1. DECEMBER 2019: EILEEN AGAR

EILEEN AGAR (1899-1991) er en britisk kunstner, der primært arbejdede med maleri og fotografi. Agar var stærkt influeret af surrealismen i sine værker. Agar blev født i Argentina af britisk/ amerikanske forældre, der flyttede til London i 1911. Hun begyndte sine kunststudier på Byam Shaw School of Art i 1919, gik på Slade School of Fine Art (1925-26), og studerede i fra Paris (1928-30). I 1926 mødte hun den ungarnske skribent Joseph Bard. I Paris blev hun ven med André Breton og Paul Eluard.

I 1936 deltog Agar på den internationale surrealist udstilling i London med otte værker. I 1937 rejste hun med Paul og Nusch Éluard, Lee Miller og Roland Penrose samt Pablo Picasso og Dora Maar Til Mougins. I 1940 deltog hun på surrealist-udstillinger i Amsterdam, New York, Paris og Tokyo.

MELLEM 1946 og 1988 havde Eileen Agar 16 solo-udstillinger. Agar er repræsenteret på Tate.

Eileen Agar: "Tre symboler" (1930).
Maleri. Olie på lærred. 100,3 x 55,9 cm.
 © Tate, © ADAGP, Paris

Eileen Agar: "Manden med leen" (1938).
Maleri/ collage. Gouache med blad på papir. 21 x 27,5 cm.
© Tate, © ADAGP, Paris 

Eileen Agar: "Uden titel" (1972). 

3 på Stribe: INSPIRATION FRA PICASSOs Guernica (1937)

I 1937 MALER PABLO PICASSO maleriet Guernica inspireret af bombningen af byen Guernica under den spanske borgerkrig. Dette maleri er siden blevet et af de mest berømte malerier i den moderne kunsthistorie, omgærdet af mange myter. En tysk soldat skal efter sigende have spurgt Picasso om det var ham der havde skabt det maleri, og Picasso skal have svaret: "Nej, det var jer".

UTALLIGE KUNSTNERE HAR VÆRET, ER OG BLIVER VED MED AT VÆRE inspireret af dette inferno af løsrevne kropsdele og tavse skrig af mennesker der hensynsløst slagtes uden grund. I denne 3 på stribe vises værker af tre af disse kunstnere, der er blevet inspireret af Guernica.

1. Yamashita Kikuji (1919-85): Guddommeliggørelsen af en soldat fra 1967:

YAMASHITA KIKUJI deltog som japansk soldat under 2. Verdenskrig. Krigens ondskab samt soldatens moralske dillemmaer og tømmermænd fylder i hans malerier. I dette maleri er det specifikt Vietnamkrigens rædsler og amerikanernes tre år lange bombe-kampagne kaldet operation Rolling Thunder, der er afsæt for maleriet. Kompositionen er inspireret af Picassos Guernica, selvom Kikujis maleri tydeligt er bygget op om en vertikal midterakse krydset af en horisontal akse. Omkring den vertikale akse er der en slags parallelitet (eksempelvis et dyr og en rytter på hver side). Den horisontale akse adskiller det figurative fra det abstrakte.

I 1970 SKULLE AFTALEN MED AMERIKANERNE om deres tilstedeværelse/ besættelse genforhandles, og der var en stor modstand mod en forlængelse i den japanske befolkning. Denne modstand smeltede påvirkede også den japanske modstand mod og afstandstagen fra Vietnamkrigen og amerikanernes engagement i denne.

2. Faith Ringgold (1935): American People series # 20: Die fra 1967:

RACEUROLIGHEDERNE I USA I 1960erne er afsættet for Faith Ringgolds maleri. Hør Ringgold selv fortælle om baggrunden for værket og dets stadige aktualitet her.

