HERBERT BAYER

Herbert Bayer: Selvportræt, 1932.

Herbert Bayer: Glasøjne, 1928.

Herbert Bayer (1900-1985) var en østrigsk-født kunstner. Han var elev og blev sidenhen lærer på Bauhaus skolen i Dessau. Designede Det Universelle Alfabet (1925), og opfattes idag som ophavsmanden til moderne typografi. Men Bayer arbejdede - som alle Bauhaus elever og lærere - tværmedialt og designede møbler, malede murmalerier, fotograferede og skabte spændende fotomontager.

Herbert Bayer: det universelle alfabet (1925).

Bayer var gift med den amerikansk-fødte fotograf Irene Angela Hecht (1898-1991) fra 1925-28. Hun blev efter mødet med Bayer også elev på Bauhaus-skolen, og hun har formentlig hjulpet ham med at udvikle sit fotografi og de ret originale fotomontager. 

Herbert Bayer: The Lonely Metropolitan, 1932.

Fotomontage af Herbert Bayer, u.å.

På grund af det politiske klima emigrerede Bayer til USA i 1938, hvor han kom til at virke som designer og arkitekt. Han blev leder designafdelingen på The Container Coorporation of American i 1956. Men han holdt ikke op med at skabe kunstværker eller med at advokere for Bauhaus-skolen og dens arv.

Herbert Bayer: In search of times past. Fotomontage fra slutningen af 1950erne.

Herbert Bayer: Billions of powdered eggs,

DANCING QUEEN - LAVINIA SCHULZ

I BEGYNDELSEN AF DET 20.ÅRHUNDREDE fandtes mange små kabaretter og teaterscener i Europas storbyer. På disse scener optrådte både Futuristerne og Dadaisterne. Og både Picasso og Chagall og mange andre kunstnere skabte kostumer og scenografier til ballet-forestillinger. I Tyskland skabte danseren og koreografen Lavinia Schulz (1896-1924) fantastiske, sprudlende, skulpturelle og særprægede kostumer. Hun var bl.a. inspireret af insekter og afrikanske masker.

I BERLIN SKABTE LOTHAR SCHREYER den ekspressionistiske teaterscene Stormbühne, hvor blandt andre Lavinia Schulz optrådte. Fra 1919 til 1921 ledede Schreyer Kampfbühne i Hamborg, og Schulz flyttede med, I 1921 hentede Walter Gropius (lederen af Bauhaus skolen i Weimar) Schreyer til Bauhaus for at lede teaterværkstedet. Schulz fulgte ikke med.

LAVINIA SCHULZ var dedikeret til dans og dansens verden. Hun skabte kostumerne til sig selv og sin partner Walter Holdt. Efter Hamborg dansede de på forskellige scener, og levede fra hånden til munden. de havde ingen formue, ejede ingen møbler, og var så opslugte af dans, at de begyndte kun at gå rundt i tricot, så de lige kunne springe ud i en dans, eller springe til i en forestilling. Det må have været et hårdt liv, og måske var der både alkohol og stoffer involveret. Det endte desværre tragisk med, at Schulz skød Holdt og derefter sig selv i 1924.

MEN HENDES FANTASIFULDE KOSTUMER lever stadig. I 2015 viste Schirn Kunsthalle en udstilling med alle de kvindelige kunstnere der var involveret i ekspressionismen, galleriet Storm og miljøet omkring (læs mere her). Lavinia Schulz var en af dem. Nedenfor kan du se flere af hendes kostumer:

ALVORLIG LEG MED FORM OG FARVE

Josef Albers: Homage to the Square (La Tehuana), (1951)

MÅNEN HAR DEN FARVE, MÅNER SKAL HAVE - det ved de fleste mennesker. Mange ved også, at farver opfattes forskelligt fra person til person. Men ikke mange ved, at man kan ændre oplevelsen af en farve blot ved at sætte den sammen med forskellige farver. Dét vidste Josef Albers. Og det fænomen legede han seriøst med frem til sin død, blandt andet i serien Hyldest til Kvadratet,

IDAG ER DET Josef Albers fødselsdag, og han skal selvfølgelig hyldes! Albers blev født i Tyskland i 1888 og døde i USA i 1976. Han studerede på Bauhausskolen i Weimar, og blev efter studietiden ansat som Mester (professor) på skolen. Grundlæggeren af skolen arkitekten Walter Gropius (1883-1969) havde et ønske om at skabe en uddannelsesinstitution, hvor det kunsthåndværksmæssige og det kunstneriske smeltede sammen. Derfor ansatte han i hvert af skolens værksteder både en mester for form (kunstneren) og en mester for håndværk. Albers virkede som mester for håndværk, og arbejdede især tæt sammen med Paul Klee (1879-1940).

ALBERS VAR LÆRER PÅ BAUHAUS frem til 1932. I 1933 emigrerede han sammen med sin hustru kunstneren Anni Albers til USA, hvor han blev ansat på Black Mountain College (1933-1949) - og fik en stor indflydelse på yngre kunstnere, som f.eks. Robert Rauschenberg og Cy Twombly.

