materialer, refleksioner og prioriteringer hos mennesker der levede før os.

MEN FÆLLES FOR for Onfim, Christian den 4., Yves Congar, de spanske børn og børnene fra Theresienstad er, at vi mangler viden. Vi ved ikke nok om deres børneliv, om tegningerne er skabt af lyst eller af pligt, og hvordan opgaverne har lydt. Vi ved heller ikke om de tegnede før disse Børnetegninger, og vi ved heller ikke om de fortsatte med at tegne bagefter. Rigtig meget må vi gætte os til.
To mænd (cowboys) der slås tegnet af 7årige Simon Bang i 1968. Blyant på papir. Kilde: (c) Simon Bangs Børnetegninger
DERFOR ER DET EN FORNØJELSE, når man støder på en samling Børnetegninger som Simon Bangs Børnetegninger. Det er en samling af Børnetegninger udført af den danske dreng Simon, fra han er 5 år til han er 18 år. Samlingen består af mere end 3000 tegninger, malerier og grafik fra 1965 til 1979.
Angreb tegnet af den 7årige Simon Bang i 1968. Blyant på papir. Kilde: (c) Simon Bangs Børnetegninger
SIMON BANGS BØRNETEGNINGER er en samling jeg i den sidste tid har studeret grundigt. Jeg mener at samlingen er enestående, fordi materialet er så omfattende og fordi man kan tale med tegneren selv. Det vil sige - i modsætning til de andre Børnetegninger jeg har skrevet om - at man stort set har al den information og viden tilgængelig, som er nødvendig for en nærmere undersøgelse.
Detalje af Aswan dæmningen tegnet af den 14årige Simon Bang i 1975. Rotringpen på papir. Kilde: (c) Simon Bangs Børnetegninger
I ET HISTORISK PERSPEKTIV repræsenterer denne samling af Børnetegninger Nyere Tid. På grundlag af materialets omfang kan man følge dette barns visuelle udvikling nærmest dagligt. Vi ser hans udfordringer og kampe i forhold til motiver, teknik og materialer, samt hans inspirationskilder fra tegneserier, aktuelle begivenheder, film, politik og omgivelserne.

I BEGYNDELSEN viser Børnetegningerne en kreativ dreng, der er god til at tegne fortællinger, der er ret god til at iagttage sine omgivelser og nedfælde det han har set på papir, samt en dreng der har lyst til at tegne. Senere viser Børnetegningerne en dreng, der er fast besluttet på at lære sig selv tegnehåndværket. I denne periode motiveres han også af, at han får bestillingsopgaver fra omgivelserne, der anerkender hans kunnen. De sidste fire år viser Børnetegningerne at den unge dreng er søgende efter at finde sin egen stil og sit eget udtryk.
Detalje af Western by efter angreb tegnet af 10-årige Simon Bang i 1971. Blyant på papir. Kilde: (c) Simon Bangs Børnetegninger
SAMLINGEN kan altså overordnet inddeles i tre perioder:
  1. Fra Simon er 5 år til han er ca. 9 år (1966-69). I denne periode tegner han mere spontant og både det han ser, det han ved samt det han kender til. Motiverne er hovedsageligt krigssituationer til lands,i vand og i luften, køretøjer af enhver art, skibe, flyvemaskiner samt cowboys og indianere.
  2. Fra Simon er ca. 9 til han er 14 år (1969-1974). Tegningerne er i to grupper: de der er tegning 'on loation' og de der er fri fantasi. Motiverne 'on location' er primært landskaber, bygninger, dyr og træer. I denne periode arbejder han målrettet på at lære kunstnerens håndværk. Han tegner hver dag, og oftest udenfor. Motiverne 'fri fantasi' er primært krigssituationer af forskellig art, biler, mennesker og skibe.
  3. Fra Simon er 15 år til han er 18 år (1974-1979). Da han har lært sig selv håndværket, søger han nu inspiration, råd, vejledning og især udfordring hos andre kunstnere. Han afprøver andres stil og andre stilarter, og han afprøver forskellige teknikker og materialer. Motiverne i denne er periode er primært: Bygninger, landskaber, køretøjer og Croquismodeller. 
HVORFOR ER DISSE 3000 BØRNETEGNINGER blevet gemt? Det er de, fordi det tidligt var synligt for de voksne omkring barnet, at hans måde at registrere og tegne omverdenen på, var usædvanligt god. Desuden er de fleste af de tidligste tegninger udført i kladdehæfter og senere i skitsebøger, så de har ikke fyldt alverden.

SIMON BANGS BØRNETEGNINGER viser drengens fascinationspunkter igennem tretten år,  og de viser også hans (selv)uddannelse som kunstner. Som 17-årig kom han ind på Skolen for Brugskunst. Om Simon Bangs (videre) karriere kan man læse her.

   
ET REPRÆSENTATIVT UDVALG af (c) SIMON BANGS BØRNETEGNINGER kan ses her.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
YVES CONGAR
CHRISTIAN DEN 4.s Børnetegninger

mandag den 14. december 2015

ONFIMS BØRNETEGNINGER

Billedet er fra Wikipedia. Se nedenfor
6 - 7-ÅRIGE ONFIM FRA RUSLAND har tegnet syv figurer på række. Figurerne har alle et rundt hoved med øjne, øjenbryn,næse og og mund. Nogle steder er munden angivet som en streg andre steder som en farveudfyldt trekant. Det er ikke muligt at sige, om Figurerne er glade, bekymrede eller vrede. Fra hovederne går to parallelle lodrette linier ned og bliver til fødder. Midt på de lodrette linier går der i hver side en kortere vandret linie ud, der bliver til hænder. Disse linier ligner river, men er arme med hænder. Hænderne er angivet med en streg for hver finger. Antallet af 'fingre' varierer lidt. Figurerne er varianter over 'tændstiksfiguren'. Men Onfims figurer er mere realistiske end tændstiksfigurer, fordi de faktisk får volumen af mellemrummet mellem de to lodrette linier. I nogle af figurerne får endda armene fylde. Jeg kan ikke se, hvad det er Onfims figurer foretager sig. Måske danser de eller måske hylder de nogen.
Tekst fra Wikipedia: "Onfim" by Onfim; original uploader was Mitrius at ru.wikipedia - В. Л. Янин, «Я послал тебе бересту…», изд. 2, М., 1998.. Licensed under Public Domain via Commons - https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Onfim.jpg#/media/File:Onfim.jpg
I KUNSTHISTORIEN BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR opponerede jeg imod de forskere der hævder at Børnetegningens historie hænger sammen med industrialiseringen og papirets udbredelse (læs her). Men jeg må jo også erkende, at de materialer, som børnetegninger udførtes på før papiret ikke har gjort tegningerne bevaringsværdige i et kvantum, så man har kunnet "skrive historien om dem". Og dog. For Onfims tegninger er fra 1200tallet.
Tekst fra Wikipedia:"Bb206" by Onfim of Novgorod, copy by http://www.gramoty.ru - http://gramoty.ru/prorisi/bb199.gif. Licensed under CC BY-SA 3.0 via Commons - https://commons.wikimedia.org/wiki/File:Bb206.gif#/media/File:Bb206.gif
DET VAR PRISKA WILLUMSEN der gjorde mig opmærksom på denne række russiske Børnetegninger fra det 13. århundrede. De er alle udført på birkebark af Onfim. Forskerne mener, at han har været mellem 6 og 7 år, da han udførte dem. Jeg kender ikke baggrunden for denne aldersbestemmelse. Men på tegningerne er der også skriftøvelser. Motiverne på tegningerne er hovedsageligt Onfim selv og hans lærer.
200: Horseman, with name "Onfim" to the rider's right, and above that the alphabet, A - K. Kilde Wikipedia
ONFIMS BØRNETEGNINGER er ridset ind i birkebark. For de der ikke har prøvet at tegne eller ridse i birkebark, kan jeg oplyse at dette træmateriale er blødt og derfor ideelt at ridse i med en pind, et stykke metal eller ben. Før papiret opfindelse, blev birkebark i dele af verden benyttet som skrivemateriale.
Birkebark dokument. Kilde: Wikipedia
TEGNINGERNE ER BLEVET FUNDET i Novgorod. Forskerne har fastslået, at mudderet der har en nærmest magisk evne til at bevare materiale, og det er derfor at disse tegninger fra 1240 - 60 stadig er i så imponerende en stand.
Tekst fra Wikipedia: "Онфим (200)" by Onfim of Novgorod, copy by http://www.gramoty.ru - http://gramoty.ru/prorisi/bb200.gif. Licensed under CC BY-SA 3.0 via Commons
JEG KAN IKKE RUSSISK, så her er jeg fuldstændigt afhængig af de oversatte kilder. Ifølge kilderne er tegningen øverst en portrættegning af Onfim selv. Hvis alle disse figurer forestiller Onfim, så er de jo nærmest et studie af bevægelser a la Muybridge - en tegneserie fra den sene middelalder. Dette er ren spekulation fra min side, og demonstrer meget fint, hvordan man let kommer til at se og udlægge en Børnetegning som denne udfra vores tids visuelle baggage.

BORTSET FRA MATERIALET ligner Onfims Børnetegninger, de tegninger børn i den alder tegner idag. Vi taler meget om hvordan børns tegninger er præget af populærkulturen både i form, stil og indhold. Men er Børnetegningen måske alligevel en udtryksform, der i sin kerne ikke berøres af tidens tand?  

Læs mere om Onfim her.
Læs mere om Onfims tegninger her.
Læs om en Børnetegning fra 900-tallet her.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
YVES CONGAR
CHRISTIAN DEN 4.s Børnetegninger

fredag den 11. december 2015

HISTORISKE BØRNETEGNINGER - CHRISTIAN DEN 4.s Børnetegninger

Tre Børnetegninger udført af Christian 4. Udaterede. Kilde: Rigsarkivet.
HER ER TRE BØRNETEGNINGER fra 1500-tallet. Man ved ikke præcist, hvornår de er udført, men vi ved, at det er Christian 4. (1577-1648), der har udført dem. Den øverste tegning viser os 10 større og mindre skibe i kamp på havet. Skibene er meget detaljeret beskrevet. Der er ingen tvivl om, at Christian har haft en viden om samtidens skibe og skibsarkitektur.

DET VAR EN AF 1500-TALLETS MODERNE NEDERLANDSKE OPFINDELSER at male malerier, hvor skibene og eventuelle kampe mellem dem blev et hovedtema i kunsten (se eksempel her). Denne slags malerier kaldes søstykker eller marine maleri. Når skibene var i kamp, kom himmel og hav også i oprør. Truende mørke skyer og blæst der fik bølgerne til at gå højt og skibene til at ligge skævt, var en del af sceneriet. Dette har Christian kendt til. Dengang produceredes det meste af kunsten i Danmark af Nederlandske kunstnere. I Christians Børnetegning er der også synlige bølger og blafrende flag.

PERSPEKTIVET i tegningen er både fra siden og lidt oppefra. Fugleperspektivet var tidligere meget almindeligt, men på dette tidspunkt er man begyndt at sænke perspektivet, så skibe og kampe beskrives mere realistisk og reportage-agtigt so er de registreret af en person der befinder sig på et andet skib. På grund af perspektivet ved vi, at Christian ikke selv har set dette slag, og det er faktisk meget muligt, at tegningen er en efterligning af et maleri.

UNDER ALLE OMSTÆNDIGHEDER er det ikke en tegning, der bygger på en direkte oplevelse, men den er heller ikke fri fantasi, da den rummer fine selvoplevede registreringer. Det er meget sandsynligt, at den unge Christian har fået fortællinger om fantastiske slag udkæmpet til søs, og at han har fundet dem spændende! Det er vel at sammenligne med, når børn i vores århudrede tegner krig. Se eksemplet her under, hvor den 8-årige Simon har tegnet et stort skib, der er under beskydning. Oppe i hjørnet har han også tegnet et kort, så vi ved hvor kampen finder sted.
"Morfars skib" af Simon Bang 8 år. Blyant og oliekridt på karton. Udført i 1969. (c) Simon Bangs Børnetegninger.
DEN ANDEN TEGNING af Christian den 4, viser to soldater i kamp. I denne tegning er der større sandsynlighed for, at han rent faktisk har set det, han tegner - samt at han tegner optrinnet, mens det sker. Hvis det er sådan det er foregået, viser det at han er ret god til at tegne og fastholde situationen. Desværre ved vi intet om disse tegninger, udover at det er Christian den 4. der har tegnet dem som barn/ ung. Og det giver jo rum til mange gætterier.

JEG KAN IGEN ikke lade være med at sammenligne Børnetegningerne fra 1500-tallet med de nærkampsoptrin, som børn i vore dage også er optaget af. Eksemplet herunder er igen fra samlingen Simon Bangs Børnetegninger (se mere her). Det er ikke en nævekamp som i Christian den 4.s tegning, men en kamp mellem to pistolbevæbnede cowboys:
"Skudduel" af Simon Bang 9 år. Blyant på papir. Udført i 1970. (c) Simon Bangs Børnetegninger. 
DEN TREDIE TEGNING af Christian 4. viser hvordan han får et almindeligt bogstav til at 'blomstre', og demonstrerer at han behersker Skrivekunsten og at han kan tegne abstrakte mønstre! Han var med andre ord i stand til at bruge tusch og pen, og desuden beherskede han - eller havde han kendskab til - samtidens tegne/ skrive konventioner.

DE TRE BØRNETEGNINGER VISER tilsammen, at Christian 4. var godt uddannet. Muligvis viser de også, at han var god til at tegne. I hvert fald fremgår det af dem, at han var god til at iagttage. Men det fremgår ikke om tegningerne blev tegnet af lyst eller af pligt.

