VENTEVÆRELSER

Albertine i politilægens venteværelse. 1885-87. Af Christian Krogh. Kilde: Nasjonalgalleriet.

VÆRELSER SOM VI VENTER I, er fysiske rum hvor vi møder andre mennesker, uden at kunne kontrollere hvem og hvordan. Medmindre man er syg, kan det være fascinerende at sidde i et venteværelse. Det fremgår også af kunstneren og Urban Sketcheren Róisín Curés fine serie fra ophold i venteværelser, se her.

INSPIRERET AF RÓISÍN CURÉs serie, (hvoraf en af tegningerne pryder forrige Kunsthistorie, læs og se her) har jeg fundet to andre fremstillinger af venteværelser frem. Det ene er ,malet af den norske kunstner Christian Krogh (1852-1925). I "Albertine i politilægens venteværelse" ses et rum fyldt med festligt klædte kvinder. I baggrunden er døren ind til lægen og foran den står en politimand. Foran ham står en kvinde, der skiller sig ud fra de andre kvinder, da hun er klædt i almuetøj. Hun står med siden til, det tørklædeindbundne hoved let bøjet og armene ned langs siderne. Hun ser lidt trykket og måske resigneret ud. Det er Albertine.

DE ANDRE KVINDER i venteværelset ser ikke trykkede ud over at være der. Man kan forestille sig, at der er en snakken og leen, og måske også høj tale i værelset. En kakofoni af lyde, som Albertine ikke bidrager til. Kvinderne er prostituerede, der formentlig har været der før. Men for Albertine er det måske første gang. Hvorfor er hun der? Er det fattigdom, der har ført hende herhen?

Varmehallen i Berlin. 1908. Af Jens Birkholm. 

EN ANDEN FORM FOR VENTEVÆRELSE er denne varmehal fra Berlin malet af Jens Birkholm (1869-1915) i 1908. I "Varmehallen i Berlin" ser vi et rum fyldt med mænd, der sidder på bænke og venter. Jeg tror, at der er stille i dette værelse. Måske kan man høre en stille hvisken og en der mumler en bøn. Men ellers er der stille.

DET ER FATTIGDOM, der har ført dem her hen. De er der for at få varmen, fordi de er fattige og måske ikke har andre steder at gå hen. Den ældre mand i forgrunden syer sine slidte bukser. Manden ved siden af ham sidder og holder om en kasse muligvis fyldt med hans ejendele. Ellers sidder de bare og venter. Venter på at det bliver dag, venter på at de får arbejde, venter på at dø?!

BÅDE KROGH OG BIRKHOLM skildrer fattigdommen i deres malerier. Kroghs maleri ser festligt ud, men det er et socialrealistisk tema - hvad har bragt Albertine til politilægen? Birkholms maleri viser mænd, der er kommet ud på et sidespor i samfundet, og nogle af dem er måske også parkeret der. Det kan der være mange årsager til, men billedet stiller det kritiske og nærmest politiske spørgsmålet: Er dette ok?

VENTEVÆRELSER er stadig fascinerende. Rutebilstationens venteværelse, lægens venteværelse og hospitalets venteværelser rummer fantastiske motiver og fortællinger. Jeg håber, at dagens venteværelser også bliver 'indfanget' og 'fortalt' af tegnere og kunstnere. Måske er der idag en barriere i form af at man skal respektere individets og privatlivets fred. Og det er ikke sikkert, at kunstnerne skulle det på sammen måde, dengang de malede. Hvor går grænsen for privatlivets fred i et venteværelse? Bør man have tilladelse til at male/ tegne, folk der venter? Krogh og Birkholm har formentlig ikke bedt om lov til at male, og måske er deres figurer typer og frit opdigtede. Uanset hvad, glæder jeg mig til at se disse tegninger / malerier.

VILD MED AT TEGNE: URBAN SKETCHERS

Venten..! Tegning udført af Róisín Curé

I EN PERIODE skulle Den irske kunstner Róisín Curé ofte følge et familiemedlem til og fra undersøgelser på hospitalet. Da hun havde en times ventetid der, brugte hun den på at tegne omgivelserne. Det blev en tegnet reportage af stemningen på det sted, netop da hun var der. En atmosfære indfanget med papir, pen og akvarel.

RÓISÍN CURÉs skitse af venteværelset (ovenfor), med dette på een gang rædselsfulde og opfindsomme legemøbel, er så genkendeligt. Møblet der med sine glade farver lægger op til leg og glæde, synes påtrængende i et venteværelse hos en læge eller på et hospital. Der er en uoverensstemmelse mellem møblet (og alt andet legetøj) og venteværelsets øvrige udstyr. Curé har fremhævet dette, ved at farvelægge møblet, men lade resten af rummet fremstå sort på hvidt. Det fremgår tydeligt af  de tegnede ben, at det ikke er et barn, der sidder og venter.