ALBERS skrev klassikeren "Interacting Colours" (1963) i USA,om farver og deres indflydelse på oplevelsen af hinanden - en bog der stadig udgives og læses årtier efter hans død. Albers tog eksempelvis to ligestore lysebrune kvadrater og lagde dem på to forskelligt farvede baggrunde. Og de to lysebrune kvadrater så helt forskellig alt efter om de lå på en blå baggrund eller en mørkebrun baggrund. På den blå baggrund ser kvadratet mørk ud, og på den brune baggrund ser det lyst ud. Og ikke nok med det. På den blå baggrund, ser det ud som det er, at det lille kvadrat ligge rovenpå. Men på den mørkebrune baggrund, ser det ud som om kvadratet ligger bagved, og der opstår en rumlig effekt.

I Danmark kan Albers værker opleves i Louisianas samling. I Annie og Josef Albers navn er oprettet en fond, der blandt andet støtter forskellige humanitære projekter rundt om i verden, samt billedkunstnere. De tilbyder også forsknings/arbejdsophold i ægteparret Albers bolig, og man kan læse mere om mulighederne her.

BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO - Børnetegningen i historisk perspektiv

Alle var sultne, af Liona Franklova, 10 år. Tegnet mellem 1941 og 1944. Kilde: Terezín.

DENNE TEGNING er tegnet af den 10årig pige, Liona Franklova. Den er meget enkelt tegnet. Figurerne er tændstiks mænd og kvinder med tøj på. Øverst er en kæmpestor spand eller beholder. Den er fyldt med noget og en figur står bag beholderen. Ved siden af spanden står en række figurer med kjoler og bukser. De har alle noget i den ene hånd, som de peger på med den anden. Fire andre figurer er også tegnet ind på papiret. En af de forreste rækker hænderne i vejret. Vi ved ikke, om hun bliver truet eller om hun er desperat. Tegningen hedder "Alle var sultne"!

DET ER NETOP DESPERATIONEN, man tænker på, når man ser på denne Børnetegning. For den er tegnet af et barn, der befandt sig i den jødiske ghetto Terezín (Therezienstadt) under 2. Verdenskrig. Forholdene i ghettoen har vi efterfølgende lært, var ubeskriveligt rædselsfulde og umenneskelige. Og for mange af de mennesker, der kom til Terezín, blev det sidste stop før koncentrationslejrene og døden. Man skønner af ud af de ca. 15.000 børn, der kom dertil, overlevede kun ca. 132.

KUNSTNEREN Friedl Dicker-Brandeis (1898-1944) organiserede billedkunstundervisning for børnene i lejren. I Børnetegningerne viser børnene ikke kun det uhyrlige, men også det 'almindelige' lejrliv, deres erindringer om det liv de havde før lejren, fantasier med prinser og prinsesser, samt drømme om hvad der skal ske. Og igen takket være Dicker-Brandeis blev 4.500 af børnenes tegninger gemt og efter krigen fundet igen. Dicker-Brandeis overlevede ikke selv. Da hendes mand blev transporteret til koncentrationslejr, meldte hun sig selv til den næste transport for at være sammen med ham. Hun overlevede ikke. Men samlingen af Børnetegninger kan ses på Det Jødiske Museum i Prag.

TEGNINGERNE VIDNER OM en undervisning, hvor tegning blev opfattet det helt centrale og som som en nøgle til al visuel  kommunikation. Desuden har undervisningen også haft en terapeutisk virkning på børnene, så de kunne om ikke forstå, så i hvert fald blive bedre rustet til at håndtere det barske ghetto-liv.

DICKER-BRANDEIS var blevet uddannet af både den navnkundige østrigske kunster og - især - billedkunstlærer Frans Cízek, samt kunstneren Johannes Itten, før hun kom til den tyske Bauhaus skole og blev uddannet som maler, designer og scenograf. Det hun gjorde med og for børnene i Terezín overstråler dog alt andet, hun nåede i sit korte liv.

"These drawings are a poignant reminder of the tragic fate of Bohemian and Moravin jews during the Second World War. Only a few of the Terezin children survived; The vast majority were deported to Auschwitz where they were exterminated. In many cases, these pictures are all that is left to commemorate their lives. Without them their names would be forgotten." (Tekst fra det Jødiske Museum i Prag)

I DETTE CITAT står der direkte, at samlingen af Børnetegninger fra Terezin Ghettoen vil huske os på jødernes tragiske skæbne under 2. Verdenskrig, og at tegningerne vil sørge for, at de involverede individer aldrig glemmes. Vi læser gruen ind i dem, og også vores viden om alt det der ikke er med i tegningerne. Vi bestemmer, hvad vi ser. Tegningerne illustrerer vores historiske viden.

Tegning fra Terezin 1942-44, af Helga Hoskau-Weissovaj (f. 1929).

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR
NAZITEGN PÅ FLYET