Ugens Kunsthistorie: BORD DÆK DIG

 

JEG ELSKER GODE HISTORIER! Måden de fortælles på er underordnet. Men jeg har en stor kærlighed for visuelle fortælleformer. Jeg synes at netop den visuelle kommunikation på mange måder er underprioriteret i vores uddannelsessystem idag. Her tænker jeg især på ungdoms- og professionsuddannelserne. Og det på trods af at vi lever i verden, hvor det er ekstrem stor fokus på netop det visuelle.

EN VISUEL FORTÆLLEFORM er f.eks. borddækning. Spiser man med eller uden dug, spiser man med hænderne eller med bestik og bruger man servietter eller ej? Hjemme hos os er det med stofdug, bestik og servietter - også til familiens yngste. Det vi fortæller med vores borddækning er, at måltidet er vigtigt, at det er noget vi gerne vil samles om og hygge os med en rum tid.

ROYAL COPENHAGENs juleborde er en af mine faste juletraditioner. Deres juleborde dækkes af kendte mennesker (oftest i tæt samarbejde med husets dekoratører). Disse julebordsdækninger er egentlige ruminstallationer og fantastiske eksempler på visuel kommunikation. Det er simpelthen utroligt, hvad man kan fortælle med tallerkner, bestik og pynt.

JEG KAN DESVÆRRE IKKE HUSKE at det nogensinde har været billedkunstnere, der har dækket julebordene hos Royal Copenhagen. Men måske er det bare mig. Eller måske er det ikke noget for billedkunstnere. Jeg ville ellers gerne se visuelle fortællinger dækket af eksempelvis Ursula Reuter Christiansen, Jytte Høi, Kirstine Roepstorff, Eva Koch, Anja Franke og Gudrun Hasle. Eller af Superflex, Niels Lomholt, Erik Hagens, Jørgen Michaelsen, John Kørner og Niels Erik Gjerdevik.

MAN VILLE NOK SNARERE vælge museumsdirektører, galleriejere og tv-kunstformidlere hvis man valgte billedkunst som tema for årets juleborde. Og det ville ikke være så ringe endda. Jeg ser for mig borde dækket af Merete Jankowski (Overgaden), Luise Faurschou (Faurschou Foundation), Kristine Kern (Fotografisk Center), Gitte Ørskou (Kunsten), Bente Scavenius (kunstkritiker) og Anne Højer Petersen (Fuglsang Kunstmuseum).

DE KUNNE OGSÅ VÆLGE at dække bordene inspireret af afdøde kunstnere som eksempelvis Anna Ancher, J. F. Willumsen, Agnes Slott-Møller, Vilhelm Hammershøj, Francisca Clausen og Asger Jorn. Mulighederne er uendelige - heldigvis. Man kunne udvide konceptet og begynde at dække nytårsborde, og måske månedens bord! Men så er der en risiko for at konceptet udvandes kraftigt.

NOGLE BORDDÆKNINGER er kedelige og forsvinder fra erindringen med det samme. Andre husker man stadig årtier efter. Balletdanseren Alexander Kølpins meget nøgne og simple bord med brød, ost og kniv var nok den mest provokerende borddækning, jeg på daværende tidspunkt havde set (jeg mener at det var en gang i 1990erne).

PÅ ET TIDSPUNKT var det de adeliges tur til at dække bordene. Jeg husker flere detaljer fra Baron Otto Retz Thotts julebord. Han sad selv ved siden af dronningen og de drak øl fra hans gods. Et andet adeligt par var lige blevet gift og var nyforelskede og derfor var deres julebord en romantisk affære for to med diamantringe og champagne.

DER VAR ET ANDET ÅR hvor det var det kongelige haveselskab, den kongelige livgarde, det kongelige balletkorps og det kongelige kapel der havde dækket bordene. Sidste år var det to generationer i offentligt kendte familie dynastier. De var fra Perchs théhandel, konditoriet La Glace, familierne Ellemann-Jensen og Hillingsøe. Det var selvfølgelig markedsføring - men gode fortællinger er jo netop også kernen i god markedsføring.

I ÅR er det så kendte sangerinder, der dækker bordene: Cæcilie Nordby, Julie Berthelsen, Anne Dorthe Michelsen, Maria Carmen Koppel, Hella Joof (kendt sangerinde?) og Caroline Henderson. De har alle taget udgangspunkt i en julesalme/ sang. Deres borde fortæller om orden, oprindelsessted, romantik, ønsker, kreativitet og multikulturel identitet. Hvilke borde jeg synes bedst om og hvorfor er en anden historie!

TIL NÆSTE ÅR ville det være interessant, hvis det er kulturordførerne fra de forskellige partier i Folketinget, der dækker bordene. Eller måske kunne de indføre julebordsdækning som en tradition på Christiansborg! Så kan de samtidigt invitere til dansk julemiddag!

Dagens Kunsthistorie: POLITISK KUNST

I MIN BARNDOM voksede jeg op med politisk kunst: Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafik, Corner-maleres fremstilling af 1.maj-optog og Erik Hagens (1940) sprudlende plakater. Det var 1970erne og kunsten blev brugt til at protestere mod uretfærdigheder på rigtigt mange områder: udnyttelse af arbejdere, kvinder og miljø. Vi sagde "Nej til..." atomkraft og krige og EU og andre politiske emner og vi var solidariske med alle der blev udbyttet - og dette kom sandelig også til udtryk i kunsten.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1980ERNE har jeg haft et lidt anstrengt forhold til politisk og protesterende kunst. Man kan jo få for meget af det gode, og jeg har i ca. 1½ årti foretrukket billedkunst der i sit udgangspunkt ikke var politisk. Men det er jo noget pjat, for kunstnere der vil noget er spændende, kunstværker der fortæller noget er jo dragende, og derfor er jeg også kommet frem til en meget mere afslappet holdning til politisk kunst.

DER ER OGSÅ SKET EN UDVIKLING i relationen mellem kunstscene og protest kunst. I 1970erne var den politiske kunst ikke institutionelt accepteret, og jeg husker det som om den altid fremvistes i et koldt telt med vådt græs. Men idag er en kunstner som Ai Wei Wei - der i den grad protesterer - en kunstner der udstiller på Louisiana Museum for Moderne Kunst, hos Faurschou Foundation og på Tate Modern.

PÅ dOKUMENTA-udstillingen denne sommer var der mange både politiske og protesterende værker med, hvilket viser hvordan denne kunstform er blevet inkluderet i kunstinstitutionerne. Et af værkerne bestod sågar i at en kunstner havde skabt en slags lejr foran Fridericianum hvor alle mulige protestfænomener havde fået husly.

TILBAGE I MIN BARNDOM ville man nok have sagt at kunstscenens accept af den politiske kunst er et led i at sabotere protesten, for - med en omskrivning af Joseph Beuys' ord -  når alt er protest, er intet protest længere. Men jeg tror nu snarere at dette er kunstscenens forsøg på at være mange facetteret. For selvfølgelig kan man ikke holde politik og protest ude af kunsten. Mange af de ovenfornævnte kunstnere, har fremstillet værker, der er blandt mine favoritter idag. Og hvis ikke dOKUMENTA 13 havde valgt at vise politisk kunst, havde jeg og mange andre måske aldrig stiftet bekendtskab med den norske kunstner Hannah Ryggen, hvis gobeliner i sin samtid var stærkt politiske, og idag fremstår på samme måde som Pablo Picassos Guernica.