FRIEDL DICKER-BRANDEIS

Farvestudie fra Billedskolen i Theresienstadt.

HVORFOR GEMTE FRIEDL DICKER-BRANDEIS børnetegningerne udført af børn i Therezienstadts, før hun blev transporteret til Auschwitz? Hvorfor var hun ikke ligeglad med disse? Hvorfor blev det vigtigt for hende, at Børnetegningerne blev bevaret?

Studie af former, med udgangspunkt i en snegl. Tegnet af Josef  Bäuml barn i Theresienstadt.

DICKER-BRANDEIS var jøde. Senere blev hun kommunist. I Wien blev hun fængslet for det sidste. I Prag blev hendes tilværelse langsomt præget af det første, og i 1942 var det årsagen til at hun blev bragt til Theresienstadt.

FRIEDL DICKER-BRANDEIS uddannede sig som kunstner og kunsthåndværker fra 1915 til 1923. Fra 1926 til 1934 samarbejdede hun med Franz Singer i Atelier Singer-Dicker et arkitektur og design studio i Wien. Fra 1934 boede hun i Prag, hvor hun bl.a. underviste østrigske flygtningebørn i billedkunst. Sideløbende med sit arbejde malede hun.

Forhør af Friedl Dicker-Brandeis udført i periode 1934-38. 

I SIN OTTE ÅR LANGE UDDANNELSE, blev Dicker-Brandeis bl.a. undervist af kunstneren og professoren Franz Cizek (1865-1946) på kunsthåndværkerskolen i Wien. Han var meget optaget af børns tegninger, en interesse der kan have bredt sig til hans elever. Cizek var den første kunstner der oprettede deciderede kunstskoler for børn og tog deres kreative udfoldelser seriøst. Cizek indledte undervisningen med dette krav til sine elever: Idag skal I vise mig jeres sjæl.

DICKER-BRANDEIS gik også på Johannes Ittens privatskole i Wien, og da Itten blev ansat på Bauhausskolen i Weimar, fulgte hun ham. På Bauhaus stod Johannes Itten (1888-1967) bl.a. for grundskolekurset, hvor vægten blev lagt på 1) Studiet af naturlige objekter og materialer, 2) Analyse af de gamle mestre og 3) Tegning efter levende model. På Bauhausskolen modtog Dicker-Brandeis desuden undervisning fra Paul Klee. Klee var endnu en af tidens kunstnere, der fandt at Børnetegninger var spændende.

DER FINDES IKKE MANGE KILDER om Friedl Dicker-Brandeis virke som kunstformidler. Men det er et faktum, at hun har været optaget af at få børnene til at udtrykke sig visuelt, og at hun har specialiseret sig i at tilbyde kunstundervisning til flygtningebørn og børn der på den ene eller anden måde var traumatiserede. I et brev fra 1940 skrev hun om sit virke:

"I remember thinking in school how I would grow up and would protect my students from unpleasant impressions, from uncertainty, from scappy learning."

 "Today only one thing seems important - to rouse the desire towards creative work, to make it a habit and to teach how to overcome difficulties that are insignificant in comparison with the goal to which you are striving."

Vi ved også om Dicker-Brandeis, at hun i den begrænsede tilladte baggage til Therezienstadt primært medbragte materialer, så hun kunne begynde med billedskoleaktiviteter for børnene. Desuden ved vi, at hun holdt et foredrag om Børnetegninger i juli 1943 for de andre lærere i ghettoen, samt at hun efterfølgende organiserede en udstilling af børnenes tegninger.

Collage udført i Theresienstadt 1942-44.

DER ER RØSTER, DER HÆVDER, at Dicker-Brandeis ville være blevet en af det 20. århundrede store kunstnere, hvis hun havde fået lov til at leve. Men det kan vi ikke vide. Og måske er det også irrelevant, fordi det får os til at fokusere på noget der aldrig blev, istedet for at fokusere på dét der var.

Efterårsbillede udført af barn fra Theresienstadt 1942-44.

DE 4500 BØRNETEGNINGER der blev gemt, blev tegnet af 660 forskellige børn. Man anslår af 1500 børn kom igennem Therezienstadt i den periode Dicker-Brandeis var der. Hvis hendes virke i Theresienstadt skabte lyspunkter for de 660 af disse børn, så er det en heroisk humanistisk indsats, man altid bør huske hende for.

DER ER FORSKERE der hævder, at Dicker-Brandeis virke som kunstformidler med fokus på børnene, skyldes at hendes egen mor døde da hun var fire år, og at hun selv ønskede sig børn, men aldrig fik det. Denne biografiske vinkel på hendes virke er fagligt reducerende. Hvem siger, at hun ikke netop ønskede at undervise børn i kunst - og at hun så det som sit faglige kald?

PÅ GRUND AF DE SPARSOMME KILDER er det også vanskeligt definitivt at svare på mine indledende spørgsmål: Hvorfor gemte hun tegningerne? Der er dem der mener, at hun regnede med at komme tilbage fra Auschwitz-Birkenau, og at hun så ville udgive en bog om kunstterapi for børn baseret på hendes erfaringer fra Theresienstadt. Det er bestemt en mulighed. Og det ville da være dejligt, hvis hun tog afsted med en forestilling om at komme tilbage. Men, efter to år i Theresienstadt, og efter flere mennesketransporter væk fra Ghettoen, hvordan kan hun så have troet, at hun ville vende tilbage?!

Akvarel udført af barn i Theresienstadt. 1942-44.

JEG TROR at hun gemte tegningerne, fordi hun mente at de var værdifulde. Ikke som historiske dokumenter om overgreb på uskyldige, men som beviser på, hvordan man kan få børn til at lære at udtrykke sig visuelt, og hvordan disse børn igennem dette visuelle sprog kunne udtrykke sig om deres problemer, deres angst og sorg samt deres håb og drømme.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

NAZITEGN PÅ FLYET

BØRNETEGNINGER FRA DEN SPANSKE BORGERKRIG

BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO
BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO 2