NÅR MAN SER PÅ BØRNETEGNINGER i et historisk perspektiv, så bliver de for vore øjne dokumenter om ting og forhold og levet liv, der var (d)engang. Men vi opfatter dem naturligvis med vore dages briller. Udover at Christian 4. som kongebarn naturligvis var priviligeret og havde adgang til papir og blæk, vidner tegningerne om en uddannelse der lagde vægt på håndværksmæssige færdigheder og viden.

VI VED DESVÆRRE IKKE, hvem der har besluttet at disse tegninger skulle gemmes eller hvorfor. Der er stor forskel på, om det er barnet selv (som i Albrecht Dürers tilfælde), en lærer (der har ment at de var præstationer udover det sædvanlige, som burde fremhæves) eller om det er en arkivar/ historiker (der har ment at det var væsentlige dokumenter for eftertiden).

JEG ER BARN AF REFORMPÆDAGOGIKKEN, og kan derfor ikke lade være med at håbe, at hele Christian 4. barndom og ungdom ikke blot var stiv hofetikkette, uoverskuelige krav og terperi, men at netop disse Børnetegninger fortæller os, at der også var rum til lystfulde aktiviteter og leg. I kommende indlæg vender jeg tilbage til den pædagogiske vinkel på Børnetegninger.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
YVES CONGAR

onsdag den 9. december 2015

YVES CONGAR - Børnetegninger fra 1. Verdenskrig

NÅR MAN VED, hvornår Børnetegningen er fra, hvem der har udført den og hvilken sammenhæng den er udført i, er Børnetegningen et fantastisk materiale. Og som historisk kilde kan Børnetegninger tilføje udstillinger, udsendelser og bøger en anden vinkel på livet i en bestemt periode.

DETTE SÅ MAN bl.a. i den nederlandske forfatter og historiker Geert Mak's udsendelsesrække om Europas historie. I udsendelserne omkring 1. Verdenskrig, optrådte nemlig Børnetegninger. Tegningerne var udført af den franske dreng Yves Congar (1904-1995), der var 10 år, da krigen brød ud i 1914. Congar boede med sin familie i byen Sedan. Som voksen blev Yves Congar katolsk præst, teolog og Kardinal i den katolske kirke.

FORANLEDIGET AF SIN MOR skrev Yves Congar - ligesom tusindvis af andre katolske børn - dagbog. Men istedet for en bog om hans sommerferie oplevelser, blev det en bog om hans oplevelser under 1. verdenskrig (Journal de la Guerre). Og fra at det var en pålagt opgave, blev det en opgave han tog på sig selv. Congar illustrerede optegnelserne med farvelagte tegninger.
VI VED IKKE om tegningerne blev udført på stedet, men det er næppe sandsynligt. De fleste af tegningerne er illustrationer af noget, der har optaget ham og/ eller de voksne har talt om. Eller de er udført efter, at han har oplevet dem. Men det er et faktum, at der ligger gode registreringer af virkeligheden bag hans tegninger. F.eks. tegningen af fjenden der kører gennem en by uden at civilbefolkningen tilsyneladende ænser dem.
Fjenden kører næsten upåagtet gennem den okkuperede by.
EN AF DE STÆRKESTE TEGNINGER er den af et to-etagers hus med mennesker og en hestevogn foran. Yves har tegnet en 'før' og 'efter'-tegning, så man ser huset før krigen og samme hus efter krigen. Efter krigen er huset en sønderskudt og nedbrændt ruin uden menneskeliv. Yves tegninger give et indblik i et individs tanker og følelser. De giver også et indblik i et barns liv på dette tidspunkt, og mere generelt børneliv, og de bliver vidnesbyrd om krigens betydning for civilbefolkningen. Yves Congars tegning med huset før og efter, bliver desuden et billede på den forfatning de fleste af de krigshærgede lande befandt sig i efter krigen - samt et mentalt billede på Europas tilstand: sønderskudt og med tabere og vindere på alle fronter.
Teksten lyder: "Før krigen og efter invasionen", tegnet af Yves Congar.
I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

tirsdag den 8. december 2015

HELGA WEISSOVA-HOSKAU - Børnetegninger fra Theresienstadt

HELGA WEISSOVA-HOSKAU blev født i Tjekkoslovakiet 1932. I december 1942 interneres hun med sin far og mor i ghettoen Theresienstadt. En dag tegner hun en tegning, og faderen siger til hende, at den er god, men at hun skal tegne livet i lejren. Det gør hun, og det er baggrunden for ca. 32 tegninger og akvareller som hun udfører i lejren melem hendes 11 og 14 år. Faderen dør, men Helga og hendes mor overlever.

HELGAS BØRNETEGNINGER viser livet i ghettoen. Men om de er udført 'on location' eller om de er erindringer vides ikke. Tegningerne viser ankomsten til lejren, vaskerummet, interieur i barakken, madkøen, arbejde, en hemmelig barak koncert og transporten videre. De er på engang enkle og detaljerede. Hun forstår, at skabe et rum for sine mennesker, en slags scene hvor fortællingerne udspiller sig. Hendes arbejde med farverne er meget imponerende, både hendes alder taget i betragtning og manglen på materialer. Det står ikke klart, om Weissova-Hoskau modtog undervisning af Dicker-Brandeis.
Ankomst

Vaskerummet. Helga 12 år.
Interieur i barak
Madkø
Arbejde i lejren
Koncert i barakken
Transport
EN BØRNETEGNING ER både en tegning og en aktivitet. Og i modsætning til voksnes tegninger, tillægger vi det stor betydning at og når en tegning er udført af et barn. For de fleste er en tegning udført af et barn et eksempel på udelukkende positive ting: aktivitet, udfoldelse, registrering, fortælling, udvikling, uskyld, åbenhed, dialog, fremadrettethed, lyst og vilje. Det samme kan måske siges om en voksens tegning. Men forskellen ligger i, at når et barn tegner, er det for de voksne også et sindbillede på det gode liv.

DERFOR BLIVER DET SÅ FORKERT at se Børnetegninger med motiver fra et rædselsfuldt ghetto-liv. Motiver der bygger på barnets egne oplevelser. Oplevelser vi gerne vil forskåne børn fra. En rå realisme der smadrer børnenes uskyld. En ubegribelig og ond virkelighed der gør børn til voksne - alt for hurtigt.

MEN MÅSKE HJÆLPER DET BARNET at have tegnet dét hun har set. De kan ikke bringe det tabte tilbage. De kan ikke hele sårene eller fjernet tabet. Men måske får hun udtrykt noget gennem sine billeder, som hun ikke kan udtrykke med ord. Og måske har det hjulpet hende senere at have tegningerne fra denne periode. Og i hvert fald har de givet hende en mission, nemlig at registrere ghettolivet. Denne mission kan have hjulpet hende til at overleve. Og bagefter vidste hun, at der faktisk var noget hun var god til!

