fredag den 4. januar 2013

DAGENS KUNSTHISTORIE: STATISTIK OVER KØNS(T)FORMIDLINGEN

DAGBLADET POLITIKENS KUNSTFORMIDLING er formentlig ikke ringere end andre dagblades, måske endda bedre end de fleste. Politiken er min daglige aviskilde til information, og vi har valgt den, fordi vi mener at den har en bedre daglig dækning af det internationale nyhedsstof end de fleste andre danske morgenaviser.

DET ER JO BILLEDKUNSTEN der er min faglige interesse og derfor er jeg altid glad, når min avis også dækker dette område. Min avis skal ideelt set både informere om nyheder i kunstens verden ( dansk og internationalt) samt komme med kvalificeret kritik af udstillinger og bøger om billedkunst. Dette synes jeg også at dagbladet Politiken gør nogenlunde tilfredsstillende. Indimellem er der langt mellem kunststoffet og indimellem er det gamle nyheder der serveres. Men ofte er det meget tilfredsstillende.

Læs om inspirationen til Kunsthistoriers fokus på Politikens Kønsformidling i 2013 her!

ALLIGEVEL HAR JEG EN MISTANKE OM at Politikens dækning af den danske billedkunstscene har en kønsmæssig slagside. Altså at der nævnes flest mænd, omtales og kritiseres flest udstillinger, begivenheder og bøger med og om mandlige kunstnere. Måske er dette en skrøne, men det er netop for at få et overblik over dette, at jeg påbegynder denne private statistik. Og samtidigt er det for at påpege et væsentligt samfundsproblem - hvis det eksisterer. For hvis det viser sig at min mistanke er rigtig, er det vel den letteste sag i verden at avisen ændrer dette. Og tager jeg fejl, er det ikke her (Politiken eller mediebilledet) at det kønspolitiske slag skal slås.

FRA 1. TIL 4. JANUAR 2013 ER FØLGENDE BILLEDKUNSTNERE BLEVET NÆVNT i dagbladet Politiken: Tue Greenfort, John Kørner (2), Kirsten Justesen, Jesper Christiansen, Andy Warhol (3), Anne Marie Carl Nielsen, Sophie Hjerl, Wieslaw Dabrowski, Salvador Dali, Jeff Koons, Damien Hirst, Degas, Yoko Ono, Frida Kahlo, Dronning Margrethe, Prinsgemalen, Manet, Mary Cassatt, Suste Bonnén, Nelli Palomäki, Diego Rivera, Maria Izquiordo, David Alfaro Siquieros, José Clemente Orozco, Carl Henning Pedersen, Marc Chagall, Else Alfelt, Michael Kvium, Yves Klein, James Lee Byars, Anish Kapoor, Kay Christensen, Hans Simon Holtzbecker og Yue Minjun. Ialt 34 kunstnere.

Kvinder: 11
Mænd: 23

Af disse kunstnerer er 18 nulevende og 12 er danskere. Kunstnerne John Kørner og Andy Warhol blev nævnt henholdsvis 2 og 3 gange. Det skal også nævnes. at Politiken har et galleri hvor man kan købe værker af forskellige kunstnere. På en måde er det også kunstformidling, men jeg har alligevel valgt at annoncerne for dette galleri ikke skal indgå i statistikken.

Se og læs om resultatet for hele 2013 her!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar