VILD MED AT TEGNE: URBAN SKETCHERS

Venten..! Tegning udført af Róisín Curé

I EN PERIODE skulle Den irske kunstner Róisín Curé ofte følge et familiemedlem til og fra undersøgelser på hospitalet. Da hun havde en times ventetid der, brugte hun den på at tegne omgivelserne. Det blev en tegnet reportage af stemningen på det sted, netop da hun var der. En atmosfære indfanget med papir, pen og akvarel.

RÓISÍN CURÉs skitse af venteværelset (ovenfor), med dette på een gang rædselsfulde og opfindsomme legemøbel, er så genkendeligt. Møblet der med sine glade farver lægger op til leg og glæde, synes påtrængende i et venteværelse hos en læge eller på et hospital. Der er en uoverensstemmelse mellem møblet (og alt andet legetøj) og venteværelsets øvrige udstyr. Curé har fremhævet dette, ved at farvelægge møblet, men lade resten af rummet fremstå sort på hvidt. Det fremgår tydeligt af  de tegnede ben, at det ikke er et barn, der sidder og venter.

I FORRIGE KUNSTHISTORIE SKREV JEG om tegne-tendenserne Doodles og tegnebøger til voksne (læs mere her). Et andet tegnefænomen der har grebet om sig indenfor de seneste par år, er Urban Sketching. Det begyndte som en gruppe tegnende journalisters måde at indfange livet omkring sig på. 'Livet' forstået som det levedes her og nu i storbyen Seattle i USA. Det udviklede sig til et tegnefællesskab, hvor man mødtes og tegnede sammen og bagefter fremviste sine skitser for hinanden og andre. Fænomenet spredte sig først over hele USA, og siden til hele verden. Idag er Urban Sketching en global trend med blogs, Facebook-sider samt grupper af urbane tegnere i byer over hele kloden, der mødes til specielle træf, tegner og udveksler tegninger. Men det er ikke et nyt fænomen, at kunstnere tegner byen.

BYENS LIV har i århundreder været en særlig genre i malerkunsten. Det er en genre med motiver der spænder fra direkte at gengive byens arkitektur, transportsystem, lys og stemninger over at gengive byens mennesker og deres aktiviteter, liv og fortællinger til at beskrive den urbane måde at leve på med eksempelvis fokus på fællesskab, ensomhed, flygtighed, travlhed, isolation, udstødthed og venten.

"New York" af George W. Bellows (1911). Kilde: Wikipedia

I DANMARK KENDER VI GENREN fra kunstnere som Martinus Rørbye, Paul Fischer og Erik Henningsen samt i nyere tid Niels Strøbek og Allan Otte. I Frankrig gjorde impressionisterne sig til specialister i at male livet i Paris, eksempelvis Monet, Renoir og Pissarro. I USA var det Ashcan gruppen med bl.a. John Sloan og George Bellows, der gjorde sig til eksperter i det urbane maleri og i hælene på dem fulgte bl.a. Edward Hopper. I Italien  blev byens liv et kendetegn for Futuristerne, og i Tyskland tegnede Otto Dix og Georg Grosz byens til tider groteske liv på gader og cafeer i Berlin. Det er en genre, der både viser arkitektur og folkeliv, er stedsspecifik og folkelig, romantisk og realistisk, anekdotisk og dokumentarisk, fysisk og mental.

MEN MED TIDEN, og muligvis i takt med den abstrakte kunsts indtog på kunstscenen, udfasedes genren fra kunstens forreste rækker. Men genren har altid stået og står stadig et større publikums hjerte nært, hvilket også - i Danmark - de senere årtiers store interesse for eksempelvis Paul Fischer og brødrene Henningsens malerier har vist. Men det gælder ikke kun i Danmark.

HVAD ER SÅ FORSKELLEN mellem kunstnernes malerier og Urban Sketching? Forskellen er bl.a. at skitserne er til privat brug. De urbane tegneres skitser skabes på stedet og uden tanke for et publikum eller et salg. De er både en registrering af stedet og e dokumentation af at tegneren var dér. De urbane skitser udføres indenfor en tidsafgrænset periode. Tegnerne vender ikke tilbage og arbejder videre på skitserne en anden dag. Når de er færdige, er de færdige.

MEDLEMMERNE lægger ikke op til, at deres skitser betragtes som kunst, på trods af at flere af dem er kunstnere. Der arrangeres fælles tegnearrangementer, hvor grupperne bevæger sig sammen rundt i byen og tegner, og bagefter lægges tegningerne ud på blogs, Facebook, Instagram og Flickr.
Urban sketching handler ikke om at skabe kunst, men om at tegne og om at dele. Se eksempler på Facebook-gruppen Urban Sketchers her.

DE URBANE TEGNERE udtrykker forskellige bevæggrunde for, at de tegner byen og byens liv. Nogle medlemmer ønsker at genfinde glæden ved og lysten til at tegne (Thomas Björnsson, København), andre udtaler at det får dem til at sætte farten ned og virkelig se (Ea Ejersbo, Århus), og andre fremhæver det afslappende ved at kunne lukke alt andet ude og fordybe sig i at tegne ( Róisín Curé, Galway).

Venten...! Skitse til "Nighthaws" (1942) af Edward Hopper. 

MAN KAN JO DISKUTERE hvad det urbane er hos flere af disse Urban Sketchers, da det ikke kun er høje eller mange huse, der tegnes. Det er al slags arkitektur og alle slags mennesker, de tegner. Og både indenfor og udenfor. Deres fokus er måske ikke så meget på motivet, som på tegneprocessen. Det urbane er jo idag den måde vi lever på og sammen, de fleste steder på kloden. En del af det urbane er bevægelse, strømme - flux. En modvægt til dette er at stoppe op. At holde en pause. Pausen kan være mere eller mindre frivillig. En mere eller mindre ufrivillig pause opstår når man venter, hvad enten det er på en bus, i en café eller i et venteværelse. Man gør den frivillig ved at omdanne den til 'tid til at tegne'.

LYSTEN TIL AT TEGNE har bredt sig. Tegning er blevet en ventil, en port ind til en verden uden krav. En introvert aktivitet. Róisín Curé forklarer i et blogindlæg, hvordan det beroliger hende at kunne lukke sin verden ude og bare lade sig opsluge af at se på dét, der er lige omkring hende - og tegne det. Sidst i sit indlæg, konkluderer Curé: "Hospital + sketching = calmer me".

Læs hele Róisín Curés indlæg her.

Se Róisín Curés webside her.

VILD MED AT TEGNE: DOODLES OG TEGNEBØGER FOR VOKSNE

Young Woman Drawing, fra 1801 af Marie-Denise Villers (1774-1821). Kilde: Metropolitan Museum.

ER DU VILD MED AT TEGNE? Så er du måske grebet af en af tidens store modeluner, og du skal bare blive ved! Det er godt at tegne, det er sundt at tegne, men det er også in at tegne. Doodles, tegne og malebøger for voksne er nogle af vore dages store tegne-trends. Men først lidt historie:

FOR ET PAR ÅRTIER SIDEN var den amerikanske kunstner og kunstlærer Betty Edwards bog Drawing on the right side of the brain (1979) nemlig et kæmpehit over hele verden. Bogen formåede at opmuntre, overskueliggøre samt forklare tegnekunsten på en så inspirerende måde, at tusindvis af uprøvede tegnere fik interesse for, mod på og lyst til at tegne. Det var jo lidt af en bedrift af Edwards og hendes bog!

Forsiden på bogen: At tegne er at se

PÅ DANSK fik bogen den meget ørehængende titel At tegne er at se, og den var virkelig populær. Betty Edwards (født 1926) henvendte sig til alle, der havde lyst til at være kreative. Målet var ikke, at alle skulle være kunstnere eller at alle skulle skabe kunst, men at åbne aktiviteten op, så flere – og helst alle - kunne deltage i nydelsen af tegningkunsten. Enten ved at udføre, eller ved at forstå og studere. Se en film med Edwards tegne-instruktioner her.   

