fredag den 24. april 2009

Ugens Kunsthistorie: Mit absolutte yndlingskunststed i Danmark


I MÅNEDSMAGASINET IN I MAJ MÅNED ANBEFALER NAJA PEDERSEN TO AF SINE YNDLINGSKUNSTSTEDER. DET ENE ER I NEDERLAND (- mere om det i en anden uges kunsthistorie). I DENNE UGES UGENS KUNSTHISTORIE UDDYBER HUN ANBEFALINGEN OG FORTÆLLER OM DET SVÆRE VALG OG OM HENDES ABSOLUTTE YNDLINGSKUNSTSTED I DANMARK: SOPHIENHOLM!
Det er jo svært at vælge, når man har mange steder at vælge mellem - og Danmark er jo fyldt med fantastiske kunststeder! Min yndlingsmuseumsbygning er definitivt Nordjyllands Kunstmusen (KUNSTEN) i Ålborg. Den finske arkitekt Alvar Aaltos behageligt smukke og velfungerende bygning er i sig selv et kunstværk – men ikke et dominerende et af slagsen. Det er ren forkælelse at bevæge sig rundt på dette museum.

Den dejligste museumsferie (også når man ikke har bil) forestiller jeg mig at man får, når man tager til Louisiana Museum for Moderne kunst i Humlebæk. Det ville være ideelt at bo i Sletten havn og tilbringe dage i godt kunstselskab og smukke omgivelser. Her er hele tiden nye store oplevelser at se på – og ikke kun kunstnerisk. I Pauserummet i museets Sydfløj kan man sidde eller stå i timer og fordybe sig i den storslåede og ganske opslugende udsigt over Øresund. Den udsigt er så fascinerende og så foranderlig – time for time, dag for dag. Knud W. Jensen - museets grundlægger - ville at den besøgende skulle føle sig som gæst hos en lidt excentrisk rig onkel på landet. Idag er det et meget professionelt organiseret museum man besøger og det excentriske ligger vel i størrelsen, som man slet ikke får fornemmelse af, når man står foran hovedindgangen i den gamle villa.

Den mest overraskende museumsoplevelse jeg har haft var på Ribe Kunstmuseum. Man skal virkelig ikke skue hunden på hårene her. Museet er lille, men de har en RET god samling. På få kvadratmeter får man et overblik over og en indblik i den danske Kunsthistorie.

Men mit absolutte yndlingskunst-udflugts-sted i Danmark er Sophienholm i Lyngby ved Bagsværd Sø. Jeg elsker dette sted fordi det ligger smukt, er overskueligt i størrelse og lettilgængeligt for ikke-bilister. Og jeg elsker dette sted fordi det altid er en god oplevelse. Der er nemlig så meget at opleve her. Og derfor får man noget ud af det, både hvis man kun tilbringer en time her og når man tilbringer hele dagen her.

Dette tidligere landsted med sin kæmpe romantiske park udgør den perfekte ramme om en god kunstoplevelse for hele familien – sammen og hver for sig. Her er skiftende udstillinger, men permanent kan man opleve CoBrA-loftet, Norskehytten, Dukkehuset samt Ib Spang Olsens drage for børn. Pt. vises udstilling Kunsten at se med kunstneren John Olsen (f.1938). Udstillingen varer til og med søndag den 26. April. Lørdag den 2. Maj åbner ny udstilling med kunstneren Poul Christensen.

Man kan komme til Sophienholm på mange måder: Her er parkering for biler, bus udenfor døren, cykelsti, samt et forgrenet stisystem til Lyngby Station. Man kan også sejle til Sophienholm med båden fra Lyngby hovedgade ligetil Sophienholms bådebro. Parken er overskueligt stor, anlagt efter romantisk engelsk tradition med græsplæner, alléer, skulpturer, skovagtigt område, lysthus, skulpturer og kinesisk pavillon. Og fra bygningens vinduer kan man skue ud over Bagsværd Sø, som indfødte kalder ’verdens navle’.

Der er en fin restaurant med både ude og inde-siddepladser, men man kan også medbringe madkurv, og f.eks. spise ved siden af 'prinsessernes legehus' oppe bag hovedbygningen. Familien Aller ejede bygningen og man byggede dette dukkehus til familiens tre døtre. Husets har to døre, et køkken og en opholdsstue.

På Sophienholm er der plads til al slags nydelse og leg!

I Månedsmagasin IN maj måned anbefaler Naja Pedersen sit absolutte yndlingssted i Danmark og i Udlandet. Portrætfotografiet er af Amanda Thomsen /Fotostudie.com.

3 kommentarer:

  1. Hej Naja!
    Jeg synes at det er et hyggeligt´sted. Dengang jeg var der sidst var der Corner og selvfølgelig ville jeg også se Cobra loftet. Uden for stod der et par Hanne Warming skulpturer

    SvarSlet
  2. Var det så ikke vinter, sidst du var der? På denne årstid er Sophienholm næsten elektrisk omgivet af alt det lysende grønne.
    Og på lørdag åbner den meget spændende udstilling med Poul Christensen - Danmarks dygtigste til at visualisere ord og stemninger.

    SvarSlet
  3. Det er rigtigt. Jeg var der i den kolde tid. Men det var interessant at gå ovre under Cobra loftet samtidig med at der var udstillet glas billeder. Jeg har også været der om sommeren. Det er et dejligt sted.

    SvarSlet