3. Goshka Macuga (1967): The Nature of the Beast fra 2009:

GOSHKA MACUGA ER EN POLSK KUNSTNER, der arbejder tværmedialt. Installationen The Nature of the Beast var en installation skabt til Whitechapel gallery i 2009. Se film fra udstillingen på Whitechapel gallery i 2009 her. Macuga har skabt et mini FN-mødelokale i galleriet med Guernica-gobelin og rundt mødebord. Kan man andet end foretage sig fredsbevarende handlinger og aktiviteter foran et billed esom Guernica? På udstillingen var også en skulptur af USAs tidligere udenrigsminister Colin Powell. Efter sigende blev Guernica-billedet dækket til, da Powell talte om at invadere Irak i den rigtige FN-bygning i New York.

DE SMÅ GENIER - Picassos Børnetegninger på Louisiana Museum for Moderne Kunst

Pablo Picasso: Figures on the street, Barcelona 1898. Museo Picasso.
Gasull Fotografia (c) Sucession Picasso/Copydanbilleder.dk 2016

DE SMÅ GENIER er de børn, hvis kunstneriske evner imponerer os så meget, at vi kalder dem vindunder børn. Et af disse vidunderbørns Børnetegninger kan netop nu opleves på Louisiana Museum for Moderne Kunst. Det er Pablo Picassos Børnetegninger der udstilles, og selvom det er en lille udstilling, så er der meget at se og tænke over. For blev Picasso født som kunstnerisk geni, eller udviklede han sig sådan?

PICASSO ER CA 17 ÅR, da han tegner disse figurer fra Barcelonas gader. De ligner hurtige skitser af typer, han har iagttaget på gaden. En avis sælger (drengen eller krøbling), en pige med udslået hår, en mand med et hærget ansigt og en drager der trækker en hest. På papiret er også farveprøver. Jeg ville ikke kategorisere dette billede som et værk, snarere som en skitse, der viser at Picasso kan en masse, men at han stadig øver sig og raffinerer sine teknikker. Vi får et indblik i hvad han kunne, hvad han har set og muligvis også hvilke motiver han har været optaget af at fastholde.

HVOR GAMMEL SKAL MAN VÆRE FOR AT BLIVE KUNSTNER? Dette spørgsmål har mit barn ofte stillet. Det falder altid i kølvandet på, at hun har fremvist en tegning og spurgt: Er det ikke kunst? Det spørger hun selvfølgelig om, fordi vi i dette hjem er så optaget af kunst og det vil hun gerne være en del af.

HVER GANG HUN SPØRGER, fortæller jeg hende, at hendes tegning eller maleri eller figur er flot, og at det er tydeligt at hun har været optaget af dét, hun har tegnet. Nogle gange siger - og synes - jeg også, at hendes tegning er så god, at jeg vil hænge den op. Men jeg siger altid, at det hun har tegnet / malet / formet ikke er kunst. Fordi hun er et barn, ikke en kunstner. Og derpå stiller hun det meget relevante spørgsmål: Hvor gammel skal man være for at blive kunstner?

DET ER IKKE NEMT, at svare på dette spørgsmål. For det første er det ikke alle og enhver, der kan blive kunstner. Det kræver særlige egenskaber, talent om man vil, og det er ikke noget alle har. Man kan diskutere om alle kan opøve og udvikle disse egenskaber, eller om det er noget man fødes til, men det er ikke emnet for denne kunsthistorie.  Jeg kan heller ikke sige til mit barn eller andre, der stiller spørgsmålet, at det kræver en bestemt uddannelse på f.eks. kunstakademiet, da der er flere forskellige muligheder for at uddannet som billedkunstner. Desuden er der også kunstnere, der er selvlærte (autodidakte), og dermed slet ikke har fået en billedkunstnerisk uddannelse.

Michelangelo: The Torment of Saint Anthony, 1487.

OG JEG KAN SLET IKKE SIGE, at man skal være voksen, før man bliver kunstner. Der findes utallige eksempler på kunstnere, der er begyndt på deres uddannelse, mens de stadig var børn eller unge. Et af disse eksempler er Pablo Picasso (1881-1973), som Louisiana Museum for Moderne Kunst viser en udstilling med netop nu.

UDSTILLINGEN "PICASSO FØR PICASSO" er en del af serien Louisiana on Paper, og den viser værker af Picasso fra 1891 til 1895. Louisiana skriver om udstillingen at "med en række værker af den purunge Picasso kommer vi helt tæt på geniets fødsel". Hvis Picasso var et geni som voksen, var han vel et vidunderbarn som barn.