MEN DET VAR DENGANG. Siden skiftede de kreative modeluner. De sidste par år har der været et fornyet fokus på at tegne. Det kan der være mange årsager til. Tegning tager eksempelvis tid og kræver, at man tager sig denne tid til fordybelse, mens man tegner. Sammenlignet med fotografier og billedbehandlingsprogrammer har tegningen desuden de egenskaber, at den udføres af hånden og at den er individuel og unik.

MODSAT 1980erne og 1990ernes optagethed af tegning, er det i dag meget vigtigt at man tegner for sin egen skyld. Man tegner altså ikke for at få indblik i kunsten at tegne, eller for at skabe kunst, men primært for at få ro i en travl virkelighed, eller for at få ro i sit sind.

Doodle udført af den preussiske dronning Luise von Mecklenburg-Strelitz i 1795. Kilde Wikipedia

DOODLING eller krusedulletegning har fået fornyet opmærksomhed. En Doodle er en tegning, man udfører, mens ens opmærksomhed er optaget af noget andet, eksempelvis at tale i telefon, være til en forelæsning eller et møde. Doodles er simple tegninger, der kan have en specifik betydning i forhold til der hvor man er, eller det man lytter til, men det kan også bare være kruseduller. 

I SKOLEBØGER OG NOTESBØGER finder man ofte Doodles. Leonardo Da Vinci udførte rigtig mange doodles i sit liv. Det samme gjorde forfatterne Alexander Pushkin, Samuel Beckett og Sylvia Plath. Lidt urovækkende er det måske, at statsmænd også sidder og doodler under vigtige møder. Hvad mon der bliver Doodlet på Malta idag? 

Doodle udført af forfatteren Alexander Pushkin. Kilde: Wikipedia 

DEN AMERIKANSKE PRÆSIDENT Thomas Jefferson Doodlede (som det vist må hedde på dansk). Også nyere præsidenter som Ronald Reagan og Bill Clinton har Doodlet! Se mere her. Men psykologer har påvist, at dét at tegne kruseduller under møder, faktisk hjælper til at holde fokus på det aktuelle i situationen. Ved at Doodle tænker hjernen ikke for lidt og heller ikke for meget, men koncentrerer sig. 

MEN DER ER OGSÅ ANDRE, DER DOODLER. Både almindelige menneskeer og kunstnere. Se flere Doodles skabt af professionelle her.

MARKEDET FOR TEGNE- OG MALEBØGER henvendt til voksne er nærmest eksploderet. Reklamerne for disse bøger lokker med, at de er henvendt til stressede voksne, der har brug for at slappe af og ønsker tid til fordybelse. Mon Putin, Merkel og Obama har en malebog? Reklamerne lokker med at tegne- og malebøgerne har en positiv effekt på ens velbefindende. Kreativitet og mindfulness smelter sammen i publikationerne af kunst-do-it-yourself-terapi-bøger.

Mangler der ikke noget farve? Udført af Johanna Basford

MINDFULNESS er jo et andet af disse års store fænomener. Det handler om at skabe en modvægt til en travl hverdag der kan være fyldt med stress, smerter, angst, udbrændthed eller andre problematiske ydre omstændigheder ved at se indad. Mindfulness tilbyder en metode til at omfavne og acceptere ting og tilstande som de er. I stedet for at fokusere på dét der er problematisk og negativt, skal man fokusere på det positive og løsninger.

Fra Den Fortryllede Skov af Johanna Basford 2015.

JOHANNA BASFORDS populære tegne og malebøger er bøger med mønstre, der kan farvelægges. Man skaber ikke noget ved at farvelægge dem, man lærer ikke noget ved at farvelægge dem, men man slapper af ved at gøre det. Det tager tid at farvelægge de omfattende og indviklede mønstre, og denne tid kan – hvis man virkelig giver sig hen - virke meditativ. Ifølge Mindfulness eksperter kan dette være vejen til at leve et lykkeligt liv.

I VORE DAGES FOKUS på tegning, handler det ikke længere alene om at se og forstå. Både i de populære tegnebøger, Doodling og i Urban Sketching-fænomenet er tidsfaktoren blevet afgørende. Tegning er blevet en ventil, en port ind til en verden uden krav. At tegne er idag en måde at forsvinde på/ en måde at meditere på. I næste Kunsthistorie fortæller jeg mere om tegnefænomenet Urban Sketching.

BØRNETEGNINGER I (KOMMUNAL)POLITISK LYS

SPØGELSESHEST tegnet af Abdulrahman, 9 år.

RIGET FATTES PENGE og det danske velfærdssamfund er truet. Alle politikere og partier fra højre mod venstre kommer med deres kreative bud på, hvordan man både kan bevare kerneydelser og samtidig skære ned på budgetterne.

JEG HAR HØRT at Peter Kofod Poulsen og Dansk Folkeparti i Haderslev har et interessant forslag. De foreslår, at kommunen ikke køber kunst for offentlige midler. De ønsker, at pengene skal bruges på kernevelfærd og ikke på kunst og kultur. Istedet foreslår de at man bruger børnetegninger til udsmykning af offentlige bygninger.

AT OPHØJE børnetegningen til kunst er Dansk Folkeparti i Haderslev ikke de eneste, der har gjort. Asger Jorn og CoBrA-kunstnerne dyrkede ligefrem børnetegningen sprog, og de udsmykkede også bygninger sammen med børn, bla. Bregnerødhytten i Lyngby. Bregnerødhytten eksisterer ikke mere, men dele af den kan ses på udstillingstedet Sophienholm. 

DET INTERESSANTE VED DETTE FORSLAG er det lighedstegn som Kofoed Poulsen og Dansk Folkeparti sætter mellem børnetegningen og billedkunst. De mener åbenbart, at det ene kan være lige så godt som det andet.

JEG MENER OGSÅ at børnetegninger er værdifulde og vigtige visuelle fortællinger. De signalerer bl.a. levet liv, og aktivitet, udvikling og glæde. Men børnetegninger er - uanset hvor gode de er - ikke kunst. De er børnetegninger, og de er på mange måder bevaringsværdige dels som minder om et individ og dels som en del af vores samfunds visuelle kultur. 

NÅR DANSK FOLKEPARTI i Haderslev udjævner forskellen mellem billedkunst og børnetegninger, handler det om kroner og ører. Fokus er ikke på børnetegningens immaterielle værdi og betydning. Det betydningsfulde for dem er, at børnetegningerne er billigere og dermed bedst.

FORLEDEN DAG SKREV JEG OM CHRISTIAN DEN 4.'s børnetegninger (se her). Man kan se på dem, at han som barn var dygtig til at tegne. Vi ved også, at han var interesseret i og havde forstand på skibsbyggeri og arkitektur. Vi ved desuden, at han var egenrådig. Tænk, hvis han havde ladet hånt om eksperterne og alle de professionelle arkitekter og billedkunstnere? Tænk, hvis han havde sagt, at han selv ville tegne skibene, bygninger som Børsen og Holmens Kirke og udsmykke riddersalen på Rosenborg slot? Eller at han ville lade et af sine mange børn gøre det?

CHRISTIAN DEN 4. VIDSTE, at en børnetegning er en børnetegning og at den intet har med professionel kunst at gøre. Han vidste også, at der er forskel på at være god til noget og at være professionel. Børn skal naturligvis tegne og deltage i sjove billedkunstprojekter, hvor både processen og resultaterne udstilles. Men ikke som en erstatning for den professionelle kunst. Jeg håber at politikere i hele landet vil tage ved lære af Christian den 4.! 

