CUNO AMIET 1868-1961

JEG VAR TIL FØDSELSDAG IGÅR, og der blev jeg spurgt, om jeg kender den schweiziske kunstner Cuno Amiet, der vist var en del af fauvisterne. Jeg kunne ikke erindre, at jeg havde hørt om ham før. Jeg blev nysgerrig på hvem han var, så da jeg kom hjem undersøgte jeg Cuno Amiets værker på nettet. De er fantastiske, og hans stilmæssige spændvidde er rigtig interessant. Han når faktisk omkring næsten samtlige kunst '-ismer' indtil 1920'erne: impressionisme, symbolisme, ekspressionisme, fauvisme og pointilisme.

DA JEG SAD OG GENNEMSÅ HANS MALERIER, gik det op for mig, at jeg faktisk har læst om ham før. Nemlig i bogen "1913: Århundredets sommer" af Florian Illies. Amiet var tilknyttet kunstnergruppen Die Brücke, og han havde et særligt venskab med den russiske kunstner, Marianne von Werefkin (1860-1938).

HER ER ET UDVALG AF AMIETS VÆRKER:

ISCENESÆTTELSE BETALER SIG

Daniel Fox: Yellow-headed woman brings nothing but pain. 2015

DANIEL FOX ER EN YNGRE BRITISK KUNSTNER, der har fanget min interesse. Ikke alene på grund af hans farvestrålende naivistisk-ekspressive malerier, der kan minde om Tal R's kunst. Heller  ikke på grund af hans bemærkelsesværdige succes i Londons galleriverdenen, der jo er ensbetydende med betydelig kommerciel succes. Dét der har fået mig til at se på Daniel Fox's værker, læse interviews med ham og studere fotografier af ham, er den måde han fremstiller sig selv som kunstner på.

MM: How did you start painting?

DF: My grandma looked after me a lot when I was young. If I said I was bored, I got sat at the table with a piece of paper and pencil. I thought about that a lot while painting a series of still-life flowers recently. It must have stayed with me and I’m sure a lot of pre-computer age kids had the same treatment. I didn’t paint humans until I was about 15 — my first girlfriend. (Fra interview i Magasinet Milk, 2013)

DET DER FANGEDE MIN OPMÆRKSOMHED VAR, at Danny Fox i et interview fortæller, at han tegnede som barn, at hans bedstemor støttede hans tegneglæde, og at han udstillede som 8-årig og som 16-årig. Det nye er ikke at han tegnede som barn, blev støttet af familien eller udstillede. Det nye er, at han åbent fortæller det, og at han faktisk tillægger det en betydning i forhold til at han er kunstner. Se Danny Fox's hjemmeside her

Danny Fox i sit studie

HVORFOR ER DET VIGTIG VIDEN at kunstneren tegnede og udstillede som barn, og hvorfor synes jeg, at det interessant? Det bryder fuldstændigt med den kunstopfattelse og kunstpraksis, der har domineret den vestlige kunstverden de sidste ca. 60 år, nemlig den at kunstneren først er kunstner som voksen og at kunstpraksis primært er en konceptuel praksis.

Nordkoreas leder Kim Jong-Un på en frisk spadseretur til toppen af det højeste bjerg uden hue, halstørklæde og vanter, kun iført lang frakke og festsko.

NORDKOREAS LEDER, KIM JONG-UN tegnede også som barn. Man fortæller om ham, at han var en formidabel tegner, og at han også komponerede musik, og at han kørte bil som 3-årig. Alle disse utrolige evner, som han skal have haft fra barnsben, er med til at tegne et billede af ham som værende et helt fantastisk talentfuldt menneske. Man kan være 'den fødte leder'. Det er en sætning, vi bruger om børn og voksne, der viser særligt talent for at anspore, organisere eller samle andre. Men vi ville aldrig give børnene reelt ansvar for ledelsen af en arbejdsplads, en kommune eller et ministerium. Men når nordkoreanske medier fortæller, at Kim Jong-Un er den fødte leder, så griner vi i vesten og siger at det er løgn og manipulation. Læs mere om Kim Jong-Un her og her.

DER FINDES BØRN, DER UDVISER FANTASTISKE EVNER, interesse og forståelse for elektricitet. Vi beundrer deres kunnen, vi opmuntrer dem og hjælper hvis vi kan - men vi ville aldrig lade dem stå for de elektriske installationer i vores hjem, eller på en fabrik.

AT LEDE, AT ARBEJDE MED ELEKTRICITET OG AT VÆRE KUNSTNER kræver evner, men man er også nødt til at have uddannelse og erfaring for at det bliver troværdigt. Hvis man er meget ung, og ikke har megen erfaring, og gerne vil vise, at man er genial, er man nødt til at inddrage barndommen i fortællingen om sig selv. Det gør Kim Jong-Un og det gør Danny Fox - uden sammenligning iøvrigt!

Artist Danny Fox and his model

DET ER BEMÆRKELSESVÆRDIGT, at Fox formår at reetablere et gammeldags syn på kunst og kunstnerrollen - nemlig ideen om genialitet! Danny Fox er i slutningen af tyverne, han er autodidakt kunstner, og han har taget den britiske kunstverden med storm. Kunstkritikeren Edward Lucie-Smith er tilsyneladende begejstret for ham, og har både lavet et interview med ham der kan ses på You-tube samt skrevet om Fox på Fox's egen hjemmeside. Interview med Edward Lucie-Smith fra 2014, se her

DANNY FOX læser, rejser, undersøger andres kunst, undersøger visuelle kultur. Han maler, men han videreudvikler ikke konceptet kunst. Han har tilegnet sig en karikeret kunstnerrolle, der kan generere penge. Fox er ikke en kunstner, der som Daniel Buren i 1970erne redefinerer kunst, som de kontekst der gør genstande til kunst. Eller som Cindy Sherman der siden 1980erne redefinerer billedet som altid lånt og altid utroværdigt. Eller som Gerhard Richter, der redefinerer maleri som billeder blandt billeder. Eller som Rirkrit Tiravanija der siden 1990erne redefinerer kunst som socialt samvær.

Tekst fra Pinterest: "Danny Fox photographed by Neil Gavin. "This is the Holy Grail of Hipster photos because it has it all: trendy, large, cute and quaint animal tat, requisite beard with Jesus 'do, serious (yet ironic) pose. How much is your sublet in Bushwick, dude?"

ISCENESÆTTELSEN AF DANNY FOX er en succes. Uanset om der står nogen bag ham, der trækker i trådene, eller om han selv har udtænkt strategien, er den kommercielt vellykket. Og der er ingen tvivl om at iscenesættelse ligger ham stærkt på sinde. Se blot denne reklame film for en galleri udstilling i 2010 her. Listen over Danny Fox's favorit kunstnere gennem de sidste 114 år, årti for årti, er også markedsføring, se her. Med denne liste får han placeret sig i den kunstneriske sammenhæng som han selv ønsker: Picasso, Schiele, Matisse, Guston og Basquiat!

FORTÆLLINGEN OM AT DANNY FOX tegnede som barn og udstillede som 8-årig er med til at cementere genialiteten. For når han kunne udstille som barn, er alt hvad han herefter gør genialt - og salgbart. Referencen til barnlig kreativitet henleder naturligt vores opmærksomhed på den medfødte kreativitet. Han fremstår som et kunstnerisk geni, og hans kunstværker er produkter der kan sælges. Processen og beskueren er uden betydning, produktet er i sig selv det geniale. Når nu han taler så meget om sine barndomstegninger, ville jeg ønske at han også viste dem frem!

AT DET OGSÅ KAN VÆRE EN FARLIG iscenesættelsesstrategi skyldes, at der måske pludselig er nogen der siger: Han har jo ikke noget tøj på! Og hvis det hele blot er form, så kan det blive svært at være kunstner resten af livet. Men det er egentlig ligemeget, for han sælger NU - og det er jo også et parameter!

Film fra 2015
Interview med Danny Fox om Instagram for Tate Modern, læs her
Interview med Danny Fox november 2015, se her
 

BILLEDER AF ET DANMARK DER VAR

Fredensgade. Foto: Viggo Rivad 1973

Agnete i Fredensgade. Foto: Viggo Rivad, 1973.

FOTOGRAFEN OG FORFATTEREN VIGGO RIVAD (1922-2016) er død, og har efterladt sig et fantastisk levende værk: Billeder af et Danmark der var. Rivad har siden 1946 forsynet os danskere med et formidabelt fotografisk æuvre, der både indeholder enkeltstående fotografier og gribende fotoreportager. Rivad var selvlært, men inspirationen fra eksempelvis en fransk fotograf som Brassaï, var tydelig i de tidlige billeder. Med tiden blev den socialrealistiske vinkel dominerende, med fokus på det oversete og nære, og med en solidaritet og indføling med de portrætterede.

SIDEN MEDDELELSEN OM RIVADS DØD er det hvirvlet rundt på de sociale medier med bud på hans bedste billeder. Der er så mange pletskud blandt hans fotografier, og man kan jo ikke lade være med at at elske dem alle sammen. Men selvfølgelig er der billeder, man føler sig tættere forbundet med end andre. Og sådan har jeg det også.

Lejlighed i Fredensgården. Foto: Viggo Rivad

MIN RIVAD-FAVORIT er fotoreportagen fra det besatte hus Fredensgården i Fredensgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro. Reportagen viser slumstormerne i det besatte hus, men også de samme lokaler ryddet for mennesker og ting. Det er stærkt, at se billederne af de beboede lejligheder ved siden af de samme ryddede lejligheder - livet over for tomhed og destruktion. Og selvom ejendommene virkelig var små og i dårlig stand, virker det alligevel meningsløst at de blev ryddet.

FOR NYLIG UDKOM bogen Jeg savner min pølsevogn, mit værtshus og min mor. Bogen er fortalt af pædagog og institutionsleder Christiane Pedersen, og skrevet af mig. I bogen fortæller Christiane Pedersen om, hvad pædagogisk praksis i Læssøegården var, og om hvordan den udviklede sig. Men det hele begyndte slet ikke i Læssøegården eller i Læssøesgade. For hvad mange måske har glemt i dag – eller slet ikke ved – er, at det tankegods, der dannede fundamentet for at Læssøegården blev som den blev, faktisk blev udtænkt og formuleret i 1969, i stueetagen i en besat ejendom kaldet Fredensgården i Fredensgade.

INSTITUTIONEN begyndte sin praksis under navnet Fredensgårdens Legested. Fredensgårdens Legested blev iværksat af slumstormere, der så hvordan kvarterets børn løb rundt på gader og stræder og i baggårdene og ’passede’ på sig selv og hinanden. Det lå i de idealistiske og revolutionære slumstormeres gener, at dét der ikke fungerer, det kan man ændre på. Så de tog ansvar og skabte Fredensgårdens Legested for alle disse børn med pædagogisk opsyn og pædagogiske aktiviteter. I bogen er der et fotografi af Viggo Rivad, der viser slumstormerne i en baggård til Fredensgården.

INDTIL POLITIKERNE besluttede at gennemføre rydningen af ejendommene på den ene side af Fredensgade, for at skabe plads til den fler-sporede motorvej Søringen, lå institutionen her, men al balladen og den efterfølgende nedrivning betød, at institutionen måtte flytte til Læssøesgade og efterfølgende tog navneforandring til Læssøegården.

