RIVALINDERNE

I 1890 MALEDE DEN RUSSISKE KUNSTNER Nikolaj Alexejevitsch Kassatkin maleriet Rivalinderne. To varmt påklædte unge kvinder er centralt placeret i midten af billedet. de befinder sig i et snedækket landskab med russiske bondgårde med staldbygninger i hver side af lærredet. Vi er på landet, men det er ikke lige til at sige om de er i en landsby eller på et større gods. de går på en sti og holder hver sin store metalspand i hånden.

SPØRGSMÅLENE HOBER SIG OP: Hvor har de været? Hvor er de på vej hen? Hvad har de i spandene? Måske har de været inde at ,malke, og så er det mælk de har i spandene. Men det kan også være mad, der eri beholderne - mad, som de vil bringe ud til en mand de godt kan lide eller vil gøre indtryk på. Eller til de gamle og syge eller de fattige.

MEN DET VIGTIGSTE SPØRGSMÅL ER, hvad gør dem til rivalinder? Konkurrerer de om hvem der er hurtigst, eller om mængden, eller om manden? Eller kæmper de om godhed? Hvem gør mest for de der ikke kan selv? Hvem er bedst til at glemme sig selv og tænke på andre?

KASSATKIN HAR KOMPONERET et nationalromantisk maleri med et hverdagsmotiv fra den russiske bondebefolksning. På dette tidspunkt var der også uro og voksende utilfredshed i det russiske samfund, der faktisk var ved at eksplodere. Der var en stigende interesse for at definere hvad det russiske egentlig var, og almuebefolkningen udgjorde et godt motiv.

MALERIET ER IKKE BLOT EN BESKRIVELSE AF ALMUEN. Det er et genremaleri, fordi det fortæller en historie om de to kvinder der konkurrerer med hinanden. Og det er præcis den fortælling, der gør at maleriet hæver sig op over både det nationale og sin egen tid. For den konkurrence foregår også i dag, blot på de sociale medier.

Kazimir Malevich: Morning in the village after the snowstorm,1913.

KØBENHAVN KOMMER NÆPPE til - imorgen - at se ud som byen på dette snefyldte maleri af Kazimir Malevich (1878-1935), Der er sne allevegne: På træerne, på hustagene, mellem husene, langs vejene, og på vejen som de to varmtklædte personer bevæger sig henad. De er varmt klædte på, formentlig med mange lag af tøj.Som to kæmpestore bylter kæmper de sig gennem de hvide snemasser.   I hænderne bærer de beholdere. Måske skal de malke, eller måske har de lige gjodt det. For enden af deres vej kan man se en person der trækker er vogn, måske en kane. Fra alle hustagene stiger røgen op.

ER DER EN SOCIAL BEVIDSTHED i dette maleri? Næppe. Landbefolkningen kæmper med vejret og det er sikkert slidsomt arbejde, men er det uretfærdigt? Malevich har været optaget af farver og figurer. Der er en enkel farveholdning i maleriet domineret af den hvide, den blå og den røde. Figurerne er geometriserede. Figuren til vestre består tilnærmelsesvis af tre kegler, og havde de været grønnee havde det været et grantræ.

MALLERIET ER ET EKSEMPEL PÅ Malevichs kubo-futuristiske periode. Malevich og mange af hans samtidige russiske kunstnerkolleger var optaget af det russiske bondeliv, almuestilen og alt folkloristisk. De søgte ind til noget ægte russisk i deres kunst. Man kan sige at der ikke var noget moderne over deres motiver af landbefolkningen, men der er dynamik og bevægelse i malerierne, selvom figurerne hos Malevich virker så kluntede og er så geometriserede. Man kan godt se hvad de forestiller, selvom geometriseringen er et skridt i retning mod det abstrakte, som Malevich senere i sin karriere arbejdede med det non-figurative og idag primært kendes for denne del af sit virke. Men det er emnet for en anden Kunsthistorie.

LEO N. BUSHMAN

N.Y. city - Bronx (Undercliff Ave.)
af Leo N. Bushman (1948). Kilde: Artnet

DET SNER I NEW YORK, og derfor er denne snevejrsakvarel af et snedækket Bronx udført af Leo N. Bushman på en måde ret aktuel, på trods af at den er fra 1947. I en dansk sammenhæng er Leo Norman Bushman (1917-2005) totalt ukendt. I 1984 til The Calgary Gazette: "I'm more influenced by childrens art than by contemporary artists". På de få billeder der er tilgængelige af hans kunst, blandt andet dette foroven, er det ikke lige til at få øje på inspirationen fra Børnetegningerne.

MEN I 1964 var Bushman på en elleve måneder lang rejse gennem 29 lande for at observere, indsamle og foto-dokumentere Børnetegninger. Hvem der sendte ham på denne mission og hvorfor, ved jeg ikke (endnu). Årsagen til at jeg overhovedet kender til Bushman er, at han skabte sig en større privat samling af japanske Børnetegninger fra 1950erne og 1960erne. Jeg skrev om denne samling i Kunsthistorien APROPOS JAPAN: JAPANSKE BØRNETEGNINGER. Det meste af Bushmans samling befinder sig i idag på The Nickle Arts Museum i Calgary, men der findes også lidt på University of Virginia i USA, se mere her.

