THE MOST FAMOUS UNKNOWN ARTIST IN THE WORLD

"VERDENSKENDT KVINDELIG KUNSTNER FYLDER 80 ÅR" - lød det igen og igen på P1s morgenradio i mandags. Det fik mig selvfølgelig til at spidse ører. For det første er det jo (desværre) ikke hver dag at en verdenskendt kvindelig kunstner får stor opmærksomhed i pressen, og da slet ikke hvis hun fylder 80 (!). Derfor var jeg ret spændt på, hvordan man ville præsentere hende.

INTET AF DET DE SAGDE i radioen gav en forståelse af hvilken slags kunstner, de ville præsentere. Det kunne være en sanger, en musiker, en performaner, en provokatør og en der er kendt fra optrædener i medierne. Og det var det hele, for fødselsdagsbarnet var Yoko Ono (født i Japan, 1933). Vi hørte et 'skrigestykke', der mest af alt virker latterligt - især hvis man ikke får nogle forklaringer knyttet til, og vi hørte at hun var en avantgardistisk kunstner og at hun var John Lennons hustru. Men egentlig intet om hendes kunst.

YOKO ONO er uddannet musiker, men inspireret af 1950ernes meget eksperimenterende japanske og amerikanske kunstscene og især deres forsøg med tværmediale kunstformer. Hun udviklede sig til en billedkunstner (min terminologi) der udtrykker sig konceptuelt på mange forskellige måder og gerne grænseoverskridende. I hendes fine performance Cut Piece (1965), inviterer hun publikum til at deltage ved at klippe stykker af hendes tøj, se her. Hun er optaget af publikums interaktion med kunsten. Ved udstillingsåbningen i Frankfurt siger hun at publikum er kunstnere og opfordrer dem til at bruge deres kreativitet til at se hendes værker med - se her.

POUL BORUM (1934-1996) har i en bog om nyere amerikansk litteratur berettet om, hvordan hun 'fængslede' ham og en propfyldt kirke med en meget enkel performance i New York engang i1960erne. Denne performance har han kategoriseret som poesi. Herudover har hun arbejdet med - og arbejder stadig med - musik, maleri, kalligrafi, skulptur, fotografi, installationer, film og politiske events og billeder.

I WISH TO THANK THE UNIVERSE skrev Yoko Ono på en lille seddel, der blev hængt på på hendes ønsketræ i MoMAs skulpturgård i 2010. Træet er sidenhen blevet fyldt med ønsker. Et andet af værkerne på Moma var en mikrofon med en opfordring til at skrige. Da jeg var der, var en lille dreng igang med at tømme lungerne. det lyder ikke godt, men resultatet er forhåbentlig at man er kommet af med frustrationer, og hvorfor ikke aflevere dem på et museum. Hør kunstnerens egne skrig her.

PÅ SCHIRN KUNSTHALLE I FRANKFURT kan man frem til 12. maj 2013 opleve en retrospektiv udstilling med Yoko Onos værker. Der er værker fra 1960erne og 1970erne, men også helt nye ting med. Udover at hun er fødselsdagsaktuel, falder udstillingen også sammen med fejringen af FLUXUS et kunstnetværk som hun jo var associeret med, qua sit gode venskab med flere hovednavne bl.a. George Maciunas (1931-1978).

MEN DET ER JO IKKE HENDES BILLEDKUNST der har gjort hende verdenskendt. Det er hendes privatliv (der for det mestes vedkommende er blevet udlevet i offentligheden) der har gjort hende berømt. 2. verdenskrig i Japan, mange partnere, skilsmisser og børn - svigtede børn, kidnapninger og drab, jalousi og pengeskænderier. Der er stof til mange skrig og sikkert også film i Yoko Onos biografi.

DER ER OGSÅ SÅ MANGE KLICHEER OG HISTORIER om Yoko Ono, at det kan være svært at skille fiktion fra fakta. Dokumentaren The Real Yoko Ono giver et fint indblik i nogle af de ting, hun har beskæftiget sig med og de ting der har formet hende som kunstner. I slutningen af dokumentaren siger sønnen at han er RET overbevist om at dét der betyder allermest for hende er hendes kunst.