HELGA WEISSOVA-HOSKAU - Børnetegninger fra Theresienstadt

HELGA WEISSOVA-HOSKAU blev født i Tjekkoslovakiet 1932. I december 1942 interneres hun med sin far og mor i ghettoen Theresienstadt. En dag tegner hun en tegning, og faderen siger til hende, at den er god, men at hun skal tegne livet i lejren. Det gør hun, og det er baggrunden for ca. 32 tegninger og akvareller som hun udfører i lejren melem hendes 11 og 14 år. Faderen dør, men Helga og hendes mor overlever.

HELGAS BØRNETEGNINGER viser livet i ghettoen. Men om de er udført 'on location' eller om de er erindringer vides ikke. Tegningerne viser ankomsten til lejren, vaskerummet, interieur i barakken, madkøen, arbejde, en hemmelig barak koncert og transporten videre. De er på engang enkle og detaljerede. Hun forstår, at skabe et rum for sine mennesker, en slags scene hvor fortællingerne udspiller sig. Hendes arbejde med farverne er meget imponerende, både hendes alder taget i betragtning og manglen på materialer. Det står ikke klart, om Weissova-Hoskau modtog undervisning af Dicker-Brandeis.

Ankomst

Vaskerummet. Helga 12 år.

Interieur i barak

Madkø

Arbejde i lejren

Koncert i barakken

Transport

EN BØRNETEGNING ER både en tegning og en aktivitet. Og i modsætning til voksnes tegninger, tillægger vi det stor betydning at og når en tegning er udført af et barn. For de fleste er en tegning udført af et barn et eksempel på udelukkende positive ting: aktivitet, udfoldelse, registrering, fortælling, udvikling, uskyld, åbenhed, dialog, fremadrettethed, lyst og vilje. Det samme kan måske siges om en voksens tegning. Men forskellen ligger i, at når et barn tegner, er det for de voksne også et sindbillede på det gode liv.

DERFOR BLIVER DET SÅ FORKERT at se Børnetegninger med motiver fra et rædselsfuldt ghetto-liv. Motiver der bygger på barnets egne oplevelser. Oplevelser vi gerne vil forskåne børn fra. En rå realisme der smadrer børnenes uskyld. En ubegribelig og ond virkelighed der gør børn til voksne - alt for hurtigt.

MEN MÅSKE HJÆLPER DET BARNET at have tegnet dét hun har set. De kan ikke bringe det tabte tilbage. De kan ikke hele sårene eller fjernet tabet. Men måske får hun udtrykt noget gennem sine billeder, som hun ikke kan udtrykke med ord. Og måske har det hjulpet hende senere at have tegningerne fra denne periode. Og i hvert fald har de givet hende en mission, nemlig at registrere ghettolivet. Denne mission kan have hjulpet hende til at overleve. Og bagefter vidste hun, at der faktisk var noget hun var god til!

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

NAZITEGN PÅ FLYET

BØRNETEGNINGER FRA DEN SPANSKE BORGERKRIG

BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO
BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO 2
FRIEDL DICKER-BRANDEIS