FELIX VALLOTTON

FÉLIX EDOUARD VALLOTTON var en schweizisk/ fransk kunstner, der både arbejdede med grafik og maleri. Han blev født i Schweiz, men søgte og fik i 1899 fransk statsborgerskab. Vallotton var en del af kunstnergruppen Les Nabis sammen med blandt andre Édouard Vuillard, Maurice Denis og Pierre Bonnard. 

Felix Vallotton: Gertrude Stein, 1907.

VALLOTTON malede flere portrætter, blandt andet et af Gertrude Stein. Hans motivkreds var mangeartet og det samme gjaldt hans stil, der strakte sig over impressionistiske modelstudier, nærmest karikerede eller naivistiske gadescener og symbolistiske krigsbilleder. Et rigt æuvre, det bstemt er værd at se nærmere på.

Felix Vallotton: Gadehjørnet, 1895. Olie på lærred.

FOLKELIVET som det udspillede sig på markedet, i gaderne, på stranden og i det hele taget i det offentlige rum, var et yndet motiv for Vallotton i 1890erne. Billederne er fyldt med folkeliv og fortællinger og kan virke både naivistiske og karikerede. Han kan i disse motiver minde en smule om danske J.F. Willumsens tidlige værker.

Felix Vallotton: På markedet, 1895. Olie på lærred.

GRAFIKKEN var et af de områder, Vallotton brillerede på og var mest kendt for i sin samtid. Man kan undre sig over, hvor lidt opmærksomhed grafik egentlig får idag, men på Vallottons tid var det stort. Og Vallotton var en af de dygtigste. Som i Familie fra 1899, hvor mand og kone sidder med hver deres avis og med ryggen mod hinanden og er sammen hver for sig. Egenlig ikke så anderledes fra vore dages familier der er sammen med hver deres telefon/ Ipad eller computer.

Felix Vallotton: Familie, 1899.

Felix Vallotton: Manifestationen, 1893.

Felix Vallotton: Bistroen, 1895.

VALLOTTON MALER OGSÅ EN RÆKKE INTERIEURMOTIVER, der er anderledes seriøse i deres grundtone. De er ikke så karikerede, og der er et større fokus på lys og materialegengivelse. Teknisk virker de meget mere forfinede. I Sovende kvinde fra 1899 skildrer han mesterligt tapetet, uldtæppet og det skinnende silke-sengetæppe. I Kvinde der søger i et skab fra 1901, er han optaget af at fange lyset i mørket.

Felix Vallotton: Sovende kvinde, 1899. Olie på lærred.

Felix Vallotton: Kvinde der søger i et skab, 1901.

VED 1. VERDENSKRIGS UDBRYD, meldte Vallottons sig til den franske hær. Men han blev afvist, fordi man mente han var for gammel. Krigen optog ham, og i 1917 malede han et maleri der opsummerer dramaet ved kamphandlingerne i slaget ved Verdun. Man ser ild, røg, tåge og mørke. Et helvede af smukke krydsende stråler. Et næsten kubististisk inferno.

Felix Vallotton: Verdun, 1917.

ANDERLEDES ROLIGT er parkmotivet med lystrålen, der rammer det rød-gyldne efterårsløv i Strålen fra 1913. I flere malerier udforsker Vallotton solens stråler og lysets fald på himmel og skyer. Det er både det dæmpede aftenlys, solen der bryder frem efter regnvejr samt solen der stiger og spreder 'guld på sky' og går ned igen i forunderligt lys og farvehav. Disse motiver virker overvældende og overdrevne. Men det er ikke det overnaturlige eller guddommelige, han søger at skildre. Uden kamera søger han at fastholde det korte øjeblik, hvor naturen og verden bades i solens lys og alting forandrer farve. Det er naturens farver - og det er kun et øjeblik, så er det slut og alt bliver mørkt.

Falix Vallotton: Strålen, 1913.

Felix Vallotton: Solnedgang, 1910.

VENTEVÆRELSER

Albertine i politilægens venteværelse. 1885-87. Af Christian Krogh. Kilde: Nasjonalgalleriet.

VÆRELSER SOM VI VENTER I, er fysiske rum hvor vi møder andre mennesker, uden at kunne kontrollere hvem og hvordan. Medmindre man er syg, kan det være fascinerende at sidde i et venteværelse. Det fremgår også af kunstneren og Urban Sketcheren Róisín Curés fine serie fra ophold i venteværelser, se her.

INSPIRERET AF RÓISÍN CURÉs serie, (hvoraf en af tegningerne pryder forrige Kunsthistorie, læs og se her) har jeg fundet to andre fremstillinger af venteværelser frem. Det ene er ,malet af den norske kunstner Christian Krogh (1852-1925). I "Albertine i politilægens venteværelse" ses et rum fyldt med festligt klædte kvinder. I baggrunden er døren ind til lægen og foran den står en politimand. Foran ham står en kvinde, der skiller sig ud fra de andre kvinder, da hun er klædt i almuetøj. Hun står med siden til, det tørklædeindbundne hoved let bøjet og armene ned langs siderne. Hun ser lidt trykket og måske resigneret ud. Det er Albertine.

DE ANDRE KVINDER i venteværelset ser ikke trykkede ud over at være der. Man kan forestille sig, at der er en snakken og leen, og måske også høj tale i værelset. En kakofoni af lyde, som Albertine ikke bidrager til. Kvinderne er prostituerede, der formentlig har været der før. Men for Albertine er det måske første gang. Hvorfor er hun der? Er det fattigdom, der har ført hende herhen?

Varmehallen i Berlin. 1908. Af Jens Birkholm. 

EN ANDEN FORM FOR VENTEVÆRELSE er denne varmehal fra Berlin malet af Jens Birkholm (1869-1915) i 1908. I "Varmehallen i Berlin" ser vi et rum fyldt med mænd, der sidder på bænke og venter. Jeg tror, at der er stille i dette værelse. Måske kan man høre en stille hvisken og en der mumler en bøn. Men ellers er der stille.

DET ER FATTIGDOM, der har ført dem her hen. De er der for at få varmen, fordi de er fattige og måske ikke har andre steder at gå hen. Den ældre mand i forgrunden syer sine slidte bukser. Manden ved siden af ham sidder og holder om en kasse muligvis fyldt med hans ejendele. Ellers sidder de bare og venter. Venter på at det bliver dag, venter på at de får arbejde, venter på at dø?!

BÅDE KROGH OG BIRKHOLM skildrer fattigdommen i deres malerier. Kroghs maleri ser festligt ud, men det er et socialrealistisk tema - hvad har bragt Albertine til politilægen? Birkholms maleri viser mænd, der er kommet ud på et sidespor i samfundet, og nogle af dem er måske også parkeret der. Det kan der være mange årsager til, men billedet stiller det kritiske og nærmest politiske spørgsmålet: Er dette ok?

VENTEVÆRELSER er stadig fascinerende. Rutebilstationens venteværelse, lægens venteværelse og hospitalets venteværelser rummer fantastiske motiver og fortællinger. Jeg håber, at dagens venteværelser også bliver 'indfanget' og 'fortalt' af tegnere og kunstnere. Måske er der idag en barriere i form af at man skal respektere individets og privatlivets fred. Og det er ikke sikkert, at kunstnerne skulle det på sammen måde, dengang de malede. Hvor går grænsen for privatlivets fred i et venteværelse? Bør man have tilladelse til at male/ tegne, folk der venter? Krogh og Birkholm har formentlig ikke bedt om lov til at male, og måske er deres figurer typer og frit opdigtede. Uanset hvad, glæder jeg mig til at se disse tegninger / malerier.