Ugens Kunsthistorie: KUNST PÅ MINISTERKONTORET

DET VARMEDE MIT HJERTE at se et fotografi af socialminister Benedicte Kjær på forsiden af avisen forleden dag. Det var ikke socialministeren der varmede, men maleriet på væggen bag hende. Det var nemlig et af Folmer Bendtsens serie af malerier fra baggårde i København.

Folmer Bendtsen (1907 - 1993) malede flere af disse baggårde. Ikke billeder af en bestemt baggård, men snarere billeder af baggården som princip. For nogle øjne vil sådan en grå baggård ligne et fængsel som de små tynde lyse skikkelser er fanget i uden mulighed for at komme op og ud i den grønne natur. Måske vil billedet også fortælle sådanne øjne om trøsteløshed, tomhed og uendelig fattigdom.

SER MAN EFTER i Folmer Bendtsens malerier har det grå nuancer og der udfolder sig et liv på de kantede flader. Han har ovenikøbet sat musik til, da der på flere af billederne optræder spillemænd.

København bestod, indtil saneringen af brokvartererne tog fart i slutningen af 1980erne, af baggårde på baggårde på baggårde. Store dele af Vesterbro og Nørrebro var dækket af uendelige og labyrintiske og mørke baggårde, hvor solen stort set aldrig kom ned, og der derfor ikke var det mindste grønne græsstrå.

Indtil det blev almindeligt at børn kom i daginstitutioner - på grund af to udearbejdende forældre - i løbet af 1970erne, blev der i disse baggårde levet et liv som vi idag har en tendens til at idylisere. I baggårdene blev der sjippet og hinket og spillet bold og leget tagfat og dåseskjul og sanglege. Der blev også klatret i tørrestativer og på cykel- og toiletskure.

Der var ingen legepladser i gårdene, men der udfoldede sig en del leg. Børnene var uden voksent opsyn, men gårdene var fulde af børn, og den socialisering af børnene der idag foregår i institutionerne, foregik dengang i høj grad i baggårdene (eller på gaderne).

Idag er de fleste baggårde ryddet, så der er en stor åben gård med græs og planter og måske en legeplads til børnene. Der er måske fyldt med børn mellem kl. 15.30 og 18. Men ellers ligger de stille hen. Indimellem kan man måske ønske sig tilbage til den tid hvor børnene legede i gårde der var fyldt med legekammerater, og mødrene vaskede tøj gjorde rent og bagte boller. Det børneliv der udfoldedes i baggårdene dengang indeholdt helt sikkert noget godt. Men det har også været barskt! Og det har helt sikkert været rigtig farligt!

NÅR FOLMER BENDTSENS BAGGÅRD hænger på socialministerens kontor, varmer det mit hjerte fordi maleriet fortæller om by- og børneliv fra en svunden tid. Men indirekte fortæller maleriet også at det er godt at det gode børneliv i vore dage udfolder sig i trygge stimulerende rammer under pædagogisk opsyn i institutionerne.

Ugens Kunsthistorie: SOMMER I DEN SORTE FIRKANT

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT (1975) er et af de malerier, jeg husker tydeligst fra min barndom. Det hang på væggen over spisebordet i et skinnende orange køkken på Nørrebro i København. Min bror og jeg skiftedes til at finde figurer på billedet som den anden tænkte på. Vi lærte billedet RET godt at kende på denne måde.

Erik Hagens (1940) maler billedet i 1975. Kort tid efter at maleriet er færdigt bliver han igen ansat på Eks-skolens trykkeri. Her beslutter han at mangfoldiggøre maleriet som plakat. På plakaten er der en sort ramme, hvor udvalgte figurer fra billedet vises. Plakaten lægger altså op til detalje-leg.

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT er et maleri, der rummer mange små historier om dagligdagen, og samtidig fortæller det den store historie om kvarterets barske forandring med spekulationen og husenes elendige stand, om nedrivningen - og i horisonten kan man se nybyggeriet komme nærmere i form af kranen. På pladerne rundt om Byggeren kan man se en række af tidens slogans: BØRN ELLER BILER, BØRNEMAGT, BØRN OG ARBEJDERE ER OGSÅ MENNESKER og HVORFOR!!! SKAL PRIVATE STORSVINDLE.

'Byggeren' på Nørrebro skulle være et fristed for børnene, så de ikke behøvede at lege i de labyrintiske og mørke baggårde eller på gaderne. For rigtigt mange børn var det en fantastisk legeplads!

Jeg husker det som et ubehageligt og utrygt sted fyldt med splintret træ og rustne søm og RIGTIG mange løse hunde. Men jeg var også mere til lyserød end til brun, og til tyl end til smækbukser. Og man kunne ikke lege på Byggeren iført tylskørt!

Dengang syntes jeg, at det var et grimt og grå-brunt billede. Idag synes jeg, at det er et fantastisk maleri. Ja, endda smukt med den grå-blå-røde ramme af bygninger langt billedkanten og den diagonale brug af gul.

Plakaten kan opleves på Arbejdermuseets store Erik Hagens-udstilling VELFÆRDSHVERDAG - I BILLEDERNE FRA 60ERNE TIL NU der vises frem til 15. august 2010. Plakaten kan desværre ikke fås mere (måske antikvarisk), men i udstillingskataloget er der en fin gengivelse.

Ugens Kunsthistorie: CYKLISTEN PÅ NØRREBROGADE

GIK DU GLIP AF SEPPO MATTINEN I CLAUSENS KUNSTHANDEL? Så kan du trøste dig med en lille tur på Nørrebrogade. På gavlen i nr. 14 har Mattinen for Københavns Kulturfond malet en cyklende pige (1993). Pigen er ikke elegant, men iført sommerligt cykeltøj. Hun tænker ikke på at se repræsentativ ud, men hendes tanker (og bevægelser) løfter hende op i luften, over gaden, imod himlen. Måske er hun så opslugt af tankerne, at hun slet ikke lægger mærke til hvor hun cykler. Det er genkendeligt for cyklister, men kan være farligt!

PIGEN BEFINDER SIG I et bylandskab der på engang er anonymt - og kunne være mange steder i verden, men samtidig er genkendeligt med søerne og de to tårnagtige beboelsesejendomme ved Frederiksborggade. Da Seppo Mattinen (1930-2022) skabte dette gavlmaleri, vidste han ikke at man også kan opfatte billedet på en anden måde. Med lukningen af en stor del af Nørrebrogade for privatbilister er det i dag cyklisterne, der hersker over Nørrebrogade.

Tilføjelse fra januar 2019: Der går rygter om at Cykelpigen skal fjernes. Man har ikke råd til at vedligeholde den og muligvis skal der bygges højt på Fakta-hjørnet.

Ugens Kunsthistorie: VEJEN KUNSTMUSEUM

MAN SKAL IKKE SKUE HUNDEN PÅ HÅRET når man ser Vejen Kunstmuseum udefra. Det ser så liden ud, men rummer en fantastisk samling af symbolistiske kunstværker, af keramiske mesterværker og af kunstneren Niels Hansen Jacobsens (1881 - 1941) værker.

Museet er mest Niels Hansen Jacobsens endda med mulighed for at se hans dagligstuer og imponerende kinesiske skakspil. Både ude og inde er her fyldt med hans skulpturer, portrætter og keramiske produktion. På mange måder minder museet om Rudolf Tegners museum i Dronningemølle og alligevel er Vejen Kunstmuseum helt anderledes.

Klogeligt viser man i Vejen også samtidige symbolistiske kunstnere - og en del kunstnere der ikke normalt får så megen opmærksomhed (eksempelvis Jens Lund), heriblandt også en hel del kvindelige kunstnere. Dette bevirker at man får kunstneren præsenteret i en tidsmæssig sammenhæng - hvilket er fascinerende.

Efterhånden som man bevæger sig gennem de smukke rum på vejen Kunstmuseum, får man en voldsom lyst til at læse mere om de forskellige kunstneres samarbejde og relationer til hinanden, f.eks. arkitekten P.V. Jensen-Klint og de sumbolistiske billedkunstnere. Og det må da være en af de bedste anbefalinger et museum kan få - at gæsternes nysgerrighed bliver vakt og de får lyst til at vide mere! Museumsleder Teresa Nielsen har sørget for at dette kan lade sig gøre!

I museets ende præsenteres man får et festfyrværkeri af den smukkeste kunstkeramik i Danmark: Melou Vanggaard, Bode Willumsen, Ursula Reuter Christiansen og Niels Hansen Jacobsen selv. Ovenpå i børneafdelingen kan man (hvis man kan bukke sig SÅ dybt) også komme til teselskab med Rødhætte og Ulven iscenesat af Ursula Munch Petersen.

Vejen Kunstmuseum er en lille perle for både kunstelskere og hele familien. Som gæst bliver man hjerteligt modtaget, og alle - selv de mest vrangvillige besøgende - bliver tilhængere af stedet.


Vejen Museum, Østergade 4, 6600 Vejen. Tlf: 75 36 04 82.
Museet har åbent tir - fre kl. 10 - 16, lør - søn kl. 11 - 17.
For mer information se www.vejenkunstmuseum.dk

Ugens Kunsthistorie: Udsmykningen af Frederik den 8. s palæ

SELVOM man nu i laaang tid har kunnet se udsmykningen af Frederiks den 8.s palæ har undertegnede først nået det nu. Desværre faldt mit besøg på en af disse typiske aprildage med både sol, vind, regn og sne i de ca. to timer det tog at stå i kø. Men sikken en kø! Her var alle aldre repræsenteret – begge køn – og mange dialekter. Det er lige før at køen i sig selv er hele besøget værd. For her står man sammen med HELE Danmark – og hvornår får man ellers lejlighed til det?!

Det er muligt at alle vi der står i kø for at komme ind at se palæet har forskellige motiver, men resultatet – når vi går ud – er det samme: Vi har alle set, studeret og vurderet ti samtidskunstværker! Det er samtidskunstformidling og det er simpelthen genialt tænkt! Den person der har tænkt denne tanke burde mindst have elefantordenen for det!

Kronprinsen og kronprinsessen har selv valgt de ti kunstnere efter rådgivning fra hofchef Per Thornit, arkitekt Poul Schülein fra Arkitema, galleriejer Mikael Andersen og museumsdirektør Poul Erik Tøjner (pudsigt nok bliver Tøjner på de officielle websider præsenteret som galleriejer?!). Kunstnerne er Kasper Bonnén, Jesper Christiansen, Olafur Eliason, Erik A. Frandsen, Signe Guttormsen, Eske Kath, John Kørner, Tal R, Morten Schelde og Kathrine Ærtebjerg.

Billeder fra udsmykningen har allerede cirkuleret i pressen, men da jeg er en af de (få) der ikke har fået set tv-programmet om istandsættelsen af palæet, var jeg ikke påvirket i en bestemt retning og havde ikke på forhånd en favorit-udsmykning.

Da vi endelig kom ind var der heldigvis og overraskende varmt og vi blev mødt af et venligt personale. De pastelfarvede vægge var ikke alle steder i farvekombinationer der behagede mine øjne. Men der er vel en historisk årsag til de farvevalg man har gjort sig, og måske hænger den også sammen med det kommende møblement. Erik A. Frandsens oval med blomster og en vindueskarm fra Fælledvej er passende. Der er sikkert mange ’Fælledveje’ overalt i Danmark. Den Fælledvej jeg tænker på er fra Nørrebro.

Riddersalen er smuk, meget smuk. Men der er MEGET guld alle vegne. Så meget guld, at man ikke kan fortænke Dronning Ingrid i at have malet panelerne hvide, da hun boede der. Der er så meget guld, at man også håber de kongelige, når de følger Olafur Eliasons smukke lysende vandbobler op mod vandoverfladen / deres private lejlighed, får luft!

Spisestuen med Kasper Bonnéns udsmykning er smuk – og her er der en behagelig balance mellem væggenes pasteller og udsmykningen. Og en dejlig udsigt til terrassen, hvor vi desværre ikke kunne se Guttormsens udsmykning, men til gengæld fik et glimt af en grenudsmykning på en væg i et mindre rum. Hvem er mon ophavskvinde til den?

Musikværelset med sine overdådige guldbelagte paneludsmykninger er larmende smukt. Katrine Ærtebjergs udsmykning af anretterværelset er passende surreel med store dyr og små mennesker i et rum hvor menneskene ellers i dén grad er større end dyrene. Men er det ikke også den slags tanker der kan få en til at blive vegetar? Havesalen har en passende grøn farve, og herfra er udkig til det smukke haveanlæg med forårsblomster anlagt som en hest. Af Jakob Fischer.

”Oven over alting stråler moder sol” lød det engang i en revy-vise. I Eske Kaths barokke loftudsmykning stråler solen også OVER de kongelige. Morten Scheldes maleri er spændende og fyldt med viden – men hvor ville det være dristigt, hvis dette spændende univers var blevet skabt med kuglepen (hvilket Schelde er suveræn til!).

Det ser ud som om alle udsmykninger er lærreder, sat op på væggene. Det er jo klogt tænkt, for så kan de nedtages til konservering eller udskiftes en dag. Tal R har udsmykket kronprinsens arbejdsværelse med et byrum centreret om en rød kanal. Lidt Savinio, lidt Venedig og meget ”Vi sejler op ad åen”. Der er lagt guld ind flere steder i fladen, hvilket skaber et spil. Men ellers savner denne udsmykning lidt af Tal R's rumlige vildskab.

John Kørner har malet et smukt maleri. Omkring centrum svæver en dansk soldat (frelseren?), et palmetræ og en kamel løsrevet på lærredet og fortæller om missioner i fjernere egne. Regnbuens farver flyder - som var det akvarelmaling (og det er det ikke) - rundt om dette scenarie. Jeg håber, at det får lov at blive.

Der er meget MEGET mere at sige om, og se i, palæet. Faneværelset, Gobelinsalen og Spejlsalen med Erik A. Frandsens spejle. Og om det ærgerlige og uforståelige faktum at der kun er to kvindelige kunstnere repræsenteret blandt de ti kunstnere. Men det bedste – dét som, jeg mener, er den mest vellykkede udsmykning og som jeg har gemt til sidst – er Verdensrummet!

Jesper Christiansen har skabt en formidabel udsmykning af denne sal, hvor han sammenfletter den store fortælling med den lille på en balanceret måde. Han benytter et klassisk motiv – verdenskortet – der signalerer viden og magt. Dette sættes ind i beboernes personlige fortælling (jvf. illustrationen foroven, fotograferet af Torben Eskerod). Samtidig gøres det stedsspecifikt ved at spejle rummets arkitektur i udsmykningen. Oveni benytter kunstneren farver der gør væggene til tavler og vi der ser på til elever. Her kan vi lære om verdenen og om at anskue verdenen fra forskellige vinkler. Den hvide kridtlignende farve fortæller også at intet varer evigt, at alt er forgængeligt, alt kan viskes ud og alt kan forandres (- og at vi skal huske Bornholm). Der er en ro, en humanisme, et overskud, et ønske om dialog og en respekt i disse vægge, at de bør kunne danne ramme om de vanskeligste møder.


Palæet er åbent for offentligheden frem til 30. maj. Tirsdag til fredag kl. 10 – 17, onsdage kl. 10 – 21. Entre 40 kroner.

PORTRÆT AF EN KUNSTFORBRUGER: Peter Rindal

”KENDER DU BILLEDET AF HENNINGSEN AF PRÆSTEN OG SKÆRVESLAGEREN? – PRÆSTEN ER PÅ VEJ TIL KIRKE OG SKÆRVESLAGEREN LIGGER OG HUGGER STEN. MAN KAN SE HVAD DER SKER MELLEM DE TO MENNESKER. PRÆSTEN SIGER: ”DE SKULLE HELLERE KOMME HEN I KIRKEN OG HØRE GUDS ORD”. OG SKÆRVESLAGEREN SVARER: ” HVIS VI SKAL HA BRØD TIL BØRNENE MÅ JEG BLIVE HER”. – JA, DET ER ALTSÅ MINE ORD.” (Peter Rindal, 1978)

Peter Rindal (1923 – 2009) holdt meget af Henningsens malerier. Han skelnede ikke mellem de to brødre Erik Henningsen (1855-1930) og Frants Henningsen (1850 – 1908). Begge kunstnere arbejdede med realistiske skildringer af dagligdagen i småborger- og arbejdermiljøer. Det er ikke lykkedes at finde det maleri han omtaler i citatet (Præsten og Skærveslageren), men hans beskrivelse af og fortælling om dét taler for sig selv.

Peter Rindal brugte bibliotekerne, han var interesseret i oldtidens fund, han overspillede musik fra radioen til bånd, som han lyttede til og han drømte om at komme til at eje et persisk tæppe. Han så film med og lyttede til Peter Malberg, Ib Schønberg og Liva Weels sange. Han kunne lide Bertel Thorvaldsens skulpturer og J.T. Lundbyes og altså Henningsens malerier. Desuden holdt han af at læse Martin Andersen Nexø, Henrik Pontoppidan, Hans Kirk og Zacharias Nielsens bøger. Især var han en stor beundrer af Nexø. Han nævner romanerne Pelle Erobreren og Ditte Menneskebarn som eksempler der har været ”med til at vække borgerskabets forståelse for fattigmands kår”.

Peter Rindal lagde navn til en bevægelse som mange anser for at være mod kunst og kultur – rindalismen. Denne bevægelse opstod i 1960’erne som en folkelig modstand mod statsstøtte til kunstnere. Det vil sige, ikke mod statsstøtte til alle kunstnere som sådan, men især til unge kunstnere og den abstrakte samtidskunst. Rindal og hans støtter var imod at man betalte for og støttede en kunst man ikke kunne se eller forstå var kunst. De anfægtede det kvalitetsbegreb der lå til grund for at staten tildelte kunstnere støtte. De samlede underskrifter fra 60.000 danskere der var enige med dem (på fotografiet sidder Rindal med en del af underskrifterne).

I bogen Dengang i 60’erne (1978) har forfatteren Bente Hansen en meget spændende samtale med Peter Rindal. Overskriften på kapitlet er ”Til den største idiot i Danmark” - et citat fra et brev der blev sendt til Rindal, da bølgerne om kunstfonden gik højt i 1964-65. I løbet af samtalen gennemgår Rindal begivenhederne fra dengang med et vist efterrationaliserende skær.

