Ugens Kunsthistorie: ALADDINS HULE I HAARLEM - TEYLERS MUSEUM

Er der noget så skønt som når man oplever noget uventet - der er overraskende godt?! På mit første besøg til den yndige by Haarlem i Nederland, blev jeg trukket med hen på Teylers Museum af to entusiastiske guider der ønskede at vise mig det bedste byen rummer.

Inden besøget blev jeg informeret om at Teylers Museum er det ældste offentlige museum i Nederland, at det åbnede i 1784 og at deres samling dækker mange forskellige videnskabelige områder, bl.a. det naturvidenskabelige. Alder er jo ikke nødvendigvis en garanti for en god oplevelse. Diversitet garanterer heller ikke for noget overhovedet. Tværtimod kan det ofte være rigtig godt med en enkel og synlig rød tråd i samlingen.

Så jeg var skeptisk inden min entré og desuden var jeg egentlig kun interesseret i at se på billedkunst. Det jeg oplevede indenfor var gammelt og mørkt - og diverst og FASCINERENDE! Her var en sal med store gamle udstillingskabinetter fyldt med smukke fossiler af præhistoriske fugle og fisk, samt Ammonitter (beslægtede med blæksprutter men desværre udryddede for 65 millioner år siden). Okay, en fossil er jo blot en forstenet rest af en organisme fra jordens fortid, men det er utroligt at fisk stadig ser ud som fisk for millioner af år siden, og at udviklingen egentlig ikke er gået hurtigere.
Når man ser disse dekorative fossiler tænker man også om de er ægte, for hvordan kan vi idag egentlig vide at det ikke blot er smukke efterligninger? Museet er ærlig omkring denne problematik og fremviser også de forfalskninger tidligere direktører har fremstillet eller købt i den tro at de var ægte.

Næste sal er fyldt med kæmpe skinnende messinginstrumenter og maskiner fra en anden tid: Teleskoper, strømmaskiner, eletrostatiske generatorer, mikroskoper, et parabolsk spejl, miniature modeller af savmøller og kraner, galvanometre, resonatorer, heliographer og Foucaults pendul. Tidligere udførte man også fysiske eksperimenter i et laboratorium på museet. Flere af instrumenterne kan man som gæst selv afprøve, men de fleste er også bare smukke at se på. ADVARSEL: Hvis man ikke har et samler-gen i forvejen er der fare for at det skabes eller aktiveres voldsomt her. Ville det ikke være smukt med en række blanke messing instrumenter - der kan veje, måle, trække, vride, vise og vibrere - på reolen?

Den største udstillingsal er oval og smuk, fyldt med endnu flere videnskabelige instrumenter samt en imponerende samling af mineraler i midten af rummet. Her er sorte, grå, sart lyserøde, grønne, blå, lilla mineraler - og diamanter, koraler, månesten, opaler, turkiser, bjergkrystaller, verdens største antimonite krystal fra Japan og mange MANGE flere.

Herefter kommer kunstafdelingen (den fylder en sal). Malerierne er salonophængt, men kronologisk hvis man begynder til venstre og bevæger sig salen rundt. Som med de fleste provinsmuseer er samlingen koncentreret om malerier af Haarlem og kunstnere med tilknytning til Haarlem. Men det gør den bestemt ikke dårlig. Her er byprospekter, landskabsbiller, søstykker, interieurer, historiske billeder, portrætter og stilleben.
Mine favoritter er kunstnerne Isaac Israels (1865-1934) der fanger følelse og lys i The Girl Drummer (1908/14) og George Hendrik Breitner (1857-1923) der portrætterer byens mennesker, her børnene der er på søndagstur i klitterne iført alt for fint og for meget tøj i Children on the Dunes (ca. 1885).
Museet har også en stor grafisk samling og en værdifuld bogsamling med bl.a. sjældne atlas, illustrerede 1700-tals værker om fisk og fugle samt anden udgaven af Maria Sybilla Merians (1647-1717) smukke værk Surinamske Insekter fra 1719.

Museet rummer et smukt bibilotek (ikke offentligt tilgængeligt), interaktivt formidlingsrum med computere, café med udgang til haven og butik med bl.a. postkort af de smukke objekter fra samlingen. I 1990-96 udvidedes museet med en moderne udstillingssal til skiftende udstillinger. I anledning af det internationale Darwin år vises udstillingen Noahs Ark. På vej til Darwin til 6. september 2009.

Et besøg på Teylers Museum er som et besøg hos en excentrisk tante eller onkel der samler. Museet blev oprettet på baggrund af arven efter den rige tekstilkøbmand Pieter Teyler (1702 - 1778). Han var inspireret af tidens oplysningstanker og støttede naturvidenskaben og kunsten. Teylers Museum er også idag en fortælling om humanisme og interesse for menneskets oplysning, historie og udvikling. Her er så meget at se og opleve, at selv om der er andre besøgende, har man fornemmelsen af at man selv opdager det hele og at man har en unik og berigende oplevelse, når man går derfra.

Teylers Museum, Spaarne 16, 2011 CH Haarlem. Åbningstider: tirsdag til lørdag kl. 10 - 17, søndag og festdage kl. 12 - 17. Priser: voksne gæster 7 euro, børn i alderen 6 - 17 år 4 euro. Kontakt: info@teylersmuseum.nl. Mer information (på nederlandsk) www.teylersmuseum.nl.

UGENS KUNSTHISTORIE:ALADDINS HULE(R)

MANGE KUNSTMUSEERS PERMANENTE SAMLINGER BLIVER OVERSETE AF PUBLIKUM. DET ER STADIG SÆRUDSTILLINGERNE DER TRÆKKER FLEST BESØGENDE. OG DET KAN UNDRE, DA KUNSTSAMLINGERNE DE FLESTE STEDER ER BETAGENDE, OVERRASKENDE, BERIGENDE OG INSPIRERENDE. DENNE KUNSTHISTORIE SAMMENLIGNER KUNSTSAMLINGER MED ALADDINS HULE.

Min forestilling om Aladdins Hule er så billedbaseret, at jeg ikke kan sætte ord på. Jeg har også altid sprunget passagerne med beskrivelser af hulen over, fordi jeg ville have min egen forestilling om dette skatkammer - fyldt med kostbarheder - i fred. Men følelsen af at befinde sig et sted så overvældende og fyldt til randen med skatte kan jeg genkende - det har jeg prøvet et par gange.

Første gang var da jeg som 11-årig besøgte Louvre i Paris med min far. Det var overvældende at befinde sig i et palads med så uendeligt mange sale, og med de enorme malerier og de overdådige guldrammer. Det var den tilsyneladende aldrig sluttende rigdom der gjorde indtryk på barnet - mig. Og naturligvis også forestillingen om at store rober havde bevæget sig over disse gulve. Egentlig var det ikke kunsten i sig selv - og slet ikke kunststykket Mona Lisa.

Alligevel var der et maleri der fangede mine øjne, og som endte med at blive billedet på mit første besøg på - og indbegrebet af - Louvre. Det var maleriet Saínt Joseph Charpentier (udateret) der fik mig til at glemme alt om Marie Antoinette, Napoleon Bonaparte, Desirée og hofballerne. Det var HELT anderledes end alle de andre malerier fra samme periode. For på dette maleri var det ikke den religiøse hændelse eller personerne der var det vigtigste. Hovedpersonen i billedet var lyset og hvordan det farver i mørke. Måden at kunstneren George de La Tour ( 1593 - 1652) legede med lyset og viste oplysningen af den lille piges ansigt og klæder og ikke mindst hendes hånd foran stearinlyset var SÅ betagende. Jeg købte et postkort med den detalje, som jeg stadig har.

Anden gang jeg oplevede fornemmelsen af at befinde mig i en Aladdins Hule, var da min mor slæbte en 17-årig og meget modvillig mig med på British Museum i London - og ikke kunne få mig væk derfra igen. For det var simpelthen så overvældende og betagende og fuldstændig umuligt at rumme alt det. Fra Arnolfinis Trolovelse til de smukkeste indiske tekstiler. Maleriet Arnolfinis Trolovelse (1434) af Jan van Eyck (død 1441) er et fascinerende billede. Parret burde se glade ud, men det gør de ikke (og det kan der være forskellige årsager til som jeg ikke vil komme ind på her). Billedet er fyldt med uendeligt mange detaljer, blandt andet hundens pels og blanke øje, samt det vigtige lillebitte spejl på væggen der gengiver hele sceneriet bagfra inklusive kunstneren.

Når man ser så MEGET fantastisk bliver man let en smule blasert overfor vidundere og verdensmonumenter. Man vil så gerne opdage og rumme det hele og halser afsted for ikke at gå glip af hvad der er lige rundt om hjørnet, og ender vel egentlig med blot at blive overvældet. Men den dag idag er en af mine vigtigste inspirationskilder en lille bog om indiske tekstilmønstre.

Belært af min efterhånden store erfaring med overvældende kunstsamlinger var jeg forberedt første gang jeg i begyndelsen af 1990erne skulle til New York og se Museum of Modern Art. Jeg havde blandt andet læse Dea Trier Mørchs fortrinlige bog Amerika, hvori hun fortæller at hun altid lige skal se den behårede kop af Meret Oppenheim (1913 - 1985), når hun er på MoMA. Og det hjalp faktisk at have et holdepunkt. Så man ikke fuldstændigt druknede i betagelsen over alle de pletskud af værker de har i deres samling af eksempelvis Henri Laurens, Alberto Giacometti, Claude Monet og Mark Rothko. For ikke at tale om deres design-samling og deres fotosamling! Jeg har nu tillagt mig den vane, at når jeg er i New York skal der sættes to dage af til at besøge MoMA. På den måde sættes tempoet ned og man når også at summe over indtrykkene i deres dejlige gårdhave. Og jeg skal altid lige se Object. Paris. (1936).

Det ultimativt mest frustrerende besøg i en Aladdins Hule oplevede jeg på en studietur til Sankt Petersborg i Rusland i midten af 1990erne. Der var et tætpakket program, og i dette program var der sat tre timer af til at besøge Eremitagen - og det var inklusive at spise frokost. Jeg havde ikke forberedt mig ordentligt til dette besøg, så jeg blev fuldstændigt rundt på gulvet. Her var guldkareter og kæmpekaryatider, en formidabel naturhistorisk afdeling, en imponerende samling nederlandsk 1600-talsmaleri samt - på loftet - en kæmpe samling franske impressionister. Og meget MEGET mere. Det hele var sådan lidt uplanlagt og tilfældigt stillet frem, som om de på museet slet ikke var klare over hvilke kostbarheder de havde i deres hænder. Der var ingen oversigtskort eller etageplaner eller temaudstillinger eller kronologiske ophængninger. Det var så frustrerende, forvirrende og uoverskueligt at jeg stadig ikke kan huske præcis hvad jeg så, blot at jeg så voldsomme mængder af kostbarheder. Og det var en befrielse.

Der findes rigtig mange samlinger og museer i verden der kan opleves som en Aladdins Hule. Men måske netop fordi jeg mistede orienteringen og overblikket i Vinterpaladset og på grund af dets kaotiske og labyrintiske fremtoning, er det den samling der for mig visuelt kommer tættest på mit indre billede af Aladdins Hule.

I alle mine her ordførte oplevelser af nogle af verdens mest overdådige kunstsamlinger er det afgørende for oplevelsen ikke strukturen, men snarere det modsatte. Den uendelige mængde af kunstværker, det fraværende tema og den fraværende sammenhæng, manglen på en plan eller en oversigt, størrelsen af samlingerne der gør det umuligt at rumme dem på både en time, en dag og en uge - det er dét, og måske også den frie følelse af at have opdaget det hele selv, der gør dem ekstraordinære og fuldstændigt fantastiske OG til Aladdins Huler.

Find flere detaljer om de nævnte samlinger her: www.louvre.fr, www.britishmuseum.org, www.moma.org, www.hermitagemuseum.org.

UGENS KUNSTHISTORIE: TILVÆRELSEN SOM ET BRÆDTSPIL

FØDES MENNESKET SOM ET HVIDT PAPIR – ET UBESKREVET BLAD - ELLER ER KURSEN I VORES TILVÆRELSE ALLEREDE FORPROGAMMERET INDEN VI BEGYNDER? DETTE SPØRGSMÅL FÅR MAN IKKE SVAR PÅ I LARS ARRHENIUS BILLEDFRISE THE MAN WITHOUT QUALITIES (2001) DER KAN OPLEVES PÅ AROS FREM TIL 24. MAJ PÅ UDSTILLINGEN GLIMT FRA STORBYEN.

Til gengæld skærer kunstneren ud i pap – eller rettere han tegner for os - hvor utroligt betydningsfulde og afgørende vore valg og især fravalg er. Værket består af 141 kvadratiske billeder, der er sat sammen i en fortælling om et menneskes liv fra fødsel til død. Men som i den slags ungdomslitteratur hvor man selv kan vælge fortællingens forløb ved at springe frem og tilbage i bogen, er der også her mulighed for at gå forskellige veje. Fortællingerne om dette menneskes liv kan blive mange afhængige af hvilke valg han foretager, hvilken vej han går – og hvem der fortæller hans historie.

Billedfrisens ophængning minder om et brætspil som Ludo, Matador og Landmandsspil og man ihukommer ordrer om at gå et skridt frem og to tilbage, vælge en genvej, tage chancen, ’gå i fængsel’ og ’ryk tilbage til start’. Her handler det overordnet ikke om at købe grunde eller overleve høsten, men om intet ringere end 'tilværelsen'. Og som i Ludo er målet – det der driver fortællingen fremad – bevægelsen mod ’at komme hjem’ her at dø.

Lars Arrhenius benytter sig af stiliserede tegninger af mennesker og ting, en stil vi kender rigtig godt fra trafikken (lyssignaler for gående), den offentlige transport (stille kupéer), piktogrammer hos lægen (synsprøve) og på hospitalet (mobiltelefon forbudt), på stranden (hunden i snor) og i museumsinstitutioner (nødudgangen). Dette enkle billedsprog tilsat hverdagen rummer en lydløs og totalt fascinerende komik som i stumfilm med Charlie Chaplin og Gøg og Gokke.

Den tilværelse der bredes ud foran os i The Man without Qualities indeholder kærlighed, seksualdrifter, forplantningstrang, arbejde, sport og ælde. Kogt ind til disse elementer ser tilværelsen en smule trist og forudsigelig ud, men heldigvis kan man – i dette spil - vælge at ’krydre’ livet med de spændende alternativer utroskab, arbejdsløshed, vold og druk.

Hovedpersonen i værket er en mand og kunstværket er skabt af en mand. Mon en kvindelig kunstner ville vælge at fremstille en fortælling om tilværelsen på samme måde, eller ville hun lægge vægt på helt andre elementer? Interesser, ømhed, socialisering og verden omkring os? Måske. Måske ikke.

The Man without Qualities er også den engelske titel på den østrigske forfatter Robert Musils litterære værk i 3 bind Manden uden egenskaber (på originalsproget: Der Mann Ohne Eigenschaften) der blev til i perioden 1930 – 42. Hovedpersonen er en 32-årig mand, der søger efter en mening med tilværelsen og efter autencitet. Denne søgen er jo almen menneskelig og genkendelig for de fleste.

Når Arrhenius låner denne titel, refererer han naturligvis også til denne søgen efter mening og autencitet. Men ser man på frisen, fremstår det som om hovedpersonen her kun kan mærke livet, når han vælger det almindelige fra. Eller rettere når han vælger. Hvis han ikke vælger, følger han et forudbestemt spor, der ikke byder på de store emotionelle udsving, men fører ham sikkert i mål. Et spor som ikke virker attraktivt, når han er i det – kun når han har valgt det fra.

Lars Arrhenius værker spiller på en iboende angst i os mennesker for det anonyme og trivielle, for kedsomheden og for at være/ blive usynlige og gå til grunde i mængden. Det er det moderne mareridt - tænk hvis man vågnede op en dag og måtte erkende at man bare var en brik i et spil ludo, agerede i en fortælling man ikke selv havde bidraget til og at man absolut ikke ville komme til at efterlade sig spor på jordens overflade overhovedet, når man engang forsvandt. Det ville være en skrækkelig tanke. Denne skrækkelige tanke er diskursen for flere af Arrhenius værker.

AROS har i forbindelse med udstillingen udgivet en lille gratis formidlingsfolder. Heri præsenteres hovedpersonen som ”manden uden særlige fortrin”. Det er en misvisende fremstilling af manden. For vi lærer aldrig hans fortrin at kende, vi ved ikke om han ser godt ud, har brune øjne, er en dygtig taler eller god til at lave italiensk mad. Kunstneren har bestemt, at det heller ikke er nødvendigt for os at vide. Kunstværket handler om mandens liv – ja, og her er han hovedpersonen – ja. MEN hans livs fortælling kan kun fortælles hvis vi går ind og fortæller den, og foretager nogle valg for ham. Han er en marionetdukke og på den måde er han - helt bogstaveligt - en mand uden vilje, mål og egenskaber.

Er der en morale og løftet pegefinger i dette værk? Nej, det er blot til lyst. Men det rører ved nogle eksistentielle betragtninger. Valget – det eksistentielle valg som også eksistentialistiske kunstnere som Albert Camus, Francis Bacon og Simone De Beauvoir og Samuel Beckett og Alberto Giacometti beskrev og visualiserede – er i centrum. Alberto Giacomettis skulptur Gående mand fra 1961 har samme tema som Arrhenius The Man without Qualities. Der er ingen grund til at synke ned i mudderet på grund af en fejltagelse. Et forkert valg må erstattes af et andet valg. Alle mennesker har mulighed for at vælge noget i deres tilværelse.

Er der en opfordring i Lars Arrhenius værk? Ja – Carpe Diem! Grib dagen og form dit liv om til det brætspil du har lyst til at spille!


The Man without Qualities er en 60 meter lang og 8 meter høj udsmykning, som befinder sig på Mälardalens Högskola. Den findes også som animationsfilm skabt i samarbejde med Johannes Müntzing.

Ugens Kunsthistorie: Mit absolutte yndlingskunststed i Danmark

I MÅNEDSMAGASINET IN I MAJ MÅNED ANBEFALER NAJA PEDERSEN TO AF SINE YNDLINGSKUNSTSTEDER. DET ENE ER I NEDERLAND (- mere om det i en anden uges kunsthistorie). I DENNE UGES UGENS KUNSTHISTORIE UDDYBER HUN ANBEFALINGEN OG FORTÆLLER OM DET SVÆRE VALG OG OM HENDES ABSOLUTTE YNDLINGSKUNSTSTED I DANMARK: SOPHIENHOLM!

Det er jo svært at vælge, når man har mange steder at vælge mellem - og Danmark er jo fyldt med fantastiske kunststeder! Min yndlingsmuseumsbygning er definitivt Nordjyllands Kunstmusen (KUNSTEN) i Ålborg. Den finske arkitekt Alvar Aaltos behageligt smukke og velfungerende bygning er i sig selv et kunstværk – men ikke et dominerende et af slagsen. Det er ren forkælelse at bevæge sig rundt på dette museum.

Den dejligste museumsferie (også når man ikke har bil) forestiller jeg mig at man får, når man tager til Louisiana Museum for Moderne kunst i Humlebæk. Det ville være ideelt at bo i Sletten havn og tilbringe dage i godt kunstselskab og smukke omgivelser. Her er hele tiden nye store oplevelser at se på – og ikke kun kunstnerisk. I Pauserummet i museets Sydfløj kan man sidde eller stå i timer og fordybe sig i den storslåede og ganske opslugende udsigt over Øresund. Den udsigt er så fascinerende og så foranderlig – time for time, dag for dag. Knud W. Jensen - museets grundlægger - ville at den besøgende skulle føle sig som gæst hos en lidt excentrisk rig onkel på landet. Idag er det et meget professionelt organiseret museum man besøger og det excentriske ligger vel i størrelsen, som man slet ikke får fornemmelse af, når man står foran hovedindgangen i den gamle villa.

Den mest overraskende museumsoplevelse jeg har haft var på Ribe Kunstmuseum. Man skal virkelig ikke skue hunden på hårene her. Museet er lille, men de har en RET god samling. På få kvadratmeter får man et overblik over og en indblik i den danske Kunsthistorie.

Men mit absolutte yndlingskunst-udflugts-sted i Danmark er Sophienholm i Lyngby ved Bagsværd Sø. Jeg elsker dette sted fordi det ligger smukt, er overskueligt i størrelse og lettilgængeligt for ikke-bilister. Og jeg elsker dette sted fordi det altid er en god oplevelse. Der er nemlig så meget at opleve her. Og derfor får man noget ud af det, både hvis man kun tilbringer en time her og når man tilbringer hele dagen her.

Dette tidligere landsted med sin kæmpe romantiske park udgør den perfekte ramme om en god kunstoplevelse for hele familien – sammen og hver for sig. Her er skiftende udstillinger, men permanent kan man opleve CoBrA-loftet, Norskehytten, Dukkehuset samt Ib Spang Olsens drage for børn. Pt. vises udstilling Kunsten at se med kunstneren John Olsen (f.1938). Udstillingen varer til og med søndag den 26. April. Lørdag den 2. Maj åbner ny udstilling med kunstneren Poul Christensen.

Man kan komme til Sophienholm på mange måder: Her er parkering for biler, bus udenfor døren, cykelsti, samt et forgrenet stisystem til Lyngby Station. Man kan også sejle til Sophienholm med båden fra Lyngby hovedgade ligetil Sophienholms bådebro. Parken er overskueligt stor, anlagt efter romantisk engelsk tradition med græsplæner, alléer, skulpturer, skovagtigt område, lysthus, skulpturer og kinesisk pavillon. Og fra bygningens vinduer kan man skue ud over Bagsværd Sø, som indfødte kalder ’verdens navle’.

Der er en fin restaurant med både ude og inde-siddepladser, men man kan også medbringe madkurv, og f.eks. spise ved siden af 'prinsessernes legehus' oppe bag hovedbygningen. Familien Aller ejede bygningen og man byggede dette dukkehus til familiens tre døtre. Husets har to døre, et køkken og en opholdsstue.

På Sophienholm er der plads til al slags nydelse og leg!

I Månedsmagasin IN maj måned anbefaler Naja Pedersen sit absolutte yndlingssted i Danmark og i Udlandet. Portrætfotografiet er af Amanda Thomsen /Fotostudie.com.

GAME OVER

TANKER OM TILFÆLDET INSPIRERET AF UDSTILLINGEN GLIMT FRA STORBYEN MED VÆRKER AF LARS ARRHENIUS på AROS i ÅRHUS.

”I begyndelsen var tilfældet, og Tilfældet var med Gud og Tilfældet var Gud. Han var begyndelsen med Gud. Alting blev skabt af Tilfældet og uden ham blev intet skabt. I Tilfældet var livet, og livet var menneskenes lys.”*

Forestil dig, at du går hen ad gaden. Hvad sker der så? Tilfældigheder, chancen, forsynet, uheld eller held kan ramme dig: Man kan blive kørt ned, møde kærligheden, blive slået ned, finde en pose penge i en skraldespand eller falde ned i en kælderskakt. Alt kan jo i realiteten ske, når man begiver sig udenfor sin dør. Men sandsynligheden for at noget bestemt sker, kan være større eller mindre. Har man lært færdselsreglerne og om forsigtighed i trafikken, går det som regel godt at bevæge sig hen af gaden. Men ser man til den forkerte side opdager man måske ikke kærligheden. Og bryder man sig ikke om at rode i skraldespande, finder man nok ikke pengene.

I den svenske kunstner Lars Arrhenius (f. 1966) meget fine væginstallation The Man without one Way (1999) kan man - i 171 små kvadratiske billeder sammensat som i et storyboard eller en tegneserie - følge en mand der bevæger sig udenfor sin dør og hen ad gaden.
Det kunne være meget ligetil, men denne mand har som titlen antyder flere veje at gå/ flere retninger at følge og flere muligheder at udnytte. Hvis et rigtigt menneske af kød og blod gik ud foran en bil, ville det liv og den fortælling være slut. Når personen i dette kunstværk træder ud foran en bil, så er det blot en mulighed der er udtømt, men der er stadig andre muligheder tilbage.

