 |
| Alle var sultne, af Liona Franklova, 10 år. Tegnet mellem 1941 og 1944. Kilde: Terezín. |
DISSE CENTRALE SPØRGSMÅL melder sig hos mig, hver gang jeg ser på en børnetegning. Når jeg eksempelvis ser på denne børnetegning (øverst), og for et øjeblik ser bort fra min viden om den og barnet, der har udført den, så ser jeg faktisk en hel anden fortælling udfolde sig på papiret.
JEG SER EN KONGE, der sidder på en trone. Han er stor og tyk, og både isoleret fra og hævet over de andre. Desuden har han noget på hovedet, der ligner en krone. På den ene side (til højre) står hoffolket på rad og række. De står på samme måde, og jeg forestiller mig, at de alle gør hvad kongen befaler, og at ingen af dem tør gøre noget andet end de andre. På den anden side bukker en undersåt dybt og underdanigt for ham. Foran kongen og hoffet er en scene, hvor tre dansere underholder. Jeg tror, at de er dansere, fordi den ene har hænderne i luften og kjole på, og under dem markerer vertikale streger et andet underlag end det hvor kongen er.
DENNE LÆSNING AF BØRNETEGNINGEN er både langt fra og alligevel ikke langt fra 'sandheden'. For selve magtforholdet mellem maduddeleren/ soldaten/ 'kongen' og og de sultne/ 'hoffet' er jo korrekt. Han/ hun bestemmer, de er sultne og de er nødt til at gøre, som maduddeleren vil/ 'befaler'. Og 'underholdningen' i forgrunden har måske moret soldater/ fangevogtere, men bestemt ikke kvinden med hænderne i vejret/ danseren eller de andre sultne.
DEN 10ÅRIGE PIGE, der udførte tegningen, kaldte den "Vi var Sultne". Og den beskriver hverdagslivet i den jødiske ghetto Terezín. "Vi var sultne" er både en tilstand og en forklaring. Måske har hun tegnet tegningen på baggrund af en særlig slem hændelse. Måske er de kommet op og skændes i køen til maden, måske har de stjålet mad og en eller flere er blevet straffet. Og efterfølgende har hun tegnet situationen. Det er muligt, at hun blevet opfordret til at tegne hændelsen, men det er også muligt at hun har tegnet det af sig selv.
NÅR MAN IKKE KENDER eller vælger at se bort fra den sammenhæng denne børnetegning er tegnet i, er det en fin tegning, der enkelt har fanget en scene. Det er en dygtig registrering af magtfordelingen mellem figurerne, og tegningen rummer en god fortælling. Men når man kender historien, og man ved, hvad det er tegningen viser, bliver den rædselsfuld. Altså ikke 'rædselsfuld' i forståelsen at det er en dårlig tegning, men 'rædselsfuld' i betydningen ubærlig at se på. Hele denne samling af ca. 4500 Børnetegninger er et eksempel på noget, vi helst ikke vil huske, men som vi som samfund alligevel mener, at det er vigtigt at huske. En form for negativ kulturarv.
DEN SITUATION EN BØRNETEGNING er tegnet og opstået i samt den ydre sammenhæng den indgår i, er væsentlige, når man vil forstå Børnetegninger. Et eksempel på hvor forkert, man kan forstå en Børnetegning, kan ses og læses i denne Kunsthistorie for børn.
DET ER EN STÆRK TEGNING, og det ville den også være, hvis den var udført af en voksen. Men det betyder noget helt særligt, at det er et barn, der har registreret, oplevet og tegnet denne oplevelse. Af børn og fulde folk, skal man som bekendt høre sandheden, fordi de efter sigende ikke har noget hensynsheds-filter. Hverken børn, fulde folk eller andre voksne burde opleve denne gru, og når man ved, at det er et barn, der har oplevet det, bliver uretfærdigheden, den manglede ansvarlighed, fraværet af normal opførsel, magtmisbruget samt følelsen af magtesløshed forstørret.
I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne.
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
Ingen kommentarer:
Send en kommentar