Rindal fortæller at både klasseskel (fattige overfor rige) samt geografiske forhold (Jylland overfor København) spiller en rolle i forståelsen af kunsten. Rindal – og mange med ham – kunne og kan ikke se logikken i at en arbejder der har slidt sig til et dårligt helbred får en lille pension når han fylder 67 år, mens en kunstner vil kunne få 30.000 kroner resten af sit liv – og leve i sus og dus.

Rindal nævner flere gange i løbet af samtalen at misundelse også spillede ind på den voldsomme modstand mod kunststøtten i 1960erne. Han nævner også det, han kalder for ”gammel-konservativ stakkel-haderpolitik” som en betydningsfuld faktor i modstanden. Det er en opfattelse der går ud på, at mangler man penge må man arbejde for at få dem - i dit ansigts sved skal du tjene dit brød. Ud fra denne opfattelse er en kunstner, der får penge af staten, en ”nasseprins”.

Rindal erkender at kløften mellem kunstnere og borgere blev større efter den tid, men siger også at ”Det er Statens Kunstfonds skyld at vi ikke længere kan se en maler med sit staffeli på torvet uden at hade ham eller gå langt udenom ham. Førhen standsede vi og snakkede med ham”.

Peter Rindal lægger stor vægt på kunstens indhold og budskab. Han vil kunne se hvad det er, og forstå hvad det handler om. Han vil kunne se håndens arbejde og indholdet må gerne fortælle noget relevant. Han vil ikke snydes eller være til grin. Han medgiver at der stadig skal være et akademi og en teaterskole ”hvor de bedste kan dygtiggøre sig”, men ”klatsmørerierne skal ikke listes ind som om det er noget værd”. Den holdning er der mange der deler med ham. Også i 2010.

DENGANG I 60’ERNE – billeder fra dengang, tekster fra i dag. Red. Bente Hansen, Jesper Høm, Gregers Nielsen, Roald Pay, Jørgen Schytte. Informations Forlag 1978.

Ugens Kunsthistorie: NON NOBIS – det betaler sig!

Der er især et maleri jeg elsker at se på, når jeg besøger Statens Museum for Kunst. Maleriet er malet af Jens Søndergaard. Både min oldemor og min mormor kunne se at det forestillede Rådhuspladsen i snevejr. Min datter vil også kunne se det, på trods af at sporvognen er erstattet af busser, at der nu er en busterminal og andre detaljer. Maleriet viser storbyens puls: mennesker i bevægelse, trafik, liv.

Før ombygning og tilbygning på Statens Museum for Kunst hang maleriet oftest i den store sal ud mod anlægget (det rum der nu er en slags ekstra gennemgangshall fra det gamle til det nye). Nu ved jeg aldrig præcist hvor det hænger, hvis det overhovedet er fremme. Men jeg ved at det er i samlingen – og at de altid vil eje dette maleri.

Eller – jeg håber at de altid vil eje det. For den seneste tids snak om, om man måske skal åbne op for at museerne kan sælge værker fra deres samlinger, rummer den mulighed at en direktør, direktion eller bestyrelse en dag vil finde at dette værk er mindre betydningsfuldt i forhold til et andet fokus på samlingen eller en nyanskaffelse - og derfor vil sælge det for at skaffe finanser til Museet.

Det er vel helt naturligt at se på og tale om alternative måder at finansiere kulturlivet på. Ikke blot i tider med økonomisk krise. MEN at røre ved en samling er problematisk. For det første kan man opleve en samling som en helhed, der fortæller samlingens tilblivelse, udvikling og historie. Det er i sig selv en god kunsthistorie.

For det andet - og det er det værste jeg kan forestille mig, hvis man åbner op for denne beslutning - er der så det vilkårlige element: Hvordan vælger man hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt i en samling? Hvilke kriterier opstiller man? Kan man fremtidssikre sådanne beslutninger? Hvad vi i vores tid synes er fantastisk og vigtigt, synes man måske mindre om om 20, 50,100 år.

NON NOBIS er mottoet på mit gamle gymnasium. Det betød ikke for os, underforstået at man ikke kun tænker på sig selv på, men på efterslægten. Skolen virkede fra 1787. Den blev dannet af en gruppe fremsynede mænd der i tråd med oplysningstidens idealer ønskede at skabe en uddannelse for danske børn og unge, der kunne uddanne dem til fremtidens selvstændigt tænkende og fornuftige borgere.

Der er noget fromt men samtidig ufatteligt smukt ved at tænke på andre end sig selv. I mine mange år som museumsformidler på Louisiana Museum for moderne kunst har jeg brugt rigtig megen tid på at forklare museumsgæster hvorfor man ikke må røre ved kunsten. Især skulpturerne står der med deres indbydende former og farver og materialer og LOKKER beskueren mod sig. Men hvis man er interesseret i at skulpturerne skal stå - om ikke til evig tid, så i hvert fald til de næste generationer af museumsgæster, skal man lade være med at røre ved kunsten.

Man får ikke direkte penge i hånden af at sikre kulturarven, men det er en investering i kulturen og en investering i fremtiden: NON NOBIS – det betaler sig!

Ugens Kunsthistorie - OM KUNSTNEREN ERNESTINE NYROP

Forleden aflagde jeg et visit på Bisbebjerg Hospital, hvor jeg på ortopædkirurgisk afdeling opdagede dette fine frescomaleri. Det forestiller et vinterlandskab med fugle. Der er noget med naturen og syge mennesker i Danmark. Vi er fuldt overbeviste om at syge mennesker bliver raske at at se billeder af naturen, se ud på naturen eller sidde i naturen.

Maleriet er signeret E. N. , og jeg gik straks hjem for at undersøge hvem der stod bag signaturen. Det viste sig at være Ernestine Nyrop (1888-1975) - som jeg aldrig har hørt om før. Ernestine er datter af Martin Nyrop - arkitekten bag Bisbebjerg Hospital, og man kan formode at det er årsagen til at hun fik denne opgave.

Det er altid fantastisk at støde på en historie om kunst, og endnu mere fantastisk at hovedpersonen er en kvindelig kunstner - og oveni købet en af de tidligste kvinder uddannet fra kunstakademiet (1909-15). Ernestine Nyrop udførte forskellige udsmykningsopgaver i sine unge år, men brugte siden det meste af sin karriere på kunsthåndværk, broderi og tekstilformgivning.

En af årsagerne til at mit kunst og arkitektur-formidlings-bureau hedder KUNSTHISTORIER er, at der findes så utroligt mange spændende historier om kunst og arkitektur som jeg rigtigt gerne vil fortælle - og som jeg ikke kan lade være med at fortælle!

Historierne om arkitekturens materialer, former, farver og figurer er uendelige. Dagligt glæder jeg mig f.eks. over Grundvigskirkens knejsende takker og Panum Instituttets bjergagtige-formation der fra sin Fredensgadefacade skærmer og skjuler det sprudlende sociale liv denne bygning ånder og de velbenyttede gangstier, terrasser og gårdmiljøer på den anden side.

Det samme gælder for billedkunsten. Der er de topaktuelle historier om hvilke udstillinger der vises netop NU (Ebbe Stub Wittrup på Galleri Martin Asbæk, Pippilotti Rist på Louisiana og Malene Landgreen på Charlottenborg Kunsthal) og alle de andre nyheder fra kunstverdenen om nye gallerier, priser, legater, høje eller lave besøgstal etc. men herudover er der alle de uaktuelle historier om uopdagede kunstnere og oversete kunstværker. Dem vil jeg også RIGTIG gerne fortælle!

Ugens Kunsthistorie: FORNEMMELSER FOR RUM

Mange billedkunstnere har en fantastisk fornemmelse for rum. Det er årsagen til at de selvfølgelig skal udsmykke de rum, vi omgiver os med. En måde at få kunsten ud til mange og måske alle på, er jo gennem udsmykninger af det offentlige rum - både inde og ude.

Modernismens hvide vægge og det moderne byggeris stramme budgetter skaber generelt idag bygninger renset for udsmykninger. Eller bygninger hvor materiale og form bliver udsmykningen. Der er selvfølgelig undtagelser, som eksempelvis Bjørn Nørgaards byggeri Bispebjerg Bakke.

Det er også gået af mode med store vægudsmykninger i private hjem. For sådan en vægudsmykning er jo dominerende, og problematisk hvis man bliver træt af den: Skal den males over, eller må man leve med den til evig tig?

I et kartoffelrækkehus på Østerbro er dette dilemma meget synligt. En nu afdød kunstner har udstyret stuen med fantastiske små uartige englebasser. Det er en morsom og sjov, dekadent og grotesk udsmykning, der bare ikke rigtigt passer til ph-lamper, Billy-reoler og leverpostej-madder. Kan man leve med det i længden? En tidligere beboer hængte hvide lagner op, for at få en pause fra det dominerende loft. Man kan jo ikke male den over, for den er unik, en vigtig del af kunstnerens virke og liv, og på den måde også en del af den danske kulturarv.

På det tidligere hovedbibliotek i Halmstad har den danske kunstner Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-57) udsmykket en af salene. Udsmykningen er konstrueret af fem hvide flader, hvorpå er placeret et eller to malerier med geometriske mønstre i stærke farvekombinationer. Alle billeder kædes sammen af en rød linie. Det er en behagelig abstrakt udsmykning, der inddrager hele rummet. Men man får en voldsom lyst til at fjerne alle møbler, så man ordentlig kan se udsmykningen. Igen er der en diskrepans mellem de fine mønstre på væggene, de brune reoler og arbejdsbordene. Det skal dog ikke afholde nogen for at lægge vejen forbi – for det er smukt!

Måske vil det generelle forhold til vægudsmykninger i private hjem ændre sig i løbet af foråret. Kronprinseparrets palæ er netop istandsat og en gruppe yngre kunstnere (heriblandt Katrine Ærtebjerg og Morten Schelde) har skabt spændende udsmykninger til udvalgte dele af palæet. Offentligheden får nok ikke en guidet tour rundt i de private gemakker (desværre), men fotos er sluppet igennem til medierne, så vi alle kan blive inspirerede. OG skitserne vil kunne nydes på KØS (Køge Skitsesamling) i løbet af foråret 2010.

En kunstner der har en fantastisk fornemmelse for rum er Malene Landgren. KUNSTHISTORIER glemmer aldrig udstillingen på Overgaden, hvor hun havde malet et kæmpe maleri der fyldte hele den ene væg. Det var en på én gang vibrerende og opslugende væg, der med sine farvekombinationer og strøg transformerede omgivelserne. Det var et unikt og fantastisk billede, der skabte et helt nyt inspirerende miljø. Da udstillingen var slut, blev væggen malet over og det havde kunstneren det fint med. Hun har også udsmykket andre steder siden, bl.a. i den nye DR-by på Amager. Netop nu kan man opleve Malene Landgreens værker på Kunsthallen Charlottenborg. Og i Mjølnerparken på ydre Nørrebro kan man nyde hendes stærke mur-udsmykning.

Måske er vi i Danmark generelt angste for rumudsmykninger både indendørs og udendørs. Vi hylder det midlertidige og viger tilbage fra det permanente. Vi forbeholder os retten til at kunne skifte ud, når vi ændrer smag, moden skifter eller vi ser noget bedre. Det er konsumer-tilgangen til kulturen: brug og smid væk. Det er muligt at dette vil ændre sig i løbet af den financielle krise.


ØNSKER DU AT OPLEVE EN AF KØBENHAVNS SMUKKESTE UDSMYKNINGER, SÅ TILBYDER KUNSTHISTORIER - Bureau for kunst og arkitekturformidling EN EKSKLUSIV OMVISNING LØRDAG DEN 6. FEBRUAR KL. 10.30. OMVISNINGEN ER GRATIS MEN TILMELDING ER NØDVENDIG PÅ info@kunsthistorier.dk. LÆS MERE PÅ WWW.KUNSTHISTORIER.DK.

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN SKAL TIL ALLE

”Kulturen skal ud til alle” har vores kulturminister bebudet. Et godt eksempel på dette er kunstneren Katharina Grosses store farvestrålende skulptur Den Anden George der i en kort periode i december 2009 stod på Amagertorv i København. Katharina Grosse udstiller på Arken i Ishøj netop nu.

Amagertorv er måske en af de mest befærdede og befolkede pladser i indre by. Netop derfor passede dette sted perfekt til kulturministerens udspil. Opstiller man en skulptur her, kan ingen undgå at se kunsten. Problemet var bare, at det var ret problematisk. Skulpturen ligner en klippe og indbød derfor til klatring, men man måtte ikke berøre skulpturen. Og skulpturen fyldte godt op på pladsen, hvilket betød at der ikke var så megen plads tilbage til f.eks. pølsevognen. Derfor stod den så tæt op af skulpturen som muligt. Hvilket betød at man kunne komme i tvivl om hvorvidt den måske var en del af skulpturen. For hvor gik grænsen mellem kunstværk og pølsevogn?

En klog bekendt har udtrykt bekymring over kulturministerens udspil: Bliver det ikke bare til mere larm? Amagertorv er et af de visuelt mest larmende steder i byen – og ved juletid er den endnu mere støjende. Grænserne mellem kunst og juleudsmykning og pølsevogne og resten af virvaret forsvandt på Amagertorv. Resultatet var at den meget smukke skulptur ’druknede’ i mylderet på pladsen. Nu er den placeret i Ishøj, hvor den kan få lov til at være skulptur og kan ses frem til maj 2010.

Rundt omkring i København har der i længere tid stået store skulpturlignende objekter af forstørret skrald (bla. på Nørrebros runddel). Det er for at få os alle sammen (folket) til at smide skrald i de dertilindrettede skraldespande i stedet for på gaden. Er de kunst? De kunne ligne noget kunstneren Claes Oldenburg har skabt. Hvordan skal folket kunne skelne mellem dem og skulpturer?

KUNSTEN SKAL TIL ALLE, men man skal overveje om den partout og altid skal UD til alle. Skal den ud, skal man overveje sine midler og metoder grundigt. Det er ikke nok at placere kunsten der hvor der er mange mennesker. Man skal opfinde en måde hvormed det bliver klart og tydeligt for beskuerne hvad der er information, markedsføring og dekoration og hvad der er kunst. For hvis og når alt bliver kunst, er intet kunst længere (omskrivning af et Joseph Beuys-citat)!


Udstillingen på Arken HELLO LITTLE BUTTERFLY I LOVE YOU WHATS YOUR NAME? kan ses frem til 7. november 2010. Læs mere om udstillingen her: http://www.arken.dk/content/dk/udstillinger/utopia/katharina_grosse

Ugens Kunsthistorie: GULE SOMMERFUGLE

Her ser vi et maleri. I maleriets ene side er en stor gul sommerfugl. Ved siden af den er malet et sommerfuglenet. Inden i nettet er en lidt mindre gul sommerfugl. I maleriets højre side er en lille gul sommerfugl. De tre sommerfugle er ens – blot forskellige i størrelse. Der er brugt tre farver: gul, hvid og sort.

Hvad fortæller maleriet? Om en dejlig sommerdag, hvor smukke sommerfugle – store og små - svirrer omkring os og vi så let som ingenting kan fange en af dem og fastholde deres skønhed for evigt. Det sker vist først når vi har fået styr på klimaforandringerne.

Maleriet minder om en tegneserie. I tegneserier er der en handling. Her kunne handlingen være at en stor gul sommerfugl flyver frit omkring, men så bliver den fanget i et net og dirigeret i en bestemt retning - og det gør den lille. Men det er hvis vi læser handlingen fra venstre mod højre, som vi plejer at gøre det i den vestlige verden. Maleriet hænger på en gavl i Mjølnerparken på Nørrebro. I Mjølnerparken bor der mange med udenlandsk baggrund. Måske bor der også mange arabere.

På arabisk læser man fra højre mod venstre. Hvis man ser handlingen på maleriet fra højre mod venstre, så handler det om en lille gul sommerfugl, der bliver hjulpet af nettet og dirigeret en bestemt vej og det får den til at vokse og blive til en smuk stor gul sommerfugl. Uanset hvilken vej man oplever billedet kan nettet være et billede på et system der enten undertrykker eller hjælper naturen. Systemet kan opfattes som skole og uddannelse eller et samfund.

Det er kunstneren Al Masson der har malet gavlmaleriet. Han er født i Frankrig, men har boet og arbejdet i Danmark siden 1996.

At maleriet hænger på en husmur betyder at alle beboerne i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Men det betyder også at alle der ikke bor i Mjølnerparken kan se det og få glæde af det. Både de der hver dag cykler eller går forbi og igennem Mjølnerparken, og alle de der forhåbentlig vil lægge søndagsturen forbi og nyde maleriet og de tre andre gavlmalerier af Troels Aagaard, Michael Mørk og Malene Landgren.

Ugens Kunsthistorie: FORVENTNINGENS GLÆDE

Noget af det bedste ved et nyt og dugfrisk år er alle de ubrugte muligheder der ligger og gemmer sig og venter på at blive opdaget og oplevet. Når man ser på museernes udstillingsplaner for 2010 – i indland og udland – er det som at få en masse gaver, der kan pakkes ud i løbet af året. Så kan man senere afgøre om indholdet levede op til forventningerne eller man blev skuffet.

For lige nu – i dag – kan vi svøbe os ind i forventningens glæde og surfe rundt på hjemmesiderne og se hvad der venter os. Titlerne, de udlagte billeder og korte introduktioner pirrer nysgerrigheden og sætter gang i fantasien.

Den store forårsudstilling på AROS i Århus hedder I LOVE YOU og vises fra 27. marts til 12. september. Det er sådan en udstilling der kan gå alle veje. I introduktionen til udstillingen skriver de lidt vagt at kærligheden er noget der har optaget kunstnere til alle tider og at dét er omdrejningspunktet for udstillingen. Det er MEGET rummeligt og megen kunst kan komme ind under den overskrift. Det kunne være interessant hvis de udstillingsansvarlige er modige og ambitiøse nok og tør vise kærligheden i ALLE dens facetter. Kærlighed er jo noget der ikke blot optager kunstnere, men os alle sammen. Den er dejlig OG svær at håndtere og derfor altid vedkommende og aktuel.

AROS har tidligere vist en biludstilling med stor publikumssucces til følge, og da de er økonomisk hårdt trængte kan man frygte, at en kærligheds-udstilling vil vise mange kunstværker med pornografiske elementer som eksempelvis Jeff Koons eller Kristian von Hornslet for at tiltrække mange mennesker.

På en udstilling om kærlighed ville det være skønt at se værker om blikket, mødet, samhørigheden, omfavnelsen, kysset, jalousien, adskillelsen, længslen, den ikke-erotiske kærlighed og næstekærligheden. Og værker af eksempelvis Constantin Brancusi, Erik Thommesen, Sonja Ferlov Mancoba, Gustav Klimt, Edward Munch og Louise Bourgeois. Kunstnerne Marina Abramovic og Ulay har sammen skabt flere performance værker der behandler kærligheden. Det smukkeste er måske Rest Energy fra 1980: http://www.youtube.com/watch?v=3Tz-K4EC8hw&feature=related. Forhåbentlig kommer det også med på AROS!

På denne årets første dag er det svært ikke at glæde sig til en stor kunstudstilling om kærlighed. Mulighederne er uendelige og derfor kan forventningerne heller ikke være andet end store. Og det samme gælder for Pipilotti Rist-udstillingen på Louisiana Museum for moderne kunst (7.1 – 25.4), Bjørn Nørgaard-udstillingen på Statens Museum for Kunst i København (16.4-24.10), Henry Moore på Tate Britain i London (24. 2 – 16. 5), Whitney-biennalen på Whitney Museum of American Art i New York (25.2 – 30. 5), Marina Abramovic på Museum of Modern Art i New York (14.3 – 31.5) og Rivane Neuenschwander på Malmø Kunsthal (11.9 – 14.11).

(Denne Ugens Kunsthistorie har intet billede, da den handler om de billeder forventningen skaber i vores fantasi)

Ugens Kunsthistorie: DEN UENDELIGE LISTE

Ifølge historikeren, semiotikeren, filosoffen og forfatteren Umberto Eco er der i den vestlige tankegang en forkærlighed for det encyklopædiske format og dét at skabe lister. I denne søde juletid er der mange lister i sving. Ønskelisten - der remser alle ens juleønsker op. Gavelisten – der viser hvilke gaver man skal give hvem og huske at købe. Madlisten over alt det man skal spise – og de ingredienser der skal være i hus. TO-DO-listen over alle de andre ting man gerne vil nå i december: Gran på graven, nelliker i appelsinen og hjerter i vinduet.

Man kan også lade listerne ligge og tage et smut til Paris. I Eiffeltårnets skygge kan man nyde en café au lait og udsigten over Seinen, et dekadent og krisefornægtende glas champagne på Champs Élysées eller et glas af husets rødvin på en lille algiersk restaurant ved Montparnasse. I stormagasinet Galerie Lafayette gør man alle sine indkøb. Og resten af tiden tilbringer man på Louvre – i godt selskab med Umberto Eco.

Louvre har indledt et samarbejde med kulturpersonligheder som eksempelvis den amerikanske forfatter Toni Morrison (1931) og den tyske billedkunstner Anselm Kiefer (1945). Netop nu er det italienske Umberto Eco (1932) der har skabt og viser sin personlige ’tour de lists’ gennem Louvres fantastiske samlinger af tegninger og grafik.

Ecos udgangspunkt og påstand er, at der i den vestlige kultur er en udtalt passion for ophobninger i form af samlinger, kataloger og lister, og at denne katalogisering afspejler vores tids ånd. Han nævner listerne over helgener, katalogiseringen af planter og samlingerne af kunst som eksempler. Og vi kunne fortsætte med popmusiklister, bog lister og avisernes årlige lister over de mest indflydelsesrige mennesker i verden. Samt kanoner – som vi i Danmark er så heldige at have et par stykker af. Eller denne blogs egen SUPERKUNSTNERLISTE.

Umberto Eco påviser at denne passion for at sammensætte lister findes helt tilbage i Illiaden, hvor Homer opremser alle de skibe der drager af sted for at deltage i den Trojanske Krig. Og passionen for listemageri findes stadigvæk. Listerne skaber en sti i vildnisset, der gør det lettere at komme igennem og at få noget fra hånden. Og listen skaber en momentan og tilsyneladende orden i kaos. Men der er jo en årsag til at listen over årets, årtiets og århundredets vigtigste værker hele tiden revideres. For solen går sin gang (som man siger) – og med den tiden - og med tiden ændres opfattelsen af værkerne. Uendeligt!

Udstillingen The Infinity Of Lists kan opleves frem til 2. august 2010. For mere information læs her http://www.louvre.fr/

Ugens Kunsthistorie: NASREEN MOHAMEDI PÅ LUNDS KONSTHALL

Der var engang to bedsteforældre der elskede at skrive breve til deres barnebarn. De skrev dem sammen. Bedstefar fyldte den ene side af papiret. Derefter foldedes papiret, så der kom fire små felter. I det ene felt skrev bedstemor. Hvorfor? Måske fordi hun følte at hun ikke var så god til at skrive som ham. Måske fordi hun følte at hun ikke skrev så pænt som ham. Måske fordi hun syntes, hun ikke havde så meget at fortælle som ham. Måske fordi hun ikke ville fylde for meget - i forhold til ham.

En af de kunstnere mange stiftede bekendtskab med for første gang på Dokumenta-udstillingen i Kassel i 2007 var Nasreen Mohamedi (1937-1990). Hendes behagelige og bløde tegninger af linjer og geometriske former, hendes dagbogsblade samt fotografierne af en stille verden hang og lyste for sig selv (i ellers ikke så oplyste rum). Det er kunstværker der ikke gør meget væsen af sig selv. De støjer ikke. De råber ikke SE PÅ MIG. Det er alligevel værker der gør indtryk. Som en person der insisterer på at fortælle noget, men med en hvisken, der gør at man er nødt til at være stille og komme nærmere.

Dokumenta-udstillingen i Kassel i Tyskland er fantastisk, fordi man her præsenteres for hvad der har rørt sig på den internationale kunstscene i de foregående tre år. Noget kender man til, men meget kender man ikke til. Og det er vidunderligt at blive præsenteret for ukendte æuvrer og opdage nye kunstnere man ikke anede eksisterede. Der opstår en fornemmelse, som opdagelsesrejsende må kende til. I 2007 var der virkelig åbnet op for samtidskunstværker og kunstnere fra dele af verden vi i vesten ikke har så stort kendskab til.

Nasreen Mohamedis værker minder ved første øjekast måske om noget man som vesterlænding har set før. Tegningernes komposition leder tankerne hen på Konstruktivismen og De Stijl i Nederland, men farveholdningen er tuschens sorte, blyantens grå og papirets hvide. Tegningerne kan også minde om værker af Jan Schoonhoven eller Agnes Martin – men adskiller sig alligevel ved at nærme sig skitse-formen mere end et færdigt værk. Der er noget tøvende over Mohamedis værker.

For et par vesterlandsk-indoktrinerede-og-trænede-kunst-kigger-øjne er det altid interessant at se på ukendte værker og forsøge at placere dem i den kendte (vestlige) kontekst. Er Mohamedis kunst udtryk for en uberørt østerlandsk stil, der er vokset frem parallelt med den vesterlandske konceptuelle kunst? Eller er hun blevet inspireret af vesten og har sammensmeltet østlige og vestlige påvirkninger på papiret?

Nasreen Mohamedi blev født i Karachi (dengang en del af Indien), Pakistan i 1937, og døde i Bombay, Indien i 1990. Hun studerede ved St. Martins School of Art i London 1954-57. Hun rejste meget både i Østen og i Europa i perioden 1960 – 1980. Hun blev påvirket af zenbuddhismen, og hun opholdt sig i en periode i Frankrig, hvor hun blev meget inspireret af den franske teoretiker og feminist Helene Cixous.

WHAT GEOMETRY ONE FINDS ON THE BEACH skriver Nasreen Mohamedi i sin dagbog i 1970. Hendes dagbogsider – der også blev udstillet på Dokumenta – ligner nodeblade. Et lille monument over musik uden lyd. Også her er Mohamedis materiale blyant på – nu gulnet – papir, og dermed rummer de en skrøbelighed og forgængelighed der får dem til at minde om skitsens ufærdighed. De daglige refleksioner og gøremål Mohamedi nedfælder på papiret, lyder som og ligner nærmest små digte.

Nasreen Mohamedi ser og fremviser i alle sine værker den enkle og let oversete - men ufatteligt store skønhed der findes i de små ting, i tingens tekstur og verdens tomme steder. I samtlige værker er der en fængslende tilbageholdenhed – som i bedstemors lille udfyldte felt. Måske et grundlæggende feminint karaktertræk: Man må godt sige noget og være - men man må ikke fylde for meget i verden.


Værker af Nasreen Mohamedi kan opleves på Lunds Konsthal frem til 24. januar 2010. For yderligere information se www.lundskunsthall.se

Ugens Kunsthistorie: RINEKE DIJKSTRA OG DE SÅRBARE MENNESKER

Anne Franks Dagbog er et skriftligt monument over det forfærdelige folkemord der blev begået mod jøder under det nazistiske regime i Tyskland og store dele af Europa før og under 2. Verdenskrig. Men det er også fortællingen om barnets udvikling til en ung pige, og om den følelsomme og sårbare periode som overgangen fra barndommen til ungdommen er.

Anne Frank Foundation gav i 2000 den nederlandske kunstner Rineke Dijkstra til opgave at skabe en fotoserie til Anne Franks hus i Amsterdam. Rineke Dijkstra skabte en serie af 15-årige piger fotograferet sammen med deres bedste venner. Dijkstra begyndte serien i Tyskland men udvidede serien til også at inkludere piger fra andre europæiske lande. Fotografierne kan kun ses i cafeen i Anne Frank Huset. De lader os se og forstå at alle piger kan komme til at dele skæbne med Anne Frank under andre forhold.

Rineke Dijkstra er født i 1959 i Sittard, Nederland. Hun er uddannet på Rietveld Akademiet i Amsterdam fra 1981 – 1986. Hendes store gennembrud kom i slutningen af 1990erne med en række fotografier af børn på strande i Nederland, Ukraine og USA.

Rineke Dijkstra er specialist i portrætter der fanger individets sårbarhed og uskyld. Fra 1994 til 2005 har hun fulgt den bosniske flygtning Almerisa. I det første portræt af pigen, sidder hun på en stol hvor hun ikke engang kan nå gulvet – et fantastisk visuelt billede af hendes situation. Hun er iklædt sit stiveste puds og ser meget alvorlig og stiv ud. Gennem otte portrætter dokumenterer og viser Dijkstra pigens udvikling fra barn til voksen, og fra lille forfulgt bondepige til afslappet verdensborger. Påklædningsmæssigt og attitudemæssigt begynder pigen først i det tredje foto at falde ind i de nye geografiske og kulturelle omgivelser i det nederlandske samfund – og det er også her hendes fødder når gulvet.

Rineke Dijkstra arbejder også med film. Hun har skabt et fascinerende videoværk The Buzzclub (1996-97) der tilsyneladende viser fulde festglade teenagere med voksen-manerer og markerede attituder, men i virkeligheden stiller de præ-pubertære unges skrøbelighed til skue.

Dijkstra har skabt andre fotoserier hvor hun bl.a. følger en soldat i Fremmedlegionen, en spansk tyrefægter, israelske soldater og nybagte mødre. Uanset motivet synes det som om hun med kameralinsen søger ind mod og efter dét hun mener at vi alle har tilfælles - uanset hvad det ydre panser fortæller – den menneskelige sårbarhed. Det er ikke blot sårbare mennesker hun viser os – men menneskehedens iboende sårbarhed.

Ugens Kunsthistorie: SUPERKUNSTNERLISTEN

På den fascinerende udstilling Sensation med unge britiske kunstnere - som jeg fik set fire gange på Hamburger Bahnhoff i Berlin i efteråret 1998 - viste kunstneren Peter Davies (1970) en række tekst-billeder. På et af dem The Hot One Hundred (1997) - et ret stort et - havde han malet navnene på en kunsthistoriens top 100 kunstnere med El Greco, Josef Albers og øverst Bruce Naumann. Dette maleri fascinerede mig, for imens jeg læste navnene dukkede billeder af deres værker op i mit hoved.

Peter Davies fascinerer mig stadigvæk. Men idag skyldes det også det faktum at kun elleve af de hundrede hotte kunstnere er kvinder: Bridget Riley (nr. 8), Agnes Martin (nr. 12), Fiona Rae (nr. 54), Karen Kilimnik (nr. 55), Hilla Becher i kunstnerduoen Bernd og Hilla Becher (nr. 64), Nan Goldin (nr. 68), Cindy Sherman (nr. 70), Kiki Smith (nr. 78), Louise Bourgeois (nr. 84), Eva Hesse (nr. 93), Jessica Stokholder (nr. 96) og Sarah Lucas (nr. 98).

Nedenfor er også en liste - SUPERKUNSTNERLISTEN: En top 100 liste over SUPER GODE KUNSTNERE. Kunstnerne er udvalgt fordi de i deres samlede virke, eller med et eller flere af deres værker har gjort indtryk. Listen er subjektiv og naturligvis begrænset af viden. Der må derfor tages forbehold for at den kan ændre sig. Ingen danske kunstnere er med på listen, da de får deres egen SUPERKUNSTNERLISTE på et senere tidspunkt.

Listen blev begyndt i september 2009, og i månedens kunsthistorie: SKYGGEBILLEDER kan man læse om en af SUPERkunstnerne - Louise Nevelson.

SUPER KUNSTNER LISTEN:
1. Marina Abramovich, 2. Tomma Abts, 3. Eija-Lisa Ahtila, 4. Annie Albers, 5. Laurie Anderson, 6. Eleanor Antin, 7. Diane Arbus, 8. Tanako Atsuko, 9. Lynda Benglis, 10. Sadie Bening, 11. Cosima von Bonin, 12. Monica Bonvicini, 13. Louise Bourgeois, 14. Candice Breitz, 15. Sophie Calle, 16. Janet Cardiff, 17. Vija Celmins, 18. Lygia Clark, 19. Hanne Darboven, 20. Tacita Dean, 21. Sonia Delaunay, 22. Rineke Dijkstra, 23. Nathalia Djurberg, 24. Marlene Dumas, 25. Valie Export, 26. Aleksandra Ekster, 27. Helen Frankenthaler, 28. Betty Friedan, 29. Isa Genzken, 30. Nan Goldin, 31. Nathalia Goncharova, 32. Nancy Graves, 33. Guerilla Girls, 34. Mona Hatoum, 35. Barbara Hepworth, 36. Eva Hesse, 37. Sigrid Hjérten, 38. Christine Hill, 39. Jenny Holzer, 40. Hannah Höch, 41. Candida Höfer, 42. Runa Islam, 43. Sanja Ivekovic, 44. Valérie Jouve, 45. Karen Kilimnik, 46. Bela Kolarova, 47. Käthe Kollwitz, 48. Lee Krasner, 49. Barbara Kruger, 50. Dorothea Lange, 51. Annie Leibovitz, 52. Zoe Leonard, 53. Sherrie Levine, 54. Helen Levitt, 55. Liza Lou, 56. Lee Lozano, 57. Dora Maar, 58. Agnes Martin, 59. Ana Mendieta, 60. Annette Messager, 61. Beatrice Milhazes, 62. Lee Miller, 63. Paula Modersohn-Becker, 64. Nasreen Mohamedi, 65. Mariko Mori, 66. Shirin Neshat, 67. Louise Nevelson, 68. Georgia O'keeffe, 69. Saskis Olde Wolbers, 70. Yoko Ono, 71. Catherine Opie, 72. Meret Oppenheim, 73. Jennifer Pastor, 74. Adrian Piper, 75. Annie Pootoogook, 76. Ljubov Popova, 77. Charlotte Poseneske, 78. Yvonne Rainer, 79. Germaine Richier, 80. Bridget Riley, 81. Pipilotti Rist, 82. Lotty Rosenfeld, 83. Niki de Saint Phalle, 84. Jenny Saville, 85. Cindy Sherman, 86. Helene Schjerfbeck, 87. Carolee Schneemann, 88. Kiki Smith, 89. Nancy Spero, 90. Hito Steyrl, 91. Dorothea Tanning, 92. Sophie Tauber-Arp, 93. Sam Taylor Wood, 94. Charley Toorop, 95. Rosemarie Trockel, 96. Kara Walker, 97. Marijke van Warmerdam, 98. Gillian Wearing, 99. Rachel Whiteread, 100. Andrea Zittel.

Ugens Kunsthistorie: LJUNGBERGMUSEET

Kender man ikke LJUNGBERGMUSEET er det ikke underligt, men ærgerligt! For her er virkelig tale om en lille kunstperle. LJUNGBERGMUSEET ligger på Strandgatan 5 i Ljungby, Småland, Sverige. Udefra ser det ikke ud af så meget. Det ligner nærmest en privat bolig. Men LJUNGBEGRMUSEET må være enhver kunstners drøm om et museum, hvor hendes / hans værker kan blive udstillet, kontekstualiseret, perspektiveret, seriøst undersøgt og formidlet for et interesseret publikum.

LJUNGBERGMUSEET blev opført i 1990 på foranledning af kunstneren Sven Ljungberg. Det ligger i forlængelse af ægteparret Ann Margret Dahlquist-Ljungberg og Sven Ljungbergs pittoreske bolig, og museet huser deres tegninger, malerier, grafik, bøger og andre illustrationer. Museet blev udvidet i 2002 og arkitekten er ægteparrets søn Pontus Ljungberg (1945), der også stod for opførelsen af hovedbygningen i 1990. Pontus Ljungberg er chef for museet. På alle måder er der altså tale om et familieforetagende. Museet er privat og blev opført og drives idag med private midler - men fremstår meget professionelt. Hvert år vises én eller flere udstillinger ofte i samarbejde med andre museer (eksempelvis HØST-museet). Og LJUNGBERGMUSEET har - som alle andre museer - både en cafe, en butik, en filmsal og et kunstpædagogisk værksted.

Museets arkitektur er en fornøjelse. Alt er lyst på grund af de mange behagelige vindueslyskilder. Her er ovenlys og lysgårde samt glas mellem etagerne - men ingen modernistiske vinduesvægge (der også udstiller beskueren). Måske skyldes dette at museet især viser malerier og grafik, og væggene derfor er vigtig udstillingsplads. Her er vel 8-9 sale / gangarealer - alle udnyttet optimalt. I de åbne rumforløb, markeres overgangene fra rum til rum af det lysegrønt malede træværk.

Ann Margret Dahlquist-Ljungberg (1915-2002) blev uddannet på det svenske kunstakademis grafiske skole i årene 1936 - 1941. Hun skrev digte, udgav romaner, illustrerede bøger, udførte bogomslag samt teaterdekorationer. I sine illustrationer er hun orienteret mod en karikeret ekspressionisme á la den tyske kunstner Georg Grosz. Hun var desuden stærkt engageret i kvindesagen og miljøet.

Sven Ljungberg (1913) arbejder med maleri, mosaikker og grafik. I sine malerier og træsnit registrerer han hverdagen i den lille by på landet: den blomstrende busk, den gamle onkels enorme brændestabel, den stolte kat, hjørnet af køkkenet med løg og kurven med æbler, Ljungbys busholdeplads i snevejr og Salutorget med marked samt det blå blå maleskur i et gult gult efterårslandskab. Hans stil er realistisk grænsende til det naivistiske.

Sven Ljungberg er den af de to kunstnere der officielt er mest anerkendt. Han har blandt andet været rektor for akademiet i Stockholm og i den forbindelse fik han til opgave at udforme nobelprismodtager-certifikatet. Det er hans værker, der fylder det meste af museet.

Sven Ljungberg fylder også visuelt i Ljungby. Når man går fra museet ud i byen, virker det som om udstillingen fortsætter. Dels genkender man flere af motiverne fra hans malerier. Dels har hans familie farvesat Ljungby. I slutningen af 1800-tallet kom Elof Ljungberg til Ljungby. Han var uddannet malermester og autodidakt arkitekt, og han tegnede flere af husene i Ljungby. Hans ældste søn Sigge Ljungberg (1906-?) overtog firmaet, og sammen med broderen Sven satte han sit specielle farvepræg på byen. Sigge Ljungberg malede også - men hans stil er totalt naivistisk og synes nært beslægtet med russisk folklore.

LJUNGBERGMUSEET er som en tidslomme der præsenterer os for livet i en lille by hvor årstiderne skifter og hverdagen går sin stille gang. Et liv der leves tilsyneladende fjernt fra alt moderne og hurtigt og stressende, men alligevel i det 20. og 21. århundrede. At besøge LJUNGBERGMUSEET er som at stille tilværelsens fjernbetjening på pause: det er en fornøjelse!

Åbningstider: Tirsdag - Fredag kl. 12 - 17, Lørdag - Søndag kl. 12 - 16.
Priser: 50 svenske kroner.
Kontakt: info@ljungbergmuseet.se
Mer information: www.ljungbergmuseet.se

UGENS KUNSTHISTORIE: Det er farligt at elske!

I den tyske forfatter Erich Maria Remarques (1898-1970) roman Triumfbuen (1946) er der en fantastisk passage om kærlighed. Måske den bedste om det emne jeg nogensinde har læst. Den handler om bølgen og klippen som elsker hinanden. Men klippen er højt hævet over bølgen. For at blive forenet med sin elskede slår bølgen hårdere og hårdere mod klippen indtil klippen til sidst falder i vandet. I den korte lykkelige stund de forenes udslettes klippen - og bølgen er alene.

For lidt over et århundrede siden skrev filosoffen Nietszche at 'gud er død'. Det er en gammel påstand, der har været genstand for megen debat og stadig er aktuel og afsæt for mange diskussioner. Den diskussion er ikke emnet for Ugens Kunsthistorie. Emnet er 'at elske'.

På den netop lukkede sommerudstilling på Veksølund (Læs Månedens Kunsthistorie August på http://www.kunsthistorier.dk/.) viste Christian Lemmerz et tankevækkende værk. Basen er hvid marmor og ovenpå denne er placeret en lidt mindre sort form. Værket er rektangulært og minder i sin form om en kiste. Fra midten stikker en guldfarvet form op, der minder om finnen på en fisk. Herfra er der ikke langt til at antage at det sorte er et havdyb der næsten har opslugt guldet. I både sin organiske form og sit pudsede materiale er denne form en kontrast til det rektangulære.

Værket hedder 'Guds Rygrad'. Hvordan ser Gud egentlig ud? Jeg har altid forbundet Gud med noget ophøjet, noget der befinder sig i luften over os alle og kan se alting. Gud er et væsen eller en kraft, der er transperant og uden fysisk krop. Og i hvert fald uden en rygrad. Dette skal ikke forstås som at Gud udfører ryggesløse handlinger, men forskellen på et menneske og gud ligger netop i rygraden. Når jeg forestiller mig den guddommelige kraft er det som stråler og et gyldent lys der falder på og flyder over de der vil rammes. Jeg opfatter den gyldne form i Lemmerz værk som en guddommelig repræsentation - eller rettere som Gud.

Når man betragter værket står man i bogstaveligste forstand over det og ser ned på 'Guds Rygrad'. Dette er i høj grad i modstrid med forestillingen om at Gud er over os. Mennesket er i forhold til indholdet i denne skulptur over Gud. Og er det Guds ryg(rad) vi står og ser på, kan man konstatere at Gud har vendt os ryggen. Når man vender nogen ryggen, lægger man en afstand og distance til dem. Det er en handling. Men i dette tilfælde ser det ikke ud som om det guddommelige har handlet. Det ser snarere ud som om det guddommelige er blevet opslugt af materialet, af det sorte dyb; af intetheden, ensomheden og mørket. Gud er druknet - Gud er død!

Hvad er der sket - hvorfor er Gud død? Er det fordi Gud blev menneskelig? Hvem gav Gud en rygrad? Ville vi så gerne forenes med det Guddommelige og få Gud ned på jorden, og blive som os selv, at vi forsynede det med den fatale rygrad? Når man bliver menneskelig bliver man også forgængelig. Var vi som bølgen og elskede Gud så blindt og så kraftfuldt, at vi slog Gud ihjel?

Oplev mere Christian Lemmerz på Statens Museum For Kunst på udstillingen LARGO - frem til 6. marts 2010.

Ugens Kunsthistorie: ALADDINS HULE I HAARLEM - TEYLERS MUSEUM

Er der noget så skønt som når man oplever noget uventet - der er overraskende godt?! På mit første besøg til den yndige by Haarlem i Nederland, blev jeg trukket med hen på Teylers Museum af to entusiastiske guider der ønskede at vise mig det bedste byen rummer.

Inden besøget blev jeg informeret om at Teylers Museum er det ældste offentlige museum i Nederland, at det åbnede i 1784 og at deres samling dækker mange forskellige videnskabelige områder, bl.a. det naturvidenskabelige. Alder er jo ikke nødvendigvis en garanti for en god oplevelse. Diversitet garanterer heller ikke for noget overhovedet. Tværtimod kan det ofte være rigtig godt med en enkel og synlig rød tråd i samlingen.

Så jeg var skeptisk inden min entré og desuden var jeg egentlig kun interesseret i at se på billedkunst. Det jeg oplevede indenfor var gammelt og mørkt - og diverst og FASCINERENDE! Her var en sal med store gamle udstillingskabinetter fyldt med smukke fossiler af præhistoriske fugle og fisk, samt Ammonitter (beslægtede med blæksprutter men desværre udryddede for 65 millioner år siden). Okay, en fossil er jo blot en forstenet rest af en organisme fra jordens fortid, men det er utroligt at fisk stadig ser ud som fisk for millioner af år siden, og at udviklingen egentlig ikke er gået hurtigere.
Når man ser disse dekorative fossiler tænker man også om de er ægte, for hvordan kan vi idag egentlig vide at det ikke blot er smukke efterligninger? Museet er ærlig omkring denne problematik og fremviser også de forfalskninger tidligere direktører har fremstillet eller købt i den tro at de var ægte.

Næste sal er fyldt med kæmpe skinnende messinginstrumenter og maskiner fra en anden tid: Teleskoper, strømmaskiner, eletrostatiske generatorer, mikroskoper, et parabolsk spejl, miniature modeller af savmøller og kraner, galvanometre, resonatorer, heliographer og Foucaults pendul. Tidligere udførte man også fysiske eksperimenter i et laboratorium på museet. Flere af instrumenterne kan man som gæst selv afprøve, men de fleste er også bare smukke at se på. ADVARSEL: Hvis man ikke har et samler-gen i forvejen er der fare for at det skabes eller aktiveres voldsomt her. Ville det ikke være smukt med en række blanke messing instrumenter - der kan veje, måle, trække, vride, vise og vibrere - på reolen?

Den største udstillingsal er oval og smuk, fyldt med endnu flere videnskabelige instrumenter samt en imponerende samling af mineraler i midten af rummet. Her er sorte, grå, sart lyserøde, grønne, blå, lilla mineraler - og diamanter, koraler, månesten, opaler, turkiser, bjergkrystaller, verdens største antimonite krystal fra Japan og mange MANGE flere.

Herefter kommer kunstafdelingen (den fylder en sal). Malerierne er salonophængt, men kronologisk hvis man begynder til venstre og bevæger sig salen rundt. Som med de fleste provinsmuseer er samlingen koncentreret om malerier af Haarlem og kunstnere med tilknytning til Haarlem. Men det gør den bestemt ikke dårlig. Her er byprospekter, landskabsbiller, søstykker, interieurer, historiske billeder, portrætter og stilleben.
Mine favoritter er kunstnerne Isaac Israels (1865-1934) der fanger følelse og lys i The Girl Drummer (1908/14) og George Hendrik Breitner (1857-1923) der portrætterer byens mennesker, her børnene der er på søndagstur i klitterne iført alt for fint og for meget tøj i Children on the Dunes (ca. 1885).
Museet har også en stor grafisk samling og en værdifuld bogsamling med bl.a. sjældne atlas, illustrerede 1700-tals værker om fisk og fugle samt anden udgaven af Maria Sybilla Merians (1647-1717) smukke værk Surinamske Insekter fra 1719.

Museet rummer et smukt bibilotek (ikke offentligt tilgængeligt), interaktivt formidlingsrum med computere, café med udgang til haven og butik med bl.a. postkort af de smukke objekter fra samlingen. I 1990-96 udvidedes museet med en moderne udstillingssal til skiftende udstillinger. I anledning af det internationale Darwin år vises udstillingen Noahs Ark. På vej til Darwin til 6. september 2009.

Et besøg på Teylers Museum er som et besøg hos en excentrisk tante eller onkel der samler. Museet blev oprettet på baggrund af arven efter den rige tekstilkøbmand Pieter Teyler (1702 - 1778). Han var inspireret af tidens oplysningstanker og støttede naturvidenskaben og kunsten. Teylers Museum er også idag en fortælling om humanisme og interesse for menneskets oplysning, historie og udvikling. Her er så meget at se og opleve, at selv om der er andre besøgende, har man fornemmelsen af at man selv opdager det hele og at man har en unik og berigende oplevelse, når man går derfra.

Teylers Museum, Spaarne 16, 2011 CH Haarlem. Åbningstider: tirsdag til lørdag kl. 10 - 17, søndag og festdage kl. 12 - 17. Priser: voksne gæster 7 euro, børn i alderen 6 - 17 år 4 euro. Kontakt: info@teylersmuseum.nl. Mer information (på nederlandsk) www.teylersmuseum.nl.

UGENS KUNSTHISTORIE:ALADDINS HULE(R)

MANGE KUNSTMUSEERS PERMANENTE SAMLINGER BLIVER OVERSETE AF PUBLIKUM. DET ER STADIG SÆRUDSTILLINGERNE DER TRÆKKER FLEST BESØGENDE. OG DET KAN UNDRE, DA KUNSTSAMLINGERNE DE FLESTE STEDER ER BETAGENDE, OVERRASKENDE, BERIGENDE OG INSPIRERENDE. DENNE KUNSTHISTORIE SAMMENLIGNER KUNSTSAMLINGER MED ALADDINS HULE.

Min forestilling om Aladdins Hule er så billedbaseret, at jeg ikke kan sætte ord på. Jeg har også altid sprunget passagerne med beskrivelser af hulen over, fordi jeg ville have min egen forestilling om dette skatkammer - fyldt med kostbarheder - i fred. Men følelsen af at befinde sig et sted så overvældende og fyldt til randen med skatte kan jeg genkende - det har jeg prøvet et par gange.

Første gang var da jeg som 11-årig besøgte Louvre i Paris med min far. Det var overvældende at befinde sig i et palads med så uendeligt mange sale, og med de enorme malerier og de overdådige guldrammer. Det var den tilsyneladende aldrig sluttende rigdom der gjorde indtryk på barnet - mig. Og naturligvis også forestillingen om at store rober havde bevæget sig over disse gulve. Egentlig var det ikke kunsten i sig selv - og slet ikke kunststykket Mona Lisa.

Alligevel var der et maleri der fangede mine øjne, og som endte med at blive billedet på mit første besøg på - og indbegrebet af - Louvre. Det var maleriet Saínt Joseph Charpentier (udateret) der fik mig til at glemme alt om Marie Antoinette, Napoleon Bonaparte, Desirée og hofballerne. Det var HELT anderledes end alle de andre malerier fra samme periode. For på dette maleri var det ikke den religiøse hændelse eller personerne der var det vigtigste. Hovedpersonen i billedet var lyset og hvordan det farver i mørke. Måden at kunstneren George de La Tour ( 1593 - 1652) legede med lyset og viste oplysningen af den lille piges ansigt og klæder og ikke mindst hendes hånd foran stearinlyset var SÅ betagende. Jeg købte et postkort med den detalje, som jeg stadig har.

Anden gang jeg oplevede fornemmelsen af at befinde mig i en Aladdins Hule, var da min mor slæbte en 17-årig og meget modvillig mig med på British Museum i London - og ikke kunne få mig væk derfra igen. For det var simpelthen så overvældende og betagende og fuldstændig umuligt at rumme alt det. Fra Arnolfinis Trolovelse til de smukkeste indiske tekstiler. Maleriet Arnolfinis Trolovelse (1434) af Jan van Eyck (død 1441) er et fascinerende billede. Parret burde se glade ud, men det gør de ikke (og det kan der være forskellige årsager til som jeg ikke vil komme ind på her). Billedet er fyldt med uendeligt mange detaljer, blandt andet hundens pels og blanke øje, samt det vigtige lillebitte spejl på væggen der gengiver hele sceneriet bagfra inklusive kunstneren.

Når man ser så MEGET fantastisk bliver man let en smule blasert overfor vidundere og verdensmonumenter. Man vil så gerne opdage og rumme det hele og halser afsted for ikke at gå glip af hvad der er lige rundt om hjørnet, og ender vel egentlig med blot at blive overvældet. Men den dag idag er en af mine vigtigste inspirationskilder en lille bog om indiske tekstilmønstre.

Belært af min efterhånden store erfaring med overvældende kunstsamlinger var jeg forberedt første gang jeg i begyndelsen af 1990erne skulle til New York og se Museum of Modern Art. Jeg havde blandt andet læse Dea Trier Mørchs fortrinlige bog Amerika, hvori hun fortæller at hun altid lige skal se den behårede kop af Meret Oppenheim (1913 - 1985), når hun er på MoMA. Og det hjalp faktisk at have et holdepunkt. Så man ikke fuldstændigt druknede i betagelsen over alle de pletskud af værker de har i deres samling af eksempelvis Henri Laurens, Alberto Giacometti, Claude Monet og Mark Rothko. For ikke at tale om deres design-samling og deres fotosamling! Jeg har nu tillagt mig den vane, at når jeg er i New York skal der sættes to dage af til at besøge MoMA. På den måde sættes tempoet ned og man når også at summe over indtrykkene i deres dejlige gårdhave. Og jeg skal altid lige se Object. Paris. (1936).

Det ultimativt mest frustrerende besøg i en Aladdins Hule oplevede jeg på en studietur til Sankt Petersborg i Rusland i midten af 1990erne. Der var et tætpakket program, og i dette program var der sat tre timer af til at besøge Eremitagen - og det var inklusive at spise frokost. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt til dette besøg, så jeg blev fuldstændigt rundt på gulvet. Her var guldkareter og kæmpekaryatider, en formidabel naturhistorisk afdeling, en imponerende samling nederlandsk 1600-talsmaleri samt - på loftet - en kæmpe samling franske impressionister. Og meget MEGET mere. Det hele var sådan lidt uplanlagt og tilfældigt stillet frem, som om de på museet slet ikke var klare over hvilke kostbarheder de havde i deres hænder. Der var ingen oversigtskort eller etageplaner eller temaudstillinger eller kronologiske ophængninger. Det var så frustrerende, forvirrende og uoverskueligt at jeg stadig ikke kan huske præcis hvad jeg så, blot at jeg så voldsomme mængder af kostbarheder. Og det var en befrielse.

Der findes rigtig mange samlinger og museer i verden der kan opleves som en Aladdins Hule. Men måske netop fordi jeg mistede orienteringen og overblikket i Vinterpaladset og på grund af dets kaotiske og labyrintiske fremtoning, er det den samling der for mig visuelt kommer tættest på mit indre billede af Aladdins Hule.

I alle mine her ordførte oplevelser af nogle af verdens mest overdådige kunstsamlinger er det afgørende for oplevelsen ikke strukturen, men snarere det modsatte. Den uendelige mængde af kunstværker, det fraværende tema og den fraværende sammenhæng, manglen på en plan eller en oversigt, størrelsen af samlingerne der gør det umuligt at rumme dem på både en time, en dag og en uge - det er dét, og måske også den frie følelse af at have opdaget det hele selv, der gør dem ekstraordinære og fuldstændigt fantastiske OG til Aladdins Huler.

Find flere detaljer om de nævnte samlinger her: www.louvre.fr, www.britishmuseum.org, www.moma.org, www.hermitagemuseum.org.