PS: Jeg har valgt at illustrere denne kunsthistorie med ni-årige Abdulrahmans elegante tegning af en 'Spøgelseshest' til konkurrencen Hvad er en Spøgelseshest? fra litteratursanseudstillingen SPØGELSESHESTENE på Karen Blixen Museet i 2014. Abdulrahman har tegnet sin Spøgelseshest som en ånd, der kommer ud af en flaske! Mon Abdulrahmans tegning ville få lov til at udsmykke en bygning, hvis DF i Haderslev bestemte?

PPS: Det er ikke gratis, at lade børn tegne og male. Man skal stadig have materialer, lokaler og formentlig betale en pædagog, lærer eller kunstner for at lede/styre projektet. 

KAN BØRNETEGNINGER SÆLGE?

Ikea SAGOSKATT Lizard 

DENNE TEGNING viser et dyr, der står på to blå ben (- eller er det tre?). Den har en gul krop, grønne poter, lyserøde øjne, en tyrkis hale og røde takker på ryggen. Dyret har også skarpe tænder i sin åbne mund. Der står at det er et firben, men den ligner ikke et firben, jeg har set i virkeligheden. Måske en blanding af en krokodille, en salamander og en drage, tilsat blå ben. Altså et postmoderne dyr opbygget af mange forskellige karakteristiske træk fra dyr, sat sammen på en måde, man kun finder dem i drømme, i fantasier og i børnetegninger.

TEGNINGEN ER RET FLOT TEGNET med klart opdelte farveområder: blå ben, tyrkis hale, røde takker, gul krop, grønne poter, lyserøde øjne og orange tænder. Farverne er ikke blandet sammen. Tuschen har været svær at bruge til farvelægningen, for man kan se det hvide papir igennem. Enten har tuschen været dårlig eller også har barnet ikke haft tålmodighed til at farvelægge færdigt.

PÅ TRODS AF DE SKARPE TÆNDER virker dyret ikke uhyggelig, snarere munter på grund af alle de forskellige farver. Tegningen kunne være forsiden til en fortælling om Det Festlige Farve Firben. Men tegningen er ikke en del af en børnebog (i hvert fald ikke endnu). Tegningen er et af bidragene til en tegnekonkurrence i varehuset IKEA fra sidste år.

KONKURRENCEN foregik i alle de lande, som IKEA har varehuse i. Mange børn deltog, og af deres tegninger blev ti udvalgt. Det er charmerende børnetegninger, der er udvalgt. Disse ti børnetegninger er blevet grundlaget for ti bamser, som IKEA nu har produceret og sælger i deres butikker. Serien af børnetegnings-baserede-bamser har fået titlen SAGOSKATT.

Ikea SAGOSKATT Cyclop

IKEAS projekt med tegnekonkurrencen er større end blot at inddrage børn i design-processen. For ikke alene inddrages børnene, men overskuddet fra salget går også til at hjælpe andre børn med at få eksempelvis skolegang. Så det er også et velgørenhedsprojekt. Se filmen om projektet her.

MEN DET ER BØRNETEGNINGERNE, der optager mig ved dette projekt. Jeg ville selvfølgelig ønske, at der var mere information om børnene (fornavn og alder angivet), samt deres eventuelle tanker om deres tegninger. Eksempelvis ville det være spændende at høre mere om "Kyklopen". Hvor gammel er barnet, der har tegnet den? Hvad har været inspirationskilden for barnet? Hvor kender barnet fænomenet Kykloper fra? Har barnet haft en bestemt fortælling i tankerne, da hun/ han tegnede den? Men det er klart, at med en international konkurrence, kan det muligvis være vanskeligt at administrere. Det ville blot være rigtig spændende og tilføje en vis dybde til projektet.

DET VILLE OGSÅ VÆRE INTERESSANT, hvis eksperterne fra de forskellige lande, der udvælger vindertegningerne, lod os få et indblik i deres bedømmelse. Hvorfor har de udvalgt lige præcis den tegning? Der står på IKEAs hjemmeside, at de vurderes udfra deres "unikke udtryk og deres kommercielle potentiale". Det kunne da være interessant, at få et lidt større indblik i udvælgelsesprocessen, hvem 'eksperterne' er og hvad de forholder sig til. Det kunne da være interessant at høre om nedenforstående tegning af en Spøgelseshest, som jeg anser for at have et helt unikt udtryk, kunne være blevet en bamse.

Spøgelseshest, tegning fra 2014

Læs om vilkår og betingelser for IKEAs tegnekonkurrence her.

MIN UNDREN går på, hvem bamseserien SAGOSKATT egentlig er henvendt til? I midten af 1990'erne havde jeg en del kolleger, der ønskede at skrive børnebøger illustreret af de fantastiske børnetegninger der får os til at falde i svime og produceres hele tiden. Men mine gode kolleger fik altid at vide af forlagene, at børnetegninger ikke sælger til børn. Dette harmonerer meget godt med min arbejdserfaring, nemlig at mindre børn gerne vil have bamser eller figurer tegnet, syet eller formet af større børn. Men at større børn absolut ikke vil have figurer eller bamser, der er resultatet af mindre børns virke. Men netop derfor - tænker jeg - er disse bamser slet ikke henvendt til børn.

Ikea SAGOSKATT Dinosaur.

BAMSERNE I SAGOSKATT-SERIEN er ikke syet af børn. De er tegnet af børn, og de er tænkt til børn. Men de er begyndt som en voksen tanke, og produktionsleddet imellem tegning og produkt er fuldstændigt voksenstyret. Det betyder, at når man (både børn og voksne) står med bamsen i hånden i butikken, ligner den ethvert andet professionelt produkt fra IKEA. Man kan altså ikke se, at bamserne er begyndt som børnetegninger. Når børnene får sådan en bamse i hænderne, ved de måske heller ikke, at den er tegnet af et andet barn. Men det ved vi voksne. Det er også os - voksne - der køber bamserne.

PÅ PRESSEFOTOGRAFIERNE fra IKEA er der lagt tuscher på samtlige tegninger. Nogle steder en, andre steder to. Tuscherne har samme farve, som nogle af farverne i tegningerne. Tuscherne har ikke hætter på, og dermed leder de beskuerens tanker hen på tegneprocessen. Som voksen beskuer får det mig straks til at huske alle de gange, børn har glemt at sætte hætter på tuschen, når de har tegnet færdig. Jeg har vist fotografierne for et par børn. De ser kun tegningerne.

Se alle vindertegningerne her.

DE BØRN jeg har vist henholdsvis tegninger og bamser til, er splittede. De mindste børn (3 til 6 år) synes, at tegningerne er flotte eller uhyggelige (f.eks. kyklopen), men ønsker sig alle bamserne i julegave. Blandt de større børn (7 til 9 år) er der delvis begejstring for tegningerne ("kyklopen er sej"), og høflig begejstring for bamserne. Ingen af de børn jeg har talt med over 10 år, er interesserede i tegninger eller produkter, kun i konkurrencen. Det er formentlig ikke børn, der kommer til at købe disse bamser!

IKEAS PROJEKT VISER, at børnetegninger kan sælge. Men ikke til børn - til voksne. Jeg er ret vild med projektet, men jeg er jo også vild med børnetegninger. Projektet fremstår så generøst og sympatisk, at jeg har lyst til at købe alle ti bamser. Men jeg er jo også målgruppen for projektet: voksen, mor, tosset med børn og vild med at børn tegner og udtrykker sig visuelt. Projektet som helhed får mig til at sende mange venlige tanker til IKEA.

MEN PÅ ET ANDET PLAN understreger IKEAs projekt også, at børnetegningen - på linie med andre billeder - er begreb, der er en permanent del af vores visuelle kultur.

Læs mere om hvordan man tilmelder børn til konkurrencen her.

HANNAH RYGGEN: LUFTVÆVEN

Jeg bor i Paris i syv månader.
I mangel på vevstol, rokk, garn og fargegryta,
bygger jeg luftslott
og väver luftväv.
det är i den ingen vanskelighet
med materialer;
det är bara å välja -
endog sol, måne og stjerner
kan jeg ta med i väven.

Til ränning
tar jeg de svarta trästammer ved seinen,
obelisken fra Egypt på Plae de la Concorde
og alla lyktestolparna, steinpelarna i Notre-Dame,
Sementpelarna og pileträrne på la Guyonnerie,
de höia, smala trärne som fölger bredden av Yvette.
rennigen blir stark og tett
og däkkes av inslaget.

Jeg slår først in blått, potteblått_
detsamma som fra Reimskateralens tepper.
Det skinner blått
gjenom många århundreder.
Eller jeg tar det blå fra den lyse damen
med den blå strussfjären
i den svarta hatten med slør
som gikk rundt Louvre en dag.

Kanskje det blå
fra heliotroperne i rabatterna runnt Senatet
fredspalatset i Luxembourg-haven.
Jeg väver in noen lyseblå längsler om fred,
det tindrende mørkeblå
får jeg vänta med til våren.
(Uddrag af digtet Luftvev i Paris (1946) af Hannah Ryggen. Fra norsk bog om Hannah Ryggen) 

JEG HAR NETOP GENLÆST EN BOG fra midt 1960erne om den fascinerende svenske kunstner, Hannah Ryggen (1894-1970). Hannah Ryggen er nemlig udstillingsaktuel på Moderna Museet i Malmø fra den 31. oktober 2015, og jeg glæder mig til at se udstillingen. Ryggen vævede båe med garn og med ord, som det fremgår af digtet Luftvev i Paris, hvor hun væver et luftbillede af alt det hun ser, alle de farver hun oplever i Paris gader samt sine "lyseblå længsler om fred".

RYGGENS VÆRKER har fået stigende international opmærksomhed. Blandt andet var hun repræsenteret på dOKUMENTA 13, hvor flere af hendes store gobeliner blev udstillet. Det var her jeg for alvor fik øjnene op for hende. Ryggens gobeliner kommenterer på international politik, uretfærdighed, forfølgelse og politisk motiverede mord i hendes samtid.

HANNAH RYGGEN blev født i Malmø. Ifølge hende selv havde hun stor lyst til at tegne, men var for genert til at tale med andre mennesker. Men da hun blev uddannet som lærer, lærte hun også at snakke og - igen ifølge hende selv - elskede det så meget, at hun aldrig holdt op igen. Hun var lærer i 11 år, men følte selv at det var forkert for hende, og gik i lære som maler i seks år hos den danske kunstner Frederik Krebs i Lund. Hun ville dog ikke male som ham.

DA HUN MENTE, AT DET VAR SÅ SOM SÅ MED INSPIRATIONSKILDERNE i Lund og Malmø, rejste hun til Dresden og Munchen og gik på udstillinger, museer og gallerier. Her så hun blandt andet værker af El Greco og Goya, der gjorde stærkt indtryk. Her mødte hun også den unge norske maler Hans Ryggen, som hun giftede sig med i 1924, hvorefter de flyttede til Norge.

HANNAH RYGGEN ARBEJDEDE MED SOCIALE, RELIGIØSE OG POLITISKE MOTIVER. Hun var stærkt optaget af den spanske borgerkrig i 1930erne, som det ses i nedenfor viste gobelin:

TITLERNE PÅ RYGGENS GOBELINER er også nøglen til forståelsen af dem, men ofte fulgte også små digte med i katalogerne. Den nedenfor viste gobelin hedder "Lise Lotte Herman". Liselotte Herrmann var en tysk kommunist og modstandskvinde, som nazisterne henrettede i 1938. Herman var også mor, og Hannah Ryggen benytter dette klassiske Madonna-motiv i gobelinen.

Lise Lotte Herman 1938. Gobelin af Hannah Ryggen.

I et katalog fra Nordenfjeldske Kunstindustrimuseum, som Ryggen testamenterede de fleste af sine gobeliner til, fulgte dette digt af Hannah Ryggen med Gobelinen Lise Lotte Herman:

Madonna i rosenhagen!
Et kjent motiv i renessansen
föll meg i hu
där Lise Lotte
sitter under hegnet
med sitt barn.
Hitlers böddel
är på väg.
i den röde skyggen
til højre i teppet.
og Lise Lotte mejas ned
som et blomster ved veien.

Hannah Ryggen ved sin væv.

HANNAH RYGGEN skabte to gobeliner til regeringsbygningen i Oslo, Vi lever på en stjerne (entrehallen) og Trojansk hest (statsrådsalen. Vi lever på en stjerne fik heldigvis kun en flænge ved Breiviks sindsyge sprængning af regeringsbygningen i 2011, og er idag repareret, Denne gobelin er Ryggens smukke hyldest til fællesskabet og kærligheden. Og den slutter denne kunsthistorie af:

AT REJSE SIG I MØRKE

Dan Sterup-Hansen: Undervandssvømmere (1957)

I EFTERKRIGSTIDEN, fra 1945 til slutningen af 1960erne, var dansk grafik hot! De danske grafikere i denne periode undersøgte grafikkens muligheder som kunstnerisk udtryk, de frembragte unikke selvstændige værker og vigtigst af alt de fangede et helt nyt publikum. En perlerække af disse kunstnere er med på Statens Museum for Kunsts udstilling At Rejse sig i Mørket.

DET VAR ELEVERNE FRA Aksel Jørgensens skole, der med rette påkaldte sig opmærksomhed både nationalt og internationalt. Og med disse kunstnere fandt grafikken (i denne periode) en værdig plads på linie med maleri og skulptur. Grafikerne skabte selvstændige værker, billedserier samt illustrationer. Publikum blev begejstrede for 'sortekunsten', der var lettilgængelig.

DENNE GENERATION syntes optaget af mennesket, menneskelivet, menneskets udfordringer og dyrekøbte erfaringer. Motiverne fortalte om levet liv og om genkendelige dillemmaer. Grafikken syntes velegnet til at udtrykke sig om den almene menneskelige eksistens. På godt og ondt. I modgang og medgang. Om håb og om drømme. Sort på hvidt. Og omvendt. Udtrykkene var så raffinerede, motiverne skåret ind til benene. Ingen dikkedarer og ingen pjat. At disse kunstnere blev betragtet som store i samtiden, fremgår også af at fire grafikere (bl.a. Palle Nielsen og Poul Christensen) repræsenterede Danmark ved Venedig Bienalen i 1958.

PÅ UDSTILLINGEN At Rejse Sig I Mørket præsenteres vi for en række af disse berømte kunstnere samt andre mindre kendte, men ikke mindre interessante. Udstillingen bygger på et forskningsprojekt af Liza Burmeister Kaaring om menneskeskildringen i dansk grafik i anden halvdel af 1950erne. I teksten til udstillingen står at vi skal se "værker fra en tid hvor livet stod i skyggen af 2. verdenskrig, atombomben og den kolde krig", og at kunstnerne skildrer frygt, usikkerhed og ensomhed.

Jane Muus: Fulde Frans i Prinsensgade (1957)

DET ER EN FORNØJELSE at se og gense værkerne af blandt andre Palle Nielsen, Dan Sterup-Hansen, Svend Wiig Hansen, Henry Heerup, Jane Muus, Erling Frederiksen, Reidar Magnus og Albert Mertz. Værkerne er smukt hængt op, efter temaer som Troen på mennesket, Protest og Frygten for undergang. Det er en farvemæssig fornøjelse at bevæge sig igennem salene.

AT DER ER TALE OM en konstruktion understreges af formidlingsarrangementet med film og tv-klip fra perioden. Der er måske lige lovligt meget fokus på det dommedagsagtige. Når jeg eksempelvis ser på Jane Muus's portræt af Fulde Frans, er jeg klar over, at der måske ligger en trist menneskeskæbne-fortælling. Men lige når man ser motivet, er det da muntert.  Frans har en fest og den er smittende munter!  Og når jeg ser på Sterup-Hansens undervandsvømmere, er det hverken frygt eller protest eller ensomhed, jeg ser, men derimod en væren og en undersøgelse af vægtløshed.

JEG BLEV UTROLIG GLAD for at se Sterup-Hansens værk: Krigsblinde (1953). Det er ikke med på udstillingen, men gengives i kataloget. Det er så smukt et billede, og ville have passet godt ind i konceptet!

SOM BESKUER kommer man til at ønske sig mere. Det skal man altid passe på med. Jeg vover det nu alligevel. Konstruktionen omkring At Rejse Sig I Mørket er en god fortælling, men den er uden forløsning. Den indledes med at være en gruppefortælling, hvilket også understreges i det lille formidlings-klap-hæfte i udstillingen, hvor alle tolv kunstnere præsenteres med samme plads. Men først i udstillingens sidste rum møder man de fleste af disse kunstnere repræsenteret med to værker hver. Og hernede (i sidste sal) synes eksempelvis Jane Muus, Henry Heerup og Albert Mertz at være fuldstændigt afkoblet hovedfortællingen.

UNDERVEJS er der forståeligt megen fokus på Palle Nielsen, Svend Wiig Hansen og Dan Sterup-Hansen. Det ville måske have klædt udstillingen, at man blot havde fokuseret på dem. Eller at man havde delt udstillingen op i tre separate udstillinger, der koncentrerede sig om fire kunstnere hver.

KAREN BLIXEN OG SPØGELSESHESTENE

I 2014 UDVIKLEDE og opbyggede billedkunstner Trine Asmussen og jeg litteratursanseudstillingen SPØGELSESHESTENE til Karen Blixens Museum på Rungstedlund. Udstillingen tog afsæt i Karen Blixens lille fortælling Spøgelseshestene. Denne fortælling har fascineret mig, og den har været omdrejningspunkt for mange af mine lege siden barndommen. Jeg har arvet denne fascination og interesse fra min mormor.

I 1955 UDKOM KAREN BLIXENs fortælling Spøgelseshestene på dansk. Min mormor strøg straks ud og købte et eksemplar til hvert af sine fire børn. Hun havde hørt fortællingen oplæst af skuespiller Ingeborg Brahms i radioen i 1950. Og fortællingen om den lille ensomme pige Nonny, hendes onkel Cédric, den forsvundne skat og alle hestene som ikke længere var synlige, berørte min mormor dybt.

SPØGELSESHESTENE har mange temaer. Det er en lille fortælling på kun 45 sider (i min udgave fra forlaget Fremad), men alligevel er den stor. Fortællingen handler blandt andet om at blive forladt og om at savne. Min mormor havde prøvet at miste en ven i sin barndom, og at savne denne ven. Men dét der virkelig betog hende, var den grundlæggende fortælling om at miste evnen til at se, hvad der er virkelig værdifuldt i livet. 

I ET INTERVIEW med Paris Review fra 1956 fortæller Karen Blixen om, hvordan hun mener, at der er gået noget væsentligt tabt for de yngre generationer:

"Now look at these motors and motor-bicyles and noise and rushing about. It's what the young want, though: Speed is the greatest thing for them. But when I think of riding my horse - I always had a horse when I was a girl - I feel that something precious is lost to them today. Children of my day lived differently. We had little in the way of toys, even in great houses. Modern mechanical playthings, which furnish their own motion, had hardly come into existence. We had simpler toys and had to animate them. My love of marionettes springs from this, I think. I've tried my hand at writing marionette plays. One might of course buy a hobbyhorse, but we loved better a knottet stick personally chosen in the woods, which our imagination could turn into Bucephalus or Pegasus. Unlike children of today, who are content from birth to be observers - we were creators..." 

(fra "Isak Dinesen:The Art of Fiction" af Eugene Walter i Paris Review)

Blixen fortæller her om, at dengang hun var barn, havde børn ikke meget legetøj. I modsætning til moderne børn. Dengang da Blixen var barn, var kæpheste populære. Man kunne købe dem, men ifølge Blixen var der ikke noget bedre end at gå ud i skoven og udvælge sig en kæp til hest. En hest der kunne blive til Alexander den Stores berømte hest Bukephalos eller den bevingede hest Pegasus fra den græske mytologi. Dét Blixen siger her lyder som noget, man ofte hører ældre mennesker sige: "Dengang jeg var barn, havde vi kun en pind at lege med...., men idag er børn så forkælede!". Det er noget man som barn bliver ret træt af at høre. Men der er noget mere og ret spændende i Blixens ord, end bare en lovprisning af gamle dage. For hun siger, at i hendes barndom var børn aktive og skabende, i modsætning til moderne børn, der er henvist til at være passive og observerende. Dét er en væsentlig pointe.

I FORTÆLLINGEN Spøgelseshestene står modsætningen mellem det synlige og det usynlige helt central. Der er et skel mellem dem, der kun kan se det synlige (de voksne), dem der kan se det usynlige (børnene) og så de der kan se både det synlige og det usynlige (onkel Cédric / kunstnere generelt). I Blixens univers er det positivt at kunne se noget, andre ikke kan se, og at kunne se muligheder i noget, som andre opfatter som ingenting. Pointen er at tilværelsen rummer en anden rigdom end den økonomiske.

DET ER NØDVENDIGT at have penge, ja - og dejligt! Det giver frihed og uafhængighed. Afhængighed af andres penge, var noget Blixen oplevede selv. Men alligevel er der en - usynlig - løftet pegefinger i Spøgelseshestene. Man skal passe på med at blive så optaget af penge og finanser, at man lukker øjnene for en anden rigdom, nemlig dén der findes i forestillingsevnen. Det er denne rigdom der kommer til udtryk i billedkunsten, musikken og litteraturens verden. Denne rigdom er måske langt mere værdigfuld end guld og ædelstene?!

DET VAR DENNE POINTE min mormor satte særligt pris på ved Spøgelseshestene. Men selvfølgelig elskede hun hele fortællingen. Og især slutningen, som vi har diskuteret i årtier i familien. Hvad sker der med Nonny?

MIN MORMORS BEGEJSTRING har været værdifuld for mig, og jeg har i mange år gerne villet dele denne skat. Derfor er det skønt, at Trine Asmussens og min litteratursanseudstilling SPØGELSESHESTENE kan opleves i Vandrehallen i Hillerød fra den 8. oktober 2015 til 3. januar 2016. Min mormor ville have elsket deT!

Læs mere om Blixens inspiration fra den græske mytologi her.
Læs mere om Spøgelsesheste og andre heste her.  

ALBERS, KLEIN, HIRST OG STARK - KUNSTFORMIDLING PÅ FARVEÆSKER

JEG VILLE ØNSKE at det var mig der havde fået denne idé: En serie af farveæsker med præcis de farvenuancer som en bestemt kunstner har brugt i et bestemt kunstværk. Det er Crayola, der har fundet på denne idé. Udover at formidle kunstværket, formidler æskerne en universel tegne- og farveglæde. Umiddelbart er æskerne både for børn og for voksne. Og med sådan en æske i hånden, er det da svært ikke at kaste sig ud en tegneleg!

MAN BLIVER IKKE BEDRE TIL AT TEGNE af at få en æske farver, der er inspireret af et kunstværk og/ eller af en kunstner. Men ens tegnelyst bliver måske stimuleret, og kunstnerens farveleg kan skabe tegneglæde hos andre. Derfor er dette et rigtig godt projekt. Og ovenikøbet er det en fantastisk mulighed for at vise hvordan kunstnere har arbejdet med farver og tegnet.

ÆSKERNE ER SKABT med et voksent publikum for øje og rider dermed med på den bølge af fornyet interesse for at tegne, som er skyllet ind over os de sidste par år. En interesse der har skabt et stort marked for tegnebøger specifikt til voksne. Denne kunsthistorie er illustreret med et værk og en æske dedikeret den tyske kunstner Joseph Albers (1888-1976). Det er forståeligt, for han var om nogen optaget af farver og farvers samspil og farvenuancer. 

CRAYOLA HAR SKABT ÆSKERNE i samarbejde med farve-spåkone-firmaet Pantone. De har også skabt en æske dedikeret Yves Klein (1928-1962). Det er også forståeligt, da hans brug af farven blå, som han ovenikøbet tog patent på, er karakteristisk for ham. Men man kan spørge sig, hvor megen leg der er i otte Klein blå farver? Det der undrer mig mest, er at de har skabt en æske dedikeret Damien Hirst (1965). Det er ikke lige farveleg, der springer frem på nethinden, når jeg tænker på ham Det er ikke hans polkaprikker eller sommerfugle-værker, der har inspireret bagmændene, men derimod hans dyr i væske!

SÅ GIVER DET MERE MENING at skabe en æske til ære for Jen Clark (1983). Selvom hun er ung, og for et større publikum ukendt, er hun i det mindste en kunstner, der er optaget af farver. Men der er så mange andre, der kunne være oplagte til dette - i sit udgangspunkt - gode projekt.

DA JEG LINKEDE TIL ÆSKERNE på Facebook, var der en facebookven der straks nævnte Mark Rothko. Oplagt! Men også Nathalia Goncharova, Georgia O'Keeffe eller Frida Kahlo ville passe til projektet. Og der er mange mange mange flere der ville være superegnede til dette projekt. Hvis Crayola og Pantone manger ideer, skal de bare komme til mig!

MEN ALLERHELST VILLE JEG ØNSKE at et firma kom og bad om ideer til at skabe en dansk ækvivalent til dette internationale projekt. For så ville jeg nævne: Lundby og Kyhn, Elisabeth Jericau Baumann, Hammershøj, Krøyer, Anna Ancher, Willumsen, Agnes Slott-Møller, Weie, Franciska Clausen, Johannes Larsen, Anna Klindt Sørensen, Egill Jacobsen, Rita Kernn-Larsen og Ricard Mortensen. Eksempelvis.  

PÅ HVILKEN GADE OG I HVILKEN BY KØRER DENNE SPORVOGN?

EN GOD VEN FORÆREDE MIG DETTE FOTO af et Povl Christensen værk, som jeg ikke kender. Povl Christensen (1909-1977) var maler og grafiker. Han gik på kunstakademiet fra 1926 til 1934. de første par år på malerskolen, men derefter skiftede han til Aksel Jørgensens grafiske skole.

MOTIVET på dette billede er fra en by. Det er aften. Gadelygterne er tændt og der er lys på bilerne. Man kan se en bred allé med træer på begge sider. Det ser ud som om hustagene på venstre side er snedækkede. Men det er muligt at jeg tager fejl, og det slet ikke er snedækkede tage, men snarere en banegrav med en bro over. Centralt i billedet er en gade med stor livlighed, hvor der udover sporvogn og biler også kan anes mindst fem personer. Kunstneren har befundet sig højt oppe over gadeplanet, da han fangede motivet.

JEG VED IKKE hvilken by eller gade, billedet forestiller. Jeg gætter på at værket er fra begyndelsen eller midten af 1930erne, da Povl Christensen skabte en del værker i denne periode med byen og især Frederiksberg som sit hovedmotiv. Men det kan også være fra København. Eller fra en udenlandsk storby.

JEG HAR SPURGT om nogle kan genkende stedet i Facebookgruppen Gamle København. Der er kommet mange kvalificerede bud, se her. Men nu spørger jeg også læserne af denne kunsthistorie: Kan I genkende motivet - eller kender I værket, hører jeg meget gerne fra jer! Ethvert bud er velkomment! 

KUNSTNERNES BØRNETEGNINGER 2: Kan man se på en børnetegning, at barnet bliver kunstner?

MAN KAN næsten høre, hvordan ræven lister sig afsted gennem sivene på billedet her. Forsigtigt bøjer den sivene til side, mens and og ællinger intet ænser og ufortrødent svømmer videre. Mon en af dem bliver nappet af ræven? Det er et dramatisk øjeblik, sekundet før ræven slår til. Et drama om liv og død.

DENNE TEGNING er udført af et barn på et tidspunkt i perioden 1877 - 79. Som voksen blev drengen en kendt, anerkendt og elsket dansk kunstner. Spørgsmålet er om det fremgår af hans børnetegning?  Den er udateret, men at dømme efter de detaljerede beskrivelser af fuglene, antager jeg, at drengen er mellem 9 og 11 år. Scenen er horisontal, og der er tre planer: vandet, landet og luften. Der er en horisontal bevægelse angivet af den retning fuglene bevæger sig (fra venstre mod højre), og der er en vertikal bevægelse angivet af sivene og ræven. Det er en dristig komposition, barnet uforfærdet har kastet sig ud i. Ræven der lurer og poten der hviler på sivene, har været vanskelige at tegne.

DET ER IMPONERENDE, hvordan drengen har tegnet ænderne flyvende, svømmende og dykkende, men hans formål har ikke været at bevise, at han kan iagttage naturen. Sceneriet er en konstruktion, hvor forskelige naturiagttagelser stykket sammen til en fortælling med ræven som hovedpersonen. 

TÆNK HVIS MAN PÅ FORHÅND KAN BESTEMME, hvad et barn skal blive som voksen. Hvad skal der eksempelvis til for at blive kunstner? Hvis vi ser på den lille dreng, Johannes Larsens, tegninger og malerier (læs også her), hans udvikling og uddannelse, hvad har så været væsentligt for, at han blev kunstner som voksen? 

I 1878 MALEDE JOHANNES den lille kattekilling. Det er et oliemaleri, drengens første, og han var selv ret tilfreds med resultatet. Johannes fik vejledning i at tegne og male af sin mors bror, portrætmaleren Johan Peter Bless (1825-1880). Materialerne havde han lånt af Bless. Bless gav ham også kritik. Uagtet at lille Johannes ikke altid har været enig i kritikken, har det lært ham teknikker og konventioner.

ÅRET EFTER MALERIET AF KATTEN tegnede Johannes denne Lom. Det er vanskeligt at se bort fra, at denne tegning synes typisk for den senere voksne kunstner. For drengen Johannes Larsen blev jo netop som kunstner kendt for sine motiver af fugle, af fugleflokke og af havet. I anledning af sin 80-års fødselsdag i 1947 skrev han en kronik til Berlingske Aftensavis med titlen "Min Barndoms Dyr". Den handlede om dyrelivet udenfor købmandsgården i Kerteminde. Han tillagde selv dyrene, han så og tegnede i sin barndom, stor betydning. Han tegnede dem igen og igen og igen.

KAN VI SE PÅ DISSE BØRNETEGNINGER at Johannes Larsen ville blive kunstner? Vi kan se hvad han gør og hvilke tekniske greb han benytter, men vi kan ikke se, at han bliver kunstner. Vi kan konstatere en stor fortællelyst hos drengen. Men den kunne ligeså vel have udmyntet sig i, at han blev skolelærer som voksen. Vi kan notere at drengens evne til at omsætte det han ser til billeder på papir er ret gode. Men disse evner behøvede ikke at resultere i, at han blev kunstner. Han kunne også have valgt et andet medie at udtrykke sig i: aviser, bøger, keramik eller film. Han kunne måske også være blevet biolog, mekaniker, forsker eller ingeniør. 

OPMÆRKSOMHED, ANERKENDELSE OG KRITIK har været frugtbart for drengen Johannes udvikling til at blive kunstneren Johannes Larsen. Larsen voksede op i en familie og i et miljø, der støttede hans interesse og udvikling. Øvelse har betydet, at han har lært sig håndværket tidligt. Og så har han haft en interesse. En interesse for naturen og for sine omgivelser. En interesse for at tegne sine iagttagelser. Og en nysgerrighed overfor kunst og kunstnere. Den omvandrende maler Hans Smidth (1839-1917) skal i 1870erne og 1880erne gentagne gange have slået sit staffeli op for øjnene af lille Johannes. Det er også en væsentlig faktor: Inspiration og rollemodeller. Og vigtigst af alt er barnets lyst og barnets 'drive'. Det var det for Johannes Larsen, og det vil det også være for fremtidens kunstnere.  

Kilde: Johannes Larsen Menneske, kunstner og naturoplever af Erland Porsmose. 1999. Gyldendal
Læs mere om kunstnernes børnetegninger her.

MACARONI ER OGSÅ CIRKLER...

Macaroni Handbag (1965) af Yayoi Kusama

MAN KAN IKKE ALTID STOLE PÅ, at det man ser, også er dét der er. Denne kunsthistorie er eksempelvis ledsaget af et fotografi af en guldfarvet broderet håndtaske. Den ligner et stykke accessorie fra et italiensk eller parisisk modehus. Derfor kunne man foranlediges til at tro, at denne kunsthistorie handler om design. Men det gør den ikke.

DENNE HÅNDTASKE blev malet guldfarvet og dekoreret med macaronier i 1965. Kunstneren bag værket er Yayoi Kusama (1929). Fra idag (den 17. september 2015) er det  mulig at se en stor og fantastisk retrospektiv udstilling med hendes værker på Louisiana Museum for Moderne Kunst.

I 2003 SÅ JEG dette kunstværk første gang. Det var på en udstilling på Museum Boijmans Van Beuningen i Rotterdam. Udstillingen på Boijmans for 12½ år siden var som at befinde sig i en Alladins Hule - bare fyldt op med moderne kunst. Udstillingen hed IMAGINE, YOU ARE STANDING HERE IN FRONT OF ME. På denne udstilling viste Boijmans værker fra den private kunstsamling Caldic Samlingen. Denne samling er skabt af Joop van Caldenborgh, ejeren af den kemiske koncern Caldic. Van Caldenborghs samling af kunst har været udstillet flere gange forskelige steder, og bliver nu også grundstenen i et nyt Nederlandsk museum Voorlinden, der åbner i 2016.

UDOVER MACARONI TASKEN vistes på denne udstilling også en række fotografier fra en performance, som Kusama stod bag i Nederland i 1960erne. Flere mandlige medlemmer af kunstgruppen Nul deltog i performancen. De var nøgne og blev bemalet med polkaprikker af Kusama. Blandt andre kunstneren Jan Schoonhoven.

YAYOI KUSAMA er måske mest kendt for sin karakteristiske brug af farvede cirkler. Men hun har også arbejdet en del med macaronier. Denne håndtaske er ikke den eneste overflade, Kusama har fyldt med macaronier. Højhælede sko, bukser, kufferter, bluser, gulve, jakker og mannequin-dukker er også blevet guldbemalede og dækket med macaronier. Ser man nærmere efter, så er macaronierne på denne håndtaske både et hul og en cirkelform.

DET ER MULIGT, AT DER ER SYMBOLSKE REFERENCER i Kusamas brug af macaroni. Hun bruger to macaroni-former: en aflang og den runde. Man kan opfatte dem som billeder på det mandlige og det kvindelige kønsorgan. Men sat sammen udgør de også mønstre. Det mest fascinerende ved Kusama er hendes optagethed af overflader. Hun propper kroppe og ting, flader og rum med mønstre, så netop kroppene, tingene, fladerne og rummene forsvinder.  

KUSAMAS KUNSTVÆRKER og især hendes karakteristiske brug af polkaprikker har inspireret til et design-samarbejde med modehuset Louis Vuitton, se her. Og dermed sniger der sig alligevel noget design ind i denne kunsthistorie. Hvis man iklæder sig Kusama/Vuittons design, bliver man selv til et mønster. Man forsvinder måske ikke helt, men man bliver til et kunstværk af Yayoi Kusama

"JEG SÅ CITRONGULT I ET HELT ÅR!"

 DENNE KUNSTHISTORIE HANDLER OM J. F. WILLUMSEN OG FARVEN CITRONGUL.

7. September 1863 blev Jens Ferdinand Willumsen født. For 152 år siden. Han var en kunstner, der udtrykte sig i mange forskellige materialer og medier: Fotografi, keramik, arkitektur, grafik, skulptur og maleri. Og hvad han har med farven citrongul at gøre, vender jeg tilbage til.

FØRST MÅ JEG KONSTATERE AT WILLUMSEN skabte så mange klassikere, at jeg finder det umuligt at begrænse mig og blot nævne et par. Han er nemlig manden bag Den Fries udstillingsbygning (1898) overfor Østerport station og Hørup Monumentet (1908) i Kongens Have i København. Og han er kunstneren, der fik stor indflydelse på kunstnerkeramikken i Danmark, og bl.a. formede Familievasen (1891) og Pottemagervasen (1900). Han er desuden maleren bag Billedet af livet på Paris' kajer (1890), Jotunheim (1893), En Bjerbestigerske (1904), Badende børn på Skagen Strand (1909), samt Krigsinvalider (1928). Og herudover har han lavet de fineste raderinger både af hverdagsliv i København og af krigsgru i Syd Europa.

NU KOMMER JEG TIL DET CITRONGULE, for J. F. Willumsen var og er en enestående kunstner i dansk kunst, hvis betydning vi nok slet ikke helt har begrebet endnu. Og så kunne man tro at det citrongule handler om gul misundelse. Men nej, det handler om forståelse. Der var nemlig et barn, der allerede i 1918 blev 'ramt' af Willumsens storhed. En ni-årig dreng ved navn Vilhelm, var med sin far på besøg i Willumsens atelier og så maleriet Aftensuppen (1918). Han beskrev senere, hvordan dette maleri og især den kadmiumgule farve havde gjorde så stort et indtryk på ham, at han så citrongult i et helt år og at maleriet for altid havde "fortolket den gule farves afslørende egenskaber for ham".

I BILLEDET foroven kan man se eksempler på Willumsens farveprøver. I 1992 viste Willumsens Museum i Frederiksund en udstilling om J. F. Willumsens maleteknik. Af farveprøverne fremgår det, at han kalder den citrongule farve for "Cadmium Citron".

DEN LILLE VILHELM voksede op og blev til kunstneren Vilhelm Bjerke Petersen (1909-1957). I sit surrealistiske maleri 'låne' han ofte både Willumsens teknik med den stærkt kontrastfydte, nærmest ekspressive farve-brug samt motiver fra Willumsens virke. Og han brugte den citrongule farve varsomt.

DEN LILLE SLIDTE BOG

IGÅR blev jeg præsenteret for en lille slidt bog. Den lille slidte bog havde huller i omslaget og sider så skrøbelige at man næsten ikke kunne bladre i den. Alligevel blev jeg fuldstændigt 'ramt af stjernefeber' (min oversættelse af udtrykket 'starstruck')! Bogen var en tidlig udgave af den amerikanske digter Ezra Pounds digte. Dette kunne give mange fans stjernefeber. Andre afficionados ville blive ramt, fordi Sylvia Beach har haft bogen i sine hænder. Sylvia Beach ejede den berømte boghandel "Shakespeare og Company" i Paris i 1920erne. Hun udgav også bøger og hjalp blandt andet James Joyce med hans litterære hovedværk "Ulysses". Ezra Pound arbejdede i en periode som tømrer i hendes butik.

MEN JEG MÅ MED SKAM MELDE, at det hverken var Sylvia Beach eller Ezra Pound der ramte mig. Det der gjorde et kæmpe indtryk igår, og stadig ikke er til at ryste af idag, er den lille slidte bogs sidste ejer og hans signatur: Ernest Hemingway!

DET ER IKKE FORDI jeg er den store dyrker af personen Hemingway. Jeg er fan af forfatterskabet. og især af klassikeren "The Sun Also Rises" (1926) og den delvise erindringsfortælling "A Moveable Feast". Men jeg synes alligevel at det er vildt at sidde med et værk, som Hemingway har erhvervet sig i 1920erne i Paris, og som tydeligvis har betydet så meget for ham, at den har rejst med ham rundt. Det er svimlende at forestille sig at Pounds digte er blevet læst af Hemingway i den lille lejlighed i Paris hvor han kæmpede med at skrive en god sætning om dagen, under stjernehimlen i Spanien, ved bålet på safari-ture i Afrika eller på terrassen med en whisky på Cuba. Jeg ved jo ikke om det forholder sig sådan, jeg kan blotte gætte.

DEN LILLE SLIDTE BOG er egentlig ikke længere en bog, eller en genstand med en brugsfunktion. Istedet er den en skat, hvis værdi ikke alene ligger i indholdet men i stigende grad i ejerskabets historie. Det vil sige at fortællingen om de forskellige ejere og deres relation til bogen bliver mere værdifuldt end fortællingen i sig selv. Det samme gælder for den sidste - anonyme - ejer. En dag vil dennes relation til den lille slidte bog også blive udsat for granskning og forskning. Den lille slidte bog er en juvel i Alladins Hule.


SAMME SAMLER HAR GIVET MIG TILLADELSE TIL at illustrere denne kunsthistorie med tre andre klenodier. Nemlig tre konvolutter adresseret til Hemingway. Disse tre konvolutter vidner om Hemingways mange rejser og måske også hans rastløshed, da de er sendt til tre forskelige adresser: Cuba 1932, Afrika 1934 og Spanien 1937.

ALBRECHT DÜRER INSPIRERER DANSK KUNSTHÅNDVÆRKER

Albrecht Dürer: "Næsehorn" (1515). Træsnit. 23,5 cm - 29,8 cm. Kilde: Wikipedia.

I DENNE WEEKEND blev jeg gjort opmærksom på, at Dürer også har inspireret den danske kunsthåndværker og gobelinvæver Randi Studsgarth (1938). Med afsæt i Dürers Næsehorns tryk har hun skabt "Næsehornstrilogien" (2010-2015). Se og hør mere om dette fascinerende arbejde her.

I FORRIGE KUNSTHISTORIE skrev jeg om Dürers selvportræt, som han fremstillede, da han var kun 13 år gammel (læs her). Det er imponerende, at han kunne det, og det imponerede også ham selv. Vi regner det idag for et kunstværk af Dürer på trods af at han faktisk var et barn, da han tegnede det. I denne kunsthistorie er omdrejningspunktet det næsehorn, som Dürer fremstiller som 42-årig. Træsnittet af næsehornet er der ingen, der vil betvivle er kunst.

DÜRERS NÆSEHORN fra 1515 er dybt fascinerende! Han har beskrevet dyret som et kampdyr klædt i en ridders rustning. Pladerne, som det meste af kroppen er dækket af, er udsmykket med de fineste cirkelformede mønstre. Der er tvivl om hvorvidt det skyldes Dürers forestillingsevner eller om Næsehornet så således ud, pga. en sygdom i huden pådraget sig under sin rejse fra Indien til Portugal. Selvom der er mærkværdigheder i forhold til en videnskabelig gengivelse af dyret, er man dog ikke i tvivl om, at det er et næsehorn, han har fremstillet. 

Kilde: Wikipedia.

I ÅR ER DET 500 ÅR SIDEN at det første næsehorn kom til Europa og at Dürer tegnede og skar sine versioner. Se og hør historien om det første næsehorn i Europa og Albrecht Dürer her. 

DÜRER SÅ ALDRIG NÆSEHORNET. Dürers træsnit er udelukkende baseret på skrevne beskrivelser samt dette træsnit af en ukendt kunstner, der illustrerede et digt om næsehornet, publiceret i Rom i juli 1515. 

NÆSEHORNET som Dürer fremstillede blev - på trods af de kunstneriske friheder han tog sig - meget indflydelsesrigt, og ikke underligt er mange kunstnere siden blevet inspireret af Dürer. Dürers tryk er ikke i farver, men han fremstillede også en pennetegning, der idag er på British Museum.

Albrecht Dürer: Næsehorn (1515). Blæktegning. British Museum. Kilde: Wikipedia

DÜRER arbejder ikke med farveeksplosioner, men i to af Studsgarths gobeliner er dyrene nærmest badet i ekspressive farver. Hun fortæller i filmen, at hun selv indfarver garnet, og derfor må der ligge nogle interessante valg bag farverne. Hans næsehorn er et studieobjekt. Studsgarths Næsehorn er ikke blot objekter, men farverne synes at understrege, at de er levende dyr med et liv før de bliver udstillet for europæerne.

Randi Studsgarth med Gobelinen "Mod Havet" (2015) før den klippes ned. Fra hjemmesiden ww.randistudsgarth.dk

KUNSTNERNES BØRNETEGNINGER 1: Albrecht Dürer

ALBRECHT DÜRER (1471-1528) udfører dette selvportræt med sølvstift i 1484, hvor han er 13 år gammel! Det har ikke været en bestillingsopgave, og det har bestemt heller ikke været et salgsobjekt. Men det har formentlig været en tegning, hvori Dürer demonstrerer sin beherskelse af teknikker og sin håndværksmæssige udvikling. 

DET ER IKKE TIL AT SIGE, om han har udført tegningen for sig selv eller for at fremvise sin dygtighed for andre. Men det faktum, at han senere har skrevet på tegningen, at han udførte den som 13-årig og at han har understreget, at den er udført mens han stadig er et barn, vidner om at han selv tillægger sin kunnen på dette tidspunkt en særlig betydning. 

IDAG SIGER VI TIL 13-ÅRIGE, at det ikke er kunst, det de tegner/ maler/ former /bygger. Men ingen vil vel påstå, at Dürers selvportræt ikke er kunst. 

DET ER RET INTERESSANT, hvad det er, der er sket siden Dürers tid, og jeg er så heldig, at det er noget af det, jeg skal beskæftige mig med i mit kommende projekt med arbejdstitlen DRENGEN DER IKKE BLEV MICHELANGELO!


Læs mere om kunstnernes børnetegninger her!

"ODE TIL MALERINDEN ELISABETH KARLINSKY

I FORBINDELSE MED EN OPGAVE stødte jeg i dette Corner katalog 1932-1956 på en anderledes kunstformidling. De mandlige kunstnere i sammenslutningen - og deres værker - beskrives på traditionel vis. Men Elisabeth Karlinskys værker får denne ode af Otto Gelsted i (december 1956):

Slanke stammer, grønne blade
i en lystfyldt løv kaskade
Og et kig som i en svimlen
mod en søbred eller himlen. 

Danske skoves bliver under
Og en hverdags højtidstunder
holder hun i sine hænder
som en gave, Guder sender. 

Trætte vandrer, find din lykke
i et løvtræs lys og skygge.
I de svale malerier
toner fred og angsten tier.

Se værker af Karlinsky her og her - og bedøm selv om teksten passer.