Der er især et maleri jeg elsker at se på, når jeg besøger Statens Museum for Kunst. Maleriet er malet af Jens Søndergaard. Både min oldemor og min mormor kunne se at det forestillede Rådhuspladsen i snevejr. Min datter vil også kunne se det, på trods af at sporvognen er erstattet af busser, at der nu er en busterminal og andre detaljer. Maleriet viser storbyens puls: mennesker i bevægelse, trafik, liv.
Før ombygning og tilbygning på Statens Museum for Kunst hang maleriet oftest i den store sal ud mod anlægget (det rum der nu er en slags ekstra gennemgangshall fra det gamle til det nye). Nu ved jeg aldrig præcist hvor det hænger, hvis det overhovedet er fremme. Men jeg ved at det er i samlingen – og at de altid vil eje dette maleri.
Eller – jeg håber at de altid vil eje det. For den seneste tids snak om, om man måske skal åbne op for at museerne kan sælge værker fra deres samlinger, rummer den mulighed at en direktør, direktion eller bestyrelse en dag vil finde at dette værk er mindre betydningsfuldt i forhold til et andet fokus på samlingen eller en nyanskaffelse - og derfor vil sælge det for at skaffe finanser til Museet.
Det er vel helt naturligt at se på og tale om alternative måder at finansiere kulturlivet på. Ikke blot i tider med økonomisk krise. MEN at røre ved en samling er problematisk. For det første kan man opleve en samling som en helhed, der fortæller samlingens tilblivelse, udvikling og historie. Det er i sig selv en god kunsthistorie.
For det andet - og det er det værste jeg kan forestille mig, hvis man åbner op for denne beslutning - er der så det vilkårlige element: Hvordan vælger man hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt i en samling? Hvilke kriterier opstiller man? Kan man fremtidssikre sådanne beslutninger? Hvad vi i vores tid synes er fantastisk og vigtigt, synes man måske mindre om om 20, 50,100 år.
NON NOBIS er mottoet på mit gamle gymnasium. Det betød ikke for os, underforstået at man ikke kun tænker på sig selv på, men på efterslægten. Skolen virkede fra 1787. Den blev dannet af en gruppe fremsynede mænd der i tråd med oplysningstidens idealer ønskede at skabe en uddannelse for danske børn og unge, der kunne uddanne dem til fremtidens selvstændigt tænkende og fornuftige borgere.
Der er noget fromt men samtidig ufatteligt smukt ved at tænke på andre end sig selv. I mine mange år som museumsformidler på Louisiana Museum for moderne kunst har jeg brugt rigtig megen tid på at forklare museumsgæster hvorfor man ikke må røre ved kunsten. Især skulpturerne står der med deres indbydende former og farver og materialer og LOKKER beskueren mod sig. Men hvis man er interesseret i at skulpturerne skal stå - om ikke til evig tid, så i hvert fald til de næste generationer af museumsgæster, skal man lade være med at røre ved kunsten.
Man får ikke direkte penge i hånden af at sikre kulturarven, men det er en investering i kulturen og en investering i fremtiden: NON NOBIS – det betaler sig!
Kære Naja Pedersen.
SvarSletJeg kan forstå, at du er student fra Efterslægtselskabets gymjnasium, som den 4.3. fejrer sit 225 års jubilæum. Tirs.d.8.3. kl.1930 bliver der et arrangement for gamle elver. I den forbindelse skal jeg sige noget om mottoet. Er det noget du har gravet dybere i?
Det er jo Efterslægtesleskabe der har taget det gamle slogan op, og det formodes, at det er maleren Nicolaj Abilgaard, der var medlem af Selskabet, der har designed logoet.Men det sidste er der ikke noget bevis på. Er du stødt på noget i fobindelse med Abildgaard, der viser, at det er ham, der har tegnet logoet, så vil jeg forfærdelig gerne vide det.
De venligste hilsner
Thomas H. Elkjer, tidl lærer på skolen.
ekj@nypost.dk