PLOVMANDEN I HJORTENS FLUGT



Kunstner: Gerhard Heillmann. 1907

IGÅR FORTALTE JEG IGEN OM ET AF MINE ABSOLUT YNDLINGSEMNER: Elsa Thoresen  og Vilhelm Bjerke Petersens udsmykninger i ejendommen Ved Volden fra 1939. Og selvom det er et emne, jeg nu har beskæftiget mig med i rigtigt mange år, bliver der ved med at dukke nye ting op.

DE TO KUNSTNERE VAR SOM ivrige tilhængere af kommunismen og erklærede surrealister interesserede i at skabe revolution på både det personlige og det samfundsmæssige plan. Folket skulle simpelthen frisættes gennem kunsten. I perioden 1935 til ca. 1945 benytter de en stil, som de mener særligt egner sig til at nå ud til mange med.

BJERKE PETERSEN (1909-1957) OG THORESEN (1906-1994) skaber en slags collagemaleri, hvori de bruger løs af billederne fra samtidens populær kultur. De genbruger velkendte billeder og figurer fra litteratur, aviser og ugeblade og indsætter dem i nye sammenhænge. Deres leg med med symboler og klichéer er sjov, men kan også sætte kunstformidlere af idag på et større detektivarbejde.

VALMUEN, SOMMERFUGLEN, ørnen og manden med leen er kende symboler. Kunstnerne fjerne denne velkendthed fra figurerne ved at indsætte dem i nye eller ændrede sammenhænge og kompositioner, der skal tvinge os - beskuerne, til at se dem på ny.

KUNSTNERNE opbygger malerierne af modsætninger der tilsyneladende er lige til - eksempelvis det bundne overfor det frie, men helt i tråd med surrealismens udgangspunkter sørger de altid for at der ikke findes et endegyldigt svar på deres visuelle gåder. Beskueren opfordres ikke til at vælge mellem modsætningerne, blot til at konstatere dem.

I PRAKSIS fungerer de to begreber der stilles op mod hinanden i disse malerier som ekstreme punkter på en skala der er i konstant bevægelse. Polerne er sigtbare, men uopnåelige. De udgør orienteringspunkterne på en mental horisont, men selve udforskningen af landskabet får form af en rastløs vandren mellem dem.

Kunstner: Vilhelm Bjerke Petersen. 1939
Fotograf: Ida Wang

DETTE ER EN KENDT SURREALISTISK  praksis. Salvador Dali (1904-1989) skabte malerier der kan ses som det ene og det andet på een gang - eksempelvis en hånd der holder et æg og Narcissus der spejler sig i vandet.

RENÉ MAGRITTE (1898 - 1967) benytter sig af modsætningspar som nat og dag, så de optræder i samme billede. Dermed trækkes det mentale sikkerhedsnet væk under beskueren, således at man mister orienteringen og det bliver fremmed.

TILBAGE TIL DET JEG LÆRTE igår aftes. Jeg fortalte bl.a. om udsmykningen med Hjorten i Skoven. Hjorten er en silhuet, og i denne går en mand og pløjer. Motivet med hjorten leder naturligt tankerne mod Hjortens Flugt fra 1855 af Christian Winther - et af de mest velkendte og populære motiver i samtiden.

 

BAGEFTER KOM en venlig tilhører hen og gjorde mig opmærksom på, at manden der pløjer også var et af samtidens mest velkendte visuelle motiver: Plovmanden - det kendte motiv på 500 kroneseddel fra 1913 af Gerhard Heilmann (1859-1946)! Det er jo oplagt - men ikke et motiv jeg selv havde fundet frem til. Jeg takker og kvitterer med straks at dele informationen med alle!

Kunstner: Vilhelm Bjerke Petersen. 1939. Detalje.
Fotograf: Ida Wang

KASIMIR MALEVICH (1878-1935) blev født Rusland igår for flere århundreder siden. Men hans enkle, geometriske og åndelige kunst (se her) inspirerer stadig. Bl.a. udstillingsaktuelle Lea Porsager (se her) der kan opleves på Fotografisk Center.

THE MOST FAMOUS UNKNOWN ARTIST IN THE WORLD

"VERDENSKENDT KVINDELIG KUNSTNER FYLDER 80 ÅR" - lød det igen og igen på P1s morgenradio i mandags. Det fik mig selvfølgelig til at spidse ører. For det første er det jo (desværre) ikke hver dag at en verdenskendt kvindelig kunstner får stor opmærksomhed i pressen, og da slet ikke hvis hun fylder 80 (!). Derfor var jeg ret spændt på, hvordan man ville præsentere hende.

INTET AF DET DE SAGDE i radioen gav en forståelse af hvilken slags kunstner, de ville præsentere. Det kunne være en sanger, en musiker, en performaner, en provokatør og en der er kendt fra optrædener i medierne. Og det var det hele, for fødselsdagsbarnet var Yoko Ono (født i Japan, 1933). Vi hørte et 'skrigestykke', der mest af alt virker latterligt - især hvis man ikke får nogle forklaringer knyttet til, og vi hørte at hun var en avantgardistisk kunstner og at hun var John Lennons hustru. Men egentlig intet om hendes kunst.

YOKO ONO er uddannet musiker, men inspireret af 1950ernes meget eksperimenterende japanske og amerikanske kunstscene og især deres forsøg med tværmediale kunstformer. Hun udviklede sig til en billedkunstner (min terminologi) der udtrykker sig konceptuelt på mange forskellige måder og gerne grænseoverskridende. I hendes fine performance Cut Piece (1965), inviterer hun publikum til at deltage ved at klippe stykker af hendes tøj, se her. Hun er optaget af publikums interaktion med kunsten. Ved udstillingsåbningen i Frankfurt siger hun at publikum er kunstnere og opfordrer dem til at bruge deres kreativitet til at se hendes værker med - se her.

POUL BORUM (1934-1996) har i en bog om nyere amerikansk litteratur berettet om, hvordan hun 'fængslede' ham og en propfyldt kirke med en meget enkel performance i New York engang i1960erne. Denne performance har han kategoriseret som poesi. Herudover har hun arbejdet med - og arbejder stadig med - musik, maleri, kalligrafi, skulptur, fotografi, installationer, film og politiske events og billeder.

I WISH TO THANK THE UNIVERSE skrev Yoko Ono på en lille seddel, der blev hængt på på hendes ønsketræ i MoMAs skulpturgård i 2010. Træet er sidenhen blevet fyldt med ønsker. Et andet af værkerne på Moma var en mikrofon med en opfordring til at skrige. Da jeg var der, var en lille dreng igang med at tømme lungerne. det lyder ikke godt, men resultatet er forhåbentlig at man er kommet af med frustrationer, og hvorfor ikke aflevere dem på et museum. Hør kunstnerens egne skrig her.

PÅ SCHIRN KUNSTHALLE I FRANKFURT kan man frem til 12. maj 2013 opleve en retrospektiv udstilling med Yoko Onos værker. Der er værker fra 1960erne og 1970erne, men også helt nye ting med. Udover at hun er fødselsdagsaktuel, falder udstillingen også sammen med fejringen af FLUXUS et kunstnetværk som hun jo var associeret med, qua sit gode venskab med flere hovednavne bl.a. George Maciunas (1931-1978).

MEN DET ER JO IKKE HENDES BILLEDKUNST der har gjort hende verdenskendt. Det er hendes privatliv (der for det mestes vedkommende er blevet udlevet i offentligheden) der har gjort hende berømt. 2. verdenskrig i Japan, mange partnere, skilsmisser og børn - svigtede børn, kidnapninger og drab, jalousi og pengeskænderier. Der er stof til mange skrig og sikkert også film i Yoko Onos biografi.

DER ER OGSÅ SÅ MANGE KLICHEER OG HISTORIER om Yoko Ono, at det kan være svært at skille fiktion fra fakta. Dokumentaren The Real Yoko Ono giver et fint indblik i nogle af de ting, hun har beskæftiget sig med og de ting der har formet hende som kunstner. I slutningen af dokumentaren siger sønnen at han er RET overbevist om at dét der betyder allermest for hende er hendes kunst.

6 GODE GRUNDE TIL AT BESØGE FOTOGRAFISK CENTER




Noget om kommunikation! Billedet her kan have inspireret Lea Porsager til den aktuelle udstilling.

LÆS HER 6 RIGTIGT GODE GRUNDE TIL AT BESØGE FOTOGRAFISK CENTER INDEN 17.2:


1) DET KAN VÆRE HELT VILDT SVÆRT at se den nyeste samtidskunst OG være sammen med sine unger. MEN i denne vinterferie giver Fotografisk Center DIG en chance for at kombinere det hele.

2) Oplev det nyeste fra en af Danmarks absolut mest spændende unge kvindelige kunstnere som TILMED er INTERNATIONALT KENDT og udstillede på dOKUMENTA 13 i sommers - LEA PORSAGER (født 1981)!

3) FOR BARE 25 KRONER PR. BESØGENDE!

4)) Og du får det fine lille udstillingskatalog GRATIS med i prisen!!

5) Du og dine unger kan se udstillingen + løse forskellige opgaver, lege med billeder, sakse og lim - SAMMEN eller hver for sig!

FOTOLEGEN - af pige 7 år

6) Man skal prøve noget nyt hver dag, så HVIS DU IKKE KENDER STEDET ER DET PÅ Pasteursvej 14, 1 NY CARLSBERG-GRUNDEN, HVOR MAN BÅDE KAN KLAPPE stenelefanter, SE OVERDÅDIGT udsmykkede GAMLE (og ifølge mine børn 'uhyggeligt uddøde') FABRIKKER, SPISE god weekendbrunch OG shoppe i REMA 1000.

Desuden kan et besøg til FOTOGRAFISK CENTER med fordel kombineres med KLATRESKOVEN, SØNDERMARKEN, ZOOLOGISK HAVE, FREDERIKSBERG SKØJTEBANE og / eller STORM P. MUSEEET!


Mere information om Fotografisk Center her: http://www.photography.dk/

KOMMENTAR TIL EN ANMELDELSE

"Til gengæld har kuratoren benyttet den kunsthistoriske anledning til at trække to klassiske surrealister frem af den glemsel, der tidligere havde det med at ramme kvindelige kunstnere"


JEG VED IKKE OM DET BARE ER MIG, men jeg synes at Politikens kunstredaktør har det med at udtrykke sig en smule uheldigt! I ovenforstående citat fra gårdsdagens anmeldelse af den spændende udstilling Efter Surrealismen på Rønnebæksholm, skriver han, at det tidligere var således at kvindelige kunstnere kunne blive ramt af glemsel! Han skriver om Elsa Thoresen (1906-1994) og Rita Kernn-Larsen (1904-1998). Men det var da ikke kun i tidligere tider - det bliver de kvindelige kunstnere da stadig ramt af! Det er jo dem der skriver historien, der bestemmer!

PETER MICHAEL HORNUNG er en af dem der skriver historien eller er med til at bestemme hvordan historien skal se ud. Han er kunstredaktør på den avis, som i januar måned skrev om 3-4 mandlige billedkunstnere for hver kvindelig kunstner, de nævnte ved navn! Og i den ovenforciterede anmeldelse nævnes 4 kvinder og 17 mandlige kunstnere! Det tæller selvfølgelig positivt med at anmeldelsen illustreres af to kvindelige kunstneres værker, men alligvel er det helt utroligt at han ikke kan se den glemsel han selv og hans egen medie er med til at skabe!

PÅ DEN AKTUELLE UDSTILLING DELTAGER 5 kvindelige kunstnere og 17 mandlige kunstnere. Men de 17 kunstnere som Hornung nævner, er ikke blot de udstillende, men også en efterlysning af kunstnere han mener man kunne have haft med. Og de er alle mænd!

UDSTILLINGSSTEDET RØNNEBÆKSHOLM der ligger i Næstved, viser Efter Surrealismen frem til 17. marts 2013. Det er en udstilling med et meget bredt emne og med mange forskellige kunstnere, der har det tilfælles at de arbejder med figurationer der kan føres tilbage til den figurative surrealisme i Danmark. Udstillingen fokuserer på dene figurative surrealisme og hvad der skete med den efter at surrealismen som bevægelse uddøde i Danmark - og det er både ret interessant og meget problematisk og rigtigt svært at forstå. Det var det både dengang surrealismen kom til Danmark i begyndelsen af 30erne, og det var det for Politikens anmelder i gårsdagens avis.

HORNUNG MENER AT DEN UNGE Richard Mortensen (1910-1993) burde være med på udstillingen. Men da ikke på en udstilling om den figurative surrealisme? Jovist, malede han figurer, men stadig i et mere abstrakt end figurativt-surrealistisk formsprog. Jeg tror også, at Mortensen ville have betakket sig for at deltage på en udstilling med dette fokus. Hornung undrer sig også over at Vilhelm Bjerke Petersen ( 1909-1957) er med, når udstillingsperioden er efter hans død. Men ifølge udstillingsbeskrivelsen indleder udstillingen NETOP med de figurative surrealister, FØR den går videre til det der skete efter.

SURREALISMEN I DANMARK havde sit udgangspunkt i den franske surrealisme som André Breton formulerede den i 1924, men var også en særlig konstruktion rundet af danske forhold. Vilhelm Bjerke Petersen, Ejler Bille (1910-2004) og Richard Mortensen formulerede i begyndelsen sammen den danske surrealisme som en abstrakt surrealisme og de var på den måde i modsætning til eksempelvis Wilhelm Freddie (1909-1995), Salvador Dali og René Magrittes figurative maleri. Men i 1934 kom bruddet mellem Bille, Mortensen og Bjerke Petersen og fra ca. 1935 begyndte sidstnævnte primært at male figurativt surrealistisk. Denne periode varede for ham til slutningen af 2. verdenskrig. De to førstnævnte blev ved den abstrakte-surrealisme.

DET LYDER IKKE RIGTIGT SOM OM udstillingen Efter Surrealismen er noget for Politikens anmelder. Han er forarget over et citat med racistiske overtoner af Bjerke Petersen om de intellektuelle vesteuropæere og den afrikanske neger. Jeg vil ikke hylde rascisme eller forklejne indholdet i dette citat, blot minde om at surrealisterne var ret optaget af 'de frie vilde' og af forskellen mellem det rationelle og det ubevidste.

DESUDEN nævner anmelderen alle de kunstnere/ kunstværker der ikke er med på udstillingen, blandt andet en Storm P.- tegning der netop gør grin med surrealismen. hvorfor ikke bruge spaltepladsen på at tale om de værker der er med på udstillingen? Og jeg tror at Peter Michael Hornung i sin anmeldelse er på linie med Storm P.-karikaturen og med datidens kulturradikale holdning til surrealismen, som man opfattede som eksperimentelle og meget lidt opbyggelige neddykninger i selvet. En holdning der blandt andet førte til at ingen tog bladet fra munden, da Freddie fik beslaglagt sine værker af politiet i 1937.

DESVÆRRE OGSÅ EN HOLDNING der har fået lov til at herske frem til idag. Nemlig den, at kun de abstrakt-surrealistiske kunstnere (Bille og Mortensen) er repræsentanter for den ægte danske surrealisme, der jo gik over i CoBrA og verdensberømmelse. Freddie er i efterkrigstiden blevet fremstillet som en surrealistisk enegænger i Danmark, på trods af at han og Bjerke Petersen faktisk foretog sig en helt del sammen i anden halvdel af 1930erne. Dette har betydet at kunstnere som Rita Kernn-Larsen og Elsa Thoresen er blevet skubbet ud på et sidespor. Elsa Thoresen var ikke dansker og flygtede med Bjerke Petersen til Sverige under krigen, og efter flyttede hun tilbage til USA. Bjerke Petersen flyttede fra USA tilbage til Sverige, og dermed var der ingen til at støtte Rita Kernn-Larsen. For dem der skrev historien om surrealismen i Danmark var Ejler Bille og Richard Mortensen.
Og deres efterfølgere.


NOTE: Politikens anmelder eller sætternissen har skrevet en del kunstnernavn forkert. Rita Kernn-Larsen staves med dobbelt 'n' og ikke med dobbelt 'r'. Elsa Thoresen hedder ikke 'Else Thoresen'.

Ugens Kunsthistorie: EN KØN HISTORIE 1

DEN 2. JANUAR I ÅR BLEV JEG SÅ PROVOKERET af en artikel i Politiken om årets vigtigste udstillinger i Danmark, at jeg begyndte en kvantitativ statistik over dagbladet Politikens billedkunstformidling og specifikt de nævnte kunstneres køn, læs mere her. Min statistik er et forsøg på at klarlægge om der er en (måske ubevidst) selvforstærkende kønsmæssig skævvridning i kunstformidlingen, som er medvirkende til at kendskabet til kvindelige kunstnere ikke er lige så stort som til de mandlige.

Læs om provokationen her!
Læs resultatet for hele 2013 her!

FØR MAN FEJER FOR ANDRES DØR, må man lige feje for sin egen. Og en hurtig statistik af mine kunsthistorier i 2012 viser at ud af 120 omtalte kunstnere er kun 29 kvinder. Det vil sige at ca. hver 4. nævnte billedkunstner i min kunstformidling er en kvinde. Det er overraskende for mig, for jeg var overbevist om, at det var fifty-fifty. Men sådan er det desværre ikke.

I LØBET AF 2013 har jeg heldivis allerede gjort det meget bedre, da jeg har nævnt 54 kvindelige billedkunstnere efter kun 37 dage! Men på grund af statistikken har jeg også (allerede) nævnt 185 mandlige billedkunstnere. Det vil sige at både Politiken (52-181 i januar måned 2013, læs mere her) og Kunsthistorier (i 2012) omtaler tre mandlige billedkunstnere, hver gang der omtales en kvindelig billedkunstner. Det er ikke et fællesskab, jeg er stolt af!

ER DET ALMINDELIGT at der er denne skævvridning? Ja, det er desværre en udbredt almindelighed. Og i mange andre medier er det formentlig endnu værre end hos Politiken. Men det gør det jo ikke bedre. Det er ikke et tilfælde at der er denne ubalance. Jeg anklager ikke kulturredaktionen for en bevidst ulighed, men jeg vil gerne fremvise denne ulighed i håbet om at det ikke bliver en acceptabel standard. Der må synlighed på og bevidsthed om problemet.

Dagens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING 8

I PERIODEN fra den 30. til den 31. januar 2013 er følgende kunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken: Sonja Ferlov Mancoba, Marc Chagall, Paul Klee, Peter Linde Busk (11), Pablo Picasso, Kasper Heiberg, Charles Le Brun,

Ialt: 7
Mænd: 6
Kvinder: 1


KOMMENTARER TIL STATISTIKKEN:

. 2 af de nævnte kunstnere er nulevende

. 3 er danske

. Onsdag den 30. januar nævnes ingen kvindelige kunstnere

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. - 31. januar 2013):
Kvinder: 52
Mænd: 181

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 31. januar 2013):
Andy Warhol (85)
Leigh Ledare (58)
Damien Hirst (22)
John Kørner (22)
Haas & Hahn (19)

Mette Hannemann (17)
Randi & Katrine (11)

Jesper D. Lund (11)

Peter Linde Busk (11)

Og en liste over kunstnere nævnt mere end 1 gang i Politiken (fra 1. - 31. januar 2013):

Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)

Per Bak Jensen (10)

Pierre-Auguste Renoir (10)

Jacob Dahlstrup (9)
Nicola Samori (7)
Caravaggio (7)

Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)
Rembrandt (6)
Olafur Eliasson (6)
Pieter Brueghel (4)
Pablo Picasso (4)
Vilhelm Hammershøi (3)
Søren Ankarfeldt (3)
Marc Quinn (3)

Edouard Manet (3)

Claude Monet (3)

Vladimir Trechikoff (3)

Maria Thorsen (3)

Kirsten Kjær (2)

Inge Lise Westman (2)
Nanna Hertoft (2)
Kirsten Justesen (2)
Michael Kvium (2)

Astrid Klenows (2)

Henri Matisse (2)

Se resultatet for hele 2013 her!

Dagens Kunsthistorie: RED ASTRID NOACKS ATELIER

I RÅDMANSGADE PÅ NØRREBRO I KØBENHAVN ligger et lille område, der endnu er uberørt at byens vokseværk og hastige forandring. Bevæger man sig ind gennem porten i nr. 34 kan man se faldefærdige skur-agtige bygninger, der vidner om dengang dette kvarter også rummede småindustri. her er både 1. og 2. baggård bevaret.

I DISSE PITTORESKE BYGNINGER havde kunstneren Astrid Noack (1888-1954) sit værksted fra 1936-1950, hvilket visuelt antydes af et par skulpturer, der er placeret i hjørner og på et tag. Jeg tror ikke at det er hendes, men det er en smuk måde at synliggøre hendes billedhugger virke på.

IGÅR VAR DET 125 ÅR ASTRID NOACK blev født, og meget er gjort for at hædre og  formidle hendes kunstneriske virke. Et af tiltagene er at bevare hendes atelier for eftertiden. Da riget fattes midler har foreningen ANA formået at få en række af landets bedste kunstnere til at donere værker, som der iaften afholdes en auktion over i kunstakademiets festsal kl. 18, se her.

Dagens Kunsthistorie: KUNST PÅ TAGENSVEJ

JEG HAR ALTID MENT at Tagensvej er den længste kunstløse strækning i København. Derfor blev jeg rigtig glad, da jeg kort for jul opdagede at der var sket intet mindre end en forvandling med hjørnet af Kollegiegården. Blå og røde striber løber diagonalt fra taget og samles i en spids ned mod gaden. På siderne rammes de ind af en trappeformet mørkere blå farve. Udsmykningen er malet på plader, der er sat op på bygningen.

MIN FØRSTE TANKE da jeg så dette kunstværk var "men Mertz kan da ikke have udført det, for han er jo død"! Kunstneren Albert Mertz (1920-90) arbejdede siden slutningen af 1960erne netop med farverne blå og rød og et meget enkelt formsprog i sine undersøgelse raf maleriet som objekt. Og det kunne jo godt tænkes, at han havde udført en udsmykning af Kollegiegården, der blot ikke af uransagelige grunde havde været opsat før nu. Men det er ikke de helt rigtige kraftige blå-røde farver.

DEREFTER TÆNKTE jeg på kunstneren med striberne franskmanden Daniel Buren (1938). Han har siden 1960erne undersøgt hvad maleri er, og arbejdet med de samme industrielt udformede vertikale striber (hvid skiftende med en anden farve), men på forskellige måder og med meget forskellige resultater. Burens striber har været på gader, gallerier, museer, i landskaber og været en del af arkitektoniske strukturer.

MEN STRIBERNE PÅ TAGENSVEJ er anderledes end Burens, dels fordi de er diagonale og dels pga. farverne. De blå-røde striber får nærmest hjørnets kasseagtige tyngde til at forsvinde. Man kan sige at udsmykningen ophæver den massive volumen som den gule murstensmur ellers havde. Og derfra flød mine tanker over mod den optiske kunst, som vi bla. kender fra Bridget Riley (1931) og Viktor Vasarely (1906-1997).

MEN JEG HAVDE IKKE TÆNKT mig til det rigtige kunstnernavn. Først da jeg kom hjem fandt jeg ud af at kunstneren er Jonas Hvid Søndergaard. Og at han havde tænkt på et omvendt kirketårn/ spir, da han planlagde udsmykningen, læs her. Efter at have hørt hans forklaring kan jeg godt se spiret. Tanken om at udsmykningen her korrensponderer med Grundtvigskirken som man kan se fra Tagensvej længere ude er meget fin.

MEN DET ER NU mere cirkus end kirke, at jeg associerer Hvid Søndergaards gavlmaleri med. Og på en måde er motivet underordnet, for udsmykningen er oplivende og vellykket: den spiller sammen med arkitekturen og indfører et æstetisk element i en bydel, der altid kan bruge mere af den slags.

Dagens Kunsthistorie: POLITIKENS KØNSTFORMIDLING 7

 I PERIODEN fra den 26. til den 29. januar 2013 er følgende kunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken: Maria Thorsen (3), Marc Chagall, Vladimir Tretchikoff (3), Georg Baselitz, Anthony Van Dyck, Diego Velásquez, Pierre-Auguste Renoir, Claude Monet, El Greco (Domenikos Theotokopoulos), Jesper D. Lund (11), Kirsten Kjær (2), Nils Viga Hausken, Bjørn Ignatius Øckenholt, Birgitte Skallgård, Mette Hannemann (17), Milena Bonifacini, Pia Jacobæus.

Ialt: 17
Mænd: 11
Kvinder: 6


KOMMENTARER TIL STATISTIKKEN:

. 9 af de nævnte kunstnere er nulevende

. 9 er danske

. Lørdag den 26. januar nævnes ingen kunstnere – blot Politimuseet

. Søndag den 27. januar nævnes lige mange kvindelige og mandlige billedkunstnere (6 i alt)

. Mandag den 28. januar nævnes ingen kvindelige kunstnere

. Tirsdag den 29. januar nævnes flere kvindelige billedkunstnere end mandlige (3 – 2)

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. - 29. januar 2013):
Kvinder: 51
Mænd: 175

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 29. januar 2013):
Andy Warhol (85)
Leigh Ledare (58)
Damien Hirst (22)
John Kørner (22)
Haas og Hahn (19)

Mette Hannemann (17)
Randi og Katrine (11)

Jesper D. Lund (11)

Og en liste over kunstnere nævnt mere end 1 gang i Politiken (fra 1. - 29. januar 2013):

Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)

Per Bak Jensen (10)

Pierre-Auguste Renoir (10)

Jacob Dahlstrup (9)
Nicola Samori (7)
Caravaggio (7)
Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)
Rembrandt (6)
Olafur Eliasson (6)
Pieter Brueghel (4)
Pablo Picasso (3)
Vilhelm Hammershøi (3)
Søren Ankarfeldt (3)
Marc Quinn (3)

Edouard Manet (3)

Claude Monet (3)

Vladimir Trechikoff (3)
Maria Thorsen (3)
Kirsten Kjær (2)

Inge Lise Westman (2)
Nanna Hertoft (2)
Kirsten Justesen (2)
Michael Kvium (2)
Astrid Klenow (2)

Henri Matisse (2)

Se resultatet af optællingen for hele 2013 her!

Dagens Kunsthistorie: KØNSTFORMIDLINGEN I POLITIKEN 6

I PERIODEN fra den 23. til den 25. januar 2013 er følgende kunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken: Kirsten Justesen, Pablo Picasso, Claude Monet, Henri Matisse, Vincent Van Gogh (3), Michael Kvium, Poul Ancher Bech, Olafur Eliasson (5), Tal R, John Kørner (4), Katrine Ærtebjerg, P.S. Krøyer, J.P. Groth-Jensen, Niels Reumert, Ingvald Holmefjord, Carsten Von Würden, Anker Mortensen, Jens Thegler, Søren Ankarfeldt (3), Poul Winther, Nanna Hertoft, Inge Lise Westman, Jørgen Teik Hansen, Eli Benveniste, Jørgen Haugen Sørensen, Kurt Tegtmeier, Astrid Klenows (2), Anne Birthe Hoves, Martin Bang, Jens Peter Helge Hansen, Ole Heerup, Peter Hentze, Leif Lage, Toni Larsen, Lisbeth Nielson, Helle Thorborg, Ejgil Westergaard, Nicola Samori (7), Franz Thomsen, Marc Quinn (3), Oluf Høst (2), David Bailey, Andy Warhol, Fabien Merelle, Edouard Manet (2), Richard Long (2), Robert Smithson (2), Stig Brøgger, Ismar Cirkinagic, Lilibeth Cuenca Rasmussen, Per Bak Jensen, Constantin Hansen, Maria Loboda, Marie Lund, Ana Mendieta, Rolf Nowotny, Dennis Oppenheim, Thiago Rocha Pitta og Mandla Reuter.

Ialt: 59
Mænd: 45
Kvinder: 14

KOMMENTARER TIL STATISTIKKEN:
. Følgende kritik af billedhuggeren Eli Benveniste overskrider mine forestillinger om kunstkritik: "Hun er stærkest i de skulpturer, hvor hun ikke minder om Jørgen Haugen Sørensen" (fra 24.1.2013). Implicit i dette ligger følgende spørgsmål: Er hun en epigon, er hun for nært forbundet med Jørgen Haugen Sørensen eller er hun kun med på udstillingen på grund af ham? 
. 50 af de nævnte kunstnere er nulevende
. Onsdag den 23. januar nævnes ingen kvindelige kunstnere

Se resultatet for hele 2013 her!

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. - 25. januar 2013):
Kvinder: 45
Mænd: 164


TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 25. januar 2013):
Andy Warhol (85)
Leigh Ledare (58)
Damien Hirst (22)
John Kørner (22)
Haas og Hahn (19)
Randi og Katrine (11)
Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)
Per Bak Jensen (10)


Og en liste over kunstnere nævnt mere end 1 gang i Politiken (fra 1. - 25. januar 2013):
Jacob Dahlstrup (9)
Pierre-Auguste Renoir (9)
Nicola Samori (7)
Caravaggio (7)
Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)
Rembrandt (6)
Olafur Eliasson (6)
Pieter Brueghel (4)
Pablo Picasso (3)
Vilhelm Hammershøi (3)
Søren Ankarfeldt (3)
Marc Quinn (3)
Edouard Manet (3)
Inge Lise Westman (2)
Nanna Hertoft (2)
Kirsten Justesen (2)
Michael Kvium (2)
Astrid Klenow (2)
Henri Matisse (2)
Claude Monet (2)

Dagens Kunsthistorie: KØNSTFORMIDLINGEN I POLITIKEN 5

I PERIODEN fra den 18. til den 22. januar 2013 er 32 kunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken: Jørgen Boberg,  Lars Rasmussen, Andy Warhol (2), Thomas Kluge, Leigh Ledare (58), Robert Mapplethorpe, Jeff Koons, John Kørner (14), Sally Mann (4), Jean Fouquet, HuskMitNavn (9), Mariko Mori (2), Nan Goldin (2), Sian Kristoffersen (3),  Randi og Katrine (11), Anton Gormly, Herman Stilling (3), Krass Clement (7), Jacob Dahlstrup (9), Haas og Hahn (19), Caspar David Friedrich, Per Bak Jensen (9), Willi Doherty (10), Richard Billingham, Larry Clark, Runo Lagorsanio.
Ialt:  28 kunstnere
Mænd: 22
Kvinder: 6

KOMMENTARER TIL STATISTIKKEN:

• Det er en smule bizart at billedkunstneren Lars Rasmussen, der bl.a. har malet portrætter af kendte danskere til Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot, omtales som "kunstmaleren". Ville gerne høre en forklaring på dette. Det lyder en smule nedladende.
• Af de 28 kunstnere er 22 nulevende og 12 er danske
• Fredag den 18. januar nævnes flere kvindelige billedkunstnere (6) end mandlige (5)
• Ingen kvindelige billedkunstnere blev nævnt i avisen d. 19, 20 og 21. januar 2013

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. - 22. januar 2013):
Kvinder: 31
Mænd: 119

Se og læs om resultatet for hele 2013 her!

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 22. januar 2013):
Andy Warhol (84)
Leigh Ledare (58)
Damien Hirst (22)
Haas & Hahn (19)
John Kørner (18)
Randi & Katrine (11)
Willy Doherty (10)
HUSKMITNAVN (10)
Renoir (9)
Jacob Dahlstrup (9)
Per Bak Jensen (9)

Dagens Kunsthistorie: KØNSTFORMIDLINGEN I POLITIKEN 4

I PERIODEN fra den 12. til den 17. januar 2013 er 33 kunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken: Alexander Calder,  Joan Miró, Andy Warhol (54), Pablo Picasso (2), Leonardo Da Vinci (2), Liu Yi, Robert Jacobsen, Michael Kvium, Pieter Brueghel (4), Birthe Kronkvist, Ole Sporring, Henrik Flagstad, Inge Lise Westman, Pernille Kløvedal Helweg, Jette Thyssen (6), Ole Schwalbe, Pierre-Auguste Renoir (9), Caravaggio (7), Fredrick Remington, Rembrandt (6), Johannes Vermeer (2), Caspar David Friedrich, Vilhelm Hammershøi (3), Peter Paul Rubens, Albrecht Dürer, Edvard Munch (2), Grant Wood, Norman Rockwell og Francisco Goya.
Ialt: 29 kunstnere

Mænd: 24
Kvinder: 4
+1: Jeg kan ikke finde ud af om den kinesiske kunstner Liu Yi er en mandlig eller en kvindelig kunstner.

KOMMENTARER TIL STATISTIKKEN:

• Af de 29 kunstnere er 7 nulevende og 9 danske.
• De fire nævnte kvindelige kunstnere er alle danske
• Ingen kvindelige billedkunstnere blev nævnt i avisen d. 12, 13, 14 og 15. januar 2013
• Ingen billedkunstnere blev nævnt mandag den 14. januar
• En artikel om Warhol-kunstmarkedet betyder at Andy Warhol er suverænt i spidsen over nævnte kunstnere.
• I forbindelse med filmen om Renoir omtales mange internationale kunstnere - alle mænd.

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. - 17. januar 2013):
Kvinder: 25
Mænd: 97

Se og læs om resultatet for hele 2013 her!

TOP 10 over oftest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 17. januar 2013):
Andy Warhol (82)
Damien Hirst (22)
Renoir (9)
Caravaggio (7)
Pernille Kløvedal Helweg (6)
Jette Thyssen (6)
Rembrandt (6)
John Kørner (4)
Pieter Brueghel (4)
Pablo Picasso (3)
Vilhelm Hammershøi (3)

Dagens Kunsthistorie: KØNSTFORMIDLINGEN I POLITIKEN 3

FRA 8. TIL 11. JANUAR 2013 var der to dage hvor ingen kvindelige billedkunstnere nævntes, hvilket er forstemmende. Men følgende billedkunstnere er blevet nævnt i samme periode i dagbladet Politiken:


Anne Marie Carl-Nielsen, Joel Meyerowitz, Christian Sarvig, Andy Warhol (22), Henri Matisse, Per Kirkeby, Sven Havsteen-Mikkelsen, Arne Haugen-Sørensen, Henning Damgaard-Sørensen, Tróndur Patursson, Niels Winkel, Uffe Rasmussen, Niels Erik Gjerdevik, Peter Brandes, Carl-Henning Pedersen, Malene Landgreen, Helle Scharling-Todd, Hein Heinsen, Bjørn Nørgaard, Rodin, Claude Monet, Svend Wiig Hansen, Edward Eriksen, Joan Miro, Tizian, Olafur Eliasson, Damien Hirst (21), Pablo Picasso, William Eggleston, Wolfgang Tillmanns, Jackson Pollock, Jeff Koons, Peter Ole Pedersen, David Ramirez Gomez, Lasse Krog Møller, Mika Taanila, Tarek Atoui, Glenn Christensen, Erkki Kurennieni, Caroline Martel, Lea Porsager, Ina A. Mance, Keith Allan.
Ialt 43 kunstnere.

Kvinder: 6
Mænd: 37

KOMMENTAR:

DETTE ER EN KVANTITATIV STATISTIK hvilket vil sige at det blot er en optælling af de billedkunstneres navne, der forekommer i avisen. Intentionen er ikke at kritisere avisen. Alligevel kommer her et ønske, samt et par observationer og kommentarer til det registrerede. Jeg ville ønske at der var mere kunstformidling i avisen, og at man var grundigere eller gik et spadestik dybere i researchen til de få artikler og anmeldelser om billedkunst der bringes.

CHRISTIAN YDE FROSTHOLM nævnes som forfatter, digter og konceptkunstner, og jeg har ikke regnet ham med som billedkunstner, selvom hans fotografi-bog måske burde give ham denne titel. I Politiken anmeldes han også af en litteraturanmelder. Brødrene Lumiere nævnes også, men dem jeg regner heller ikke med som billedkunstnere - i denne omgang.

Se og læs resultatet for hele 2013 her!

6 NÆVNTE KVINDELIGE BILLEDKUNSTNERE ud af 43 er ikke mange. Og jeg må erkende at tre af de nævnte kender jeg slet ikke: Helle Scharling-Todd, Caroline Martel og Ina A. Mance. Men det har jeg så mulighed for at gøre noget ved nu - selv! Det ville have været rigtig god kunstformidling, hvis Politiken havde fortalt lidt om dem i forbindelse med at deres navne nævnes.

AF DE NÆVNTE BILLEDKUNSTNERE i denne periode er  24 danske, og 27 er nulevende kunstnere. Andy Warhol nævnes 22 gange, hvilket formentlig skyldes åbningen af en udstilling med hans tegninger på Louisiana Museum for Moderne Kunst.

DEN ENGELSKE KUNSTNER Damien Hirst nævnes også en del i forbindelse med en artikel om et brud mellem ham og hans gallerist og muligheden for at hans kunst ikke har den værdi, som mange har troet (læs håbet). Mærkværdigvis relateres dette ikke til danske forhold. Man kunne ellers have spurgt danske museer fx. Arken, hvordan de forholder sig til diskussionen om Hirst og hans værkers værdi.

STATUS over nævnte billedkunstnere fordelt på køn i Politiken (fra 1. -11. januar 2013):
Kvinder: 21
Mænd: 73

TOP 10 over mest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1. - 11. januar 2013):
Andy Warhol (28)
Damien Hirst (22)
John Kørner (4)
Bertel Thorvaldsen (3)
Carl-Henning Pedersen (3)
Anne Marie Carl Nielsen (2)
Edward Eriksen (2)
Peter Brandes (2)
Jeff Koons (2)
Olafur Eliason (2)

Dagens Kunsthistorie: KØNS(T)FORMIDLING I POLITIKEN 2

FRA 5. TIL 7. JANUAR 2013 er følgende billedkunstnere blevet nævnt i dagbladet Politiken:
Nanna Hertoft, Henry Heerup, Lars Kræmmer, Peter Brandes, Andy Warhol (3), John Kørner (2), Emily Carr, Sophie Calle, Edward Eriksen,  Mille Karlsmose-Hjelmsborg, Bertel Thorvaldsen (3), Bjørn Wiinblad, Goya, Olafur Eliason, HUSKMITNAVN, Anselm Reyle og William Kentridge.
Ialt 17 kunstnere.

Kvinder: 4
Mænd: 13

Af de nævnte kunstnere er 11 danske, og 9 er nulevende kunstnere. I perioden nævnes Andy Warhol 3 gange, Bertel Thorvaldsen 3 gange og John Kørner 2 gange. Emily Carr nævnes i forbindelse med navnet Emily Carr College of Art.

TOP 3 over mest nævnte billedkunstnere i Politiken (fra 1-7. januar):
Andy Warhol (6)
John Kørner (4)
Bertel Thorvaldsen (3)

Se og læs om statistikken for hele 2013 her!

KOMMENTAR til statistikken:
Lidt pudsigt er det at mange billedkunstneres navne i denne periode nævnes i forbindelse med tv-programmet, Navne-stoffet, bogtillægget og endda under økonomi.

DAGENS KUNSTHISTORIE: STATISTIK OVER KØNS(T)FORMIDLINGEN

DAGBLADET POLITIKENS KUNSTFORMIDLING er formentlig ikke ringere end andre dagblades, måske endda bedre end de fleste. Politiken er min daglige aviskilde til information, og vi har valgt den, fordi vi mener at den har en bedre daglig dækning af det internationale nyhedsstof end de fleste andre danske morgenaviser.

DET ER JO BILLEDKUNSTEN der er min faglige interesse og derfor er jeg altid glad, når min avis også dækker dette område. Min avis skal ideelt set både informere om nyheder i kunstens verden ( dansk og internationalt) samt komme med kvalificeret kritik af udstillinger og bøger om billedkunst. Dette synes jeg også at dagbladet Politiken gør nogenlunde tilfredsstillende. Indimellem er der langt mellem kunststoffet og indimellem er det gamle nyheder der serveres. Men ofte er det meget tilfredsstillende.

Læs om inspirationen til Kunsthistoriers fokus på Politikens Kønsformidling i 2013 her!

ALLIGEVEL HAR JEG EN MISTANKE OM at Politikens dækning af den danske billedkunstscene har en kønsmæssig slagside. Altså at der nævnes flest mænd, omtales og kritiseres flest udstillinger, begivenheder og bøger med og om mandlige kunstnere. Måske er dette en skrøne, men det er netop for at få et overblik over dette, at jeg påbegynder denne private statistik. Og samtidigt er det for at påpege et væsentligt samfundsproblem - hvis det eksisterer. For hvis det viser sig at min mistanke er rigtig, er det vel den letteste sag i verden at avisen ændrer dette. Og tager jeg fejl, er det ikke her (Politiken eller mediebilledet) at det kønspolitiske slag skal slås.

FRA 1. TIL 4. JANUAR 2013 ER FØLGENDE BILLEDKUNSTNERE BLEVET NÆVNT i dagbladet Politiken: Tue Greenfort, John Kørner (2), Kirsten Justesen, Jesper Christiansen, Andy Warhol (3), Anne Marie Carl Nielsen, Sophie Hjerl, Wieslaw Dabrowski, Salvador Dali, Jeff Koons, Damien Hirst, Degas, Yoko Ono, Frida Kahlo, Dronning Margrethe, Prinsgemalen, Manet, Mary Cassatt, Suste Bonnén, Nelli Palomäki, Diego Rivera, Maria Izquiordo, David Alfaro Siquieros, José Clemente Orozco, Carl Henning Pedersen, Marc Chagall, Else Alfelt, Michael Kvium, Yves Klein, James Lee Byars, Anish Kapoor, Kay Christensen, Hans Simon Holtzbecker og Yue Minjun. Ialt 34 kunstnere.

Kvinder: 11
Mænd: 23

Af disse kunstnerer er 18 nulevende og 12 er danskere. Kunstnerne John Kørner og Andy Warhol blev nævnt henholdsvis 2 og 3 gange. Det skal også nævnes. at Politiken har et galleri hvor man kan købe værker af forskellige kunstnere. På en måde er det også kunstformidling, men jeg har alligevel valgt at annoncerne for dette galleri ikke skal indgå i statistikken.

Se og læs om resultatet for hele 2013 her!

Ugens Kunsthistorie: 2013 - KVINDERNES ÅR PÅ DANSKE MUSEER

" ELLERS ER DET ISÆR KVINDERNE,
DER DOMINERER MUSEERNES PLANLÆGNING
- FRA FRIDA KAHLO TIL DRONNING MARGRETHE"
(Peter Michael Hornung, Politiken 2.1.2013)


VI ER MANGE der gerne så et større fokus på kvindelige kunstnere i medierne. Ikke i form af barmhjertighed eller 'nådsens brød', men fordi der findes så mange fantastiske kvindelige kunstnere, hvis kunst den bredere offentlighed aldrig får kendskab til.

DERFOR var det jo dejligt at læse indledningen til kunstkritikeren Peter Michael Hornungs artikel om de store kunstoplevelser der venter os alle på danske museer i 2013. For her stod det sort på hvidt, at der vil komme flest udstillinger med kvindelige kunstnere. Eller sådan forstod jeg det han skrev.

MEN DA JEG LÆSTE artiklen, var der noget der ikke stemte. Hvis de kvindelige kunstnere virkelig dominerer udstillingsprogrammerne i 2013, hvorfor kunne jeg så kun tælle til 8 nævnte kvindelige kunstnere (inklusive hendes majestæt), men til 15 (!) nævnte mandlige kunstnere (inklusive prinsgemalen) i samme artikel?  Og jeg snød endda, fordi jeg talte Else Alfelt med, selvom hun kun blev nævnt i navnet på hende og gemalens museum Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museum. 

DE NÆVNTE KUNSTNERE VAR: Yoko Ono (1933), Frida Kahlo (1907-1954), Dronning Margrethe (1940), Mary Cassatt (1844-1926), Suste Bonnén (1948), Nelli Palomäki (1981), Maria Izquiordo (1902-1955) og Elsa Alfelt (1910-1974).

LIGE SÅ BEGEJSTRET JEG BLEV FOR ARTIKLENS OVERSKRIFT, lige så forstemmende var det at læse indholdet. For af de otte kvindelige kunstnere er kun fire nulevende og kun to af disse er danske. Ikke for at være nationalistisk, men der findes så mange danske kvindelige kunstnere, at der da MÅ komme mere end to væsentlige udstillinger med dem i det kommende år.

MAN KAN IKKE KRITISERE Politiken for museernes udstillingsprogrammer, men man kan forsigtigt hævde at artiklens forfatter ikke har gjort sit arbejde grundigt nok. Og håbe på at artiklens 'profeti' om året der kommer ikke går i opfyldelse. Jeg vil i hvert fald gøre mit til at der skrives og tales om kvindelige kunstnere (og flere end disse otte) - også i det kommende år.

HERUDOVER vil jeg holde øje med hvor mange billedkunstnere og udstillingssteder der nævnes hver uge i dagbladet Politiken, og på den måde lave en lille statistik over deres kunstformidling i året der kommer. Der er mange måder man kan få kendskab til kunst og kunstnere på. Og en af dem er ved at møde dem i avisen.

Ugens Kunsthistorie: BORD DÆK DIG

 

JEG ELSKER GODE HISTORIER! Måden de fortælles på er underordnet. Men jeg har en stor kærlighed for visuelle fortælleformer. Jeg synes at netop den visuelle kommunikation på mange måder er underprioriteret i vores uddannelsessystem idag. Her tænker jeg især på ungdoms- og professionsuddannelserne. Og det på trods af at vi lever i verden, hvor det er ekstrem stor fokus på netop det visuelle.

EN VISUEL FORTÆLLEFORM er f.eks. borddækning. Spiser man med eller uden dug, spiser man med hænderne eller med bestik og bruger man servietter eller ej? Hjemme hos os er det med stofdug, bestik og servietter - også til familiens yngste. Det vi fortæller med vores borddækning er, at måltidet er vigtigt, at det er noget vi gerne vil samles om og hygge os med en rum tid.

ROYAL COPENHAGENs juleborde er en af mine faste juletraditioner. Deres juleborde dækkes af kendte mennesker (oftest i tæt samarbejde med husets dekoratører). Disse julebordsdækninger er egentlige ruminstallationer og fantastiske eksempler på visuel kommunikation. Det er simpelthen utroligt, hvad man kan fortælle med tallerkner, bestik og pynt.

JEG KAN DESVÆRRE IKKE HUSKE at det nogensinde har været billedkunstnere, der har dækket julebordene hos Royal Copenhagen. Men måske er det bare mig. Eller måske er det ikke noget for billedkunstnere. Jeg ville ellers gerne se visuelle fortællinger dækket af eksempelvis Ursula Reuter Christiansen, Jytte Høi, Kirstine Roepstorff, Eva Koch, Anja Franke og Gudrun Hasle. Eller af Superflex, Niels Lomholt, Erik Hagens, Jørgen Michaelsen, John Kørner og Niels Erik Gjerdevik.

MAN VILLE NOK SNARERE vælge museumsdirektører, galleriejere og tv-kunstformidlere hvis man valgte billedkunst som tema for årets juleborde. Og det ville ikke være så ringe endda. Jeg ser for mig borde dækket af Merete Jankowski (Overgaden), Luise Faurschou (Faurschou Foundation), Kristine Kern (Fotografisk Center), Gitte Ørskou (Kunsten), Bente Scavenius (kunstkritiker) og Anne Højer Petersen (Fuglsang Kunstmuseum).

DE KUNNE OGSÅ VÆLGE at dække bordene inspireret af afdøde kunstnere som eksempelvis Anna Ancher, J. F. Willumsen, Agnes Slott-Møller, Vilhelm Hammershøj, Francisca Clausen og Asger Jorn. Mulighederne er uendelige - heldigvis. Man kunne udvide konceptet og begynde at dække nytårsborde, og måske månedens bord! Men så er der en risiko for at konceptet udvandes kraftigt.

NOGLE BORDDÆKNINGER er kedelige og forsvinder fra erindringen med det samme. Andre husker man stadig årtier efter. Balletdanseren Alexander Kølpins meget nøgne og simple bord med brød, ost og kniv var nok den mest provokerende borddækning, jeg på daværende tidspunkt havde set (jeg mener at det var en gang i 1990erne).