I FORRIGE KUNSTHISTORIE SKREV JEG om tegne-tendenserne Doodles og tegnebøger til voksne (læs mere her). Et andet tegnefænomen der har grebet om sig indenfor de seneste par år, er Urban Sketching. Det begyndte som en gruppe tegnende journalisters måde at indfange livet omkring sig på. 'Livet' forstået som det levedes her og nu i storbyen Seattle i USA. Det udviklede sig til et tegnefællesskab, hvor man mødtes og tegnede sammen og bagefter fremviste sine skitser for hinanden og andre. Fænomenet spredte sig først over hele USA, og siden til hele verden. Idag er Urban Sketching en global trend med blogs, Facebook-sider samt grupper af urbane tegnere i byer over hele kloden, der mødes til specielle træf, tegner og udveksler tegninger. Men det er ikke et nyt fænomen, at kunstnere tegner byen.

BYENS LIV har i århundreder været en særlig genre i malerkunsten. Det er en genre med motiver der spænder fra direkte at gengive byens arkitektur, transportsystem, lys og stemninger over at gengive byens mennesker og deres aktiviteter, liv og fortællinger til at beskrive den urbane måde at leve på med eksempelvis fokus på fællesskab, ensomhed, flygtighed, travlhed, isolation, udstødthed og venten.

"New York" af George W. Bellows (1911). Kilde: Wikipedia

I DANMARK KENDER VI GENREN fra kunstnere som Martinus Rørbye, Paul Fischer og Erik Henningsen samt i nyere tid Niels Strøbek og Allan Otte. I Frankrig gjorde impressionisterne sig til specialister i at male livet i Paris, eksempelvis Monet, Renoir og Pissarro. I USA var det Ashcan gruppen med bl.a. John Sloan og George Bellows, der gjorde sig til eksperter i det urbane maleri og i hælene på dem fulgte bl.a. Edward Hopper. I Italien  blev byens liv et kendetegn for Futuristerne, og i Tyskland tegnede Otto Dix og Georg Grosz byens til tider groteske liv på gader og cafeer i Berlin. Det er en genre, der både viser arkitektur og folkeliv, er stedsspecifik og folkelig, romantisk og realistisk, anekdotisk og dokumentarisk, fysisk og mental.

MEN MED TIDEN, og muligvis i takt med den abstrakte kunsts indtog på kunstscenen, udfasedes genren fra kunstens forreste rækker. Men genren har altid stået og står stadig et større publikums hjerte nært, hvilket også - i Danmark - de senere årtiers store interesse for eksempelvis Paul Fischer og brødrene Henningsens malerier har vist. Men det gælder ikke kun i Danmark.

HVAD ER SÅ FORSKELLEN mellem kunstnernes malerier og Urban Sketching? Forskellen er bl.a. at skitserne er til privat brug. De urbane tegneres skitser skabes på stedet og uden tanke for et publikum eller et salg. De er både en registrering af stedet og e dokumentation af at tegneren var dér. De urbane skitser udføres indenfor en tidsafgrænset periode. Tegnerne vender ikke tilbage og arbejder videre på skitserne en anden dag. Når de er færdige, er de færdige.

MEDLEMMERNE lægger ikke op til, at deres skitser betragtes som kunst, på trods af at flere af dem er kunstnere. Der arrangeres fælles tegnearrangementer, hvor grupperne bevæger sig sammen rundt i byen og tegner, og bagefter lægges tegningerne ud på blogs, Facebook, Instagram og Flickr.
Urban sketching handler ikke om at skabe kunst, men om at tegne og om at dele. Se eksempler på Facebook-gruppen Urban Sketchers her.

DE URBANE TEGNERE udtrykker forskellige bevæggrunde for, at de tegner byen og byens liv. Nogle medlemmer ønsker at genfinde glæden ved og lysten til at tegne (Thomas Björnsson, København), andre udtaler at det får dem til at sætte farten ned og virkelig se (Ea Ejersbo, Århus), og andre fremhæver det afslappende ved at kunne lukke alt andet ude og fordybe sig i at tegne ( Róisín Curé, Galway).

Venten...! Skitse til "Nighthaws" (1942) af Edward Hopper. 

MAN KAN JO DISKUTERE hvad det urbane er hos flere af disse Urban Sketchers, da det ikke kun er høje eller mange huse, der tegnes. Det er al slags arkitektur og alle slags mennesker, de tegner. Og både indenfor og udenfor. Deres fokus er måske ikke så meget på motivet, som på tegneprocessen. Det urbane er jo idag den måde vi lever på og sammen, de fleste steder på kloden. En del af det urbane er bevægelse, strømme - flux. En modvægt til dette er at stoppe op. At holde en pause. Pausen kan være mere eller mindre frivillig. En mere eller mindre ufrivillig pause opstår når man venter, hvad enten det er på en bus, i en café eller i et venteværelse. Man gør den frivillig ved at omdanne den til 'tid til at tegne'.

LYSTEN TIL AT TEGNE har bredt sig. Tegning er blevet en ventil, en port ind til en verden uden krav. En introvert aktivitet. Róisín Curé forklarer i et blogindlæg, hvordan det beroliger hende at kunne lukke sin verden ude og bare lade sig opsluge af at se på dét, der er lige omkring hende - og tegne det. Sidst i sit indlæg, konkluderer Curé: "Hospital + sketching = calmer me".

Læs hele Róisín Curés indlæg her.

Se Róisín Curés webside her.