KAREN BLIXEN OG SPØGELSESHESTENE

I 2014 UDVIKLEDE og opbyggede billedkunstner Trine Asmussen og jeg litteratursanseudstillingen SPØGELSESHESTENE til Karen Blixens Museum på Rungstedlund. Udstillingen tog afsæt i Karen Blixens lille fortælling Spøgelseshestene. Denne fortælling har fascineret mig, og den har været omdrejningspunkt for mange af mine lege siden barndommen. Jeg har arvet denne fascination og interesse fra min mormor.

I 1955 UDKOM KAREN BLIXENs fortælling Spøgelseshestene på dansk. Min mormor strøg straks ud og købte et eksemplar til hvert af sine fire børn. Hun havde hørt fortællingen oplæst af skuespiller Ingeborg Brahms i radioen i 1950. Og fortællingen om den lille ensomme pige Nonny, hendes onkel Cédric, den forsvundne skat og alle hestene som ikke længere var synlige, berørte min mormor dybt.

SPØGELSESHESTENE har mange temaer. Det er en lille fortælling på kun 45 sider (i min udgave fra forlaget Fremad), men alligevel er den stor. Fortællingen handler blandt andet om at blive forladt og om at savne. Min mormor havde prøvet at miste en ven i sin barndom, og at savne denne ven. Men dét der virkelig betog hende, var den grundlæggende fortælling om at miste evnen til at se, hvad der er virkelig værdifuldt i livet. 

I ET INTERVIEW med Paris Review fra 1956 fortæller Karen Blixen om, hvordan hun mener, at der er gået noget væsentligt tabt for de yngre generationer:

"Now look at these motors and motor-bicyles and noise and rushing about. It's what the young want, though: Speed is the greatest thing for them. But when I think of riding my horse - I always had a horse when I was a girl - I feel that something precious is lost to them today. Children of my day lived differently. We had little in the way of toys, even in great houses. Modern mechanical playthings, which furnish their own motion, had hardly come into existence. We had simpler toys and had to animate them. My love of marionettes springs from this, I think. I've tried my hand at writing marionette plays. One might of course buy a hobbyhorse, but we loved better a knottet stick personally chosen in the woods, which our imagination could turn into Bucephalus or Pegasus. Unlike children of today, who are content from birth to be observers - we were creators..." 

(fra "Isak Dinesen:The Art of Fiction" af Eugene Walter i Paris Review)

Blixen fortæller her om, at dengang hun var barn, havde børn ikke meget legetøj. I modsætning til moderne børn. Dengang da Blixen var barn, var kæpheste populære. Man kunne købe dem, men ifølge Blixen var der ikke noget bedre end at gå ud i skoven og udvælge sig en kæp til hest. En hest der kunne blive til Alexander den Stores berømte hest Bukephalos eller den bevingede hest Pegasus fra den græske mytologi. Dét Blixen siger her lyder som noget, man ofte hører ældre mennesker sige: "Dengang jeg var barn, havde vi kun en pind at lege med...., men idag er børn så forkælede!". Det er noget man som barn bliver ret træt af at høre. Men der er noget mere og ret spændende i Blixens ord, end bare en lovprisning af gamle dage. For hun siger, at i hendes barndom var børn aktive og skabende, i modsætning til moderne børn, der er henvist til at være passive og observerende. Dét er en væsentlig pointe.

I FORTÆLLINGEN Spøgelseshestene står modsætningen mellem det synlige og det usynlige helt central. Der er et skel mellem dem, der kun kan se det synlige (de voksne), dem der kan se det usynlige (børnene) og så de der kan se både det synlige og det usynlige (onkel Cédric / kunstnere generelt). I Blixens univers er det positivt at kunne se noget, andre ikke kan se, og at kunne se muligheder i noget, som andre opfatter som ingenting. Pointen er at tilværelsen rummer en anden rigdom end den økonomiske.

DET ER NØDVENDIGT at have penge, ja - og dejligt! Det giver frihed og uafhængighed. Afhængighed af andres penge, var noget Blixen oplevede selv. Men alligevel er der en - usynlig - løftet pegefinger i Spøgelseshestene. Man skal passe på med at blive så optaget af penge og finanser, at man lukker øjnene for en anden rigdom, nemlig dén der findes i forestillingsevnen. Det er denne rigdom der kommer til udtryk i billedkunsten, musikken og litteraturens verden. Denne rigdom er måske langt mere værdigfuld end guld og ædelstene?!

DET VAR DENNE POINTE min mormor satte særligt pris på ved Spøgelseshestene. Men selvfølgelig elskede hun hele fortællingen. Og især slutningen, som vi har diskuteret i årtier i familien. Hvad sker der med Nonny?

MIN MORMORS BEGEJSTRING har været værdifuld for mig, og jeg har i mange år gerne villet dele denne skat. Derfor er det skønt, at Trine Asmussens og min litteratursanseudstilling SPØGELSESHESTENE kan opleves i Vandrehallen i Hillerød fra den 8. oktober 2015 til 3. januar 2016. Min mormor ville have elsket deT!

Læs mere om Blixens inspiration fra den græske mytologi her.
Læs mere om Spøgelsesheste og andre heste her.  

Dagens Kunsthistorie: SUPERKILEN

JEG CYKLER OG GÅR jævnligt gennem Superkilen. Jeg er vild med at kunne cykle gennem denne del af Nørrebro og er taknemmelig for at cykelstien gennem Nørrebro Parken er blevet forlænget. Desuden er projektet så sympatisk med (ekstrem) brugerinddragelse og et smukt udstillingsvindue af kvarterets internationale befolkningssammensætning, at man bare synes at man bør kunne lide det.

PROJEKTET SUPERKILEN er udtænkt at kunstnergruppen SUPERFLEX i samarbejde med arkitektfirmaet BIG. Det består af tre zoner: Den Røde Plads, Den Sorte Plads (Mimers Plads) samt Den Grønne Park. Når vi har gæster fra andre kvarterer eller andre lande, tager vi dem ofte med herned på opdagelsesrejse gennem denne verdensudstilling, hvor både børn og voksne med fornøjelse deltager i gættelegen om hvor de forskellige ting kommer fra (palmer fra Kina, sand fra Palæstina, skraldspande fra England etc) - og dermed får udvidet deres horisonter (nå, har de også reklameskilte og fittness redskaber i de dele af verdenen?!).

DEN RØDE PLADS var den første der blev færdig med importerede reklameskilte, skraldespande, gyngebænke, klatrestativ, rutscheelefant samt konditionsforbedrende redskaber. Smukt, spændende og anderledes. Min første tanke var at de røde og pink farver, da ikke ville kunne overleve i det danske klima, men en sød nabo gjorde mig opmærksom på at det var dejligt med disse stærke farver i et ellers gråt kvarter. Det var besværligt i den periode hvor cykelstien på den røde plads var lukket - og man skulle cykle en omvej - men det er næsten glemt idag.

DEN SORTE PLADS er endnu mere eksotisk med den populære blæksprutterutschebane (der også ligner Darth Vaders hjelm), palmerne, fontænen, spillebordene, tandlægereklamen og den runde bakke med de buede hvide linier. Det er her kvarterets børnefamilier nu mødes og uden tvivl den mest populærer plads. En gruppe børn holdt en særdeles underholdende fødselsdag her med minirace for løbehjul, og andre børn øver eller finpudser deres cykelfærdigheder på de smalle buede baner.

DEN GRØNNE PARK er vist ikke helt færdig og i hvert fald er det som om projektet har tabt lidt af pusten her. Den kombinerede skater/ basketballbane er en sjov hule i landskabet, men ellers virker den ikke integreret i resten af projektet. Dougnutten understreger den ret bratte overgang fra Superkilens beskyttede slutning til Tagensvejs barske trafik.

NETOP TRAFIKKEN er et problem i Superkilen. På grund af alle de skægge ting man kan opdage og se på, er det faktisk ret utrygt at gå i Superkilen med dårligt gående, børn og voksne der ikke er vant til trafikken. For tingene er placeret således, at man skal krydse cykelstien hele tiden. Et godt eksempel er de smukke turkise strandbænke i Den Grønne Park. Cyklisternes tempo er ikke nedsat og de er heller ikke indstillet på krydsende fodgængere, så spadsereturen udvikler sig ofte til en halsbrækkende affære, hvor man hele tiden hører sig selv råbe: Pas på cyklerne - de passer ikke på dig!

PROBLEMERNE KUNNE man have løst, hvis man havde været opmærksom på dem ved projektets udformning. Det kan undre at arkitekterne (verdensberømte endda) ikke har taget højde for dette og gjort afmærkningen af cykelstien tydeligere. I det hele taget (med cykelstisbelægningsproblematikken in mente) virker det som om man har glemt at samarbejde med eksperter i bevægelsesmønstre. Man bevæger sig jo forskelligt altefter om man er på udstilling, er opdagelsesrejsende, går på fortovet eller på en cykelsti.

BEGEJSTRINGEN FOR DET EKSOTISKE OG INTERNATIONALE har overtaget. Den Røde Plads ser allerede hærget ud nu, hvilket skyldes både popularitet, vind og vejr og hærværk. Tanken om at kombinere en hurtigrute for cyklister med udendørsopholdssteder og kunst og integration er så tiltalende, at det måske har fjernet al sund fornuft og erfaring hos projektets bagmænd. Og det er ærgerligt - for Superkilen er en rigtig god idé!

Ugens Kunsthistorie: KUNSTLEG MED MARIEKIKS

Man køber en pakke Mariekiks (i Netto netop nu for 9 kroner) og finder atten knappenåle frem. Hullerne i en Mariekiks er så små, at hvis man vil trække noget igennem dem, må man presse hullerne lidt større med en nål. Så trækker/stikker/presser man de atten knappenåle igennem Mariekiksens huller – og voila, så kan Mariekiksen stå.



Med atten knappenåle ligner Mariekiksen en arkitektur-model. Arkitekter bygger altid modeller af de huse, som de sidenhen måske får bygget i stor størrelse. For arkitekten Frank O. Gehry (1929) kunne et stykke krøllet papir fungere som model til et af hans huse. Sukkerknalder kan også bruges til at bygge modeller med. Men det er nok ikke så ofte at man benytter Mariekiks.

Denne model forestiller måske en bygning med lange søjler og et rundt tag med mange små skorstene. Eller en bygning fyldt med mennesker der snakker sammen og soler sig på tagterrassen. Eller en bygning med mange små træer.




Knappenåle er så tynde, at det nærmest ser ud som om Mariekiksen svæver – som en flyvende tallerken eller en ufo på rejse for at udforske ukendte stjerner. Mine knappenåle har alle farvestrålende hoveder. Det gør denne model meget spraglet og dekorativ.



Ideen til Kunstleg med Mariekiks er ikke min. Inspirationen kommer fra et værk (se billede af Mariekiksen med knappenåle på lille hvidt podium) af kunstneren Jytte Høy (1959). I 1997 udstillede hun sammen med 54 andre kunstnere fra regionen Danmark-Skåne på Louisiana-udstillingen. Hendes bidrag var en installation af forskellige hverdagsobjekter sammensat på ny. Hun kalder dem Various Small Objects. Materialerne er blandt andet plasticposer, elpærer og madpakke-elastikker. I hvert objekt er der en stram leg med former og materialer, og med konventionelle materiale- og billedopfattelser.




Jeg synes at det fineste værk var og er Mariekiksen med de mange knappenåle i. Og det fortæller noget om Mariekiksens holdbarhed at dette værk nu kan nydes sammen med flere af Jytte Høys værker på udstillingen "Quote; The Raven" på galleriet 44 Møn, i Askeby på Møn frem til 25. juli.


Læs mere om galleriet 44 Møn her: http://www.44moen.dk/
Se mere om Jytte Høy her: http://www.jyttehoy.dk/