RIVAD HAR OGSÅ dokumenteret de voldsomme kampe omkring Fredensgården. Det var en kamp mellem David og Goliath. Fotografierne af den unge kæmpende kvinde, Agnete, med kasserollen på hovedet og Politimanden der rammes af en malerbombe er ikoniske billeder, der fortæller om en tid og et samfund præget af sammenstød mellem det gamle og det nye. På den korte bane vandt politikerne, ejendommene blev revet ned og idag ligger den mennesketomme Fredens Park på adressen. Men på den lange bane vandt slumstormerne. Søringen blev ikke til noget.

FOTOREPORTAGEN FRA FREDENSGÅRDEN er umiddelbar mindre dramatisk, men Rivads billeder efterlader uforståelighed hos beskueren (i hvert fald denne) overfor, at det fredelige og festlige liv skulle afsluttes. Rivad var ikke partisk, men hans reportage viser solidaritet med de unge slumstormere.

Efter kampen. Foto: Viggo Rivad, 1973.

BJERGBESTIGEREN GEORGIA ENGLEHARD OG ALFRED STIEGLITZ

Bjergbestiger G. Englehard

Maleri af G. Englehard

I ÅR ER DET HUNDREDE ÅR SIDEN at Georgia Englehard (1906-1016) debuterede. Kunstneren fik på det berømte Galleri 291 i New York i 1916 sin egen udstilling med følgende meget lange titel:

"Water-Colours and drawings by Georgia Englehard, of New York, A Child ten years old showing evolution from her fourth year to her tenth year".

GALLERI 291 blev drevet af Alfred Stieglitz (1864-1946), amerikansk fotograf og formidler af de europæiske avantgardestrømninger i USA. Stieglitz viste mellem 1912 og 1916 fire udstillinger med Børnetegninger, formentlig inspireret af den russiske kunstner Vasily Kandinsky og gruppen Der Blaue Reiter, der ikke lagde skjul på, at de var inspireret af Børnetegninger. Stieglitz oversatte Kandinsky, og udstillede også hans udsagn både i galleri 291 og i sit magasin Camera Work. Et af de oversatte Kandinsky-citater var dette:

"There is an unconscious and enormous force in the child which manifests itself here and which puts the work of the child on an equally high (and often much higher) level as the work of the adult". 

MANGE AF TIDENS TONEANGIVENDE KUNSTNERE var på jagt efter ukendte billedterritorier, hvilket gav sig udslag i stor interesse for enhver form for kulturelt uberørt billeudtryk, heriblandt Børnetegninger. Stieglitz var også i sine fotografier optaget af børn udtryk og han tog faktisk flere fotografier af barnet Georgia Englehard:

Georgia E.. Foto: A. Stieglitz

Georgia med legetøj. Foto: A. Stieglitz

ENGLEHARD VAR Stieglitz niece, og breve mellem de to fortæller, at han havde en stor indflydelse på hendes udvikling. Men det var kunstneren Georgia O'Keeffe (1887-1986), Stieglitz hustru, der påvirkede Englehard som maler. Det er tydeligt, når man ser på Englehards landskabsbilleder, der er som modelleret af farvet flødeskum: på een gang massivt og fyldigt, men alligevel med en porøsitet som om det allerede er ved at forsvinde igen:

Maleri af Georgia Englehard

ENGLEHARD var bange for højder, men overvandt denne angst og blev en anerkendt bjergbestiger. Og netop denne fascination af højder og angst for dybder, indfanger hun meget fint i sine voksne malerier. Hun havde mange talenter, fik mange muligheder og prøvede mange ting af i sit liv. Men måske var det bjergbestigningen hun var mest optaget af. Og hendes bedrifter gjorde at der er bjerge der er opkaldt efter hende.

Det uskyldige barn - Georgia Englehard.
Foto: A. Stieglitz.

BØRNETEGNINGERNE, som hun udstillede som 10-årig, er ikke offentligt tilgængelige (hvis de overhovedet eksisterer mere). Men Stieglitz udstillede formentlig også mere Englehards Børnetegninger, fordi de var tegnet af et barn, end fordi hun var en kunstner in spe. På de andre tre udstillinger med Børnetegninger på Galleri 291, påstod Stieglitz at tegningerne var udført at emigrant børn fra de fattigste kvarterer på Lower East Side i New York. Men kunstneren Josephine Hopper  (1883-1968), født Nivison, har i sin dagbog skrevet, at Børnetegningerne til udstillingerne blev udført af hendes billedskoleelever, og dermed var de ikke helt så uberørte og ubeskrevne blade, som Stieglitz ellers gerne ville fremhæve.

FORESTILLINGEN OM at man kan gå en tur i et fattigt ghettokvarter og tilfældigvis finde fantastiske Børnetegninger er både meget romantisk og en rigtig god pressehistorie. Og selv om der er fortalt lignende historier gennem tiderne, så er det nok snarere - i dette tilfælde - sandheden, at Stieglitz har fået tegningerne fra en Billedskole. Udstillingerne med Børnetegninger var en del af Stieglitz's kunstneriske manifest og en provokation overfor det etablerede.

RIGET FATTES PENGE, MEN KAN VI UNDVÆRE OUTSIDER-KUNSTEN?

David Braillon (1970)

DENNE KUNSTHISTORIE HANDLER OM EN FANTASTISK SAMLING AF BILLEDER SKABT AF PSYKISK SYGE OG OUTSIDERE. DET ER EN AKTUEL HISTORIE, FORDI DENNE SAMLING FYLDER 40 ÅR I DENNE MÅNED. DET ER OGSÅ EN RELEVANT HISTORIE FOR OS DANSKERE, FOR VI HAR I ÅRHUS ET MUSEUM MED EN LIGNENDE SAMLING, DER DESVÆRRE LUKKER.

Madge Gill (1882-1961)

I DENNE MÅNED er det 40 år siden, at museet for L'Art Brut i Lausanne, Schweiz, åbnede for publikum. Det er selvlærte voksne, der skaber 'Art Brut'. Deres billeder og figurer er fascinerende, mystiske og ofte også smukke. Det er umuligt at forbinde deres værker til en bestemt kunstnerisk tradition, da de slet ikke kender til kunstneriske traditioner eller stilretninger. Og det eneste fællesskab disse mennesker deler, er at deres billeder befinder sig i samlingen i Schweiz.

Serge Dealaunay (1956)

DET DER KENDETEGNER skaberne af værkerne i Lausanne-museets samling er, at de er marginaliserede mennesker, der næsten uden undtagelse befinder sig i udkanten af samfundet og ikke betragtes som 'normale'. Madge Gill (1882-1961), Brunetti Luigi (1905-1972), Serge Delaunay (1956) og David Braillon (1970) har tilfælles, at når de udførte/ udfører deres værker, skete/ sker det tilsyneladende ikke for at få accept og anerkendelse af omgivelserne, men alene fordi de ikke kan lade være. Og deres billeder er kun tænkt til at blive set af dem selv (selvom Delaunay er tilknyttet et galleri, og mange gennem tiderne har udnyttet disse menneskers evner til at selv at tjene penge).

DET VAR DEN FRANSKE KUNSTNER Jean Dubuffet (1901-1985), der opfandt konceptet Art Brut. Direkte oversat betyder det 'brutal kunst', men det skal nu mere forstås som ubearbejdet/ umiddelbar og ukultiveret kunst, Dubuffet blev inspireret af billeder udført af mennesker, der ikke var uddannede eller havde kendskab till eller begreb om, hvad kunst er. Det var den surrealistiske tradition fra 1920erne, der inspirerede ham til at se værdien af disse menneskers billeder.

Brunetti Luigi (1905-1972)

I SURREALISMENS UNGE ÅR var alle meget optaget af alt hvad der var 'galt', og en 'gal' kunstner som eksempelvis Antonin Artaud var en stor inspirationskilde for de surrealistiske kunstnere. Dubuffet begyndte at samle på Børnetegninger og gale menneskers billeder. Hans samling voksede og det er denne samling, der i 1976 blev til Musée de L'Art Brut.

NÅR DETTE ER INTERESSANT FOR OS HER I DANMARK, skyldes det at vi faktisk også har sådan et museum med en samling af 8000 værker i Århus. Museum Ovartaci er både et psykiatrisk historisk museum og et kunstmuseum i Risskov. En samling der er blevet lovprist af danske kunstnere. Og en samling, der desværre formentlig lukker ved udgangen af 2016 (læs mere her). Riget fattes jo penge, som man siger.

HVAD FORTÆLLER DET OM ET LAND, at det ikke har råd til at samle og vise Outsider-kunst? Manglende rumlighed? Manglende interesse? Det er muligt, at de ansatte i samlingen ikke har formået at formidle samlingens potentiale. Men det gør de så nu. Og hold da helt op, hvor er der mange muligheder for at skabe spændende, vedkommende, interessante udstillinger samt debat.

TILLYKKE TIL MUSEET I SCHWEIZ MED DE 40 ÅR, og vi glæder os til at se deres spændende jubilæumsudstilling Jean Dubuffet's Art Brut, the origins of the collection, der åbner 5. marts i år. Værker af Jean Dubuffet kan nydes på Jorn-museet i Silkeborg og på Louisiana i Humlebæk. Men lad os håbe, at vi for fremtiden ikke skal helt til Schweiz for at se Art Brut!!! Og lad os håbe, at Museum Ovartaci også kommer til at fejre 40 års jubilæum.

LEO N. BUSHMAN

N.Y. city - Bronx (Undercliff Ave.)
af Leo N. Bushman (1948). Kilde: Artnet

DET SNER I NEW YORK, og derfor er denne snevejrsakvarel af et snedækket Bronx udført af Leo N. Bushman på en måde ret aktuel, på trods af at den er fra 1947. I en dansk sammenhæng er Leo Norman Bushman (1917-2005) totalt ukendt. I 1984 til The Calgary Gazette: "I'm more influenced by childrens art than by contemporary artists". På de få billeder der er tilgængelige af hans kunst, blandt andet dette foroven, er det ikke lige til at få øje på inspirationen fra Børnetegningerne.

MEN I 1964 var Bushman på en elleve måneder lang rejse gennem 29 lande for at observere, indsamle og foto-dokumentere Børnetegninger. Hvem der sendte ham på denne mission og hvorfor, ved jeg ikke (endnu). Årsagen til at jeg overhovedet kender til Bushman er, at han skabte sig en større privat samling af japanske Børnetegninger fra 1950erne og 1960erne. Jeg skrev om denne samling i Kunsthistorien APROPOS JAPAN: JAPANSKE BØRNETEGNINGER. Det meste af Bushmans samling befinder sig i idag på The Nickle Arts Museum i Calgary, men der findes også lidt på University of Virginia i USA, se mere her.

BUSHMAN BLEV født i Mishawaka, Indiana, og uddannet bachelor of Fine Arts fra Art Institute of Chicago (1936) og Master of Arts fra Columbia University i New York (1947). Han underviste over hele USA og deltog også i 2.Verdenskrig. I begyndelsen af 1950erne flyttede han til Japan, hvor han blev leder af the U.S. Pacific Air Force Arts & Crafts program. Senere blev han leder af the U.S. Air Force Education Director i Seoul i Korea, hvor han var til 1963. Efter sin verdensrejse vendte han tilbage til USA for at undervise. Fra 1966 blev han tilknyttet universitetet i Calgary (Canada), hvor han arbejdede ved The Faculty of Art frem til 1982.

Japansk Børnetegning fra Bushmans samling. 
Kilde: University of Virginia

DA BUSHMAN gik på pension, blev han medlem af bestyrelsen for The Arctic Institute of North America (AINA). Han vedblev med at indsamle Børnetegninger og specialiserede sig i det man i USA kalder "native childrens art".

DET KUNNE VÆRE RET INTERESSANT at finde ud af, hvorfor Bushman var så optaget af især 'native childrens' Børnetegninger, hvad han forstod ved begrebet 'native' og om han opfattede japanske og koreanske børn som 'native'.

JEG KENDER IKKE ÅRSAGEN til at Bushman samlede på japanske Børnetegninger. Men det er muligt at motiver som følelse af kulturel overlegenhed eller skyldfølelse spillede ind.

MON DER I DANMARK findes samlinger af Børnetegninger fra Danske kolonier, og mon danske sodater har samlet Børnetegninger fra lande de har været udsendt i?

GODE OG DÅRLIGE STYREFORMER: LARS ARRHENIUS PÅ SPECTA

PÅ GALLERI SPECTA var der i fredags verdenspremiere på den svenske kunstner Lars Arrhenius' nye film Samhällsteatern (Samfundsteater). I løbet af 10 minutter gennemspiller de piktogramlignende figurer forskellige samfundsformer (bl.a. diktatur), og illustrerer hvorfor disse former ikke fungerer. Arrhenius selv spiller instruktøren, der skal styre 'løjerne' på scenen.

Eksempel på dårlig regering:
To soldater der stjæler fra en borger.
Kilde: Wikipedia

FILMEN ER INSPIRERET af den italienske kunstner Ambrogio Lorenzettis (levede fra ca. 1290 til 1348) "allegori over gode og slette regeringer" (1338-40). Disse fresker, der hænger i Palazzo Pubblico i Siena i Italien, var ment som en påmindelse til politikerne om, hvordan det hæderlige og ordentlige lederskab bedre kunne betale sig end det korrupte og tyranniske. Konsekvenserne af det sidste vil være selvtægt og kaos.

JEG HAR EN SVAGHED for Arrhenius værker, og har derfor set filmen. Jeg sad og klukkede undervejs, og synes at den er et fint lille værk. Men jeg må indrømme, at der var steder undervejs, hvor jeg ikke kunne identificere styreformerne. Det fortæller formentlig mere om mig end om værket.

TAG SELV EN TUR forbi Galleri Specta og se, om du kan genkede alle styreformerne. Udstillingen kan ses frem til 20. februar 2016. Læs mere om værket på Galleri Spectas hjemmeside her.

Eksempel på god regeringsførelse i byen. Af Lorenzetti. Kilde Wikipedia 

Eksempel på dårlig regerinsførelse i byen. Af Lorenzetti. Kilde: Wikipedia

Læs mere om Arrhenius i følgende kunsthistorier:

GAME OVER  fra april 2009
UGENS KUNSTHISTORIE: Tilværelsen som et brædtspil 28. april 2009

GUDRUN HASLES ORDBILLEDER I BYEN

Find kunstværket! Jeg føler mig næste altid esåm af Gudrun Hasle 2015/16.

JEG MINDES STADIG MED STOR GLÆDE kunstværket Walk Münster, som Janet Cardiff havde skabt til Skulptur Projekte in Münster i 1997. Det var en fantastisk oplevelse at blive guidet rundt i byrummet af flere stemmer og dialoger og lag af fiktion. Oplevelsen af at høre to stemmer der taler om/ diskuterer et rødt klæde i et vindue, og afbrydes af en stemme der siger: "Se, det røde klæde oppe i vinduet", efterfulgt af ens egen intuitive bevægelse af hovedet søgende efter et rødt klæde...også...så er der faktisk rødt stof i et rigtigt vindue i den fysiske verden, man går og står i - det var en helt unik oplevelse. Og selvom Cardiff har produceret flere af denne slags 'Walks', bl.a. til Louisiana Museum for Moderne Kunst, så har de aldrig haft helt den samme effekt på mig, som Walk Münster. 

DET ER ALLIGEVEL CARDIFFs Münsterværk jeg kom til at tænke på, da jeg forleden dag gik rundt på Hillerødgade, Borups Allé og Nordre Fasanvej og ledte efter Gudrun Hasle's ordbilleder. Hasle har skabt et stedsspecifikt værk, der består af syv ordbilleder, til kunstprojektet Omveje. Værket hedder JEG FORTALTE MIG SELV HISTORGER, og er baseret på dagbogsnotater og erindringer. Ordbillederne er heldigvis ikke placeret på en måde, så de er lette at få øje på, og derfor kan det blive lidt af en skattejagt, man begiver sig ud på (man kan også checke placeringerne hjemmefra). På denne måde ser man pludselig en ellers kendt del af byen med andre øjne. Pludselig så jeg en hel masse steder i bydelen egnede til et kunstværk. 

HASLES VÆRK ER ANDERLEDES end Cardiffs, men der er ligheder. Begge værker er placeret i et byrum, er stedsspecifikke, kræver bevægelse af deltageren/ beskueren, og leger med fiktion og virkelighed. Karakteristisk for Hasles ordbilleder er hendes ordblindhed, og der lægges generelt i hendes værker op til en selvbiografisk reference. 

FORTÆLLINGERNE I DE SYV BILLEDER er referencer til ungdomsoplevelser, men de er så åbne, at det 'selvbiografiske' ikke bliver snagen i det private, men snarere en invitation til almengyldige - og for mange sikkert også - genkendelige erindringer. På den måde er der - som hos Cardiff - også flere stemmer i Hasles værk. Handlingen 'at fortælle historier om sig selv' befinder sig jo også mellem fiktion og virkelighed.

NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER af Gudrun Hasle 2015/16.

Ved billedet "NÅR JEG CYKLED FORBI LOKTED DER ALTID AF VETTRMINPELER", der er placeret i en lille smal passage mellem to huse, begyndte jeg først med at snuse, for at finde ud af om der lugtede af vitaminpiller. Det gjorde der ikke! Derefter tænkte jeg, at det da var spøjst, at der havde lugtet af vitaminpiller lige der. Hvordan kunne det mon lade sig gøre? Og så tænkte jeg, at det måske var et andet sted i byen, det havde lugtet af vitaminpiller, men at værket var placeret her. Og så begyndte jeg at erindre, hvordan jeg også havde oplevet steder, der lugtede mærkeligt, under natlige cykelture i min ungdom. 

REFERENCEN TIL DEN SVÆRE og skrøbelige ungdomsperiode er ofte meget present i Hasles værker. Det er både en personlig og en almen reference til en periode i et menneskes liv, hvor man skal finde sine egne ben og sin identitet. Men ordbillederne på husmurene løsriver sig fra denne kontekst. De kan forstås på alle mulige måder, og bliver til spændende fortællinger om byen og byens liv. 

MIN ENESTE ANKE i forhold til Hasles værk er, at der er ikke er mere. Ikke fordi det ikke er fyldigt nok, men fordi jeg ikke kunne få nok. Hun måtte meget gerne have lavet en 'Walk Nordrefasanvej' der gik fra Nørrebro Station i den ene ende til Sønder Fasanvej den anden! Men det kan jo komme!!!!!

APROPOS JAPAN: JAPANSKE BØRNETEGNINGER

Japansk Børnetegning fra 1950erne/ 1960erne. Leo Bushman Collection. Kilde: University og Victoria. 

I DECEMBER MÅNED 2015 skrev jeg flere Kunsthistorier om Børnetegninger (se her). Jeg er igang med en undersøgelse af Børnetegningens konventioner, som jeg ikke er færdig med endnu. Men i fremtiden vil det meste af denne undersøgelse foregå på bloggen BØRNETEGNINGER. 

KAN MAN SE INSPIRATIONEN fra den japanske kultur i en japansk Børnetegning? I forrige Kunsthistorie fortalte jeg om min oplevelse af udstillingen Learning from Japan på Designmuseum Danmark. Udstillingen viser  eksempler på dansk kunsthåndværk, der er inspireret af Japansk kunst. Et er at vise hvordan japansk kunst og kunsthåndværk har inspireret andre kulturer, men kan man vise hvordan denne kultur har påvirket og stadig påvirket kulturens egne børn?

KAN MAN SE, HVOR EN BØRNETEGNING KOMMER FRA? Eller rettere hvor barnet der tegner, er født? Findes der specifikke kulturelle koder i den måde, børn tegner på, som kan aflæses i deres billeder? Hvis der gør, hvornår lærer vi dem...eller fødes vi med dem? Kan du eksempelvis se, at denne Børnetegning er tegnet og malet af et japansk barn? Det kan jeg ikke. Børnetegningen viser et rum med kvinder og børn i. Kvinderne der sidder/ står langs to vægge, ser alle på glasbowlen i forgrunden med to fisk i. Alle personerne har mørkt hår - men det er jo ikke specifikt et japansk tegn.

DET ENESTE LIDT JAPANSKE ved Børnetegningen foroven, jeg kan komme i tanke om, er de to røde fisk. De minder om fiskepigen i filmen Ponyo instrueret af japanske Miyazaki i 2008. Men da Børnetegningen er fra 1950erne/ 1960erne, er der ikke rigtigt en sammenhæng mellem disse to.

DEN AMERIKANSKE kunstformidler Brent Wilson hævder, at der er en sammenhæng mellem Børnetegninger og den kultur børnene vokser op i. Hvis børn vokser op i en kultur, der vægter visuel æstetik højt, er det kun naturligt, at de bliver inspireret. Japans rige kunstneriske kulturarv der ses i teater, kalligrafi, arkitektur, kunst, tekstil-design og selv i maden, betyder - ifølge Wilson - at japanske Børnetegninger er de mest avancerede i hele verden.

Selvportræt med venner. 2009.

"SELVPORTRÆT MED VENNER" viser tre børn. Den er fra 2009. De tre børn ser glade ud. De smiler, de sjipper og de er sammen. Himlen er en lyseblå stribe foroven og solen er rød. De har alle langt hår og bukser på, og kunne i princippet være langhårede drenge. De løfter alle tre lidt på det ene ben, hvilket kan være tegn på at de er midt i sjipningen. dette understreges også af at alle tre buer står oppe i luften.

DENNE BØRNETEGNING kunne sagtens være tegnet af et dansk barn. Om dette skyldes en kulturel udvikling de sidste tredive år, der udvisker forskelle, er ikke til at sige. Men den øverste tegning er fra en større samling af Børnetegninger fra 1950erne/ 1960erne indsamlet af amerikaneren Leo Bushman, (læs mere om samlingen her). Blandt disse Børnetegninger er der motiver, der er meget japanske. Bedøm selv tre af Børnetegningerne fra Bushmans samling her:

INSPIRATIONEN FRA JAPAN

Plakat fra Zoologisk Have. Fra udstillingen Learning from Japan, Designmuseum Danmark 2016.

TRADITIONEN TRO indledte jeg 2016 med et besøg på DESIGNMUSEUM DANMARK. Det gør jeg hvert år, fordi det er et dejligt museum med en fantastisk samling - og en skøn café! (Rapport fra besøget sidste år her). Og i år var der yderligere den grund, at jeg også gerne ville se udstillingen Learning from Japan, da jeg arbejder på en artikel om billedhugger og formgiver Arne Bang (1901-1983), der bl.a. blev inspireret af japansk kunst i 1920erne (læs mere om Arne Bang her).

PÅ UDSTILLINGEN 'læren fra Japan' er der mange smukke og skønne og sjove genstande, bl.a. plakaten fra Zoologisk Have (billedet foroven). Og jeg kan genkende den japanske inspiration fra kunsthåndværkere og arkitekter i min familie. Det var nu ikke den eksotiske del som man ser i plakaten, de blev inspireret af. Det var 1960erne og 1970ernes meget mere enkle og stramme fortolkning af det japanske, de var tilhængere af. Jeg husker tydeligt et kolonihavehus, som min arkitekt-morfar, Stig Thoresen-Lassen, byggede i De Små Haver ved Frederiksberg Have omkring 1980. Det var meget enkelt, holdt i rødt, sort og hvidt.

Plakat nr. 2 fra Zoologisk Have.
Fra udstillingen Learning from Japan, 
Designmuseum Danmark 2016.

JEG HAVDE MÅSKE NOK HÅBET at finde et oversigtskort på udstillingen, der helt konkret viste udvekslingen mellem de to lande i hele perioden. Hvilke udstillinger af japansk kunst afholdtes i Danmark? Og hvornår? Hvilket danske kunstnere og kunsthåndværkere rejste til Japan. Eller skete udvekslingen via mellemmænd / andre lande? Mødte danske kunstnere i virkeligheden alene det japanske i Paris og London? Inspiration er en vanskelig størrelse at udstille.

SOM BESØGENDE på udstillingen "Learning from Japan" kunne jeg godt have tænkt mig, at man samtidig med at vise de fine danske designobjekter, gav gæsterne en kronologisk snor at følge. Det kunne eksempelvis være i form af en oversigt kort på gulvet, der i punktform viser udviklingen fra det øjeblik Japan 'åbnede' sine havne for udlandet i midten af det 19. århundrede og frem til idag. Blandt de relevante punkter ville være oplysninger om, hvornår internationale kunstnere som Van Gogh og Gaugain begyndte at samle på japanske træsnit, hvornår der var mulighed for at se japansk kunst på Verdensudstillinger og hvornår de væsentligste udstillinger af japansk kunst kom i internationale samlinger og på museer. Og hvis der ikke var udstillinger i Danmark, så beretninger fra de danskere der så udstillingerne i udlandet/ var i Japan.

JEG VILLE HAVE NYDT udstillingen endnu mere, hvis jeg blev præsenteret for et bredere materiale, der synliggjorde indflydelsen fra det japanske. Hvis man eksempelvis havde udstillet de japanske kunstværker - inspirationskilderne - ved siden af de danske genstande.

OG DET ER IKKE FORDI museet ikke besidder denne viden. Udstillingen indledes jo netop bl.a. med et fotografi fra en kunsthåndværkerudstilling, og i en montre ligger en bog om japansk kunst på dansk. Men hvis denne viden var gjort mere eksplicit, var en rig udstilling blevet til en STOR oplevelse.


PS: Også dette år fandt jeg nye design-objekter af familien på museet. Se her:

Billedbog af Ruth Christensen. Trykt på stof.

GÅENDE GRØN FISK MED PARAPLY - ENGELSKE BØRNETEGNINGER FRA 1800-TALLET

I KUNSTHISTORIEN ENGELSK BØRNETEGNING FRA 900-TALLET skrev jeg om en Børnetegning fra 900-tallet, tegnet af en anonym engelsk dreng på bagsiden af et religiøst manuskript fra et kloster. I denne Kunsthistorie fortæller jeg om flere engelske Børnetegninger fra midten af 1800-tallet, også udført på bagsiden af et manuskript, men denne gang med de voksnes accept og velsignelse.

I FORBINDELSE MED DIGITALISERINGEN af et af de vigtigste værker fra det 19. århundrede (jeg vender tilbage til hvilket) fandt man en række meget fine Børnetegninger fra tiden omkring 1859. I det hus i England, hvor manuskriptet blev til, boede der syv børn. På bagsiden af sider fra det håndskrevne manuskript samt udkast til andre manuskripter, fandt forskerne 94 Børnetegninger. Man ved ikke, hvem af børnene i denne børneflok der står bag hvilke tegninger, eller præcist hvornår de er fra. Men man ved, at papiret fra originalmanuskriptet er blevet genbrugt, og at det idag formentlig kun er bevaret på grund af at familien har værdsat Børnetegningerne.

BLANDT TEGNINGERNE ER en serie (17 ialt) af meget præcise registreringer af det Britiske Imperiums soldater og deres forskellige dragter. Tegningerne viser, at børnene er bestemt gode til at iagttage samt allerede øvede i og dygtige til at tegne og male. Motiverne er seriøst behandlet, og soldaterdragterne er meget detaljerede gengivet. På nogle af tegningerne har børnene også skrevet, hvilken soldat de har tegnet. Næsten en videnskabelig registrering.

BØRNETEGNINGERNE rummer også denne slags motiver: Fem frugter og grøntsager i fuld galop i et landskab der består af jord og vand. De er omdannet til ridedyr hver med fire ben og forskellige ryttere. Det ser ud som om de jager nogle dyr (4 stk.), som man kan se nederst i horisonten. Motivet er delt op i to dele. Landskabet gentages for oven og forneden med den grå-brune jord og i midten et vandhul, som rytterne springer hen over. Foroven er det tre ridedyr og forneden er det to ridedyr. Man kan forestille sig, at de to landskaber måske skal opfattes som en forlængelse af hinanden. Den forreste rytter forneden har et horn for munden, så det er oplagt at opfatte det som en jagtscene.

FRUGTER OG GRØNTSAGER er meget realistisk og sagligt gengivet. Under hvert dyr står skrevet, hvilken frugt eller grøntsag det er: Turnip (roe), Pear (pære), Pumpkin (græskar), Carrot (gulerod) og Apple (æble). Men det saglige modificeres ved animeringen af dem og ved tilføjelsen af rytterne. I virkeligheden viser denne tegning en omvendt verden. Normalt spiser heste og kører frugt og grøntsager, men her jages husdyrene af deres mad. Det er surrealt og komisk.

BØRNENE har brugt blyant, blæk og vandfarver til deres tegninger og de billedfortællinger der er i Det er forunderlige verdener, børnene har tegnet. De virker meget fantasifulde og alligevel er de fyldt med meget præcise skildringer af fugle og dyr og overraskende realisme. Som i tegningen af en farverig og tilsyneladende harmonisk idyl ovenfor her, der er på nippet til at blive brudt, fordi fuglene er sultne. Det ser ud som om den lille edderkop er lige ved at blive spist af en smuk pink fugl med gule vinger og grønne fjer, og et lille sommerfugle-lignede dyr er ved at blive spist af den flyvende røde fugl med de blå vinger. Tegneren har endda angivet en form for hieraki mellem dyrene, ved at tegne de store og stærkeste i farver, og de mindre farveløse.

MEN HVILKET AFGØRENDE VÆRKS BAGSIDE er det så at Børnetegningerne er tegnet på? Det er intet mindre end Charles Darwins håndskrevne originalmanuskript til On the Origin of The Species, ebogen der skaffede os en videnskabelig forklaring på, hvor den enorme diversitet i naturen komer fra. Hvor ironisk at et barn netop på bagsiden af denne tekst skulle vælge at tegne en fisk der beskytter sig mod vand. 

DER ER INGEN TVIVL OM at Darwins videnskabelig arbejde fyldte i hjemmet. Børnene er også blevet inddraget i hans arbejde, ved blandt andet at samle sommerfugle, insekter og møl. Desuden har de observeret og indsamlet planter, hvilket man kan se i deres tegninger. Børnene er tidligt blevet introduceret til et logisk verdenssyn, hvor alt kan iagttages og registreres.

I BØRNETEGNINGERNE gør børnene lidt grin med eller oprør mod deres fars logiske verden. Som det blandt andet kan ses i den farvede tegning (ovenfor her). Motivet er en grøn fisk. Fisk er vanddyr, men i denne tegning har den fået ben og er oppe at gå på land. Den kan minde om nogle af kunstneren Hieronymus Boschs figurer. Børnene ved, at fiskens rette element er vand, og understreger dette ved at forsyne den med en paraply. Det er ret surrealistisk, men alligevel logisk.

KARAKTERISTISK for disse børns tegninger er, at de tager afsæt i de voksnes verden, de kender denne verden ud og ind og behersker dens regler - og det demonstrer de. Deres tegninger er baseret på nøjagtige iagttagelser af virkeligheden, for det ved de værdsættes. Men de tilføjer det eksakte en en fantasifuld fabuleren, der grænser til det grinagtige eller det karikerede. Udgangspunktet for tegningerne er deres far og hans arbejde som motiv og som stil. Målet er at opnå hans opmærksomhed og helst accept. Og at det er lykkedes vidner tegningernes overlevelse om. 

DER ER EN STOR KONTRAST mellem Børnetegningen fra 900-tallet og Børnetegningerne fra 1800-tallet. Den første er tydeligvis tegnet uden de voksnes opmærksomhed og accept. Det ser ud som om den er tegnet af lyst, for barnets egen fornøjelses skyld, i smug og uden tanke for et publikum. De sidste er - udover at være skabt af flere børn og sandsynligvis i en eller anden form for fællesskab - tegnet med tydelig adresse til voksne. I disse tegninger viser børnene deres viden og tekniske kunnen frem for de voksne, og de ønsker at få deres opmærksomhed og accept. 

DE ENGELSKE BØRNETEGNINGER FRA 1800-tallet fortæller om borgerskabets børneliv i Viktoriatiden i England. I denne familie et børneliv med en stor børneflok, fokus på uddannelse, vægt på børnenes egne udtryk samt opmærksomhed fra forældrene. Tegningerne viser også at børnene har modtaget tegneundervisning, og man må derfor gå ud fra at tegneundervisning også er blevet værdsat højt i tiden. 

DESUDEN DEMONSTRER DISSE BØRNETEGNINGER  en meget vigtig pointe: Børnetegninger drejer sig altid om et et forhold mellem barnet og EN voksen/ voksenverden igennem tegning. 

Læs mere om Børnetegningerne og The Darwin Manuscripts Project her.

I denne måned undersøger jeg Børnetegningen og de konventioner der knytter sig til denne. 
Læs med her:
Kunstformidlerens undren
KÆRT BARN MANGE NAVNE
BØRNETEGNINGER ER IKKE ALTID PÅ PAPIR

NAZITEGN PÅ FLYET

BØRNETEGNINGER FRA DEN SPANSKE BORGERKRIG

BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO
BØRNETEGNINGER FRA EN JØDISK GHETTO 2
FRIEDL DICKER-BRANDEIS
HELGA WEISSOVA-KOSKAU

YVES CONGAR
CHRISTIAN DEN 4.s Børnetegninger

ONFIMS BØRNETEGNINGER
SIMON BANGS BØRNETEGNINGER
ENGELSK BØRNETEGNING FRA 900-TALLET
STENALDERBØRN TEGNEDE SAMMEN MED VOKSNE