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

FRIEDL DICKER-BRANDEIS

Farvestudie fra Billedskolen i Theresienstadt.
HVORFOR GEMTE FRIEDL DICKER-BRANDEIS børnetegningerne udført af børn i Therezienstadts, før hun blev transporteret til Auschwitz? Hvorfor var hun ikke ligeglad med disse? Hvorfor blev det vigtigt for hende, at Børnetegningerne blev bevaret?
Studie af former, med udgangspunkt i en snegl. Tegnet af Josef  Bäuml barn i Theresienstadt.
DICKER-BRANDEIS var jøde. Senere blev hun kommunist. I Wien blev hun fængslet for det sidste. I Prag blev hendes tilværelse langsomt præget af det første, og i 1942 var det årsagen til at hun blev bragt til Theresienstadt.

FRIEDL DICKER-BRANDEIS uddannede sig som kunstner og kunsthåndværker fra 1915 til 1923. Fra 1926 til 1934 samarbejdede hun med Franz Singer i Atelier Singer-Dicker et arkitektur og design studio i Wien. Fra 1934 boede hun i Prag, hvor hun bl.a. underviste østrigske flygtningebørn i billedkunst. Sideløbende med sit arbejde malede hun.
Forhør af Friedl Dicker-Brandeis udført i periode 1934-38. 
I SIN OTTE ÅR LANGE UDDANNELSE, blev Dicker-Brandeis bl.a. undervist af kunstneren og professoren Franz Cizek (1865-1946) på kunsthåndværkerskolen i Wien. Han var meget optaget af børns tegninger, en interesse der kan have bredt sig til hans elever. Cizek var den første kunstner der oprettede deciderede kunstskoler for børn og tog deres kreative udfoldelser seriøst. Cizek indledte undervisningen med dette krav til sine elever: Idag skal I vise mig jeres sjæl.

DICKER-BRANDEIS gik også på Johannes Ittens privatskole i Wien, og da Itten blev ansat på Bauhausskolen i Weimar, fulgte hun ham. På Bauhaus stod Johannes Itten (1888-1967) bl.a. for grundskolekurset, hvor vægten blev lagt på 1) Studiet af naturlige objekter og materialer, 2) Analyse af de gamle mestre og 3) Tegning efter levende model. På Bauhausskolen modtog Dicker-Brandeis desuden undervisning fra Paul Klee. Klee var endnu en af tidens kunstnere, der fandt at Børnetegninger var spændende.

DER FINDES IKKE MANGE KILDER om Friedl Dicker-Brandeis virke som kunstformidler. Men det er et faktum, at hun har været optaget af at få børnene til at udtrykke sig visuelt, og at hun har specialiseret sig i at tilbyde kunstundervisning til flygtningebørn og børn der på den ene eller anden måde var traumatiserede. I et brev fra 1940 skrev hun om sit virke:
"I remember thinking in school how I would grow up and would protect my students from unpleasant impressions, from uncertainty, from scappy learning."
 "Today only one thing seems important - to rouse the desire towards creative work, to make it a habit and to teach how to overcome difficulties that are insignificant in comparison with the goal to which you are striving."
Vi ved også om Dicker-Brandeis, at hun i den begrænsede tilladte baggage til Therezienstadt primært medbragte materialer, så hun kunne begynde med billedskoleaktiviteter for børnene. Desuden ved vi, at hun holdt et foredrag om Børnetegninger i juli 1943 for de andre lærere i ghettoen, samt at hun efterfølgende organiserede en udstilling af børnenes tegninger.
Collage udført i Theresienstadt 1942-44.
DER ER RØSTER, DER HÆVDER, at Dicker-Brandeis ville være blevet en af det 20. århundrede store kunstnere, hvis hun havde fået lov til at leve. Men det kan vi ikke vide. Og måske er det også irrelevant, fordi det får os til at fokusere på noget der aldrig blev, istedet for at fokusere på dét der var.
Efterårsbillede udført af barn fra Theresienstadt 1942-44.
DE 4500 BØRNETEGNINGER der blev gemt, blev tegnet af 660 forskellige børn. Man anslår af 1500 børn kom igennem Therezienstadt i den periode Dicker-Brandeis var der. Hvis hendes virke i Theresienstadt skabte lyspunkter for de 660 af disse børn, så er det en heroisk humanistisk indsats, man altid bør huske hende for.

DER ER FORSKERE der hævder, at Dicker-Brandeis virke som kunstformidler med fokus på børnene, skyldes at hendes egen mor døde da hun var fire år, og at hun selv ønskede sig børn, men aldrig fik det. Denne biografiske vinkel på hendes virke er fagligt reducerende. Hvem siger, at hun ikke netop ønskede at undervise børn i kunst - og at hun så det som sit faglige kald?

PÅ GRUND AF DE SPARSOMME KILDER er det også vanskeligt definitivt at svare på mine indledende spørgsmål: Hvorfor gemte hun tegningerne? Der er dem der mener, at hun regnede med at komme tilbage fra Auschwitz-Birkenau, og at hun så ville udgive en bog om kunstterapi for børn baseret på hendes erfaringer fra Theresienstadt. Det er bestemt en mulighed. Og det ville da være dejligt, hvis hun tog afsted med en forestilling om at komme tilbage. Men, efter to år i Theresienstadt, og efter flere mennesketransporter væk fra Ghettoen, hvordan kan hun så have troet, at hun ville vende tilbage?!
Akvarel udført af barn i Theresienstadt. 1942-44.
JEG TROR at hun gemte tegningerne, fordi hun mente at de var værdifulde. Ikke som historiske dokumenter om overgreb på uskyldige, men som beviser på, hvordan man kan få børn til at lære at udtrykke sig visuelt, og hvordan disse børn igennem dette visuelle sprog kunne udtrykke sig om deres problemer, deres angst og sorg samt deres håb og drømme.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

søndag den 6. december 2015

BØRNETEGNINGER FRA DEN JØDISKE GHETTO 2 - Den historiske Børnetegning

Alle var sultne, af Liona Franklova, 10 år. Tegnet mellem 1941 og 1944. Kilde: Terezín.
HVAD GØR BØRNETEGNINGER ved beskueren? Hvilke mekanismer er det, at Børnetegninger sætter igang? Hvilken rolle spiller bevidstheden om, at det er et barn der har udført tegningen? Og kan man se bort fra denne viden, når man ser på Børnetegninger?

DISSE CENTRALE SPØRGSMÅL melder sig hos mig, hver gang jeg ser på en børnetegning. Når jeg eksempelvis ser på denne børnetegning (øverst), og for et øjeblik ser bort fra min viden om den og barnet, der har udført den, så ser jeg faktisk en hel anden fortælling udfolde sig på papiret.