BUSHMAN BLEV født i Mishawaka, Indiana, og uddannet bachelor of Fine Arts fra Art Institute of Chicago (1936) og Master of Arts fra Columbia University i New York (1947). Han underviste over hele USA og deltog også i 2.Verdenskrig. I begyndelsen af 1950erne flyttede han til Japan, hvor han blev leder af the U.S. Pacific Air Force Arts & Crafts program. Senere blev han leder af the U.S. Air Force Education Director i Seoul i Korea, hvor han var til 1963. Efter sin verdensrejse vendte han tilbage til USA for at undervise. Fra 1966 blev han tilknyttet universitetet i Calgary (Canada), hvor han arbejdede ved The Faculty of Art frem til 1982.

Japansk Børnetegning fra Bushmans samling. 
Kilde: University of Virginia

DA BUSHMAN gik på pension, blev han medlem af bestyrelsen for The Arctic Institute of North America (AINA). Han vedblev med at indsamle Børnetegninger og specialiserede sig i det man i USA kalder "native childrens art".

DET KUNNE VÆRE RET INTERESSANT at finde ud af, hvorfor Bushman var så optaget af især 'native childrens' Børnetegninger, hvad han forstod ved begrebet 'native' og om han opfattede japanske og koreanske børn som 'native'.

JEG KENDER IKKE ÅRSAGEN til at Bushman samlede på japanske Børnetegninger. Men det er muligt at motiver som følelse af kulturel overlegenhed eller skyldfølelse spillede ind.

MON DER I DANMARK findes samlinger af Børnetegninger fra Danske kolonier, og mon danske sodater har samlet Børnetegninger fra lande de har været udsendt i?

Ugens Kunsthistorie: NON NOBIS – det betaler sig!

Der er især et maleri jeg elsker at se på, når jeg besøger Statens Museum for Kunst. Maleriet er malet af Jens Søndergaard. Både min oldemor og min mormor kunne se at det forestillede Rådhuspladsen i snevejr. Min datter vil også kunne se det, på trods af at sporvognen er erstattet af busser, at der nu er en busterminal og andre detaljer. Maleriet viser storbyens puls: mennesker i bevægelse, trafik, liv.

Før ombygning og tilbygning på Statens Museum for Kunst hang maleriet oftest i den store sal ud mod anlægget (det rum der nu er en slags ekstra gennemgangshall fra det gamle til det nye). Nu ved jeg aldrig præcist hvor det hænger, hvis det overhovedet er fremme. Men jeg ved at det er i samlingen – og at de altid vil eje dette maleri.

Eller – jeg håber at de altid vil eje det. For den seneste tids snak om, om man måske skal åbne op for at museerne kan sælge værker fra deres samlinger, rummer den mulighed at en direktør, direktion eller bestyrelse en dag vil finde at dette værk er mindre betydningsfuldt i forhold til et andet fokus på samlingen eller en nyanskaffelse - og derfor vil sælge det for at skaffe finanser til Museet.

Det er vel helt naturligt at se på og tale om alternative måder at finansiere kulturlivet på. Ikke blot i tider med økonomisk krise. MEN at røre ved en samling er problematisk. For det første kan man opleve en samling som en helhed, der fortæller samlingens tilblivelse, udvikling og historie. Det er i sig selv en god kunsthistorie.

For det andet - og det er det værste jeg kan forestille mig, hvis man åbner op for denne beslutning - er der så det vilkårlige element: Hvordan vælger man hvad der er vigtigt og hvad der er mindre vigtigt i en samling? Hvilke kriterier opstiller man? Kan man fremtidssikre sådanne beslutninger? Hvad vi i vores tid synes er fantastisk og vigtigt, synes man måske mindre om om 20, 50,100 år.

NON NOBIS er mottoet på mit gamle gymnasium. Det betød ikke for os, underforstået at man ikke kun tænker på sig selv på, men på efterslægten. Skolen virkede fra 1787. Den blev dannet af en gruppe fremsynede mænd der i tråd med oplysningstidens idealer ønskede at skabe en uddannelse for danske børn og unge, der kunne uddanne dem til fremtidens selvstændigt tænkende og fornuftige borgere.

Der er noget fromt men samtidig ufatteligt smukt ved at tænke på andre end sig selv. I mine mange år som museumsformidler på Louisiana Museum for moderne kunst har jeg brugt rigtig megen tid på at forklare museumsgæster hvorfor man ikke må røre ved kunsten. Især skulpturerne står der med deres indbydende former og farver og materialer og LOKKER beskueren mod sig. Men hvis man er interesseret i at skulpturerne skal stå - om ikke til evig tid, så i hvert fald til de næste generationer af museumsgæster, skal man lade være med at røre ved kunsten.

Man får ikke direkte penge i hånden af at sikre kulturarven, men det er en investering i kulturen og en investering i fremtiden: NON NOBIS – det betaler sig!