I spil kan man jo dø eller blive slået hjem. Og så kan man begynde forfra og afprøve nye taktikker / strategier eller håbe på mere held. Det er denne struktur, Arrhenius overfører til sin fortælling: Spillet er slut – skal vi spille et nyt spil?
I spil spiller tilfældigheden en stor rolle. Der er noget fascinerende og skræmmende ved ’tilfældet’ og dets betydning! Hvis jeg nu havde gjort sådan, hvad ville der så være sket? Og havde jeg gjort sådan, hvad ville der så være sket? Det er denne fascination Lars Arrhenius kredser om i værket.

I den til tider voldsomt populære bog Terningemanden af Luke Rhinehart fra 1978 sætter hovedpersonen viljen ud af kraft og lader alle sine handlinger styre af tilfældet symboliseret af kast med terningen. I bogen udpensles de uhyggelige konsekvenser ved at spille med sit liv. I The Man without one Way løftes ingen pegefingre. Snarere kan værket ses som en opfordring til at gribe dagen og livet og udnytte mulighederne i stedet for at sidde hjemme og vente. For hvis man venter for længe er der dømt GAME OVER.

Udstillingen med Lars Arrhenius værker kan ses på AROS frem til 24. Maj 2009

*Citat fra Terningemanden af Luke Rhinehart fra 1978

Ugens Kunsthistorie: TIDENS GOBELINER

PÅ JOHANNES LARSEN MUSEET I KERTEMINDE PÅ FYN KAN MAN LIGE NU OPLEVE EN FANTASTISK UDSTILLING MED DANSK GOBELINKUNST. I DEN FORBINDELSE GØR UGENS KUNSTHISTORIE SIG NOGLE TANKER OM GOBELINEN SOM TIDSBILLEDE.

En gobelin – det store billedtæppe - repræsenterer tid. OG tid er noget af det mest eftertragtede og trendy for tiden.

Vi stræber efter at have tid til at være tilstede og nærværende, til at være sammen med familie og venner og til at komme i form. At have, besidde og eje tid er det samme som at have overskud. Og gobelinerne på udstillingen Dansk Gobelinkunst 2009 udstråler i den grad overskud!

Ofte når tid skal visualiseres benyttes uret som motiv. Men uret viser jo blot at tiden går og går og forsvinder og bliver væk. Uret symboliserer at man skal nå noget og at man skal skynde sig – bevægelighed, flygtighed og fart. Tid er kostbart og tid er noget der forsvinder. Det 20. Århundredes menneske var i konstant kamp med tiden. Og det er det 21. Århundredes menneske måske også, men idealet i begyndelsen af dette århundrede er at have tid til ro, nærvær og harmoni.

At væve indebærer helt konkret at man sidder i ro og samler mange tråde til en helhed. Et lille vævestykke består af uendeligt mange tråde og de store gobeliner af endnu flere. Materialet udgør en del af det store billede. En anden del udgøres af mønstret eller tegningen. En tredje del af teknikken. Alle disse dele samles af væveren til en helhed i gobelinen.

Helheder er noget det er nemt at forholde sig til. Og det 21. Århundredes mennesker (zapperne) er meget optaget af alt det som det er nemt at forholde sig; det der er let at fatte og fordøje, det der er i bevægelse og det der er hurtigt og tidsbesparende. Måske skyldes det at vi befinder os i et samfund der er fyldt med informationer, som hopper rundt om os, kører op og ned foran os og bipper og blibber og dytter sig ind i vores øje og ører. Den konstante strøm af indtryk består ikke nødvendigvis af helheder. Det kan let være og er ofte fragmenter eller dele af noget vi modtager/ opfanger. Som brikkerne til et puslespil, hvor vi selv skal udfylde det meste.

Sådan er det ikke med gobelinen. Her hænger alt til skue på væggen foran os. Tiden - at det har taget måneder og flere tusinde ruller garn er selve islættet i Gobelinen. Gobeliner er store visuelle helheder. Og netop derfor hører gobelinen som medie det 21. Århundrede til. Som graffitien og reklamerne befinder gobelinen sig rent fysisk på bygningens mure eller vægge. At det så er til indendørsbrug gør ingen forskel. Gobelinens udgangspunkt er at repræsentere solen og varmen inde i bygningen. Da en gobelin er håndens værk er den samtidigt et ikon for det forfinede – men størrelsen og dens historiske placering – det højloftede kirkerum og renæssanceslottet - røber at den også rummer det rå.

Gobelinen og gadernes graffiti er egentlig hinandens modsætning qua produktionstiden og teknik, men de deler en interesse for det forenklede og dekorative formsprog samt en optagethed af og kredsen om Oldtidens og andre kulturers kunstneriske udtryk – hvilke er sande avantgardistiske træk.

Enhver loft-agtig lejlighed burde udsmykkes af en kæmpegobelin (og et japansk kirsebærtræ) – og intet andet. For der findes ikke noget mere trendy for tiden end Gobeliner!

Ugens Kunsthistorie: DA FUTURISMEN KØRTE AF SPORET

PÅ SUSAN INGLETT GALLERY I NEW YORK VISES FREM TIL 21. MARTS UDSTILLINGEN INSTANT BEFORE INCIDENT AF DEN ITALIENSKE KUNSTNER LUCA BUVOLI. UDGANGSPUNKTET ER GRUNDLÆGGEREN AF FUTURISMEN MARINETTIS TUR I GRØFTEN I 1908. UGENS KUNSTHISTORIE FØLGER SPORET.

Italieneren Fillipo Tommaso Marinetti grundlagde futurismen. Han skrev i 1908 det første Futuristiske Manifest, der offentliggjordes for 100 år siden. Marinetti blev født i 1876, var uddannet jurist men havde en litterær åre, som han fra 1899 fulgte. Han skrev digte, romaner og dramaer og stod i spidsen for udgivelsen af det internationale tidsskrift Poesia.

I 1908 hændte der noget som fik afgørende betydning for Marinetti. Han elskede fart - voldsom fart - og havde formentlig derfor en mindre bilulykke udenfor Milano, da han for at undgå at påkøre to cyklister endte i grøftekanten. Han beskriver denne hændelse i det første futuristiske manifest som en slags genfødsel. Den totalt mudrede person, der blev hjulpet op af grøftekanten var et nyt menneske, fast besluttet på at gennemføre en revolution. Der er kritiske røster der hævder at hændelsen måske aldrig har fundet sted, men blot er et udtryk for Marinettis teatralske stil og evne til iscenesættelse.

Denne begivenhed – om den nu ER sket eller ej - er udgangspunktet for den italienske kunstner Luca Buvolis skulpturelle installation Øjeblikket før Ulykken (Marinettis køretur 1908) fra 2008. Luca Buvoli (født 1963) har skabt et værk, der viser en bilmodel fra 1908 i bevægelse, i øjeblikket før sammenstødet.

Buvoli benytter et futuristiske formsprog til at fastholde og fortælle om det øjeblik hvor den fysiske, æstetiske og ideologiske mur gennemtrænges, og bilens fart får den til at overvinde tyngdekraften, lette fra vejen og styre op mod det ukendte. Mange forskellige udgaver af bilen efterfølgende hinanden viser køretøjet som om hvert lille ryk er fastfrosset i tid og bevægelse.

Det er den visuelle form de futuristiske kunstnere Giacomo Balla (1871 – 1958), Umberto Boccioni (1882 – 1916) og Carlo Carrà (1881 – 1966) bruger i deres værker – eksempelvis i Ballas Dynamismen i en hund i snor fra 1912.

Bulovi tager udgangspunkt i de nærmest mytologiske temaer om ’maskulinitet’ og ’hastighed’, der forbindes med futurismen. Men han demonstrerer samtidig dobbeltheden i heroisme dyrkelsen. For i stedet for at se installationen som en bil i bevægelse, kan man også opleve det som en række af biler der forblændede følger deres leder ud af vinduet/ ud i katastrofen – som en flok får der blindt følger lederen.

Marinetti ønskede en revolution, da han kravlede op af grøftekanten i 1908. Det fik han og mere til. I 1918, efter 1. Verdenskrig hvor flere futurister døde, blev Marinetti en aktiv tilhænger af fascismen, oprettede sit eget parti der først støttede Benito Mussolini og sidenhen blev opslugt i Mussolinis parti. Marinetti udtalte også kritik af fascismen, men primært støttede og formulerede han de tanker og ideer som Mussolini og fascisterne stod for. Han meldte sig også til aktiv militærtjeneste under 2. Verdenskrig.

Buvolis værk er en demonstration af futurismens iboende ambivalens. Kunstværket viser både den dynamiske og heroiske side af ulykken og samtidigt hvordan denne heltedyrkelse kan føre til katastrofer. Dermed bliver det en opfordring til at forholde sig kritisk selv til kunsthistoriens helteskikkelser, og især i år hvor Futurismen fejres voldsomt i store dele af den vestlige verden og især i Italien.

Ugens Kunsthistorie: Futurismen 100 år

I ÅR 2009 – FAKTISK DENNE MÅNED - ER DET 100 ÅR SIDEN AT DET FØRSTE FUTURISTISKE MANIFEST BLEV OFFENTLIGGJORT. FILIPPO TOMASSI MARINETTI (1876 – 1944) PUBLICEREDE DET I DEN FRANSKE AVIS LE FIGARO DEN 20. FEBRUAR 1909. UGENS KUNSTHISTORIE SER PÅ ARVEN FRA FUTURISTERNE.

Futurismen var en italiensk avantgarde kunstretning, der fokuserede på den moderne teknologis muligheder. De ønskede at det italienske samfund skulle gøre det samme. De hyldede energien og dynamikken i menneskemassernes bevægelse, det elektriske lys, de brølende biler, flyvemaskinen og krigen. De opdagede skønheden i den smadrede bil og maskingeværet. De gjorde op med Nike fra Samotrake, renæssance-arkitekturen og Leonardo da Vinci. Selv pasta mente de var fortidig æde! De ønskede at gøre radikalt op med hyldesten af fortiden, som de mente var et dynd der hindrede samfunds- og kulturudviklingen.

Og det har de formentlig haft ret i – især i Italien, der på dette tidspunkt i begyndelsen af det 20. århundrede stadig var en feudalt samfund. Den fremtid som de italienske futurister ønskede sig, oplevede de demonstreret i Paris, Wien og andre af Europas storbyer – men ikke i Italien. Futuristernes ønsker bundede i en drøm om en modernisering af Italien.

Mange kunstnere sluttede op under futurismens faner: Giacomo Balla (1871 – 1958), Umberto Boccioni (1882 – 1916), Carlo Carrà (1881 – 1966), Gino Severini (1883 – 1966) og arkitekten Antonio Sant’Elia (1888 – 1916). De skrev rigtig mange futuristiske manifester bl.a. om hvordan futuristisk skulptur, maleri, arkitektur, litteratur, teater, fotografi og film skulle skabes. Og de skabte futuristisk skulptur, malerier, arkitektur, litteratur, teater, film og fotografi. I dén rækkefølge: de beskrev det først – og derefter formede, malede, byggede, skrev, performede, filmede og fotograferede de. Men de skrev også manifester om musik, om mekanisk kunst, scenografi og i 1915 fremsatte de Manifestet for den futuristiske rekonstruktion af universet!

Futuristernes fortjeneste lå også i at de formulerede ønsker og tanker der deltes af unge og kunstnere i flere lande på denne tid. Kritikken af fortids-fejringen finder man i østrigske Stefans Zweigs roman Verden af I går. Senere malede franske Marcel Duchamp respektløst overskæg på en reproduktion af Leonardos Mona Lisa.

I England opstod Vorticismen (ca. 1913 – 1915) med digterne og billedkunstnerne Ezra Pound (1885-1972), Wyndham Lewis (1882 – 1957), og Jacob Epstein (1880 – 1959). I Rusland fandtes en parallel futuristisk bevægelse med Nathalia Goncharova (1881-1962), Mikhail Larionov ( 1881 – 1964) og Kasimir Malevich (1878 – 1935). I Danmark blev Rudolf Broby-Johansen (1900 – 87) og William Scharff (1886 – 1959) meget inspireret af futuristerne og bl.a. af deres udstilling på Den Frie i København 1911. I værker af Jean Gauguin (1881 – 1961), Harald Giersing (1881 – 1927) og Jais Nielsen (1885 – 1961) finder man også inspirationen fra futuristerne.

Den heroiske fase af den italienske futurisme opløstes efter Boccionis og Sant’Elias alt for tidlige død i 1. Verdenskrig i 1916. Den futuristiske bevægelse fortsatte med – med Marinetti i front - at sætte sit præg på den italienske kultur også efter 1918 med manifester om mode, cuisine og røgskrivningskunst. Samtidig (fra 1918) skete en stærk tilnærmelse mellem de italienske futurister og det italienske fascistparti. Det er primært de futuristiske fra den heroiske fase der inspirerede internationalt.

Man kan selvfølgelig ikke reducere den italienske futurismes betydning til ønsket om at modernisere Italien alene. Deres hyldest til maskine og bevægelse fik en central betydning og indflydelse på kunsten og politik i årtier efter at de som gruppe ikke fandtes længere. Fascisterne i Italien og højrefløjen i flere europæiske lande fokuserede netop på massebevægelse, dynamik og energi-udstråling i deres velarrangerede marcher. Men venstrefløjene holdt sig heller ikke tilbage. Kommunisterne over hele Europa sang med på Povla Germanas Flyversang fra 1918:

Vi fødtes til at overvinde rummet
På Ørnevinger svæve over jord
Vor kampsang ofte har propellen summet
Vort hjerte er en drønende motor

Vi stiger og stiger og stiger
Maskine og mand er et!
og alle propeller fortæller
at vi er på vagt for Sovjet

Hele det 20. Århundredes dyrkelse af superhelten – Superman, Batman, Spiderman etc. der som en anden maskine kan flyve i luften - bunder i futurismens ønske om at forene maskine og mand.

Antiæstetikken og dyrkelsen af det voldsomme og ulykken som eksempelvis ”skibskatastrofer, hærværk og pludselig død” - hvilket meget aktuelt kan opleves i Nikolaj Howalts (1970) udstilling Car Crash Studies på Martin Asbæk Galleri i Bredgade (til 14. Marts 2009) – ville måske heller ikke have været, havde det ikke været for Futurismen.

Ugens Kunsthistorie: CoBrA idag

DENNE VINTER ER DET 60 ÅR SIDEN AT KUNSTNERE FRA FORSKELLIGE EUROPÆISKE
LANDE DANNEDE DEN INTERNATIONALE KUNSTNERSAMMENSLUTNING CoBrA. UGENS KUNSTHISTORIE HANDLER OM DEN STATUS CoBrA HAR IDAG.

Kunstnerne i CoBrA kom især fra Danmark, Nederland og Belgien. Navnet dannedes af forbogstaverne fra de byer, som en del af kunstnerne kom fra: Copenhagen, Bruxelles og Amsterdam = CoBrA. CoBrA-kunstnerne arbejdede som gruppe blot sammen i 3 år (fra 1948 til 1951), derefter opløstes samarbejdet - blandt andet på grund af at sygdom ramte belgiske Christian Dotremont og danske Asger Jorn.

CoBrA var i sit udgangspunkt en international gruppe. Samarbejde på tværs af grænser var en vigtig opgave for de unge kunstnere i efterkrigstiden. Fra Belgien deltog Christian Dotremont og Pierre Alechinsky. Fra Nederland deltog blandt andre kunstnerne Constant Niewhuizen, Karel Appel og Corneille. Fra Danmark deltog blandt andre Asger Jorn, Carl Henning Pedersen, Sonja Ferlov Mancoba, Egill Jacobsen, Henry Heerup, Ejler Bille og Erik Thommesen.

I dag er det desværre en udbredt opfattelse i Danmark at CoBra blev ledet af Asger Jorn – og egentlig mest var en dansk kunstbevægelse. Og i Nederland hersker forestillingen om at CoBrA blev ledet primært af nederlændere og i Belgien at den blev domineret af belgiere. Og i alle tre lande er kendskabet til de andre landes kunstnere meget lille. Det er trist at dette frugtbare internationale fællesskab er blevet nationaliseret.

En anden udvikling der er sket, siden CoBrA kom frem, er at kunstnernes inspirationskilder - børns visuelle udtryk - i den grad er blevet adopteret af kunstmarkedet. Børn og deres tegninger var en stor teknisk inspirationskilde for CoBrA-kunstnerne. Kunstnerne ønskede at skabe en spontan og umiddelbar kunst, og det mente de at finde i børns tegninger, malerier og figurer.
Et eksempel på at kunstmarkedet har overtaget og ophøjet CoBrA-kunstnernes inspirationskilder til kunst er at man for en måneds tid siden kunne læse i aviserne om en jysk dreng hvis CoBrA-inspirerede malerier blev solgt til flere tusinde kroner stykket. Børns tegninger kan være fantastiske, smukke, dygtigt udført, gennembearbejdede og eftertænksomme - men kunst, det bliver det aldrig.

Hvis man ved skumringstide kører ad bestemte villaveje i det nordlige København, og helt tilfældigt kommer til at kigge ind ad de store vinduer, vil man kunne se det ene store farvestrålende maleri efter det andet malet af Asger Jorn eller andre CoBrA-relaterede kunstnere. Måske hænger disse kunstværker til pynt og dekoration, måske hænger de der som investeringsobjekter.
Auktionshuset Bruun Rasmussen i Bredgade markerede CoBrAs 60 års jubilæum med en auktion over Cobra-kunstnernes værker. Altså ikke nødvendigvis kunstværker fra de tre samarbejdsår, men senere værker af kunstnere, der var involveret i CoBrA. Det er muligt at finanskrisen spillede ind på auktionen - eller at priserne bare var for optimistiske. I hvert fald måtte mange værker trækkes tilbage og kun få gik til mere end vurderingen. Efter at disse værker i mange år har været sikre yndlingssamleobjekter, og er gået til skyhøje priser langt over vurderingen så det ud som om der var en afmatning i interessen.
Måske har direktionen i møbelkæden IDEmøbler også været ude at cykle og derefter tænkt at CoBrA ikke burde være for villaejerne alene. I hvert fald har IDEmøbler besluttet at udsende en række CoBrA-litografier – til spotpriser. Møbelkæden IDEmøbler sælger billige møbler af et moderne tilsnit uden at være for moderne, progressive eller trendsættende. Når IDEmøbler sælger CoBrA litografier viser det, at CoBrA i dag er blevet allemandseje.

Hvis man har lyst til at se et konkret resultat af CoBrA-samarbejdet fra 1948 – 1951 kan man bl.a. tage til Sophienholm i Lyngby. Her har man bevaret loftet fra Bregnerødshytten, hvor kunstnerne var indlogerede. Denne hytte blev gennemdekoreret af kunstnerne og deres børn i et sprudlende visuelt samarbejde.

UGENS KUNSTHISTORIE: KAREL APPEL og DE SPØRGENDE BØRN

I anledning af at det - i år og i denne måned - er 60 år siden at den internationale kunstnergruppe CoBrA (1948-51) blev dannet, fokuserer Ugens Kunsthistorie på et vægmaleri fra 1949 af den nederlandske kunstner Karel Appel (1921 – 2006).

Populært betragtes CoBrA kunst i dag som synonymt med farveorgier, fantasifigurer, spontanitet og livsbekræftende optimisme. Men findes disse ting også virkeligt i kunstværkerne – eller er det bare noget vi finder på? Lad os se lidt nærmere på et Karel Appel værk, der hænger på Grand Hotel i Amsterdam.

Maleriets flade er opdelt i forskellige farvede felter. Umiddelbart kan opdelingen af felterne minde om en collage, hvor felterne er af forskellige størrelser, og også tilsyneladende tilfældigt lapper ind over hinanden. Men det er malede felter. Farverne er brune, hvide, grå, sorte, gule og blå. Maleriets farveholdning er nedtonet og douce, på trods af at Appel benytter kontrasterne sort / hvid og gul / blå.

I øverste venstre hjørne danner tre forskelligt farvede felter (mørkere blå, lysere blå og brun) tilsammen en cirkel. De gule farvefelter adskiller sig fra de øvrige ved i fem tilfælde at være lange vandrette felter, der munder ud i en slags spids i den ene ende. Som en fjer eller en fuglevinge eller et næb. Der er ikke noget centrum i billedet, men Appel har brugt den sorte konturstreg til at tegne fire figurer, der hver har fået to prikker, som kan minde om øjne. To af disse figurer har fået en lang lodret sort streg, der kan minde om en smal kost, en arm eller en klo. En af figurerne er vandret, de andre tre er lodrette.

Maleriet er abstrakt. Men det hindrer ikke øjnene i at søge efter figurer. Udover de fire konturoptrukne figurer kan man måske med lidt god vilje få felterne til at danne en stor fugl i baggrunden med det gule næb i øverste højre hjørne og tre gule fjer i nederste venstre hjørne. Og så kan hjernen se en sammenhæng og en mening: de små figurer kan være den store fugls børn.

Ud fra en nutidig betragtning er det et smukt maleri der på én gang er abstrakt og figurativt, kompositorisk rummer en forgrund og en baggrund, og farvesætningen er behagelig støvet. Umiddelbart er der intet ved dette maleri der kan støde øjet.

Men støde øjet det kunne det dengang i 1949 da maleriet blev afsløret. Det blev opført i væggen på kantinen til Amsterdams daværende rådhus og det var Karel Appels første større offentlige udsmykningsopgave og en anerkendelse af den unge kunstner. Men afsløringen af maleriet kan få enhver diskussion om busterminaler på Rådhuspladsen, højhuse på Christianshavn, boliger på Kløvermarken og store Robert’er til at blegne. Der opstod et ramaskrig blandt de ansatte, og protesterne var så voldsomme at maleriet blev dækket til (i ti år) og Appel flyttede til udlandet.

Maleriet hedder ”Spørgende Børn” – hvilket var en titel utallige af Appels malerier havde. Allerede i 1947 malede han et maleri med dette navn som befinder sig på Stedelijk Museum i Amsterdam. Han fremstillede også flere assemblager med denne titel, hvoraf et befinder sig på Centre Pompidou i Paris og et andet på Tate Modern i London. Fælles for disse billeder var farvede fantasivæsener med insisterende øjne – ofte store øjne. Appel opfattede børn som ”people of the night”, dvs. som et symbol på følelser, drømme og alt det irrationelle. Han sagde også at barnet i mennesket symboliserer alt der er stærkt, modtageligt, åbent og uforudsigeligt.

Børn og deres tegninger var en stor teknisk inspirationskilde for Karel Appel, men også indholdsmæssigt var det børn der inspirerede Appel til temaet med de spørgende børn. På nederlandsk kan spørgende (vragende) også betyde tiggende. Under en togrejse til Danmark efter 2. Verdenskrig, oplevede Appel grupper af tiggende hungersramte børn på stationer i Tyskland. Og det er disse børn der optræder igen og igen hos Appel - som glemte og uskyldige ofre for et samfund ramt af oplysning og fornuft.

Og det er her at embedsmændene på rådhuset bliver vrede. De vil have ordentlig kunst som Rembrandt, Van Gogh eller sågar Mondrian kunne male den. Men ikke børnekunst – det er respektløst overfor dem. De vil ikke spise deres mad ved siden af noget der ’ligner en samling kilometersten’ eller et billede af ’børn der ikke kan sidde fordi de ikke har nogen baller’ – som det blev udtrykt. Embedsmændene vil formentlig heller ikke belæres eller påtvinges dårlig samvittighed, når de sidder og holder pause og spiser.

I dag er vi heller ikke meget for at blive påtvunget dårlig samvittighed. Det er som om vi – eller tidens tand – bevidst har renset CoBrA kunsten for evnen til at anklage. Associationen med børnekunsten har udvisket de tyske børn af erindringen. Æstetikken og metoden (det umiddelbare) har overtaget indholdet, således at vi kun ser det infantile greb som et udtryk for det spontane, men ikke den moralsk bevidste voksnes forargelse omsat til et seriøst kunstnerisk budskab.