FASCINATIONEN af vidunderbørn er ikke et nyt eller moderne fænomen. Et af de tidligste eksempler er den kinesiske dreng Wang Ximeng (1096-1119). Efter hvad der fortælles, blev han oplært af selveste kejser Hui Zong af Song dynastiet, og det fortælles om Ximeng, at han var en anerkendt hofkunstner i sin tid. Der findes kun få værker, der tilskrives Ximeng (se her). Det er meget sandsynligt at han har været dygtig i en ung alder, men at kejseren selv skulle have haft tid og evner til at oplære ham, det er nok mere markedsføring af kejseren end sandfærdigt.

DET ER VIGTIGT AT FORSTÅ, når man ser på børns tegninger, at uanset hvor gode og fantastiske de er, så er de altid skabt i forhold til en voksen eller i forhold til standarder sat af voksne. Dette gælder også for vidunderbørn. Der hersker en udbredt myte om, at børn fødes med et visuelt sprog som er deres helt eget. Derfor ser vi også ofte børns tegninger som udtryk for et ægte og uspoleret sind. Men denne holdning er urealistisk. Børn suger alle indtryk til sig tidligt, og det ses også i deres tegninger, malerier og figurer.

SAMMENBLANDINGEN af vores interesse for det originale, helt helt enestående og geniale, muligheden for økonomiske gevinster samt en lettere tilgang til medierne betyder, at det i nyere tid kan være vanskeligt at gennemskue om børnene rent faktisk er ekstraordinært begavede. Det er sjældent, at moderne vidunderbørns billeder beskrives, gennemgås eller kritiseres i medierne. Men det nævnes altid, hvorvidt udstillingerne er udsolgte og om hvor meget deres malerier koster. Hvis der opstår kritik i medierne, handler det enten om det psykiske pres som barnet udsættes for, eller om at der sættes spørgsmålstegn ved, hvorvidt barnet selv har frembragt billederne. Det handler stort set ALDRIG om indholdet i billederne.

DET ER VIDUNDERLIGT, når børn tegner, maler eller former. Deres billeder - som jeg overordnet kalder Børnetegninger - forbindes med uskyld. Det uskyldige består i, at de gør noget, som de ikke har 'lært' af voksne. At kunne noget man ikke har lært er lidt af et under - i hvert fald i en voksen tankegang! Når vi oplever børn, der er vanvittigt dygtige, er det endnu mere underligt. I forbindelse med vidunderbørn ligger værdien i det faktum, at 1) de kan dét, de kan, og 2) at de er ekstremt dygtige til dét, de gør, samt 3) at de har levet så kort tid, at de ikke har lært dét de gør på konventionel vis. Der er mange, der opfatter vidunderbørn som et bevis på Guds eksistens. 

ET ANDET EKSEMPEL på en kunstner, der betegnes som et vidunderbarn, er den italienske kunstner Michelangelo (1475-1564). Det tidligste værk af Michelangelo, man kender til, maler han som 12-årig. Og det anerkendes idag som et kunstværk. Et tidligt et, men stadig en 'Michelangelo'! Og når han kunne male sådan som 12-årig, må han have været ret dygtig allerede som 8-årig.

'VIDUNDERBØRN' er et begreb, der benyttes om børn der er ekstraordinært begavede indenfor et bestemt fag eller i en specifik kunstnerisk disciplin. I psykologien aldersdefinerer man disse børn som værende under ti år. I historien findes der flere fortællinger om sådanne vidunderbørn, både kendte som Mozart og Picasso, der også blev anerkendte kunstnere som voksne, men også mindre kendte.

I 1975 BLEV DET KINESISKE VIDUNDERBARN, Wang Yani, født. Allerede som 2½ årig begyndte hun at male, som 4-årig havde hun sin første udstilling, og som 14-årig havde hun en solo udstilling i London. Det er rimelig imponerende og har formentlig også været overvældende. Her er en lille bid af en britisk udsendelse om Wang Yani: Tv-udsendelse.