JEG SER EN KONGE, der sidder på en trone. Han er stor og tyk, og både isoleret fra og hævet over de andre. Desuden har han noget på hovedet, der ligner en krone. På den ene side (til højre) står hoffolket på rad og række. De står på samme måde, og jeg forestiller mig, at de alle gør hvad kongen befaler, og at ingen af dem tør gøre noget andet end de andre. På den anden side bukker en undersåt dybt og underdanigt for ham. Foran kongen og hoffet er en scene, hvor tre dansere underholder. Jeg tror, at de er dansere, fordi den ene har hænderne i luften og kjole på, og under dem markerer vertikale streger et andet underlag end det hvor kongen er.

DENNE LÆSNING AF BØRNETEGNINGEN er både langt fra og alligevel ikke langt fra 'sandheden'. For selve magtforholdet mellem maduddeleren/ soldaten/ 'kongen' og og de sultne/ 'hoffet' er jo korrekt. Han/ hun bestemmer, de er sultne og de er nødt til at gøre, som maduddeleren vil/ 'befaler'. Og 'underholdningen' i forgrunden har måske moret soldater/ fangevogtere, men bestemt ikke kvinden med hænderne i vejret/ danseren eller de andre sultne.

DEN 10ÅRIGE PIGE, der udførte tegningen, kaldte den "Vi var Sultne". Og den beskriver hverdagslivet i den jødiske ghetto Terezín. "Vi var sultne" er både en tilstand og en forklaring. Måske har hun tegnet tegningen på baggrund af en særlig slem hændelse. Måske er de kommet op og skændes i køen til maden, måske har de stjålet mad og en eller flere er blevet straffet. Og efterfølgende har hun tegnet situationen. Det er muligt, at hun blevet opfordret til at tegne hændelsen, men det er også muligt at hun har tegnet det af sig selv.

NÅR MAN IKKE KENDER eller vælger at se bort fra den sammenhæng denne børnetegning er tegnet i, er det en fin tegning, der enkelt har fanget en scene. Det er en dygtig registrering af magtfordelingen mellem figurerne, og tegningen rummer en god fortælling. Men når man kender historien, og man ved, hvad det er tegningen viser, bliver den rædselsfuld. Altså ikke 'rædselsfuld' i forståelsen at det er en dårlig tegning, men 'rædselsfuld' i betydningen ubærlig at se på. Hele denne samling af ca. 4500 Børnetegninger er et eksempel på noget, vi helst ikke vil huske, men som vi som samfund alligevel mener, at det er vigtigt at huske. En form for negativ kulturarv.

DEN SITUATION EN BØRNETEGNING er tegnet og opstået i samt den ydre sammenhæng den indgår i, er væsentlige, når man vil forstå Børnetegninger. Et eksempel på hvor forkert, man kan forstå en Børnetegning, kan ses og læses i denne Kunsthistorie for børn.

DET ER EN STÆRK TEGNING, og det ville den også være, hvis den var udført af en voksen. Men det betyder noget helt særligt, at det er et barn, der har registreret, oplevet og tegnet denne oplevelse. Af børn og fulde folk, skal man som bekendt høre sandheden, fordi de efter sigende ikke har noget hensynsheds-filter. Hverken børn, fulde folk eller andre voksne burde opleve denne gru, og når man ved, at det er et barn, der har oplevet det, bliver uretfærdigheden, den manglede ansvarlighed, fraværet af normal opførsel, magtmisbruget samt følelsen af magtesløshed forstørret.


I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

lørdag den 5. december 2015

BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO - Børnetegningen i historisk perspektiv

Alle var sultne, af Liona Franklova, 10 år. Tegnet mellem 1941 og 1944. Kilde: Terezín.
DENNE TEGNING er tegnet af den 10årig pige, Liona Franklova. Den er meget enkelt tegnet. Figurerne er tændstiks mænd og kvinder med tøj på. Øverst er en kæmpestor spand eller beholder. Den er fyldt med noget og en figur står bag beholderen. Ved siden af spanden står en række figurer med kjoler og bukser. De har alle noget i den ene hånd, som de peger på med den anden. Fire andre figurer er også tegnet ind på papiret. En af de forreste rækker hænderne i vejret. Vi ved ikke, om hun bliver truet eller om hun er desperat. Tegningen hedder "Alle var sultne"!

DET ER NETOP DESPERATIONEN, man tænker på, når man ser på denne Børnetegning. For den er tegnet af et barn, der befandt sig i den jødiske ghetto Terezín (Therezienstadt) under 2. Verdenskrig. Forholdene i ghettoen har vi efterfølgende lært, var ubeskriveligt rædselsfulde og umenneskelige. Og for mange af de mennesker, der kom til Terezín, blev det sidste stop før koncentrationslejrene og døden. Man skønner af ud af de ca. 15.000 børn, der kom dertil, overlevede kun ca. 132.

KUNSTNEREN Friedl Dicker-Brandeis (1898-1944) organiserede billedkunstundervisning for børnene i lejren. I Børnetegningerne viser børnene ikke kun det uhyrlige, men også det 'almindelige' lejrliv, deres erindringer om det liv de havde før lejren, fantasier med prinser og prinsesser, samt drømme om hvad der skal ske. Og igen takket være Dicker-Brandeis blev 4.500 af børnenes tegninger gemt og efter krigen fundet igen. Dicker-Brandeis overlevede ikke selv. Da hendes mand blev transporteret til koncentrationslejr, meldte hun sig selv til den næste transport for at være sammen med ham. Hun overlevede ikke. Men samlingen af Børnetegninger kan ses på Det Jødiske Museum i Prag.

TEGNINGERNE VIDNER OM en undervisning, hvor tegning blev opfattet det helt centrale og som som en nøgle til al visuel  kommunikation. Desuden har undervisningen også haft en terapeutisk virkning på børnene, så de kunne om ikke forstå, så i hvert fald blive bedre rustet til at håndtere det barske ghetto-liv.

DICKER-BRANDEIS var blevet uddannet af både den navnkundige østrigske kunster og - især - billedkunstlærer Frans Cízek, samt kunstneren Johannes Itten, før hun kom til den tyske Bauhaus skole og blev uddannet som maler, designer og scenograf. Det hun gjorde med og for børnene i Terezín overstråler dog alt andet, hun nåede i sit korte liv.
"These drawings are a poignant reminder of the tragic fate of Bohemian and Moravin jews during the Second World War. Only a few of the Terezin children survived; The vast majority were deported to Auschwitz where they were exterminated. In many cases, these pictures are all that is left to commemorate their lives. Without them their names would be forgotten." (Tekst fra det Jødiske Museum i Prag)
I DETTE CITAT står der direkte, at samlingen af Børnetegninger fra Terezin Ghettoen vil huske os på jødernes tragiske skæbne under 2. Verdenskrig, og at tegningerne vil sørge for, at de involverede individer aldrig glemmes. Vi læser gruen ind i dem, og også vores viden om alt det der ikke er med i tegningerne. Vi bestemmer, hvad vi ser. Tegningerne illustrerer vores historiske viden.

Tegning fra Terezin 1942-44, af Helga Hoskau-Weissovaj (f. 1929).

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
NAZITEGN PÅ FLYET

fredag den 4. december 2015

BØRNETEGNING FRA DEN SPANSKE BORGERKRIG - Børnetegningen i et historisk perspektiv

Tegning af 10årige Rafael Barber. Udført i perioden 1936-38.
Kilde: Southworth Spanish Civil War Collecion housed in the Mandeville Special Collections Library at UC San Diego.
TO TREDIEDELE AF PAPIRET er fyldt med 23 flyvemaskiner, tegnet fra forskellige vinkler og i forskellige størrelser. På nogle fly er propellerne synlige. Flyene synes forbundet af stiplede linier fra fly til fly og på kryds og tværs. På flere af flyene er der synlige hagekors.

UNDER ALLE FLYENE ses konturerne af et bjergfyldt landskab, der beskyttende omkranser fem huse og en gammel borg - en by.

FLYENE er i bevægelse. Elleve af dem er formentlig i færd med at dykke ned af. De stiplede linier kunne angive bevægelsen af flyene. En stor kontrast til det stille stenlandskab forneden. De stiplede linier kan også angive bomber, der falder eller beskydning flyene imellem.

DER ER INGEN MENNESKER i byen.Måske er de indendøre, måske er de flygtet, måske er de døde. Al handling foregår i luftrummet ovenover. I nogle af flyene kan man se små cirkler, der kan opfattes som hoveder, hvilket kunne antyde at der foregår en krig mellem flyene i himlen.

VI VED OM RAFAEL BARBER, at han blev evakueret fra en krigszone til en koloni kun for børn, Colonia Eccolar i Castellón i Spanien. Han har tegnet med blyant, og han har behersket perspektiv-tegning og komposition ret godt. Han har rettet på nogle af flyene. Vi ved ikke om han overlevede borgerkrigen, om han blev forenet med sine forældre igen og på hvilken måde krigsoplevelsen mærkede ham. Hans lærere indsamlede børnenes tegninger, der blev sendt til udlandet og udstillet. I 1938 udkom bog They Still Draw om de spanske børns børnetegninger fra krigen med forord af den amerikanske forfatter Aldous Huxley.

MEN BARBERS BØRNETEGNING er en af de tegninger, der har fascineret flest i samlingen på 634 Børnetegninger i Mandeville Special Collections Library at UC San Diego. Og det har den på grund af tre ting: Den enkle komposition, perspektivet samt den tilsyneladende nøgterne og på en konfliktfyldt måde usentimentale atmosfære i billedet.

VI VOKSNE HAR SÅ TRAVLT med at bestemme, systematisere og skemalægge måden børn tegner på. I virkeligheden burde vi begynde at undersøge receptionen af tegningerne, altså hvordan voksne opfatter børns tegninger. For børn tegner altid til en (ofte implicit) voksen. I Barbers tilfælde blev børnene specifikt sat til at tegne deres erindrede krigsoplevelser.

HER SES DET HELE på en afstand fra jorden. Af et par øjne der ikke er involveret i begivenheden. Vi ved ikke præcist, hvad 10årige Rafael fortæller om i denne tegning. Det er sandsynligt, at han beskriver og gengiver et bombardement, han selv har oplevet. At denne sværm af larmende maskiner er dukket op som sort sol over hans by. At maskinerne har været hurtige og igen og igen og igen er dykket ned, har beskudt byen eller kastet bomber over den. Og at han har været frastødt af det, samtidig med at han har været fascineret af deres hurtighed, tekniske overlegenhed og deres totale beherskelse og magt. Han har også ladet dem få magten på papiret.

DER ER OGSÅ EN STOR KONTRAST mellem bjergenes bløde linier og flyenes skarpe kanter. Og en implicit kontrast mellem naturen på jorden og teknikken i luften. Som jeg har skrevet, så er det sandsynligt at tegningen bygger på en oplevelse, barnet selv har haft. Men vi ved det ikke. Det er også muligt, at tegningen er inspireret af fotografier eller lærebogstegninger af fly. Og at landskabet er 'sat på' for at afslutte tegningen - eventuelt for at tilfredsstille læreren.

VI SER INGEN LIG, INGEN BLOD, INGEN LEMLÆSTELSER og ingen døde. Og det er faktisk opsigtsvækkende. Der er ingen tvivl om, at flyene er det centrale i tegningen. Tegningen virker som en neutral og nærmest skematisk registrering af flyene og deres bevægelser. Og ikke af konsekvenserne af deres handlinger. Gru, rædsler, panik og angst samt stilheden da de er fløjet væk, må vi selv lægge til.


I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
NAZITEGN PÅ FLYET

NAZITEGN PÅ FLYET - Børnetegninger i et historisk perspektiv

Tegning af 10årige Rafael Barber. Udført i perioden 1936-38.
Kilde: Southworth Spanish Civil War Collecion housed in the Mandeville Special Collections Library at UC San Diego.
DA JEG GIK I 1. KLASSE i midten af 1970erne, var der en dreng, der tegnede nazitegn på alle de (mange) fly han tegnede. Og det var ikke, fordi de var de onde. For denne dreng repræsenterede nazisterne de gode!

LÆRERNE HAR GARANTERET IKKE VIDST, hvordan de skulle håndtere det. Og det kan heller ikke have været nemt, dengang i 1970erne, hvor det jo føg om ørene på os med politiske symboler - både det kinesiske flag og hammer&sejl sneg sig ind i mangen et barns tegning. Jeg vidste som 7-årig ikke rigtig, hvad et nazitegn var, men jeg fornemmede at det var forkert.

I 1930ERNE TEGNEDE SPANSKE BØRN også nazi-tegn på flyene i deres Børnetegninger (læs mere her). Det var under den Spanske Borgerkrig fra 1936-39, og vi ved det, fordi en stor samling af børnenes tegninger er blevet bevaret og befinder sig idag bl.a. på Columbia Library.
Børnetegning fra Den Spanske Borgerkrig. Kilde: Columbia Library
DE SPANSKE BØRN var evakueret fra krigszoner og deres lærere opfordrede dem til at tegne deres krigserfaringer. Børnene var i alderen 6 til 14 år, og deres tegninger er idag et enestående og vigtigt historisk dokument om børn og familiers liv, drømme og længsler under krig. Udover at fortælle om disse børn, deres familier og deres situation giver denne samling af Børnetegninger et fantastisk indblik i den spanske borgerkrig.

FLYVEMASKINER er et motiv mange børn gennem især de sidste halvfems år er optaget af i deres tegninger. Dels på grund af det fascinerende at kunne flyve som en fugl og befinde sig højt oppe i luften, dels på grund af de fascinerende teknik og herudover også fordi flyvemaskiner bliver brugt i både hastighedskonkurrencer og i krig.

