søndag den 11. september 2011

Dagens Kunsthistorie: GØJE ROSTRUP




DA JEG VAR BARN, syntes jeg, at det bedste i cirkus var, hvis der var børn med i numrene: børneklovne, børneakrobater, børnetryllekunstnere og børnecirkusdirektører. Helst skulle de gøre grin med de voksne ditto. Så grinte man højt og længe! Indimellem optrådte også børn med dyr: hunde eller søløver - eller børn på heste.

Det var altid smukke børn i grønne pailletbesatte buksedragter, der bevægede sig elegant og hjemmevant med og på dyrene. SAMMEN med deres voksne. Børn der hørte til i manegen og rampelyset omgivet af stjernestøv og stjernedrømme. Når man sad der i mørket, kunne man noget så inderligt længes efter at være sådan et smukt barn der sammen med sine forældre levede i sådan en magisk tilværelse.



PÅ UDSTILLINGEN ATTITUDE på Galleri NB i København udstiller kunstner Gøje Rostrup (f. 1964) lige nu bl.a. malerier fra sin nyeste billedserie Horsepower. Denne billedserie fokuserer på heste og børn. Den lilla-røde baggrundsfarve indikerer måske scenetæppe og antyder dermed at hest og børn optræder sammen for nogen. Dette publikum er til dels os der ser på malerierne, men det er også de ansvarlige voksne der har sat hest og barn sammen.

HESTE OG BØRN er et yndet motiv, lige fra sangen om cowboyen der har sin hest og sin lasso, til hestepigebøger. Flere kvindelige venstrepolitikere beskriver stolte sig selv som hestepiger. Disse motiver er positivt ladet. I Gøje Rostrups malerier bevæger dette motiv sig fra stjernedrøm til mareridt. Børnene er alene på eller med hesten. De befinder sig i et tomt og udefineret rum, hvilket giver en anspændt og urovækkende atmosfære. Hestene er store muskuløse stolte væsener og børnene er små, blege klumper.



Det er vanskeligt at sige præcist om børnene siger/ tænker ” Se lige mig” eller ”Er det rigtigt det jeg gør” eller ”HJÆLP”. Og det er denne tvetydighed, der virker dragende på beskueren og som Gøje Rostrup behersker mesterligt! Desuden er der hele den udefinerede sammenhæng mellem aktørerne indbyrdes og selve scenen: Hvad er det for en historie, de befinder sig i? Er hesten en beskytter og helt eller en ven og fortrolig? Er barnet selv kravlet op på hesten eller er det blevet anbragt? Gøje Rostrup har også i sine tidligere arbejder benyttet sig af fotobaserede portrætter af tilsyneladende søde, pæne og artige børn – børn der i dén grad instrueres til deres roller af forældre og samfund.

TILBAGE TIL EN SOMMER ENGANG et sted langt ude i det danske sommerland. Dagen efter en cirkusforestilling mødte jeg cirkusbørnene igen. Længslen aftenen i forvejen og ønsket om at få lidt mere af den pailletbesatte drøm trak mig hen til cirkuspladsen. Men her gik børnene rundt i almindeligt tøj. De så snuskede og forsømte og ensomme ud udenfor manegen. Og de var ikke sammen med deres voksne – men ret så overladte til dem selv. Her lærte jeg noget om illusioner og var pludselig rigtig glad for at komme hjem til mine almindelige forældre og vores almindelige pailletløse liv igen.


GØJE ROSTRUPs malerier kan opleves på udstillingen ATTITUDE i Galleri NB, Nikolaj Pl. 27 frem til den 22. 10. På udstillingen deltager også kunstnerne Vilmantas og Thomas Andersson. Check hjemmesiden www.gallerinb.com for flere detaljer.

1 kommentar:

  1. RETTELSE: Serien hedder ikke 'Horsepower', som jeg fejlagtigt angav, men endnu mere passende THE VOID!

    SvarSlet