SOM 5-ÅRIG maler Yani billedet nedenfor af aber, der leger med planter. Jeg ved ikke præcist, hvilke materialer hun har brugt, men det ligner tuschmaling. Man kan se, at hun behersker teknikken med både at male med brede strøg og smalle. Ansigterne på aberne er i særdeleshed imponerende, da de for det første er ens, for det andet er det sorte ikke flydt ind i det lyserøde. Og i forhold til den dækkende ansigtsfarve er abernes kroppe laverede, således at der har været mere farve på penslen, hvor arme og ben er malet, end på resten af deres kroppe. Og det der er tættest på beskueren er kraftigere farvet, end det der er længere væk. Hun får både afstand og bevægelse med i billedet.

Wang Yani (5 år): Aber leger med planter

JEG TROR IKKE PÅ at man fødes som kunstner. Barnet stimuleres og påvirkes, og hun/han udvikler sig. Jeg tror, at det tager tid og erfaring, at blive kunstner. Meget længere tid end en barndom tager.

BLEV VIDUNDERBARNET Wang Yani født med sine evner eller var det miljøet, der spillede ind? Det hører med til fortællingen om Yani, at hendes far var tegnelærer. Når den information er vigtig, er det fordi den viser, at hun er vokset op i et miljø, hvor tegning og maleri har været helt naturligt og centralt både at udføre og at forholde sig til. Redskaber og vejledning har været lige ved hånden.

PICASSOs far var også tegnelærer, så han voksede også op i et hjem, hvor materialerne og viden om materialer var lige ved hånden. Lige som at bagerens børn ofte bliver bagere og arkitekters børn ofte bliver arkitekter, så bliver kunstneres børn også ofte kunstnere, da de i deres opvækst naturligt tilegner sig kundskaber om dette. Tænk blot på danske kunstnerdynastier som familien Skovgaard og familien Westman.

Albrecht Dürer: Selvportræt.

DET ER SJÆLDENT, at vidunderbørnene rent faktisk også udvikler sig til anerkendte kunstnere i deres voksenliv. Udover Michelangelo og Picasso, ved vi at Albrecht Dürer præsterede enestående ting, da han var 13 år. Men vi ved ikke om Picasso, Michelangelo og Dürer også var enestående kunstnere, da de tre år. Jeg tvivler.

NETOP NÅR DET GÆLDER vidunderbørn blander myter sig ofte med fakta. Når det drejer sig om historiske kunstnere, kan det derfor være svært at gennemskue, om barnet virkeligt var en stor kunstner som tre-årig, eller om det har været en del af salgstalen omkring kunstneren, at han har spillet eller malet som en voksen kunstner allerede som tre-årig. Jeg har eksempelvis set en tegning af en fugl, som Picasso malede som 5-årig. Den er rigtig fin, men det er tydeligt, at den er udført af et barn.

WANG YANI forsvandt fra mediernes blitzlys og opmærksomhed, i takt med at hun blev voksen. Vi ved, at hun stadig er billedkunstner, se her. Ifølge internet-oplysningerne om hende, blev hun som teenager optaget af Tyskland, hvor hun fik sin professionelle uddannelse og siden har bosat sig. Vi ved ikke, om hun forsvandt fra mediernes søgelys bevidst, fordi hun blev træt af opmærksomheden på sin person. Eller om det var kunstverdenen og medierne og publikum, der tabte interessen for hendes 'kunst', da 'kunstneren' ikke længere var et uskyldig barn. Se filmen, der netop hedder "Yani - the Brush of innocence", her.

VIDUNDERBØRN som Wang Yani og Pablo Picasso er fascinerende. Men for de flestes vedkommende forsvinder interessen for dem i takt med at de bliver ældre. Det kan skyldes at de selv kommer ind i en fase af deres liv, hvor de stiller spørgsmålstegn ved alt det de kan og hvem de er, Men det kan også handle om - og det tror jeg mest det gør - værdien af deres arbejde. Værdien af og interessen for Picassos arbejde er aldrig stoppet med at stige. Hvilket udstillingen på Louisiana er endnu et bevis på.

VÆRDIEN af vidunderbarnets billeder ligger i, at de er udført af børn. Børn, der behersker teknikker udtænkt af voksne. Børn, der komponerer deres billeder, som voksne ville gøre det. Og børn, der fokuserer på motiver, som voksne ønsker at se på. I det hele taget børn der agerer i forhold til standarder sat af voksne. Dygtige børn, javist, men stadig børn og slet ikke kunstnere. Jeg kan faktisk ikke sige, hvor gammel man skal være for at blive kunstner, men man skal ikke være et barn!

BLEV PICASSO FØDT SOM ET GENI? Og var han kunstner før han fyldte 18 år? Det må vi tage til Louisiana for at få svar på.


Louisiana on paper
PICASSO FØR PICASSO
29.6 - 11.9 2016
Læs mere om udstillinger her.

Dagens Kunsthistorie: POLITISK KUNST

I MIN BARNDOM voksede jeg op med politisk kunst: Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafik, Corner-maleres fremstilling af 1.maj-optog og Erik Hagens (1940) sprudlende plakater. Det var 1970erne og kunsten blev brugt til at protestere mod uretfærdigheder på rigtigt mange områder: udnyttelse af arbejdere, kvinder og miljø. Vi sagde "Nej til..." atomkraft og krige og EU og andre politiske emner og vi var solidariske med alle der blev udbyttet - og dette kom sandelig også til udtryk i kunsten.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1980ERNE har jeg haft et lidt anstrengt forhold til politisk og protesterende kunst. Man kan jo få for meget af det gode, og jeg har i ca. 1½ årti foretrukket billedkunst der i sit udgangspunkt ikke var politisk. Men det er jo noget pjat, for kunstnere der vil noget er spændende, kunstværker der fortæller noget er jo dragende, og derfor er jeg også kommet frem til en meget mere afslappet holdning til politisk kunst.

DER ER OGSÅ SKET EN UDVIKLING i relationen mellem kunstscene og protest kunst. I 1970erne var den politiske kunst ikke institutionelt accepteret, og jeg husker det som om den altid fremvistes i et koldt telt med vådt græs. Men idag er en kunstner som Ai Wei Wei - der i den grad protesterer - en kunstner der udstiller på Louisiana Museum for Moderne Kunst, hos Faurschou Foundation og på Tate Modern.

PÅ dOKUMENTA-udstillingen denne sommer var der mange både politiske og protesterende værker med, hvilket viser hvordan denne kunstform er blevet inkluderet i kunstinstitutionerne. Et af værkerne bestod sågar i at en kunstner havde skabt en slags lejr foran Fridericianum hvor alle mulige protestfænomener havde fået husly.

TILBAGE I MIN BARNDOM ville man nok have sagt at kunstscenens accept af den politiske kunst er et led i at sabotere protesten, for - med en omskrivning af Joseph Beuys' ord -  når alt er protest, er intet protest længere. Men jeg tror nu snarere at dette er kunstscenens forsøg på at være mange facetteret. For selvfølgelig kan man ikke holde politik og protest ude af kunsten. Mange af de ovenfornævnte kunstnere, har fremstillet værker, der er blandt mine favoritter idag. Og hvis ikke dOKUMENTA 13 havde valgt at vise politisk kunst, havde jeg og mange andre måske aldrig stiftet bekendtskab med den norske kunstner Hannah Ryggen, hvis gobeliner i sin samtid var stærkt politiske, og idag fremstår på samme måde som Pablo Picassos Guernica.

Ugens Kunsthistorie: HVEM VIL DØ FOR EN PICASSO?

FOTOGRAFIERNE af det soldater-bevogtede Picasso-maleri er voldsomme billeder. Fra danske museer er man vant til stregen i gulvet eller snoren der viser, at hertil må man gå og ikke længere. Og glemmer man dette - eventuelt i begejstring over kunsten - sørger venlige kustoder for at man husker det igen. I andre byer ser man malerier bag pansret glas. Men i Ramallah er det soldater, der passer på kunstens sikkerhed.

 

VAN ABBEMUSEUM i Eindhoven er et af Nederlands mest progressive og kontroversielle museer. De ejer Pablo Picassos maleri Buste de femme (1943). Maleriet forestiller en kvinde, hvis ansigt er dekonstrueret og munden åben - måske skrigende. I 2011 udlånte museet dette maleri til udstillingen PICASSO in Palestine på International Academy of Art Palestine.

DET INTERNATIONALE AKADEMI FOR PALÆSTINENSISK KUNST (IAAP) ligger i Ramallah. Det ledes af kunstneren Khaled Hourani (1965). Det var hans og de kunststuderendes idé at vise Picasso for første gang nogensinde på Vestbredden. En helt igennem vild idé, som det ikke desto mindre lykkedes for dem at få gennemført.

DET FORUNDERLIGE VED PICASSOS DEBUT I OG REJSE TIL PALÆSTINA understreges igen og igen i pressemeddelelser, i presseomtaler - ja, selv af det Israelske Forsvarsministerium i dette indlæg. Maleriets forunderlige rejse er blevet til filmen - Picasso in Palestine (2011), der var et af hovedværkerne på dOKUMENTA 13 i Kassel. Filmen viser alle de højst usædvanlige sikkerhedsmæssige udfordringer som museumsfolkene måtte tage stilling til under maleriets rejse fra Eindhoven til Ramallah, hvor maleriet blev placeret i et dertil særligt bygget rum og bevogtet døgnet rundt af to palæstinensiske soldater.

HVAD ER DET DER ER TRIUMFEN ved fysisk at udstille et Picassomaleri i en egn af verden, hvor man aldrig har set Picasso før? Er det fordi det lykkedes så mange instanser at samarbejde? Måske bør man som kunstformidler juble og klappe over, hvor fantastisk det er, at de nu har set et Picasso-maleri live på Vestbredden. Det får mig til at tænke på dengang Skoletjenesten på Louisiana afskaffede diasshowet for skolebørnene og istedet trak dem med ud at se udstillingerne live. Det gør selvfølgelig en stor forskel at stå overfor og i samme rum som værkerne.

MEN AT DET ER LYKKEDES at få maleriet til mellemøsten er på en måde en så stor triumf og så betydningsfuldt, at indholdet - kunstværket selv - reduceres til en brik. ISTEDET er det jo soldaterne man ser. Mon instrukserne var, at de skulle forsvare maleriet med deres liv?

Dagens Kunsthistorie: TILLYKKE PICASSO

Undertegnede ved Picassos SELVPORTRÆT (1906) i begyndelsen af en af mine ca. 250 omvisninger på Louisianas udstilling PICASSO OG MIDDELHAVET i 1996.

"JEG FINDER PICASSOS SENERE BILLEDER MENNESKELIGT MODBYDELIGE, KUNSTNERISK TVIVLSOMME"

    (Leo Swane (1887-1968), kunsthistoriker og direktør på Statens Museum for Kunst 1931-1952)

PABLO PICASSO blev født i Malaga, Spanien den 25. oktober 1881. Ovenstående citat er et af mine absolut yndligscitater, fordi det demonstrerer hvor kompliceret det er - selv for fagfolk - at forholde sig til samtidskunsten. Men samtidig viser citatet hvilken kompleks og omdiskuteret kunstner Pablo Picasso er, samt hvilken kompleks kunst han har frembragt. Han er både hadet og elsket, en helt og en skurk på samme tid.

PICASSO er blevet indbegrebet af moderne kunst. Han opfandt noget helt nyt - kubismen - sammen med George Braque, og forandrede dermed kunsten for altid. Kubismen handler om måder at betragte verden på. Men Picasso er også indbegrebet af kunstens vanvid, af kunst som noget uforståeligt og grimt, som det også fremgår af Leo Swane-citatet.