PÅ ET TIDSPUNKT var det de adeliges tur til at dække bordene. Jeg husker flere detaljer fra Baron Otto Retz Thotts julebord. Han sad selv ved siden af dronningen og de drak øl fra hans gods. Et andet adeligt par var lige blevet gift og var nyforelskede og derfor var deres julebord en romantisk affære for to med diamantringe og champagne.

DER VAR ET ANDET ÅR hvor det var det kongelige haveselskab, den kongelige livgarde, det kongelige balletkorps og det kongelige kapel der havde dækket bordene. Sidste år var det to generationer i offentligt kendte familie dynastier. De var fra Perchs théhandel, konditoriet La Glace, familierne Ellemann-Jensen og Hillingsøe. Det var selvfølgelig markedsføring - men gode fortællinger er jo netop også kernen i god markedsføring.

I ÅR er det så kendte sangerinder, der dækker bordene: Cæcilie Nordby, Julie Berthelsen, Anne Dorthe Michelsen, Maria Carmen Koppel, Hella Joof (kendt sangerinde?) og Caroline Henderson. De har alle taget udgangspunkt i en julesalme/ sang. Deres borde fortæller om orden, oprindelsessted, romantik, ønsker, kreativitet og multikulturel identitet. Hvilke borde jeg synes bedst om og hvorfor er en anden historie!

TIL NÆSTE ÅR ville det være interessant, hvis det er kulturordførerne fra de forskellige partier i Folketinget, der dækker bordene. Eller måske kunne de indføre julebordsdækning som en tradition på Christiansborg! Så kan de samtidigt invitere til dansk julemiddag!

Ugens Kunsthistorie: KUNSTENS VÆRDI

KØB OG SALG AF KUNST er jo afhængigt af at nogen udviser interesse for kunsten og at noget har råd til at købe. For nyligt udtalte den amerikanske kunstkritiker David Hickey, at han 'forlader' kunstverdenen fordi den er blevet for overfladisk og tom, læs her. Før den økonomiske krise indtraf havde priserne for visse kunstnere på det internationale kunstmarkedet udviklet sig voldsomt. Summerne var gigantiske for kunstnere, som eksempelvis Damien Hirsts værker, og formentlig også kunstigt boostet af gallerier og kunstsamlere og kunstneren selv, se her.

DET LYDER MÅSKE underligt at man kan påvirke priserne på kunstværker på den måde, men det er faktisk muligt. På et tidspunkt betalte den danske stat for et udstillingssted i New York hvor danske gallerier kunne fremvise deres kunstnere. Tanken var at skabe en platform for den danske kunst i udlandet. Og de danske kunstnere solgte fint - men primært til danskere i New York. Og derefter kunne gallerierne fortælle hjemme i Danmark at kunstnerne havde succes i udlandet, og dermed blev deres værker mere værd.

EN ANDEN MÅDE at værdien på kunsten til at stige er naturligvis ved at få museerne til at udstille en kunstner. Det er der ikke noget galt i, men museerne skal passe på, når det eksempelvis drejer sig om at udstille samlinger. På Louisiana Museum for Moderne Kunst viste man Estella Samlingen af moderne kinesisk kunst. Det var en fantastisk udstilling, og den var både med til at booste kinesisk samtidskunst og kunstnere som Ai Wei Wei (1957), men den var også med til at blåstemple Estella Samlingen, der kort efter blev solgt for rigtigt mange penge, læs her. Værdien var steget, og spørgsmålet var om samlingen udnyttede museet som et salgsvindue!

DA BARACK OBAMA BLEV VALGT TIL PRÆSIDENT var vi mange der så frem til hans politiske betydning for lighed, frihed og fredelig sameksistens i verden. Som en anden Messias forventede vi at han ville fjerne al dårligdom og vi så frem til hans indsats for miljø, regulering af den grådige finansektor, behandlingen af fanger bl.a. på Guantanamo og et stop for krigene i Irak og Afghanistan. Her fire år efter kan vi konstatere at noget er sket, men at der også er en hel del der ikke er sket og at politik er kompromissets verden.

OBAMAS INDTOG I DET HVIDE HUS fik dog også en anden betydning. Nemlig for kunsten. I den økonomiske stimulus pakke, der var et af hans første tiltag, var 50 millioner dollars øremærket initiaver der kunne støtte kunsten, kunstnerne og kunstens verden.

OGSÅ PÅ DET SYMBOLSKE PLAN fik det en betydning for kunsten, da familien Obama overtog styringen. De sendte besked ud til museer og gallerier og private samlinger om at de gerne ville låne kunst af afrikansk-amerikanske, asiatiske, hispanics og kvindelige kunstnere.  I skarp kontrast til Det Hvide Hus kunstsamling der primært består af 1800-tals stilleben, landskaber og portrætter af mandlige kunstnere, ønskede de at markere overgangen til nye tider i Det Hvide Hus visuelt ved at låne moderne, abstrakte kunstværker. Og dette er af stor betydning for kunstmarkedet, da disse valg kan få betydning for kunstværkerne og kunstnernes øvrige værkers værdi.

DE FØRSTE VÆRKER der blev installeret i Det hvide Hus var af Alma Thomas (1891-1978), Jasper Johns (1930), Richard Diebenkorn (1922-1993), Edward Ruscha (1937), Robert Rauschenberg (1925-2008) og Louise Nevelson (1899-1988). Herefter er fulgt værker af bl.a. Nicolas de Stäel (1914-1955), Josef Albers (1888-1976), Edgar Degas (1834-1917), Charles Alston (1907-1977) - se værk af Alston her.

SELVFØLGELIG har de haft rådgivere til at hjælpe sig, og nogle gode nogen efter min mening.
Bortset fra Alma Thomas er de andre jo internationalt anerkendte og ikoniske kunstnere, og burde sådan set allerede være en del af Det Hvide Hus kunstsamling. I Det Hvide Hus samling er der indtil nu kun få værker af sorte kunstnere bl.a. Præsident Clintons Portræt af Simmie Lee Knox (1935), The Builders af Jacob Lawrence (1917-2000), Sand Dunes at Sunset, Atlantic City af Henry Ossawa Tanner (1859-1937) og The Farm Landing (1892) af Edward Bannister (1828-1901). Men det fik Obama-familien rådet bod på. Dog naturligvis ikke uden kritik - læs her.

KUNSTSAMLEREN E. T. Williams der ejer en stor afrikansk-amerikansk kunstsamling (tænk hvis den engang kunne blive vist i Danmark eller omegn?!) tilbød præsident-familien at de kunne låne hvad de ville fra hans samling. F.eks. værker af Louis Mailou Jones (1905-1998), Romare Bearden (1911-1988) og Hale Woodruff (1900-1980). Williams var ikke den eneste samler der stod på spring. Årsagen er naturligvis også at et lån eller en donation til Det Hvide Hus kan booste hans samlings profil, skabe mere interesse for den og afrikansk-amerikansk kunst og øge dens værdi, læs mere her. 

DET KUNNE VÆRE INTERESSANT at undersøge hvilken effekt det har på værdien af danske kunstværker, at de udstilles på museerne. Men det må blive i en anden kunsthistorie.