DE FLYVEMASKINER, der optræder på de spanske børns tegninger, er registreringer af bombefly, som de enten selv har oplevet, har hørt om eller har læst om i aviser. Det er flyvemaskiner, der spreder død og rædsel, og ikke helte. At der er nazi-tegn på nogle af flyvemaskinerne, er en registrering af det faktum at de tyske nazister hjalp den ene side i den spanske borgerkrig. På det tidspunkt var der ikke mange, der forbandt nazi-tegnet med forfølgelserne og udryddelserne af millioner af mennesker.

MEN I 1970ERNE vidste alle voksne jo hvad nazisterne havde stået for og havde gjort, og derfor har det formentlig vakt opmærksomhed, at min klassekammerat tegnet og dyrkede nazi-tegn så åbenlyst. Han kom også i skole iklædt lederhosen, og noget der lignede hitlerjugend-tøj (kan jeg nu se, når jeg husker tilbage). jeg ved ikke om hans børnetegninger er gemt, men de kan ikke bruges som et historisk perspektiv, snarere i et pædagogisk eller psykologisk perspektiv.

BØRNETEGNINGER kan opfattes som historisk dokumentation af levet liv. For at tegningerne kan bruges som historiske kilder, kræver det, at det noteres hvem der har tegnet, hvor gamle de er og hvad de har tegnet. Men når denne information gemmes sammen med tegningerne, bliver de værdifulde og brugbare dokumenter. Mon der stadig findes Børnetegninger fra 2. verdenskrig i Danmark? Det ville være guld værd at samle og udstille dem eksempelvis på det nye Frihedsmuseum?!!


I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs her: Kunstformidlerens undren.

onsdag den 2. december 2015

BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

En barnehånd tegner i sand på en gade.

SOM JEG SKREV IGÅR, kalder jeg alt det børn bygger, former, maler, bygger, tegner og trykker for "Børnetegninger". Min opfattelse er ret rummeligt, men jeg ved godt, at det kan være forvirrende, da mange forbinder ordet 'tegning' med billeder på papir,

IDAG TEGNER ALLE BØRN i Danmark meget! Eller de har muligheden for det. For der tegnes i vuggestuen, i børnehaven, i skolen, på Fritidshjemmet og derhjemme. Det er muligt, at børn idag tegner mindre end børn gjorde for 10 eller 20 år siden, men de tegner stadig meget, og de tegner primært på papir. Man hører ofte forældre stønne over mængden af papir, der slæbes hjem fra institutionerne.

BØRN HAR ALTID TEGNET, men de har ikke altid tegnet på papir, da dette ikke har været lettilgængeligt. Omkring 1500-tallet har det primært været børn i royale/ rige familier (som Christian den 4.), eller kunstnerbørn eller børn i mesterlære (som Albrecht Dürer), der havde adgang til papir. Men det afholdt ikke børnene fra at tegne.

ISAAC WARE (1704-1766) er et godt eksempel på et tegnende barn, der var god til at tegne, selvom han ikke havde øvet sig på papir. Isaac var en skorstensfejerdreng, der tegnede i støvet på gaderne i England. Det fortælles om ham, at hans talentfulde tegninger - som 8årig - på gaderne havde fanget den 3. Jarl af Burlingtons opmærksomhed. Jarlen beslutter at adoptere Ware. Og sådan går det til, at Ware bliver uddannet og sidenhen en af tidens mest indflydelsesrige arkiteketer. Blandt hans bedrifter er, at han oversætter rennæsssancearkitekten Andrea Palladio til engelsk. Og alt dette alene på baggrund af de visuelle evner han som 8-årig demonstrerer i sine tegninger i støvet.

DER ER FORSKERE, DER HÆVDER, at børnetegninger er et produkt af industrialiseringen. I takt med at papir blev billigere og flere derfor fik råd og adgang til det, blev det også mere udbredt at lade børn tegne og mængden af børns tegninger steg. Jeg er ikke helt enig i, at Børnetegningen alene er et produkt af industrisamfundet. Man kan ikke se bort fra, at undervisning, skolegang og etablering af nationale folkeskoler, hvor tegning og tegneundervisning var en vigtig del af pensum, også har spillet en central rolle. Men dette skete jo selvfølgelig også i takt med industrialiseringen.

BØRNETEGNINGER eksisterede også før industrialismen, og før papiret. Børn har altid tegnet - som Ware er et eksempel på. Der findes ingen bevarede børnetegninger fra Oldtiden eller før. Men det betyder ikke, at børn ikke har tegnet. Tegningerne blev bare ikke altid bevaret, sådan som de bliver i vore dage. Men børnene tegnede. Med kul eller kridt eller plantefarver på klipper. Med pinde eller fingre i jord eller støv eller sand. Og hvis de har tegnet bare en brøkdel så meget, som børn idag, er det tons der er taget af tidevand - og tiden!
Tegning i sand


I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 

tirsdag den 1. december 2015

KÆRT BARN MANGE NAVNE

Bankruptcy (1902) af Giacomo Balla. Kilde: Wikiart
I MIN UNDERSØGELSE AF BØRNETEGNINGER er jeg nødt til at begynde ved begyndelsen, det vil sige ved, hvad vi skal kalde børns visuelle frembringelser. Nogle vil måske undre sig over, at det skulle være nødvendigt. Men når man undersøger dette emne, bliver det ret hurtigt meget tydeligt, at der hersker en større begrebsforvirring blandt forskere på området. Forskellige forskere bruger forskellige betegnelser for det samme.

I DANMARK benyttes eksempelvis både 'børns tegninger', 'børnetegninger', 'børnebilleder' og 'børnekunst'. 'Børns tegninger' bliver både brugt i betydningen det børn tegner og i betydningen det børn tegner på papir. Og 'børnekunst' (der er en oversættelse af det rummelige amerikanske begreb 'Child Art') bliver brugt om malerier og figurer børn har malet eller formet, men betegner primært udsmykning og dekoration skabt af voksne med henblik på et børnepublikum.

JEG KALDER alt det børn former, maler, bygger, tegner og trykker for Børnetegninger. Definitionen på en ’Børnetegning’ er generelt, at det er en tegning, som et barn har udført (alder 0 til 18 år). I billedkunsten benyttes begrebet ’tegning’ historisk om todimensionelle billeder, udført på papir eller andre plane overflader (som på Ballas maleri: Grafitti på en mur eller dør) eller ved hjælp af manuelt påført tør farve. ’Tegning’ refererer altså historisk til et konkret og fysisk visuelt produkt.

KUNSTNERE er indenfor de sidste årtier begyndt at tegne digitalt, og at arbejde tredimensionelt, derfor må begrebet 'tegning' - og ligeledes 'børnetegning' - nødvendigvis udvides til ikke at være bundet til en flade eller til en plan flade, og til ikke udelukkende at være todimensionelt. Begrebet ’Børnetegninger’ bruges også som en betegnelse for alt, hvad børn udtrykker visuelt uanset materiale. Det vil sige, at man kan benytte begrebet ’Børnetegninger’ som en samlet betegnelse om børns tegninger, malerier, figurer, collager og grafik - og det er det, jeg gør. Da Børnetegninger er resultatet af en tegneproces, som barnet afslutter med tegningen som det konkrete resultat, betegner begrebet ’børnetegninger’ ofte også selve udførelsesprocessen.

FORSKERNES BEGREBSFORVIRRING skyldes, at forskellige fagområder har beskæftiget sig med Børnetegninger. Det drejer sig om de fire humanistiske discipliner: Historie, psykologi, pædagogik og kunsthistorie. Hertil kommer en femte disciplin, nemlig den kunstakademiske, der til stadighed er optaget af og kritisk beskæftiger sig med Børnetegninger og Børnekunst. Forvirringen bliver ikke mindre af, at de forskellige fagområder er blevet inspireret af hinanden og har 'lånt' fra hinanden.

I KOMMENDE INDLÆG om Børnetegninger vil jeg prøve at trække de sammenfiltrede discipliner fra hinanden, således at det bliver tydeligt, hvad de hver især bidrager med til forståelse og opfattelse af Børnetegninger.


mandag den 30. november 2015

KUNSTFORMIDLERENS UNDREN: Hvad er en børnetegning?

Dreng med tegning af Giovanni Francesco Caroto ca. 1515. Kilde: Castelveccio Museum
DETTE MALERI forestiller et rødhåret barn, der holder en tegning op, som for at vise den til os beskuerne. Måske har barnet portrætteret kunstneren, mens kunstneren portrætterede barnet. Vi ved selvfølgelig ikke, om tegningen virkelig er tegnet af et barn og gengivet af maleren, eller om dét der skal forestille en børnetegning, i virkeligheden er malerens forsøg på at tegne som et barn.

MALERIET FORTÆLLER OGSÅ at børn tegnede tegninger i 1500-tallet. Børn har altid tegnet og malet og formet. Alle disse aktiviteter kalder jeg Børnetegninger. Som kunstformidler har jeg set rigtig mange børnetegninger. Derfor har det altid undret mig, at definitionen på og forståelsen omkring Børnetegninger er så mudret og uklar.

JEG HAR MANGE spørgsmål vedrørende Børnetegninger. Her er foreløbig fem:
  • Er Børnetegninger kunst?
  • Hvordan definerer man en Børnetegning?
  • Hvilke vedtagne opfattelser eksisterer der omkring Børnetegninger?
  • Kan disse 'vedtagne opfattelser' overskrides?
  • Og hvordan kan man formidle Børnetegninger?
Jeg har allerede skrevet en hel del om Børnetegninger (se nedenfor). Men det er disse spørgsmål jeg vil undersøge - her på bloggen - i den kommende måneds tid.


Kunsthistorier om Børnetegninger:
ALLE BØRNETEGNINGER ER MODERNE (Maj 2015)
KUNSTNERNES BØRNETEGNINGER 1: Albrecht Dürer (Juli 2015)
KUNSTNERNES BØRNETEGNINGER 2: Kan man se på en børnetegning, at barnet bliver kunstner? (September 2015)
KAN BØRNETEGNINGER SÆLGE? (November 2015)
BØRNETEGNINGER I ET KOMMUNALPOLITISK LYS (November 2015)




torsdag den 26. november 2015

VENTEVÆRELSER

Albertine i politilægens venteværelse. 1885-87. Af Christian Krogh. Kilde: Nasjonalgalleriet.
VÆRELSER SOM VI VENTER I, er fysiske rum hvor vi møder andre mennesker, uden at kunne kontrollere hvem og hvordan. Medmindre man er syg, kan det være fascinerende at sidde i et venteværelse. Det fremgår også af kunstneren og Urban Sketcheren Róisín Curés fine serie fra ophold i venteværelser, se her.

INSPIRERET AF RÓISÍN CURÉs serie, (hvoraf en af tegningerne pryder forrige Kunsthistorie, læs og se her) har jeg fundet to andre fremstillinger af venteværelser frem. Det ene er ,malet af den norske kunstner Christian Krogh (1852-1925). I "Albertine i politilægens venteværelse" ses et rum fyldt med festligt klædte kvinder. I baggrunden er døren ind til lægen og foran den står en politimand. Foran ham står en kvinde, der skiller sig ud fra de andre kvinder, da hun er klædt i almuetøj. Hun står med siden til, det tørklædeindbundne hoved let bøjet og armene ned langs siderne. Hun ser lidt trykket og måske resigneret ud. Det er Albertine.

DE ANDRE KVINDER i venteværelset ser ikke trykkede ud over at være der. Man kan forestille sig, at der er en snakken og leen, og måske også høj tale i værelset. En kakofoni af lyde, som Albertine ikke bidrager til. Kvinderne er prostituerede, der formentlig har været der før. Men for Albertine er det måske første gang. Hvorfor er hun der? Er det fattigdom, der har ført hende herhen?
Varmehallen i Berlin. 1908. Af Jens Birkholm. 
EN ANDEN FORM FOR VENTEVÆRELSE er denne varmehal fra Berlin malet af Jens Birkholm (1869-1915) i 1908. I "Varmehallen i Berlin" ser vi et rum fyldt med mænd, der sidder på bænke og venter. Jeg tror, at der er stille i dette værelse. Måske kan man høre en stille hvisken og en der mumler en bøn. Men ellers er der stille.

DET ER FATTIGDOM, der har ført dem her hen. De er der for at få varmen, fordi de er fattige og måske ikke har andre steder at gå hen. Den ældre mand i forgrunden syer sine slidte bukser. Manden ved siden af ham sidder og holder om en kasse muligvis fyldt med hans ejendele. Ellers sidder de bare og venter. Venter på at det bliver dag, venter på at de får arbejde, venter på at dø?!

BÅDE KROGH OG BIRKHOLM skildrer fattigdommen i deres malerier. Kroghs maleri ser festligt ud, men det er et socialrealistisk tema - hvad har bragt Albertine til politilægen? Birkholms maleri viser mænd, der er kommet ud på et sidespor i samfundet, og nogle af dem er måske også parkeret der. Det kan der være mange årsager til, men billedet stiller det kritiske og nærmest politiske spørgsmålet: Er dette ok?

VENTEVÆRELSER er stadig fascinerende. Rutebilstationens venteværelse, lægens venteværelse og hospitalets venteværelser rummer fantastiske motiver og fortællinger. Jeg håber, at dagens venteværelser også bliver 'indfanget' og 'fortalt' af tegnere og kunstnere. Måske er der idag en barriere i form af at man skal respektere individets og privatlivets fred. Og det er ikke sikkert, at kunstnerne skulle det på sammen måde, dengang de malede. Hvor går grænsen for privatlivets fred i et venteværelse? Bør man have tilladelse til at male/ tegne, folk der venter? Krogh og Birkholm har formentlig ikke bedt om lov til at male, og måske er deres figurer typer og frit opdigtede. Uanset hvad, glæder jeg mig til at se disse tegninger / malerier.