KØB OG SALG AF KUNST er jo afhængigt af at nogen udviser interesse for kunsten og at noget har råd til at købe. For nyligt udtalte den amerikanske kunstkritiker
David Hickey, at han 'forlader' kunstverdenen fordi den er blevet for overfladisk og tom, læs
her. Før den økonomiske krise indtraf havde priserne for visse kunstnere på det internationale kunstmarkedet udviklet sig voldsomt. Summerne var gigantiske for kunstnere, som eksempelvis
Damien Hirsts værker, og formentlig også kunstigt boostet af gallerier og kunstsamlere og kunstneren selv,
se her.
DET LYDER MÅSKE underligt at man kan påvirke priserne på kunstværker på den måde, men det er faktisk muligt. På et tidspunkt betalte den danske stat for et udstillingssted i New York hvor danske gallerier kunne fremvise deres kunstnere. Tanken var at skabe en platform for den danske kunst i udlandet. Og de danske kunstnere solgte fint - men primært til danskere i New York. Og derefter kunne gallerierne fortælle hjemme i Danmark at kunstnerne havde succes i udlandet, og dermed blev deres værker mere værd.
EN ANDEN MÅDE at værdien på kunsten til at stige er naturligvis ved at få museerne til at udstille en kunstner. Det er der ikke noget galt i, men museerne skal passe på, når det eksempelvis drejer sig om at udstille samlinger. På
Louisiana Museum for Moderne Kunst viste man
Estella Samlingen af moderne kinesisk kunst. Det var en fantastisk udstilling, og den var både med til at booste kinesisk samtidskunst og kunstnere som
Ai Wei Wei (1957), men den var også med til at blåstemple Estella Samlingen, der kort efter blev solgt for rigtigt mange penge, læs
her. Værdien var steget, og spørgsmålet var om samlingen udnyttede museet som et salgsvindue!
DA BARACK OBAMA BLEV VALGT TIL PRÆSIDENT var vi mange der så frem til hans politiske betydning for lighed, frihed og fredelig sameksistens i verden. Som en anden Messias forventede vi at han ville fjerne al dårligdom og vi så frem til hans indsats for miljø, regulering af den grådige finansektor, behandlingen af fanger bl.a. på Guantanamo og et stop for krigene i Irak og Afghanistan. Her fire år efter kan vi konstatere at noget er sket, men at der også er en hel del der ikke er sket og at politik er kompromissets verden.
OBAMAS INDTOG I DET HVIDE HUS fik dog også en anden betydning. Nemlig for kunsten. I den økonomiske stimulus pakke, der var et af hans første tiltag, var 50 millioner dollars øremærket initiaver der kunne støtte kunsten, kunstnerne og kunstens verden.
OGSÅ PÅ DET SYMBOLSKE PLAN fik det en betydning for kunsten, da familien Obama overtog styringen. De sendte besked ud til museer og gallerier og private samlinger om at de gerne ville låne kunst af afrikansk-amerikanske, asiatiske, hispanics og kvindelige kunstnere. I skarp kontrast til Det Hvide Hus kunstsamling der primært består af 1800-tals stilleben, landskaber og portrætter af mandlige kunstnere, ønskede de at markere overgangen til nye tider i Det Hvide Hus visuelt ved at låne moderne, abstrakte kunstværker. Og dette er af stor betydning for kunstmarkedet, da disse valg kan få betydning for kunstværkerne og kunstnernes øvrige værkers værdi.
DE FØRSTE VÆRKER der blev installeret i Det hvide Hus var af
Alma Thomas (1891-1978),
Jasper Johns (1930),
Richard Diebenkorn (1922-1993),
Edward Ruscha (1937),
Robert Rauschenberg (1925-2008) og
Louise Nevelson (1899-1988). Herefter er fulgt værker af bl.a.
Nicolas de Stäel (1914-1955),
Josef Albers (1888-1976),
Edgar Degas (1834-1917),
Charles Alston (1907-1977) - se værk af Alston
her.
SELVFØLGELIG har de haft rådgivere til at hjælpe sig, og nogle gode nogen efter min mening.
Bortset fra Alma Thomas er de andre jo internationalt anerkendte og ikoniske kunstnere, og burde sådan set allerede være en del af Det Hvide Hus kunstsamling. I Det Hvide Hus samling er der indtil nu kun få værker af sorte kunstnere bl.a. Præsident Clintons Portræt af
Simmie Lee Knox (1935),
The Builders af
Jacob Lawrence (1917-2000),
Sand Dunes at Sunset, Atlantic City af
Henry Ossawa Tanner (1859-1937) og
The Farm Landing (1892) af
Edward Bannister (1828-1901). Men det fik Obama-familien rådet bod på. Dog naturligvis ikke uden kritik - læs
her.
KUNSTSAMLEREN E. T. Williams der ejer en stor afrikansk-amerikansk kunstsamling (tænk hvis den engang kunne blive vist i Danmark eller omegn?!) tilbød præsident-familien at de kunne låne hvad de ville fra hans samling. F.eks. værker af
Louis Mailou Jones (1905-1998),
Romare Bearden (1911-1988) og
Hale Woodruff (1900-1980). Williams var ikke den eneste samler der stod på spring. Årsagen er naturligvis også at et lån eller en donation til Det Hvide Hus kan booste hans samlings profil, skabe mere interesse for den og afrikansk-amerikansk kunst og øge dens værdi, læs mere
her.
DET KUNNE VÆRE INTERESSANT at undersøge hvilken effekt det har på værdien af danske kunstværker, at de udstilles på museerne. Men det må blive i en anden kunsthistorie.
_1905.jpeg){kind=link}
