MANGE KUNSTMUSEERS PERMANENTE SAMLINGER BLIVER OVERSETE AF PUBLIKUM. DET ER STADIG SÆRUDSTILLINGERNE DER TRÆKKER FLEST BESØGENDE. OG DET KAN UNDRE, DA KUNSTSAMLINGERNE DE FLESTE STEDER ER BETAGENDE, OVERRASKENDE, BERIGENDE OG INSPIRERENDE. DENNE KUNSTHISTORIE SAMMENLIGNER KUNSTSAMLINGER MED ALADDINS HULE.
Min forestilling om Aladdins Hule er så billedbaseret, at jeg ikke kan sætte ord på. Jeg har også altid sprunget passagerne med beskrivelser af hulen over, fordi jeg ville have min egen forestilling om dette skatkammer - fyldt med kostbarheder - i fred. Men følelsen af at befinde sig et sted så overvældende og fyldt til randen med skatte kan jeg genkende - det har jeg prøvet et par gange.
Første gang var da jeg som 11-årig besøgte Louvre i Paris med min far. Det var overvældende at befinde sig i et palads med så uendeligt mange sale, og med de enorme malerier og de overdådige guldrammer. Det var den tilsyneladende aldrig sluttende rigdom der gjorde indtryk på barnet - mig. Og naturligvis også forestillingen om at store rober havde bevæget sig over disse gulve. Egentlig var det ikke kunsten i sig selv - og slet ikke kunststykket Mona Lisa.
Alligevel var der et maleri der fangede mine øjne, og som endte med at blive billedet på mit første besøg på - og indbegrebet af - Louvre. Det var maleriet
Saínt Joseph Charpentier (udateret) der fik mig til at glemme alt om Marie Antoinette, Napoleon Bonaparte, Desirée og hofballerne. Det var HELT anderledes end alle de andre malerier fra samme periode. For på dette maleri var det ikke den religiøse hændelse eller personerne der var det vigtigste. Hovedpersonen i billedet var lyset og hvordan det farver i mørke. Måden at kunstneren George de La Tour ( 1593 - 1652) legede med lyset og viste oplysningen af den lille piges ansigt og klæder og ikke mindst hendes hånd foran stearinlyset var SÅ betagende. Jeg købte et postkort med den detalje, som jeg stadig har.
Anden gang jeg oplevede fornemmelsen af at befinde mig i en Aladdins Hule, var da min mor slæbte en 17-årig og meget modvillig mig med på British Museum i London - og ikke kunne få mig væk derfra igen. For det var simpelthen så overvældende og betagende og fuldstændig umuligt at rumme alt det. Fra
Arnolfinis Trolovelse til de smukkeste indiske tekstiler. Maleriet
Arnolfinis Trolovelse (1434) af Jan van Eyck (død 1441) er et fascinerende billede. Parret burde se glade ud, men det gør de ikke (og det kan der være forskellige årsager til som jeg ikke vil komme ind på her). Billedet er fyldt med uendeligt mange detaljer, blandt andet hundens pels og blanke øje, samt det vigtige lillebitte spejl på væggen der gengiver hele sceneriet bagfra inklusive kunstneren.
Når man ser så MEGET fantastisk bliver man let en smule blasert overfor vidundere og verdensmonumenter. Man vil så gerne opdage og rumme det hele og halser afsted for ikke at gå glip af hvad der er lige rundt om hjørnet, og ender vel egentlig med blot at blive overvældet. Men den dag idag er en af mine vigtigste inspirationskilder en lille bog om indiske tekstilmønstre.
Belært af min efterhånden store erfaring med overvældende kunstsamlinger var jeg forberedt første gang jeg i begyndelsen af 1990erne skulle til New York og se Museum of Modern Art. Jeg havde blandt andet læse Dea Trier Mørchs fortrinlige bog
Amerika, hvori hun fortæller at hun altid lige skal se den behårede kop af Meret Oppenheim (1913 - 1985), når hun er på MoMA. Og det hjalp faktisk at have et holdepunkt. Så man ikke fuldstændigt druknede i betagelsen over alle de pletskud af værker de har i deres samling af eksempelvis Henri Laurens, Alberto Giacometti, Claude Monet og Mark Rothko. For ikke at tale om deres design-samling og deres fotosamling! Jeg har nu tillagt mig den vane, at når jeg er i New York skal der sættes to dage af til at besøge MoMA. På den måde sættes tempoet ned og man når også at summe over indtrykkene i deres dejlige gårdhave. Og jeg skal altid lige se
Object. Paris. (1936).
Det ultimativt mest frustrerende besøg i en Aladdins Hule oplevede jeg på en studietur til Sankt Petersborg i Rusland i midten af 1990erne. Der var et tætpakket program, og i dette program var der sat tre timer af til at besøge Eremitagen - og det var inklusive at spise frokost. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt til dette besøg, så jeg blev fuldstændigt rundt på gulvet. Her var guldkareter og kæmpekaryatider, en formidabel naturhistorisk afdeling, en imponerende samling nederlandsk 1600-talsmaleri samt - på loftet - en kæmpe samling franske impressionister. Og meget MEGET mere. Det hele var sådan lidt uplanlagt og tilfældigt stillet frem, som om de på museet slet ikke var klare over hvilke kostbarheder de havde i deres hænder. Der var ingen oversigtskort eller etageplaner eller temaudstillinger eller kronologiske ophængninger. Det var så frustrerende, forvirrende og uoverskueligt at jeg stadig ikke kan huske præcis hvad jeg så, blot at jeg så voldsomme mængder af kostbarheder. Og det var en befrielse.
Der findes rigtig mange samlinger og museer i verden der kan opleves som en Aladdins Hule. Men måske netop fordi jeg mistede orienteringen og overblikket i Vinterpaladset og på grund af dets kaotiske og labyrintiske fremtoning, er det den samling der for mig visuelt kommer tættest på mit indre billede af Aladdins Hule.
I alle mine her ordførte oplevelser af nogle af verdens mest overdådige kunstsamlinger er det afgørende for oplevelsen ikke strukturen, men snarere det modsatte. Den uendelige mængde af kunstværker, det fraværende tema og den fraværende sammenhæng, manglen på en plan eller en oversigt, størrelsen af samlingerne der gør det umuligt at rumme dem på både en time, en dag og en uge - det er dét, og måske også den frie følelse af at have opdaget det hele selv, der gør dem ekstraordinære og fuldstændigt fantastiske OG til Aladdins Huler.
Find flere detaljer om de nævnte samlinger her: www.louvre.fr, www.britishmuseum.org, www.moma.org, www.hermitagemuseum.org.
