HVAD GØR MAN hvis man føler, at omverdenen synes at man er dum i betydningen ikke-klog, uintelligent og svagt begavet? Enten resignerer man og giver dem ret i at man er dum. Eller man gør ALT hvad man kan for at lade dem forstå, at de tager fejl.
PÅ UDSTILLINGEN IM NOT STUPED viser Gudrun Hasle (f. 1979) hvor hårdt det er at kæmpe mod og ikke at give op. Det er igen kunstnerens dysleksi der er i centrum. Hasle viser at dysleksi er et handikap og som med så mange andre handikaps er det rigtig vanskeligt at leve med i hverdagen. Vi oplever hendes irritation og tårer – i hendes eget køkken. Vi kommer igen RIGTIG tæt på.
EN SERIE AF FOTOGRAFIER viser en smuk skolebygning fra flere vinkler. Den ser hyggelig og solbeskinnet ud med grønne træer og blå himmel – lige præcis den slag skole man gerne selv gik på eller ville sende sine børn til: Rødkilde skole. Men i denne sammenhæng er det helvedets skole – eller det var det for kunstneren. Men man kan ikke se det, for overfladen er pæn.
VÆRKERNE på udstillingen viser os også hvilken forbandelse det er at have et handikap, som andre ikke kan se. Der løftes et lille flig for den frustration man udsættes for, når alle tror at hendes problemer skyldes dovenskab og ugidelighed. En række broderede tekster beskriver hvad der er det værste ved at være dyslektisk. Det er korte tekster der er skåret helt ind til benet og de gør ondt at læse, for læseren rammes af uretfærdigheden: Det værste er at man ikke kan se kunstfilm på et sprog man ikke kan forstå. Eller at man må droppe at holde kontakte med udenlandske venner, da mest kontakt over lange afstande er skriftlig.
KUNSTNEREN har også fotograferet sin bogreol. Når man er færdig med at snage i hvad hun har læst og hvad hun har af spændende sager, så står reolen jo som et bevis på udstillingens titeludsagn: Jeg er ikke dum. For har man læst de bøger, så ved man jo noget. Men samtidig er det også sørgeligt at man hele tiden skal overbevise hele verden og - vigtigst af alt - sig selv om, at man ikke er dum.
DET ER EN STÆRK udstilling, der efterlod denne besøgende med en tristhed og en harme. For udstillingen fortæller også om et skolesystem der ikke er i stand til at passe på sårbare børn og unge. Og alle dansklærer bør se denne udstilling. Men igen - som i sine tidligere udstillinger - løfter Gudrun Hasles personlige problemer sig op og over i en mere eksistentiel kontekst og handler om alle menneskers usikkerhed og om hvordan omgivelserne tackler den.
OPHÆNGNINGEN af udstillingen er formel og upersonlig og skaber dermed en skarp kontrast til alle de frustrede følelser der ligger i værkerne. Diskrepansen mellem overflade og indhold er et ekko af fotografierne af skolen og hele dysleksi-problematikken – hvilket er ret gennemført og meget flot!
MIT YNDLINGSVÆRK på udstillingen er bogreolen, men den får mig også til at tænke på digteren Per Højholt der gav det gode råd at man ikke skal tære på hovedstolen. Man kan ikke lade være med at blive bekymret for om Gudrun Hasles tilsyneladende hudløse ærlighed tærer for meget på hendes hovedstol.
LÆS MERE OM UDSTILLINGEN HER: http://www.genbib.dk/forside/det_sker/udstillinger/traneudstilling_-_gudrun_hasle_im_not_stupet
Ingen kommentarer:
Send en kommentar