Ugens Kunsthistorie: EN KØN HISTORIE 1

DEN 2. JANUAR I ÅR BLEV JEG SÅ PROVOKERET af en artikel i Politiken om årets vigtigste udstillinger i Danmark, at jeg begyndte en kvantitativ statistik over dagbladet Politikens billedkunstformidling og specifikt de nævnte kunstneres køn, læs mere her. Min statistik er et forsøg på at klarlægge om der er en (måske ubevidst) selvforstærkende kønsmæssig skævvridning i kunstformidlingen, som er medvirkende til at kendskabet til kvindelige kunstnere ikke er lige så stort som til de mandlige.

Læs om provokationen her!
Læs resultatet for hele 2013 her!

FØR MAN FEJER FOR ANDRES DØR, må man lige feje for sin egen. Og en hurtig statistik af mine kunsthistorier i 2012 viser at ud af 120 omtalte kunstnere er kun 29 kvinder. Det vil sige at ca. hver 4. nævnte billedkunstner i min kunstformidling er en kvinde. Det er overraskende for mig, for jeg var overbevist om, at det var fifty-fifty. Men sådan er det desværre ikke.

I LØBET AF 2013 har jeg heldivis allerede gjort det meget bedre, da jeg har nævnt 54 kvindelige billedkunstnere efter kun 37 dage! Men på grund af statistikken har jeg også (allerede) nævnt 185 mandlige billedkunstnere. Det vil sige at både Politiken (52-181 i januar måned 2013, læs mere her) og Kunsthistorier (i 2012) omtaler tre mandlige billedkunstnere, hver gang der omtales en kvindelig billedkunstner. Det er ikke et fællesskab, jeg er stolt af!

ER DET ALMINDELIGT at der er denne skævvridning? Ja, det er desværre en udbredt almindelighed. Og i mange andre medier er det formentlig endnu værre end hos Politiken. Men det gør det jo ikke bedre. Det er ikke et tilfælde at der er denne ubalance. Jeg anklager ikke kulturredaktionen for en bevidst ulighed, men jeg vil gerne fremvise denne ulighed i håbet om at det ikke bliver en acceptabel standard. Der må synlighed på og bevidsthed om problemet.