Emiliano Di Cavalcanti: BRASILIEN

Woman with a bird (1961). Olie på lærred.

DEN BRASILIANSKE KUNSTNER Emiliano Di Cavalcanti (1897-1976) udførte i 1961 maleriet Kvinde med en fugl. Maleriet viser en stor, svulmende kvinde med brun hud og sort hår liggende op en grønternet undergrund omgivet af den på samme måde, svulmende, eksotiske og overvældende brasilianske flora. Hun holder en lille grøn fugl i sin store hånd. Bag hende ses også en papegøje. Farverne i baggrunden er også farverne i det brasilianske flag.

SIDEN MIDTEN AF 1920ERNE var brasilianske kunstnere optaget af at skabe deres egen kunst fri for europæisk indflydelse. For en nation og region hvis historiske skæbne og udvikling siden 1500-tallet havde været præget, domineret og forstyrret af påført europæisk kultur, religion og politik blev det væsentligt ikke blot at løsrive og frigøre sig fra det udefrakommende, men at finde ind til hvad der så egentlig var / er denne nations egenart og kunsteriske udtryk. Denne periode kan sammenlignes med den danske guldalder i første halvdel af 1800-tallet.

Emilio Di Cavalcanti: Samba (1925). Olie på lærred.

I 1928 SKREV DEN BRASILIANSKE DIGTER Oswald De Andrade manifestet Manifesto Antropofago, der handlede om at istedet for at lade andre kulturer overtage og æde det brasilianske, skulle brasislianerne lade sig inspirere af den indianske Tupi-stamme og 'æde' af andre kulturer. Di Cavalcanti havde selv italienske forfædre, og opholdt sig i Paris i perioden 1923-25. Så den europæiske kultur og især den tidlige modernisme havde selvsagt sit tag i hans indgang til kunsten. I Kvinde med fugl ser man tydeligt kubistiske reminiscenser i måden kvinden er modelleret på med de enkle geometriske linier. Hendes bryster er koniske og hendes hænder, lår og fødder er voldsomt forstørrede, som i en skulptur af Henri Laurens eller Henry Moore.

DET BRASISLIANSKE SAMFUND er et multietnisk samfund der udover efterkommere fra den oprindelige befolkning af indianske stammer, fra afrikanske slaver og europæere også består af blandinger mellem disse samt nye immigranter både fra Europa og fra Japan og mellemøsten. I hele Sydamerika bruges bestemte navne for mennesker med forfædre fra forskellige geografiske steder: Mulatter, mestizer og coyoter. Disse betegnelser virker diskriminerende og stødende idag, og er også blevet brugt med denne hensigt.

NÅR Di Cavalcanti bruger betegnelsen mulatkvinde i beskrivelsen af sit motiv, er hans hensigt nok ikke nedladende, men snarere symbolsk:

"For me, the mulatto woman is the symbol of Brazil. She is neither black, nor white, neither rich, nor poor. She likes dance, music, football...like all our people. I imagine her lying down on a bed, just like I imagine the country lying down on a splendid cradle. The mulatto is femininity and Brazil is the most feminine country in the world".

Tarsilo Do Amaral (1886-1973): Abaporu (1928).
Olie på lærred.

Di Cavalcanti ønskede at skabe en komposition der handler om Brasisliens identitet. Han opfattede Brasilien som femininitet - og kunne ikke forestille sig dette fremstillet uden en nøgen kvinde. På trods af ønsket om at skabe nogte brasiliansk er kompositionen på en måde meget traditionel, lettere konservativ og meget europæisk! Især hvis man sammenligner med hans samtidige brasilianske kollega Tarsilo Do Amaral.