fredag den 22. januar 2010

Ugens Kunsthistorie: FORNEMMELSER FOR RUM



Mange billedkunstnere har en fantastisk fornemmelse for rum. Det er årsagen til at de selvfølgelig skal udsmykke de rum, vi omgiver os med. En måde at få kunsten ud til mange og måske alle på, er jo gennem udsmykninger af det offentlige rum - både inde og ude.

Modernismens hvide vægge og det moderne byggeris stramme budgetter skaber generelt idag bygninger renset for udsmykninger. Eller bygninger hvor materiale og form bliver udsmykningen. Der er selvfølgelig undtagelser, som eksempelvis Bjørn Nørgaards byggeri Bispebjerg Bakke.

Det er også gået af mode med store vægudsmykninger i private hjem. For sådan en vægudsmykning er jo dominerende, og problematisk hvis man bliver træt af den: Skal den males over, eller må man leve med den til evig tig?

I et kartoffelrækkehus på Østerbro er dette dilemma meget synligt. En nu afdød kunstner har udstyret stuen med fantastiske små uartige englebasser. Det er en morsom og sjov, dekadent og grotesk udsmykning, der bare ikke rigtigt passer til ph-lamper, Billy-reoler og leverpostej-madder. Kan man leve med det i længden? En tidligere beboer hængte hvide lagner op, for at få en pause fra det dominerende loft. Man kan jo ikke male den over, for den er unik, en vigtig del af kunstnerens virke og liv, og på den måde også en del af den danske kulturarv.

På det tidligere hovedbibliotek i Halmstad har den danske kunstner Vilhelm Bjerke-Petersen (1909-57) udsmykket en af salene. Udsmykningen er konstrueret af fem hvide flader, hvorpå er placeret et eller to malerier med geometriske mønstre i stærke farvekombinationer. Alle billeder kædes sammen af en rød linie. Det er en behagelig abstrakt udsmykning, der inddrager hele rummet. Men man får en voldsom lyst til at fjerne alle møbler, så man ordentlig kan se udsmykningen. Igen er der en diskrepans mellem de fine mønstre på væggene, de brune reoler og arbejdsbordene. Det skal dog ikke afholde nogen for at lægge vejen forbi – for det er smukt!

Måske vil det generelle forhold til vægudsmykninger i private hjem ændre sig i løbet af foråret. Kronprinseparrets palæ er netop istandsat og en gruppe yngre kunstnere (heriblandt Katrine Ærtebjerg og Morten Schelde) har skabt spændende udsmykninger til udvalgte dele af palæet. Offentligheden får nok ikke en guidet tour rundt i de private gemakker (desværre), men fotos er sluppet igennem til medierne, så vi alle kan blive inspirerede. OG skitserne vil kunne nydes på KØS (Køge Skitsesamling) i løbet af foråret 2010.

En kunstner der har en fantastisk fornemmelse for rum er Malene Landgren. KUNSTHISTORIER glemmer aldrig udstillingen på Overgaden, hvor hun havde malet et kæmpe maleri der fyldte hele den ene væg. Det var en på én gang vibrerende og opslugende væg, der med sine farvekombinationer og strøg transformerede omgivelserne. Det var et unikt og fantastisk billede, der skabte et helt nyt inspirerende miljø. Da udstillingen var slut, blev væggen malet over og det havde kunstneren det fint med. Hun har også udsmykket andre steder siden, bl.a. i den nye DR-by på Amager. Netop nu kan man opleve Malene Landgreens værker på Kunsthallen Charlottenborg. Og i Mjølnerparken på ydre Nørrebro kan man nyde hendes stærke mur-udsmykning.

Måske er vi i Danmark generelt angste for rumudsmykninger både indendørs og udendørs. Vi hylder det midlertidige og viger tilbage fra det permanente. Vi forbeholder os retten til at kunne skifte ud, når vi ændrer smag, moden skifter eller vi ser noget bedre. Det er konsumer-tilgangen til kulturen: brug og smid væk. Det er muligt at dette vil ændre sig i løbet af den financielle krise.


ØNSKER DU AT OPLEVE EN AF KØBENHAVNS SMUKKESTE UDSMYKNINGER, SÅ TILBYDER KUNSTHISTORIER - Bureau for kunst og arkitekturformidling EN EKSKLUSIV OMVISNING LØRDAG DEN 6. FEBRUAR KL. 10.30. OMVISNINGEN ER GRATIS MEN TILMELDING ER NØDVENDIG PÅ info@kunsthistorier.dk. LÆS MERE PÅ WWW.KUNSTHISTORIER.DK.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar