fredag den 15. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: KUNSTEN SKAL TIL ALLE


”Kulturen skal ud til alle” har vores kulturminister bebudet. Et godt eksempel på dette er kunstneren Katharina Grosses store farvestrålende skulptur Den Anden George der i en kort periode i december 2009 stod på Amagertorv i København. Katharina Grosse udstiller på Arken i Ishøj netop nu.

Amagertorv er måske en af de mest befærdede og befolkede pladser i indre by. Netop derfor passede dette sted perfekt til kulturministerens udspil. Opstiller man en skulptur her, kan ingen undgå at se kunsten. Problemet var bare, at det var ret problematisk. Skulpturen ligner en klippe og indbød derfor til klatring, men man måtte ikke berøre skulpturen. Og skulpturen fyldte godt op på pladsen, hvilket betød at der ikke var så megen plads tilbage til f.eks. pølsevognen. Derfor stod den så tæt op af skulpturen som muligt. Hvilket betød at man kunne komme i tvivl om hvorvidt den måske var en del af skulpturen. For hvor gik grænsen mellem kunstværk og pølsevogn?

En klog bekendt har udtrykt bekymring over kulturministerens udspil: Bliver det ikke bare til mere larm? Amagertorv er et af de visuelt mest larmende steder i byen – og ved juletid er den endnu mere støjende. Grænserne mellem kunst og juleudsmykning og pølsevogne og resten af virvaret forsvandt på Amagertorv. Resultatet var at den meget smukke skulptur ’druknede’ i mylderet på pladsen. Nu er den placeret i Ishøj, hvor den kan få lov til at være skulptur og kan ses frem til maj 2010.

Rundt omkring i København har der i længere tid stået store skulpturlignende objekter af forstørret skrald (bla. på Nørrebros runddel). Det er for at få os alle sammen (folket) til at smide skrald i de dertilindrettede skraldespande i stedet for på gaden. Er de kunst? De kunne ligne noget kunstneren Claes Oldenburg har skabt. Hvordan skal folket kunne skelne mellem dem og skulpturer?

KUNSTEN SKAL TIL ALLE, men man skal overveje om den partout og altid skal UD til alle. Skal den ud, skal man overveje sine midler og metoder grundigt. Det er ikke nok at placere kunsten der hvor der er mange mennesker. Man skal opfinde en måde hvormed det bliver klart og tydeligt for beskuerne hvad der er information, markedsføring og dekoration og hvad der er kunst. For hvis og når alt bliver kunst, er intet kunst længere (omskrivning af et Joseph Beuys-citat)!


Udstillingen på Arken HELLO LITTLE BUTTERFLY I LOVE YOU WHATS YOUR NAME? kan ses frem til 7. november 2010. Læs mere om udstillingen her: http://www.arken.dk/content/dk/udstillinger/utopia/katharina_grosse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar