tirsdag den 18. maj 2010

Ugens Kunsthistorie: SOMMER I DEN SORTE FIRKANT




SOMMER I DEN SORTE FIRKANT (1975) er et af de malerier, jeg husker tydeligst fra min barndom. Det hang på væggen over spisebordet i et skinnende orange køkken på Nørrebro i København. Min bror og jeg skiftedes til at finde figurer på billedet som den anden tænkte på. Vi lærte billedet RET godt at kende på denne måde.

Erik Hagens (1940) maler billedet i 1975. Kort tid efter at maleriet er færdigt bliver han igen ansat på Eks-skolens trykkeri. Her beslutter han at mangfoldiggøre maleriet som plakat. På plakaten er der en sort ramme, hvor udvalgte figurer fra billedet vises. Plakaten lægger altså op til detalje-leg.

SOMMER I DEN SORTE FIRKANT er et maleri, der rummer mange små historier om dagligdagen, og samtidig fortæller det den store historie om kvarterets barske forandring med spekulationen og husenes elendige stand, om nedrivningen - og i horisonten kan man se nybyggeriet komme nærmere i form af kranen. På pladerne rundt om Byggeren kan man se en række af tidens slogans: BØRN ELLER BILER, BØRNEMAGT, BØRN OG ARBEJDERE ER OGSÅ MENNESKER og HVORFOR!!! SKAL PRIVATE STORSVINDLE.

'Byggeren' på Nørrebro skulle være et fristed for børnene, så de ikke behøvede at lege i de labyrintiske og mørke baggårde eller på gaderne. For rigtigt mange børn var det en fantastisk legeplads!

Jeg husker det som et ubehageligt og utrygt sted fyldt med splintret træ og rustne søm og RIGTIG mange løse hunde. Men jeg var også mere til lyserød end til brun, og til tyl end til smækbukser. Og man kunne ikke lege på Byggeren iført tylskørt!

Dengang syntes jeg, at det var et grimt og grå-brunt billede. Idag synes jeg, at det er et fantastisk maleri. Ja, endda smukt med den grå-blå-røde ramme af bygninger langt billedkanten og den diagonale brug af gul.

Plakaten kan opleves på Arbejdermuseets store Erik Hagens-udstilling VELFÆRDSHVERDAG - I BILLEDERNE FRA 60ERNE TIL NU der vises frem til 15. august 2010. Plakaten kan desværre ikke fås mere (måske antikvarisk), men i udstillingskataloget er der en fin gengivelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar