POLITIKENS KØNSFORMIDLING APRIL 2013

I APRIL MÅNED nævner redaktører og journalister og skribenter og anmeldere og debattører 35 kvindelige kunstner i avisen Politiken. Disse kunstnere er: Yto Barrada (1), Ingrid Bugge (1), Kirsten Delholm (1),  Mathilde Fenger (1), Tina Enghoff (10), Helen Frankenthaler (1), Heidi Guttman Birch (1), Gudrun Hasle (4), Annika von Hauswolf (25), Hyuro (1), Lone Høyer Hansen (1), Emily Jacir (1), Marianne Jørgensen (13), Frida Kahlo (1), Kirstine Kamp (1), Oda Knudsen (3), Marie Krøyer (2), Lise Lunderskov (1), Karen Meisl-Joensen (5), Pernille Moesgaard (1), Mie Mørkebjerg (1), Anne Marie Nielsen (10), Bodil Nielsen (1), Yoko Ono (3), Astrid Noack (2), Nielsine Petersen (1), Leni Riefenstahl (1), Anne Sofie Sandal (1), Cindy Sherman (1), Nina Steen-Knudsen (1), Gerda Thune Andersen (1), Winnie Truong (1), Susanne Ussing (1), Edith Willumsen (1), Kathrine Ærtebjerg (1).

Ialt nævnes 233 kunstnere:
Kvinder: 35
Mænd: 188

I april 2013 nævnes der i Politiken 1 kvindelig kunstner hver gang der nævnes 5 mandlige kunstnere. Det er lidt dårligere end i marts, hvor forholdet var 1 til 4. For hele året nævnes der ca. 1 kvindelig kunstner hver gang der er nævnt 4 mandlige.

STATUS for hele 2013 (1. januar - 30. april) :
Kvinder: 165
Mænd: 677

DET OFTEST NÆVNTE KUNSTNERNAVN i Politiken var i april måned kunstneren Jesper Just (52). Efter ham fulgte Claus Carstensen (43). Lidt længere nede kom popkunstneren Roy Lichtenstein (29) og StreetArt-kunstneren Banksy (26). De blev tæt forfulgt af Gustav Klimt (25) og Annika von Hauswolf (25). Herefter fulgte fotografen Sebastiao Salgado (23) og Tal R (23). På en tre-delt 6. plads ligger Henning Damgård-Sørensen (17), Kurt Schwitters (17) og P.S. Krøyer (17).

ANDY WARHOL (102) er stadig den mest nævnte kunstner i Politiken i 2013. Også andenpladsen er uforandret Leigh Ledare (75). Herefter kommer Jesper Just (69) der både er udstillingsaktuel samt skal repræsentere Danmark på biennalen i Venedig. Der er kun en kvinde på listen og det er stadig Anna Ancher (32):

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 (1. januar - 30. april):
Andy Warhol (102)
Leigh Ledare (75)
Jesper Just (69)
Banksy (49)
Claus Carstensen (43)
Pablo Picasso (41)
Claude Monet (38) 
Anna Ancher (32)
Arje Griegst (29)
Roy Lichtenstein (29)
Damien Hirst (26)

Læs resultatet for hele 2013 her!

KVINDELIGE KUNSTNERE PÅ STEDELIJK MUSEUM AMSTERDAM JULI 2013

I FORRIGE KUNSTHISTORIE KUNNE JEG BERETTE OM den voldsomme ubalance der synes at være i repræsentationen af mandlige og kvindelige kunstnere i Stedelijk Museum Amsterdams store samling (denne sommer).


MAN MÅ JO TAGE ALLE FORBEHOLD og derfor iler jeg også med at sige, at det er muligt at det blot er i denne periode og at det er helt tilfældigt. Og jeg vil også lægge alle fakta på bordet. I den del af Stedelijks underetage der viser samlingen fra slutningen af 1900-tallet frem til 1950erne vises ialt 6 kvindelige kunstnere. På overetagen vises yderligere 18 kvindelige kunstnere. Der er små særudstillinger med blandt andre kunstnerne Jo Baer (født 1929), Rineke Dijkstra (født 1959) og Jennifer Pastor (født 1966).

NEDENFOR ER LISTEN over de udstillende kvindelige kunstnere jeg talte mig frem til under mit besøg på Stedelijk. Jeg indrømmer, at der er ubalance i optællingen, da jeg selvfølgelig også burde have optalt de udstillende mandlige kunstnere. Dette må jeg rette op på under mit næste besøg der.

KUNSTNERNE ER OPSTILLET  i den rækkefølge jeg så dem på museet. En af kunstnerne - Ester Krom - har jeg ikke efterfølgende kunne finde informationer om. 10 af kunstnerne havde jeg aldrig set på et museum før.

KVINDELIGE KUNSTNERE STEDELIJK MUSEUM AMSTERDAM:
Olga Rosanova (1886-1918)
Charley Toorop (1891-1955)
Nola Hattermann (1899-1984)
Germaine Richier (1902-1959)
Ester Krom
Paulina Olowska (1976)
Marlene Dumas (1953)
Jo Baer (1929)
Josephine Pryde (1967)
Cosima von Bonin (1962)
Rachel Harrison (1966)
Eva Besnyö (1910 - 2002
Rineke Dijkstra (1959)
Yayoi Kusama (1929)
Yael Bartana (1970)
Simone Forti (1935)
Jackie Windsor (1941)
Marijke Van Warmerdam (1959)
Hanne Darboven (1941-2009)
Agnes Martin (1912 - 2004)
Cindy Sherman (1954)
Cady Noland (1954)
Lucy McKenzie (1977)
Jennifer Pastor (1966)

KØNSKVOTER - STEDELIJK MUSEUM AMSTERDAM 2013

Tilbygningen til Stedelijk Museum ligner underdelen af et skib.

JEG GÅR EGENTLIG IKKE IND FOR KØNSKVOTER, men da jeg for nylig besøgte Stedelijk Museum Amsterdam begyndte jeg at overveje om det måske alligevel er en god idé! Stedelijk har en af verdens største og betydeligste samlinger af moderne kunst. I 2010 var den opgjort til at indeholde ialt 90.000 objekter, heraf 4.395 malerier, 1.654 skulpturer, 10.880 fotografier og 211 installationer. Stedelijk har igennem en længere årrække været lukket på grund af arbejdet med at udvide udstillingsarealet. Museet med den nye tilbygning åbnede i 2012, og tanken bag udvidelsen var netop at vise en større del af samlingen frem.

PÅ TRODS AF UDVIDELSEN talte og så jeg (ialt!) kunstværker af 24 kvindelige kunstnere (se navnene nedenfor). Jeg opgav at tælle de mandlige kunstnere, men tro mig der var mindst 10 for hver kvinde. Et eksempel på dette var sal nr. 2, hvor der hang mesterværker af Monet, Cézanne, Van Gogh, Kirchner, Chagall, Kandinsky og de nederlandske kunstnere Breitner, Israëls, Sluijters og mange mange flere. Samt flere værker af samme kunstnere. Men der hang blot et maleri af en kvindelig kunstner fra denne periode - den russiske kunstner Olga Rosanova (1886-1918), (se et af hendes værker her).

SAMTLIGE VÆRKER I SAL 2 var selvfølgelig fantastiske og en stor oplevelse at se og gense! Men 1 til 10 er en meget skidt kønsbalance. Jeg tvivler på, at der kun findes én god kvindelig kunstner i denne periode (ca. 1890erne til 1910erne) i hele Stedelijks samling. Og hvis der gør, er det på høje tid at museumspersonalet gør noget ved dette og orienterer sig, forsker og ikke mindst erhverver værker fra perioden. Og når de er igang så kan de jo passende gøre det samme med andre perioder!

MUSEET HAR VALGT AT BENYTTE HALVDELEN AF PLADSEN i underetagen på at fremvise deres unikke samling af kunsthåndværk og design. Dette er forståeligt, da der er en stærk design tradition i Nederland. Denne del af de udstillende talte jeg ikke med. Jeg opgør kunsten i Stedelijks samling (2010-tal) som: Maleri (4.395), skulptur (1.654), installationer (211), bevægelige billeder og lyd (622), grafik og tegninger (19.678) samt fotografi (10.450). Ialt 37.010 kunstværker. Dette tal er sikkert ikke blevet mindre i de forgange 3 år. Og ud af dette viser man 24 kvindelige kunstnere!

DET ER KVALITETEN DET HANDLER OM, når museerne viser kunst. Selvfølgelig! Sådan skal det også retteligt være. Men kan det virkelig passe at de mandlige kunstnere er SÅ meget bedre end de kvindelige kunstnere? Eller handler det om vaner - og om at "give publikum det de vil have"?!

JEG KAN HUSKE FRA MIN TID PÅ LOUISIANA at der altid kom klager fra gæster, når samlingen ikke hang som den plejede eller når der var værker der plejede at hænge i samlingen, som ikke var oppe. Og sådan er det formentlig også på Stedelijk. Måske er der også en økonomisk tankegang der væver sig ind i udstillingspolitikken. For når man nu har populære kunstnere som Cézanne og van Gogh og Monet i samlingen - skal man så ikke benytte disse til at trække besøgende til? En forståelig tankegang, især taget i betragtning at der ingen kø var på Stedelijk, da jeg var der OG at vi ikke var mange gæster på museet den dag. Men har museerne ikke netop en forpligtelse til også at vise os det vi ikke kender?

DET MÅ VÆRE MUSEERNES OPGAVE også at vise de kunstnere frem der ikke blot var/ er populære i deres samtid, men også de mindre kendte fra samme periode. En ikke kendt og ikke anerkendt kunstner kan jo sagtens vise sig at være fremragende set med nutidens øjne. Er det ikke netop det selve kunstnermytens dna bygger på?

SUMMERTIME - om kunsthåndværkere, designere og kunstnere

EN AF DE DYGTIGSTE SMYKKEKUNSTNERE i Danmark hed Jacob Hull. Jeg kender primært til ham, fordi jeg har arvet smykker skabt af ham. Hans emaljearbejde er så smukt så smukt, og er altid blevet højt værdsat i familien. Af internettet fremgår det, at værker af ham også værdsættes i resten af verden. Han var sølvsmed, kunsthåndværker og designer. Om han også var kunstner kan diskuteres, og jeg ved desværre for lidt om ham til at kunne vurdere det på nuværende tidspunkt.

JEG KAN NEMLIG IKKE FINDE mange informationer om Jacob Hull - desværre. Men det ovenforstående billede har Jacob Hull også skabt. I metal og emalje. Det yndige motiv med den unge pige med det lange bladformede hår forsøger at ophæve materialets tyngde. For mig er det et billede på sommer - ikke på grund af farverne, men på grund af den lethed og luftighed der er indlejret i pigen. Hun er barn af naturen - hendes hårpragt er naturen. Hun synes at være indbegrebet af Summertime. 

ET LILLE INDLÆG OM KUNSTHÅNDVÆRKERE, DESIGNERE OG KUNSTNERE

Märta Måås Fjetterstrøm

DET ER IKKE FORDI DENNE BLOG UDVIDER sit emneområde og nu også begynder at handle om design. Men jeg bliver alligevel nødt til at skrive lidt om kunsthåndværk og design. Og det er fordi, at jeg som formidler ofte løber ind i et titel-problem. Og her tænker jeg ikke på værktitler.

DER ER KUNSTHÅNDVÆRKERE der værgrer sig mod at blive kaldt 'designere'. De synes, at det er en massebetegnelse der slet ikke rummer en beskrivelse af hvad det er de arbejder med. Det er på en måde sympatisk at der eksisterer denne fagstolthed og stille modstand, omend den nok mest er generationsbestemt.

RIGTIG MANGE DESIGNERE arbejder idag på kryds og tværs af medier og fag, og derfor er titlen 'kunsthåndværker' ikke dækkende for dét de arbejder med og den måde de arbejder på. Det er formentlig også årsagen til at det der for ti år siden hed 'Kunstindustrimuseet' i dag hedder 'Danmarks Design Museum'.

Hannah Ryggen

KUNSTHÅNDVÆRKER ELLER DESIGNER - jeg kan i princippet være ligeglad med titlen, men er det ikke. For hvad er den korrekte titel på eksempelvis Hannah Ryggen og Märta Måås-Fjetterstrøm? De vævede begge billedtæpper / gobeliner. Og dermed er de 'vævere'. Og er de 'vævere', er de vel også 'kunsthåndværkere'? Men deres gobeliner er helt HELT fantastiske billedværker og billedfortællinger. Hanna Ryggens gobeliner blev udstillet på dOKUMENTA 13. Så er de vel kunst og hun vel kunstner...? Og hvis hun er det, er Måås-Fjetterstrøm det vel også. Hun har udstillet på Liljevalchs Konsthall!

MÅSKE ER TITLERNE BETYDNINGSLØSE. I hvert fald idag. Og iær når man er blevet anerkendt.

NOLA HATTERMAN

DET ER IKKE KUN I DANMARK at der er noget galt med kønsformidlingen. Og det kan man jo vælge at være lettet over som dansker, eller blot blive endnu mere bekymret over som kunstinteresseret. Men så meget desto mere glad bliver man jo så, når man opdager nye gode kunstværker og kunstnere! Især de kunstnere som ikke er mere.

OG JEG HAR NETOP OPDAGET Nola Henderika Petronella Hatterman (1899-1984). Jeg indrømmer gerne, at jeg fik hjælp til at opdage hende. Hjælpen kom fra Stedelijk Museum Amsterdam, der i deres nyophængning af samlingen har et af hendes malerier hængende. Og jeg er dem meget taknemmelige!

NOLA HATTERMAN malede maleriet Op Het Teras, Jimmy van der Lak (se maleriet her) i 1930. Maleriet var en bestillingsopgave fra et bryggeri. Hensigten var at det skulle bruges som ølreklame. Men bryggeriet vragede maleriet, dels på grund af mandens hudfarve og dels pga. de opslåede annoncer for cabaretter i avisen på bordet.

HATTERMAN var autodidakt kunstner. Hun arbejdede figurativt realistisk. Ærgerligt at de rkun vises et af hendes malerier på Stedelijk, men man kan se flere på nettet. Og er man mere interesseret må man tage til Surinam, hvor hun boede og arbejdede fra 1953 og frem til sin død. At hun bosatte sig i Surinam var også en protest mod det nederlandske samfunds behandling af immigranter.

DET ER RET UTROLIGT at Hatterman overhovedet har fået en plads i Stedelijks nyophængning af samlingen. For det er ikke mange kvindelige kunstnere, der har fået plads her. Jeg talte og fik det til ialt 24 kvindelige kunstnere. Jeg talte ikke hvor mange mandlige kunstnere der var...men det var betydeligt flere!

RIJKSMUSEUM II - 2013

EN FANTASTISK GAVE til publikum og det offentlige rum vil jeg kalde Amsterdams nye Rijksmuseums have. Den er lille, men som med alt i Nederland har man udnyttet pladsen effektivt. Haven folder sig om halvdelen af museet og der er gratis adgang! Man kan drikke kaffe og the, sidde i stole og nyde solen, lege med Jeppe Heins (1974) vandinstallation Hide and See eller på den CoBrA-relaterede arkitekt Aldo Van Eycks (1918-1999) historiske legepladselementer.

Børn og barnlige sjæle leger med og i Jeppe Heins vandinstallation.

Aldo Van Eycks historiske legeplads elementer.

Aldo Van Eycks historiske legepladselementer.

FREM TIL 29. september vises en meget fin udstilling med skulpturer af Henry Moore. Selvom man er vant til Louisianas fine samling af Henry Moore skulpturer, er denne udstilling virkelig en - overraskende og generøs - lille perle!

RIJKSMUSEUM 2013

RIJKSMUSEUM i Amsterdam har været lukket meget længe. Ligesom Stedelijk Museum Amsterdam. Der har været et stort behov for en modernisering af disse store kunstsamlinger, og det er nu sket. Selvom vi er mange de rhar undret os over, hvorfor i alverden det lige skulle ske samtidigt!

JEG KAN HUSKE da de lukkede Rijksmuseum i 2004, og den furore og de stærke følelser det vakte. Rijksmuseum rummer nemlig ikke blot Nederlands men også en af verdens væsentligste samlinger af kunst fra 1700 og 1800-tallet med værker af bl.a. Rembrandt og Vermeer. Jeg husker især et tv-interview med en ældre dame i kørestol, der med tårer i øjnene sad foran det lukkede museum og regnede ud at hun ikke ville komme derind før hun døde.

NU ER DET ÅBNET - og vi stiller os alle glade op i de lange køer foran arkitekt Pierre Cuypers museumsbygning fra 1885, for at komme ind at se eller gense alle kunstskattene. Bygningen er smukt restaureret af de spanske arkitekter Antonio Cruz og Antonio Ortiz, og alle værker er meget smukt sat op sammen med møbler og håndværk fra samme periode. Det er en utrolig fin formidling, der både taler til 7årige og 73årige. Og bortset fra The Nightwatch af Rembrandt er alle værker til at komme til. Selv dukkehusene.

MEN SOM MED ALLE ANDRE ÆGTE SKATTE er det svært at komme ind. Medmindre man har en særlig guide eller er i kørestol/ med barnevogn. For så bliver man elegant gelejdet hen til en skjult elevator, der bringer een udenom køerne og ned i publikumsetagen. Men det er også det eneste held man har i kørestol/ med barnevogn. For herefter skal man kæmpe om museets to bittesmå elevatorer om at komme om på 1., 2. og 3. sal - der hvor kunsten er!

MUSEETS to indergårde er blevet overdækkede, og det betyder at der er kommet et kæmpe publikumsareal med butik, cafe/ restaurant og garderober. Problemet er bare, at derer noget galt med logistikken. Først står man i lange køer for at komme ind i museet igennem to bittesmå døre. Derefter står man i lange køer for at købe billetter - for derefter at stille sig i lange køer til garderoben. Jeg undrer mig over, hvordan man har planlagt dette inden man gik igang. Har man slet ikke set på erfaringer fra andre museumsombygninger rundt om i verdenen?

GOD KUNSTFORMIDLING handler om lettere adgang til kunst. Hvis det er vanskeligt at komme til fysisk, påvirker dette også forståelsen og især nydelsen af kunsten. God kunstformidling er baseret på og ofte afhængig af publikumsvenlighed. Og det var da også dét, der var intentionen med denne ombygning. Men lettere fysisk adgang til kunsten er desværre ikke helt lykkedes med ombygningen af Rijksmuseet. I hvert fald ikke indenfor.

 

 

Pipilotti Rist: I'M NOT THE GIRL WHO MISSES MUCH og YOU CALLED ME JACKY

DEN 21. JUNI er kunstneren Pipilotti Rist's fødselsdag (hun er født i 1962). Og den vil jeg (selvom det nu er et par dage siden) bruge som anledning til at fremhæve to ældre video-værker af hende fra henholdsvis 1986 og 1990. de er begge mine absolut favoritter i hendes æuvre.

DEN FØRSTE VIDEO ER klassisk Pipilotti Rist: I'm Not The Girl Who Misses Much! Jeg så den første gang på en udstillling i Utrecht i Nederland i begyndelsen af det nye årtusind. I denne video optræder Rist for første gang som sanger i en musikvideo. Hun synger "I'm not the girl who misses much", der er første sætning fra John Lennons "Happiness Is A Warm Gun". Gennem hele videoen gentager Rist denne sætning, men lyd og billede manipuleres, således at alt efter hvilket tempo filmen er optaget i forvrænges lyden, så hun lyder både hysterisk, komisk og lillepiget. Samtidig fremstår hun som en grotesk marionetdukke med bare bryster.

RIST spiller i denne video både på den klassiske musikvideos komposition, musikbranchens stereotyper og præsentationen af kvinder indenfor denne genre. Samtidig leger hun med teknikken, og alt dette fortsætter hun med i en stor del af hendes kendteste værker fra 1990erne.

MIT YNDLINGS VÆRK er og vil nok altid være You Called Me Jacky fra 1990. Kombinationen af Kevin Coynes ørehænger "Jacky and Edna" fra 1973 med kunstneren igen iscenesat som sanger (i to udgaver), samt bagfladefilmen/filmene med togrejsen, lam, vindmølle og ild gør dette videoværk mere kompliceret, mere åbent og derfor mere fortolkningsmæssigt interessant.

TEKSTEN til denne vrængende sang (læs teksten her) fortæller om et kærlighedsforhold der er slut, og sangeren er den, der sidder uforløst tilbage. Det mere end underforstås, at det var et forhold med meget MEGET store balanceudsving, siden ingen vil fortælle ham hvor Edna bor "living somewhere, no-one will say".

DENNE UNDERFORSTÅETHED udnytter Rist til det groteske i sin selviscenesættelse. Også i dette værk leger hun med forskellige kvinderoller (Jeg har egentlig altid opfattet hende som en video-pendant til Cindy Sherman - men dette er ikke ment negativt!). Den ene kvinde er iført en tilknappet lidt stor orange skjorte og et kæmpe overbid, modsat 'den anden kvinde' der er stil- og selvsikker.

TITLEN er ændret fra titlen på Coynes sang Jacky and Edna til You Called Me Jacky. I sangen er man ikke i tvivl om at der er tale om et forhold mellem en mand og en kvinde. Men ved at ændre på titlen og ved at have to kvinder optrædende i videoen, sørger Rist for en tvetydighed, så man kommer i tvivl om, hvad den egentlig handler om.

MEN MAN ER IKKE I TVIVL OM at der er et forhold. I Rists behandling transformeres det til et mere universelt had/ kærligheds - forhold, der både kan rumme kærester, forældre/børn og venskaber. Togrejsen kan opfattes som et billede på forholdet, hvor skinnerne samler sig og deler sig og samler sig igen for siden hen at deles på ny. Alt det der opleves undervejs, opleves til dels sammen og tildels hver for sig. Undervejs på rejsen er der uskyldige lam og undervejs er der ild - hvilket kan opfattes som et forhold med konflikter.

DET DER ER SÅ HELT særligt ved disse to værker af Pipilotti Rist er hendes forståelse af og helt suveræne måde at udnytte teknikken på. Det er teknikken, der får indholdet til at holde og fortsat være vedkommende - også så mange år efter. Hør interview med Pipilotti Rist her.

I DANMARK findes videoværkerne Sip My Ocean (1996) og Ever Is Over All (1997) af Pipilotti Rist i Louisianas samling. Så vidt jeg er orienteret, findes I'm Not The Girl Who Misses Much og You Called Me Jacky desværre ikke i danske kunstsamlinger.

Ugens Kunsthistorie: ERIK RAADAL

Efter regnbyen. Gadebillede. Gjern. 1940. Copyright Erik Raadal/billedkunst.dk
 

FØRSTE GANG JEG MØDTE et maleri af Erik Raadal - tror jeg - var på Hans Edward Nørregaard Nielsens udstilling Havebilleder på Sophienholm i 1997. Der var to mindre malerier med af Raadal og de betog mig med deres tilsyneladende tilfældige, men samtidig insisterende motiver og totalt underspillede kraft. Der var kun tilnærmelsesvis 'have' over dem. Det ene motiv var fra vejen, der godt nok førte forbi en have, men det der fyldt mest var vejen der førte ned mod byen. Det andet motiv var fra 'kirkegårdshaven' i Gjern.

ERIK RAADAL (1905 - 1941) malede oftest fra fødebyen Gjern ved Silkeborg. Gjern er en stationsby, og stationen og jernbanen optræder derfor ofte i Raadals æuvre. Men også landskabet "Gjerns Kvadratkilometer" gengives. Raadal blev inspireret til at blive kunstner af Ejnar Nielsen (1872-1956). Raadal blev uddannet malersvend i 1926 og gik på kunstakademiet fra 1927 til 1931, hvor han fik netop Ejnar Nielsen som lærer. Raadal var medstifter af kunstnersammenslutningen Corner (1932) sammen med bla. Odsherredsmaleren Karl Bovin (1907-1985).

DER SYNES IKKE AT VÆRE DRAMAER i Raadals malerier. Hele hans lokale motivverden afbildes uden fornemmelse af at noget er vigtigt, vigtigere eller mere vigtigt end noget andet! Der er en meget demokratisk tilgang til - eller ligegyldighed overfor - byen og landskabets karakteristika. Det virker så tilfældigt, hvad eller hvor det er Raadal har sat/ stillet sig for at male. Alt er lige betydningsfuldt, om det så er den asfalterede vej, den golde vinterhæk eller, de små gangstier.
   
OG SÅ ALLIGEVEL IKKE. For det ligger jo i det figurative maleris teknik og natur, at det tager så lang tid at male, at det ikke rigtigt kan være tilfældigt! Vinklingen og perspektivet er det der får det til at se så tilfældigt ud. Men også hos Raadal er der noget, der er vigtigt! For han kæler for kanterne, dvs. eksempelvis hustage, hushjørner, skygger på vejen, lysmaster, telefonmasters og ledninger - de elementer der skaber de overraskende afskæringer i malerierne og fornemmelsen af tilfældighed OG af at det hele er malet i et hurtigt øjeblik. Det er dette, der får Raadals malerier til at blive så insisterende.

ERIK RAADAL BLEV GIFT med tegneren Ellen Toustrup Madsen (1910-91) i 1940, men han døde kort efter kun 35 år gammel.


Læs lidt mere om Ellen Toustrup Madsen her: http://www.nordjyske.dk/nyheder/livet-som-kvindelig-kunstner/4c6b5eae-0e00-4460-99c1-da54db93c7bd/4/1513#/0

Ugens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING MARTS 2013

I MARTS MÅNED ER DEN OFTEST NÆVNTE KUNSTNERE i dagbladet Politiken den franske kunstner Claude Monet (32). Lige i hælene på ham følger den danskfødte Anna Ancher (31). Herefter kommer amerikaneren Mary Cassatt (23), den franske kunstner KIKI / Alice Ernestine Prin (21), den danske kunstner Ib Andersen (18) og engelske Banksy (15). Nr. 7 mest nævnte kunstner i marts er Michael Ancher (12), fotografen Keld Helmer-Petersen (12) og den udstillingsaktuelle finske kunstner Nelli Palomäki (12). På en delt 8. plads ligger Marina Abramovic og Hans Simon Holtzbecher (11). 

SAMMENLIGNET MED FEBRUAR måneds 0/10, nævnes der væsentlig flere kvindelige kunstnere ofte i  marts måned - 5/6. Men procentdelen af nævnte kvindelige kunstnere er omkring 21 %, hvilket betyder, at der nævnes fem mandlige kunstner hver gang der nævnes en kvindelig. Det er ikke et tilfredsstillende resultat!

ANDY WARHOL (100) er stadig den mest nævnte kunstner i Politiken i 2013. På andenpladsen kommer Leigh Ledare (75). Begge kunstnere er udstillingsaktuelle, så det vidner om at de har fået en del pressedækning! Men der er også kommet to kvinder med på listen over oftest nævnte kunstnere i 2013: Evigt aktuelle Anna Ancher (32) og udstillingsaktuelle Mary Cassatt (23).


STATUS FOR PERIODEN 1. - 31. marts 2013:

Nel Aerts (4), Simone Aaberg Kærn (3), Marina Abramovic (11), Christian Achenbach, Ferdinand Ahm Kragh (5), Else Alfeldt, Pierre Alechinsky, William Anastasi, Anna Ancher (31), Michael Ancher (12), Eric Andersen (9), Ib Andersen (18), Karel Appel, Pieter Jansz van Asch, Dan Attoe, Tammam Azzam (2), Francis Bacon, Zven Balslev, Banksy (15), Morten Barker (3), Jane Barrat, Jean-Michel Basquiat (5), Walead Beshty, Ejler Bille (2), Vilhelm Bjerke Petersen, Karina Bjerregaard (5), Matt Blum, Oliver de Bree, H. A. Brendekilde, Drury Brennan, Jonathan Brown, Stig Brøgger, Bureau Detours, James Lee Byars (10), Georg Caitlin (3), Mary Cassatt (23), Cassandre (2), Chapmann (2), Tage Christensen, Henning Christiansen, Christo, Krass Clement, Carlos Cons (2), Constant, Corneille,  Salvador Dali, Miriam Dalsgaard, Astrid Dalum, Steffen Dam, Holger Damgaard (2), Edgar Degas (5), Markus Degerman, Christian Dotremont (2), Jean Dubuffet (2), Marcel Duchamp, Simon Dybbroe Møller, C. W. Eckersberg (4), Kasper Eistrup (2), Olafur Eliasson (5), Michael Elmgreen og Ingar Dragsett (2), Jacob Erhbahn (10), Walker Evans, Omer Fast, Sonja Ferlov Mancoba (3), Else Fischer Hansen, Wilhelm Freddie, Freddie Fræk (3), Paul Gaugain (2), Jette Gejl (2), Harald Giersing (3), Mette Gitz-Johansen (2), Bjørn Godum, Vincent van Gogh (5), Francisco Goya, Marianne Grønnow, Laure Albion Guillot (2), Shilpa Gupta, GÆOUDJIPARL, Marie Hald (2), Frans Hals, Jan S. Hansen (3), Kenneth Hansen (7), Yrsa Hansen, Lotte Haubart (4), Henry Heerup, Keld Helmer Petersen (12), Thilo Heinzmann (2), Utagawa Hiroshige, Damien Hirst (3), Sisse Hoffmann, Katsushika Hokusai, Jacob Holdt, Hans Simon Holtzbecher (11), Nicolai Howalt (10), HUSKMITNAVN, Aka Høegh (2), Karl Isakson, Asger Jorn (7), Jesper Just, Vasilily Kandinsky, Anish Kapoor (9), KIKI /Alice Ernestine Prin (21), Per Kirkeby (3), William Klein, Yves Klein (14), Sofie Amalie Klougart (3), Eva Koch (2), Julia Kozerski, David Kramer (4), P. S. Krøyer, Michael Kvium (8), Vilhelm Kyhn (17), Christen Købke (2), Marie Kølbæk Iversen, John Kørner (2), Irene Lagater Pejovic, Thomas Lagermand Lundme (2), Peter Land (3), Anne Lass (2) , Leigh Ledare (2), Christian Lemmerz, Peter Leth-Larsen (3), Klara Lidén, Ann Kristin Lislegaard, Maria Loboda, Richard Long, Marie Lund (3), J. Th. Lundbye (3), Vilhelm Lundstrøm, Lea Mailandt Mathiesen (2),  Man Ray (2),  Nukule Maso (2), Henri Matisse, Anthony McCall, Amadeo Modigliani (2), Monet (32), Berthe Morisot (5), Richard Mortensen, Alexander Muchenberger, Michael Mørk (4), Erik Nervil (2), Rivane Neuenschwander, Joseph Noiret, Rolf Nowotny (2), Bjørn Nørgaard (2), Yoko Ono, Knud Odde, Kaspar Oppen Samuelsen (2), Dennis Oppenheim, Ovartaci /Louis Rasmussen (7),  Franz Karl Palches, Nelli Palomäki (12), Marco Pando, Martin Parr, Maxwell Parrish, Knud Pedersen (2), Bent Rej (4), Erik Petersen (2), Pablo Picasso (6), Jackson Pollock, Lærke Posselt (3), Tal R, Tanja Rau (2), Rembrandt (8), Renoir, Hilde Retzlaff, Mandla Reuters, Anselm Reyle (3), Sebastiano Ricci, Duke Riley, Thiago Rocha Pittas, Norman Rockwell, Olaf Rude, Martin Ryczek (3),  Sofie Sahlqvist, Nicola Samari, Tomás Saraceno (2), Henrik Saxgreen (12), William Scharff (2), Morten Schelde (3), Christina Schou Christensen (4), Otto Marsens van Schreck, Henning Schulz, David Shrigley, Aage Sikker Hansen, Agnes Slott-Møller, Harald Slott-Møller (4), Chaim Soutine (2), Troels Steenholdt Heiredal (3), Kenn André Stilling, Storm P (9), Sigurd Swane, Fritz Syberg, Leif Sylvester, Trine Søndergaard (2), Evren Tekinoktay (2), Tizian (2), Toulouse-Lautrec, Jean-Francois de Troy, Tristan Tzara, Ulay, Arne Ungermann (2), Kitigawa Utamara (2), Utrillo,  Diego Velasquez (4), Vermeer (7), Camilla Vuorenmaa (2), Andy Warhol (2), Ai Wei Wei (2), Edward Weie (3), Cecilia Westerberg (2), Bjørn Wiinblad, Whistler, Willumsen, Rafael Yaluff. 

Ialt: 214
Mænd: 169
Kvinder: 45

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken 2013 (1. januar - 31. marts) :
Kvinder: 130
Mænd: 489

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 (1. januar - 31. marts):
Andy Warhol (100)
Leigh Ledare (75)
Pablo Picasso (34)
Claude Monet (35)
Anna Ancher (32)
Oluf Høst (26)
Damien Hirst (26)
John Kørner (24)
Mary Cassatt (23)
Banksy (23)


Liste over kunstnere nævnt mere end 10 gange i Politiken 2013 (1. januar - 31. marts):
Edward Munch (22)
KIKI (21)
Arje Griegst (19)
Haas og Hahn (19)
Olafur Eliasson (19)
Albert Mertz (18)
Thomas Lagermand Lundme (18)
Yves Klein (18)
Ib Andersen (18)
Mette Hannemann (17)
Rembrandt (17)
Jesper Just (17)
Sebastianio Ricci (16)
Yoko Ono (15)
Pietro Longhi (14)
Pierre-Auguste Renoir (14)
George Braque (14)
Aka Høegh (14)
James Lee Byars (13)
Nelli Palomäki (13)
Leonardo Da Vinci (13)
Keld Helmer Petersen (12)
Michael Ancher (12)
Randi og Katrine (11)
Jesper D. Lund (11)
Salvador Dali (11)
Carl-Henning Pedersen (11)
Marina Abramovic (11)
Peter Linde Busk (11)
HUSKMITNAVN (11)
Nicola Samori (11)

Se resultatet for hele 2013 her!

Ugens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING FEBRUAR 2013

I FEBRUAR MÅNED VAR DE OFTEST NÆVNTE KUNSTNERE i dagbladet Politiken den danskfødte Oluf Høst (24) og den spanskfødte Pablo Picasso (24). At Oluf Høst (1884 - 1966) nævnes så mange gange skyldes primært en artikel om ham. At Picasso (1881 - 1973) nævnes så mange gange, skyldes at han bare ret ofte nævnes også i forbindelse med andre kunstnere eller emner.

Efter Oluf Høst og Pablo Picasso på listen over oftest nævnte kunstnere i februar, kommer Edward Munch (20), Arje Griegst (19) og Albert Mertz (18). I alle tre tilfælde er det i anledning af nye udgivelser om kunstnerne. Herefter følger Jesper Just (16), Leigh Ledare (15) i anledning af aktuelle udstillinger. De sidste tre oftest nævnte kunstnere i februar er Ricci, Longhi (14) og Andy Warhol (13). Dermed fortsætter Warhol med at være den oftest nævnte kunstner i Politiken i hele 2013. Hans navn nævnes 98 gange i perioden. Den oftest nævnte kvindelige kunstner i februar er Yoko Ono (13) - og dette skyldes primært hendes fødselsdag (og måske også den kommende udstilling på Louisiana).

Se og læs om hvorfor Kunsthistorier tæller kunstnernavne i Politiken i 2013 her!

Læs og se hele statistikken for februar måned 2013 her:
I PERIODEN fra 1. til den 28. februar 2013 er følgende kunstnere og kunstnergrupper blevet nævnt i dagbladet Politiken:

Gunnar Aagaard Andersen, Ole Ahlberg, Anna Ancher, Mogens Andersen, Søren Andreasen (2), Poul Anker Bech, Tammam Azzam (3), Sven Augustijnen (3), Malene Bach, Kenneth A. Balfeldt (2), Banksy (8), Morten Barker (4), Frederico Barocci (10), Viggo Bentzen, Joseph Beuys, Martin Bigum, Vilhelm Bjerke Petersen (4), Liu Bolin (4), Milena Bonifacini (4), Suste Bonnén (3), Botticelli, Karl Bovin, Marco Brambilla, George Braque (7), H. A. Brendekilde, Knud Brogård (5), James Lee Byars (3), Jørgen Carlo Larsen (9), Harry Carlson, Mauricio Cattelaan, Paul Cezanne (2), Ortensio Crespi, Kirsten Christensen (7), Henning Christiansen (2), Jesper Christiansen, Jean-Baptiste Camille Corot, Gustave Courbet, Leonardo Da Vinci (5), Kajsa Dahlberg, Salvador Dali (9), Johan Damke, Edgar Degas (3), Eugène Delacroix, Andre Derain (3), Peter Doig, Jacop van Doordt, Jesper Dyrehauge,  Karoline Ebbesen, C. W. Eckersberg (2), Hilde Ekeroth, Olafur Eliasson (2), Claus Ejner, Kasper Eistrup, Michael ELMGREEN og Ingar DRAGSETT, Richard Estes, Lisbeth Eugenie, Jesper Fabricius, Wilhelm Freddie, Frederikke Friderichsen (9), FOS, Paul Gaugain, Gaudi (2), Anders G. Geertsen (4), Marcus Gheeraerts (3), Giorgione, Henrik Godsk, Vincent van Gogh (5), Arje Griegst (19), Vilhelm Hammershøj, Duane Hanson,  Arne Haugen Sørensen, Jørgen Hauptmann, Sven Havsteen Mikkelsen, Morten Hemmingsen (3), Kasper Hesselbjerg, Damien Hirst, David Hockney, Hans Simon Holzbecher,  David Hullfish Bailey (3), Aka Høegh (12), Oluf Høst (24), Emanuel Ibsen, Alfredo Jaar (4), Wienberg Jensen (1), Luis Jimenez, Asger Jorn (2), Jesper Just (16), Kaarina Kaikkonen (4), Anish Kapoor (5), Karin Kaster (2), Rita Kernn-Larsen (2), Absalon Kirkeby, Per Kirkeby (2), Anders Kirkegaard, Yves Klein (4), Gustav Klimt (3), Thomas Kluge, Jeff Koons (2), P. S. Krøyer, Michael Kvium, Ida Kvotny, John Kørner (2), Thomas Lagermand Lundme (8), Peter Land (2), Malene Landgreen, Johannes Larsen (4), Marie Laurian, Lærke Lauta, Leigh Ledare (15), Fernand Leger (8), Freddy A. Lerche, Niels Lergaard (3),  Harald Leth, Roy Lichtenstein (4), Sonja Lillebæk (2),  Richard Lindner, Ann Kristin Lislegaard, Pietro Longhi (14), Tala Madani (6), Marianne Markvad (2), Søren Martinsen (3), Henri Matisse (7), Maria Sybilla Merian, Albert Mertz (18), Jørgen Michaelsen, Michelangelo, Frodo Mikkelsen, Claude Monet (2), Piet Mondrian, Richard Mortensen, Henry Moore, Robert Morris, Edward Munch (20), Steen Møller Rasmussen, Michael Mørk, Jørgen Nash (4), Hans Jørgen Nikolajsen, Julie Nord (3), Fie Norsker (2), Bjørn Nørgaard, Erwin Olaf, Yoko Ono (13), Maimiko Otsubo, Tróndur Patursson (3), Carl-Henning Pedersen (10), Lene Adler Petersen, Pablo Picasso (24), Jackson Pollock, Juha Pykäläinen (2), Tal R, Cathrine Raben Davidsen, Raphael, Robert Rauschenberg, Rembrandt (3), Pierre Auguste Renoir (3), Ursula Reuter Christiansen (6), Sebastianio Ricci (15), Aske Rif Torbensen (2), L.A. Ring (2), Cia Rinne, P. Rostrup Bøyesen, Rúri (2), Hans Chr. Rylander, Pia Rönicke, Gabriel-Jacques de Saint Aubin, Nicola Samori (3), Lucas Samaros, Morten Schelde, Harald Slott-Møller, Christian Smith-Rasmussen, Kasper Sonne Henningsen, Storm P. (3), SUPERFLEX (2), Fritz Syberg,  Jeanette Sættre, Kurt Tegtmeier, Sixten Therkildsen (2), Søren Thilo Funder (2), Elsa Thoresen, Jens-Jørgen Thorsen, Finn Thybo, Carl Magnus Toren, Troels Trier (3), Anders Visti, Jeppe Vontilius, Andy Warhol (13), Mette Winkelmann, Ken Zier (9), Lis Zwick (2), Ulrikke Öttinger, Katrine Ærtebjerg.   

Ialt: 192
Mænd: 153
Kvinder: 39


STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken 2013 (fra 1. - 28. februar) :
Kvinder: 89
Mænd: 322

Sammenlign med Informations kunst- og kønsformidling i samme periode her.

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken 2013 
(fra 1. - 28. februar):
Andy Warhol (98)
Leigh Ledare (73)

Pablo Picasso (28)

Oluf Høst (24)

John Kørner (24)
Damien Hirst (23)

Edward Munch (20)
Arje Griegst (19)

Haas og Hahn (19)

Albert Mertz (18)

Og en liste over kunstnere nævnt mere end 5 gang i Politiken 2013 (fra 1. - 28. februar):

Mette Hannemann (17)
Jesper Just (16)
Sebastianio Ricci (15)
Pietro Longhi (14)
Yoko Ono (13)
Pierre-Auguste Renoir (13)
Aka Høegh (12)
Randi og Katrine (11)
Jesper D. Lund (11)
Carl-Henning Pedersen (11)
Peter Linde Busk (11)
Federico Barocci (10)

Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)

Per Bak Jensen (10)

Nicola Samori (10)

Frederikke Friderichsen (9)

Jacob Dahlstrup (9)
Salvador Dali (9)

Ken Zier (9)

Jørgen Carlo Larsen (9)
Rembrandt (9)

Henri Matisse (9)
Fernand Leger (8)
Thomas Lagermand Lundme (8)
Olafur Eliasson (8)

George Braque (7)
Caravaggio (7)

Kirsten Christensen (7)
Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)

Leonardo Da Vinci (6)

Tala Madani (6)
Ursula Reuter Christiansen (6)

Se resultatet for hele 2013 her!

ØJEBLIKKE AF LYKKE

 

Genudgivelsen af billedbogen fra 1968.

HVORDAN SER LYKKE EGENTLIG UD? Det er der heldigvis formentlig 5 milliader forskellige svar på. Men umiddelbart dukker akvareller af den svenske kunstner Carl Larsson (1853-1919) frem på min indre nethinde. De billeder han har malet af sit hjem, står for mig som billeder af et tidsløst paradis - 'jeblikke af lykke - og det har de gjort fra jeg var helt lille.

I 1968 GENUDGAV FORLAGET BONNIER billedbogen ET HJEM af Carl Larson og denne gang også med tekst af Lennart Rudström. Billedbogen blev udgivet på dansk af Gyldendal samme år, og den har fulgt mig hele min barndom. Grundet stor oprydningsiver hos ældre generationer, sad jeg igen med den mellem hænderne igår. Da var det tilfældigvis Carl Larssons 160 års fødselsdag.

ET HJEM udkom første gang i 1899. Carl Larsson skildrede i ord og 24 billeder miljøet og naturen omkring han og hustruen Karin Bergöös hjem i Sundborn i Sverige. Karin Bergöö (1859-1928) var også kunstner. De mødte hinanden i kunstnerkolonien Grez i Frankrig. Sammen indrettede og dekorerede de deres hjem i Sverige i ånden fra Arts and Crafts-bevægelsen. Denne bevægelse havde sit oprindelige udspring hos kunstkritikeren John Ruskins og kunsthåndværkeren William Morris (1834- 1896) i England, men den bredte sig til kunstnere over hele Europa. Repræsentanter for Arts and Crafts-bevægelsen i Norden var bl.a. Marie Triepcke Alfvén Krøyer (1867-1940) og bevægelsen inspirerede også kunstnere som finske Hugo Simberg (1873-1917).  

NÅR JEG BLADRER GENNEM CARL LARSSONS BOG, ser jeg børn i sne, heste og grise og hunde og katte, ateliervinduer og vildtvoksende haver, kunstneren i sit atelier, børn i alle aldre der både hjælper til, er frække og leger, friske blomster i vaser, smukt dekorerede vægge med friser, smukke fajanceovne, sommerbadning, frokost i det grønne og krebsegilde samt kunstneren i sit atelier. Billederne udgør tilsammen et portræt af en familie og et familieliv i slutningen af 1800-tallet i Sverige.

DA DET ER AKVARELLER er alle billeder lette og luftige og uden alvor. Selv ikke billedet Skammekrogen med den næsvise Pontus, virker alvorsfuldt. Vi ser ikke motiver af tøjvaskeriet, der ellers må have været en uendelig affære med en husholdning bestående af 4 voksne og 8 børn. Vi ser heller ikke rengøringen af huset, der også må have været et evighedsarbejde. Alle motiver er tilsyneladende øjebliksbilleder af en tilværelse uden større problemer. Og det er netop fordi det er øjebliksmotiver ,at de udstråler lykke.

DET SER UD SOM OM farmand lige har forladt frokostbordet og smidt ølflaskerne i græsset, for at tage malerkassen frem og fastholde det hyggelige øjeblik af sommer og god stemning. Børnene og dyrene på billedet er med til at understrege øjebliksstemningen. Men det tager jo tid at male et maleri, også selvom det går hurtigere med akvarel. Det er vanskeligt at forestille sig, at kunstneren har kunnet male dette maleri på under en halv time, hvilket er det tidsrum jeg højest forestiller mig at hunden og det mindste børn har kunnet klare. Især hvis når det skal forestille, at de allerede har spist frokost, og nu er igang med desserten.

SÅ DET MAN IKKE SKAL GLEMME når man sidder og falder i svime over de yndige børn og det smukke hjem, er, at billederne også er konstruktioner. Det tager tid at finde det rette motiv. Samt formentlig flere skitser. Enten er frokosten i det grønne iscenesat til mindste detalje, og de 7 deltagere har siddet der, i det bestemte tøj, i timevis, for at billedet kunne blive som kunstneren ønskede. Eller også har han tegnet en hurtig skitse, og malet efter den og hukommelsen senere i atelieret. 

BILLEDBOGEN SKAL ALTSÅ IKKE KUN OPFATTES som familieidyl eller en historie for børn. I endnu højere grad er det en kunstnerisk programerklæring eller kunstnerens visitkort: Se hvad jeg kan og står for - hyr mig! Samtidigt fungerer bogen også som en cementering af en kunstnermyte - og de sjove filmoptagelser, som den officielle Carl Larsson hjemmeside viser (med den yndige hustru, det yndige hjem, de yndige børn, det store sociale liv med mange gæster og kunstneren der arbejder i den fri natur) underbygger dette: http://vimeo.com/user915428/carllarsson.

Den oprindelige udgave af billedbogen fra 1899.

HVOR LYKKELIGT DET LIGE HAR VÆRET at være barn og at skulle stå eller sidde model i timevis samt sørge for arbejdsro til kunstneren, er ikke til at sige. Men billederne i bogen er blevet et ikon på familielykke og nordisk indretning. Man kan se hjemmet, som familien har åbnet for besøgende se her.

Kage inspireret af kunstneren Agnes Martin (1912-2004

DEN 22. MARTS 1912 blev kunstneren Agnes Martin født. På udstillingsstedet DIA:Beacon lidt udenfor New York fejrede man dette ved at skabe en Agnes Martin-kage. Kagen er tænkt som en hyldest til kunstneren. Ligesom vi kender det fra kagerne hos konditoriet La Glace i København, der både er opkaldt efter prinsesser og Volmer Sørensen.

KAGENS OVERFLADE er udsmykket, så den ligner et af Martins pastelfarvede malerier (se her), som netop DIA: Beacon har en fantastisk samling af. Jeg har ikke smagt den, men spekulerer på hvad den gør for formidlingen af Martins kunst.

KUNSTKAGER er et udbredt fænomen i USA. Lacma har produceret kager til ære for både Piet Mondrian og Richard Serra. Mondrian kagen ligner - men mon den også smager som værket? Jeg kan på en måde rigtig godt lide idéen om, at man laver en kage med en 'smag' af kunstner eller kunstværk, for derigennem måske at få smag for kunsten. Men sådan er det formentlig ikke tænkt. Disse kager er tiltænkt et publikum der i forvejen kender sin Mondrian eller Serra. Man har også lanceret en servering opkaldt efter Jeff Koons.

UNDER ARNE JACOBSEN-udstillingen på Louisiana sølgte cafeen linser, fordi det efter sigende var mesterens yndlingskage. Det er tilfældigvis også min yndlingskage - og det var fremragende linser, men de bidrog ikke synderligt til en forståelse af kunstneren.

Kunstkage inspireret af Dan Flavin (1933-1996)

FØRST OG FREMMEST ER kunstkager markedsføring. Som kagen ovenfor, der en en hyldest til kunstneren Dan Flavin. Den ser lidt ubehjælpsom ud, og smag er ikke lige det, jeg forbinder med Dan Flavins lysstofskulpturer. Men jeg tænker nu alligevel at det kunne være sjovt og måske endda berigende at diskutere, hvilken smag kunstværker ville have, hvis de skulle formidles som kager. Hvilken smag ville kager inspireret af Vilhelm Hammershøj eller Franciska Clausens kager mon få?

AGNES MARTINS kunst må have smagen af sødmefuld luftighed, spændt ud over en stram struktur og med en blank og glat flade. Jeg ser for mig et størknet karamel/sukker-grid, varmede marshmellows, masser af candyfloss og måske røde lakridsbånd - altsammen overhældt med tyk flydende glasur.

Ugens Kunsthistorie: DEN OVERSETE SURREALIST ELSA THORESEN

DE MEST BERØMTE SURREALISTER VAR OG ER Salvador Dali (Spanien 1904-1989) og René Magritte (Belgien 1898-1967). De var kendte i deres samtid og er stadig verdensberømte i dag. Frida Kahlo (Mexico 1907-1954) er også blevet betegnet som surrealist i dele af sit virke, og hun er i hvert fald verdensberømt i dag. Sidenhen er flere kvindelige billedkunstnere der arbejde surrealistisk blevet "opdaget" af et større publikum bl.a. Leonora Carrington (UK 1917-2011) og Dora Maar (Frankrig 1907-1997).  

FEST HOS SURREALISTERNE. Avisudklip fra slut 1930erne.
 

I DANMARK KENDER DE FLESTE SURREALISTEN WILHELM FREDDIE (Danmark 1904-1995). Mange ved også, at de danske kunstnere Richard Mortensen (1910-1993), Ejler Bille (1910- 2004) og Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957) arbejdede surrealistisk. Der er formentlig efterhånden også en del, der kender til kunstneren Rita Kernn-Larsen (Danmark 1904-1992) og hendes surrealistiske virke. Men det er de færreste, der kender Elsa Thoresen (1906-1994). Dette kan skyldes, at hun var født i USA af norske forældre. Det kan også skyldes, at hun ikke var uddannet i Danmark (men i Norge og i Belgien), og heller ikke boede i Danmark hele sit liv. 

ELSA THORESEN arbejdede surrealistisk i Danmark fra 1935 til 1944, og bidrog i den grad aktivt til den figurative del af den danske surrealisme i denne periode. Men hendes netværk smuldrede. Først var der den voldsomme fejde mellem den abstrakte og den figurative surrealisme, der rystede den danske kunstverden. Derefter kom 2. Verdenskrig, og hun måtte flygte med sin familie til Sverige. Efter krigen rejste de til USA, hvor hun endte med at blive skilt fra sin mand, og måtte starte forfra. Elsa Thoresens billedkunstneriske virke har også stået i skyggen af hendes mand, Vilhelm Bjerke-Petersens virke.  

Udsmykning i beboelsesejendom 1939. Vilhelm Bjerke Petersen og Elsa Thoresen.
Fotografi: Ida Wang

ELSA THORESEN har været overset og ikke-set i mange år, men de sidste 15 år, er hun begyndt at blive trukket frem fra skyggen. Da monumental-udsmykningen i ejendommen Ved Volden fra 1939 blev restaureret, blev det synligt  at billederne der hidtil havde været tilskrevet Vilhelm Bjerke Petersen alene, faktisk var udført af Elsa Thoresen (ni ud af tolv udsmykninger er også signeret af hende). Fotografier fra arbejdet med Bjerke-Petersens tidligere udsmykning af Højdevangens Skole (1932-1938), viser at Elsa Thoresen assisterede ham.

Bjerke Petersen og Thoresen under arbejdet med udsmykningen af Højdevangens Skole. Uden årstal.

HVAD VED VI VI OM ELSA THORESEN? Hun blev født 1. maj 1906 i USA. Hendes forældre var nordmænd, og formentlig derfor rejste hun tilbage til Norge for at blive uddannet. Hun gik på Kunst- og Kunsthåndværkerskolen i Oslo fra 1924 til 1927, og derefter på Kunstakademiet i Oslo fra 1927 til 1930, afbrudt af et ophold på Académie des Beaux-Arts i Bruxelles 1927-1929.

I OSLO stiftede Elsa Thoresen bekendtskab med flere af de surrealistiske kunstnere fra Sverige og Danmark, som hun også udstillede sammen med. Elsa Thoresen og Vilhelm Bjerke Petersen bliver forelskede og siden gift og fra 1935 til 1944 bor hun i Danmark. De får to børn sammen, men i 1944 må familien flygte til Sverige. Efter krigen rejser de til USA, men efter et år rejser Bjerke Petersen tilbage til Sverige. Elsa Thoresen bliver i USA, gifter sig sig og ændrer efternavnet.

VI VED SATDIG MEGET LIDT OM THORESEN, og kender slet ikke til værker af Thoresen fra før begyndelsen af 1930erne. Hun har i et interview udtalt, at det var Bjerke Petersen der fik hende til at male surrealistisk. Så vi kan gå ud fra, at hun har malet anderledes inden da.

DER ER DESVÆRRE IKKE mange af hendes værker, der er offentligt tilgængelige, og der er ikke skrevet meget om hende. Derfor er det primært hendes malerier fra danske og svenske museer, samlinger og kataloger, hendes offentlige udsmykninger samt de få værker der er tilgængelige på nettet gennem auktionshusene, vi kender til.  De tilgængelige værker er stort set alle fra 1935 og frem til ca. slut 1950erne. De værker der findes i Danmark er primært malet i perioden 1935 til 1943, og de er alle figurativt surrealistiske. De senere malerier bevæger sig over i en abstraktion, men har stadig et ekko af genkendelige motiver fra hendes surrealistiske periode, bl.a. træstammerne og klippelandskabet. Der kommer noget New Age-agtigt og vældig konstrueret ind i hendes senere malerier.

Elsa Thoresen: Bjerke Maler. 1937.
 

THORESENS SURREALISTISKE MALERIER er blevet beskrevet som poetiske, og det er da også rigtigt, at de har en meget fin og afstemt farveholdning, samt at kompositionerne ikke er overlæssede. De er ikke så store, men besidder en fin psykologi. Hendes portræt af ægtefællen "Bjerke Maler" er et meget rammende portræt (på trods af eller netop fordi, han står med ryggen til).

ELSA THORESEN ER REPRÆSENTERET på et par internationale udstillinger om surrealismen i 1970erne og 1980erne, og også på den fantastiske udstilling DEN FORVANDLEDE DRØM Surrealismen i 30erne Paris-København-Malmø på Kunstforeningen Gl. Strand i 1997. Men I Danmark har vi altid været mere optagede af splittelsen i den danske surrealistiske gruppe i 1934, med Ejler Bille og Richard Mortensen på den ene side og Vilhelm Bjerke Petersen på den anden side. I denne fortælling har der ikke rigtigt været plads til at undersøge skrive om de kvindelige surrealistiske billedkunstnere. Men forhåbentlig ændrer dette sig nu, så de oversete bliver set og stillet i forreste række, mens de andre pænt må tage til takke med 2. og 3. række.

Ugens Kunsthistorie: VI SKAL BEGGE HAVE PENSEL OG PALET MED PÅ LEGATREJSEN

" Maler deres hustru?"
" - Det gør hun, men som alle kloge malerhustruer har hun trukket sig lidt tilbage efter at hun blev gift. Men naturligvis dyrker hun stadig malerkunsten, og jeg tænker at vi begge skal have palet og pensel med på legatrejsen."


FORNYLIG VAR JEG PÅ ARBEJDE I ET ARKIV, HVOR JEG FANDT et interview med en kendt - nu afdød - kunstner. Interviewet fra slutningen af 1930erne skete i anledning af at han modtog et legat, der skulle financiere en studierejse til Italien. I arkivet var der mange interviews med kunstneren, men grunden til at jeg blev særligt optaget af dette avisudklip var overskriften: "Vi skal begge have pensel og palet med på legatrejsen". Kunstnerens akademiuddannede hustru skulle også med på rejsen. Men hun fik ikke malet. Istedet blev hun hans assistent. Ikke blot på denne rejse, men gennem hele resten af hans virke. Bagefter begyndte hun at male igen, og hun skabte nogle meget fine værker. Men spørgsmål er om hun fik det optimale ud af sin kunstneriske karriere.

MÅSKE VAR HUN IKKE DYGTIG NOK, kan man tænke. Og det er også muligt, det finder vi aldrig ud af. Men min vurdering af hendes sene værker er, at det ville have været ganske interessant at se, hvad hun kunne have udrettet, hvis ikke hun blev 'fanget' i familielivet. Hun kom jo ind på kunstakademiet, så der må man også have vurderet at hun havde talent!

DET ER JO IKKE ALENE denne anonyme kunstner, der oplevede at karrieren blev punkteret. Listen er lang. Men spurgte man kvinderne selv, så var de jo også til en hvis grad indforstået med det. Det var jo helt almindeligt og acceptabelt at kvinden trak sig tilbage. Det var mere uhørt hvis kvinden ofrede familielivet for en kunstnerisk karriere.

VI BØR se på de kvindelige kunstnere fra 1920'erne frem til 1960'erne igen, og revurdere deres kunstneriske virke. Blot fordi de ikke har udstillet så meget - eller overhovedet - er det ikke ensbetydende med at de ikke har virket som kunstnere eller har været dygtige nok. Kultur og familie har formentlig slugt deres muligheder for at være i offentlig cirkulation, hvilket igen har betydet at de ikke har solgt, eller modtaget udmærkelser og legater, der kunne sikre dem en økonomisk position med arbejdsro, udvikle og inspirations/researchmuligheder. På den måde har det hele bidt sig selv i halen.

OG SPØRGSMÅLET ER hvor meget det har ændret sig idag?