PICASSO er desuden blevet indbegrebet af kunsten som noget værdifuldt. Hans kunst viser at moderne kunst er værdifuld, men samtidig er dette uforståeligt for mange, der som Leo Swane ikke forstår at noget grimt kan være værdifuldt. Uanset hvordan man betragter hans værker ved alle at Picassos malerier er nogle af de dyreste i verden. Værdien af hans billeder nævnes nærmest før beskrivelsen af dem. Picassos dyreste værk er Dreng der ryger en pibe (1905). Det blev i 2004 solgt for 105 millioner dollars.

I STORBRITANNIEN kunne man for et par måneder siden erhverve sig maleriet Barn bærende en due (1901) for den nette sum af 50 millioner pund. Hvis man vel at mærke lovede ikke at lade det rejse ud af landet. Maleriet var allerede solgt hos auktionshuset Christies til en anonym køber, men den britiske kulturminister Ed Vaizey vurderede at maleriet er uløseligt forbundet med britisk kulturhistorie og derfor helst ikke må forlade Storbritannien. Så hvis den anonyme køber havde tænkt sig at føre maleriet til et andet land - eksempelvis Palæstina - blev dette foreløbigt stoppet (læs meddelelsen her.).

DER ER INGEN TVIVL OM at Barn Bærende En Due er et fantastisk maleri. Motivet er stemningsfuldt og romantisk (nærmer sig de grædende børn), og malemåden er interessant fordi motivet er forenklet og fladen betones. Desuden markerer maleriet Picassos overgang til hans blå periode, hvilket gør det super relevant for forskningen i Picasso. Men forskere kan flytte sig derhen hvor maleriet er. Det gør de jo i forvejen.

ARGUMENTET MED at maleriet har hængt mere end 40 år på National Gallery fra 1974 til 2010 og er blevet set af millioner af besøgende, og derfor knytter sig uløseligt til den britiske kulturhistorie, virker meget følsomt og en smule svagt. Jeg kan ikke lade være med - indrømmet lidt kynisk - at tænke, at salget af maleriet er et enormt økonomisk tab for National Gallery i forhold til plakat og postkortsalg etc.

FORHOLDER DET SIG IKKE SÅLEDES at Picasso er blevet et kulturelt koncept, der indeholder så meget mere end hans værker og hans biografi? Det er også fortællingen om den vestlige kunsts overherredømme. Et overherredømme der i dette årti er under angreb. Og disse angreb kan man reagere forskelligt på. Enten ved at holde kunsten for sig selv - indenfor landets grænser eller ved at sende kunstværkerne på en missionerende udvekslingstur.

HVIS PICASSO var blevet født i Ramallah, Osaka eller Mogadishu istedet for i Malaga var han ikke blevet indbegrebet af moderne kunst. Fordi det er vesten der har haft patent på at definere hvad kunst egentlig er og har sat kunstens dagsorden gennem de sidste 500 år. Jeg tror personligt at det er både godt og sundt, hvis der ændres ved dette. Det betyder ikke at dansk, europæisk og vestlig kunst forsvinder, blot at (kunst) verdenen udvides.

Ugens Kunsthistorie: TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN - SELVPORTRÆTTER 1

"TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN" var forfatteren Per Højholts (1928-2004) gode råd til sine yngre forfatterkolleger. Med denne økonomiske metafor og dette gode råd advarede han imod, at man som forfatter skriver om sine inderste hemmeligheder - dvs. skriver selvbiografisk. Højholt mente, at det er vigtigt at lade nogle af de kræfter ordene udspringer af ligge uberørte hen.

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ DETTE RÅD, da jeg sad med Louisiana Museum for Moderne Kunsts katalog til udstillingen Selvportræt i hænderne. På denne udstilling vises selvportrætter af 149 forskellige kunstnere. Og det er en imponerende blanding af kunstnere der stilles til skue - fra Frida Kahlo til Jeff Koons og fra Pablo Picasso til Nan Goldin. Jeg føler mig overbevist om, at det er den første udstilling hvor Chaim Soutine og Sam Taylor Wood udstiller sammen! Her er virkelig noget for enhver smag og interesse - og en skøn overflod af det.

SELVPORTRÆTTET er måske en af de lettest tilgængelige genrer i kunsten, fordi det i al sin enkelthed er et portræt af kunstneren selv. Ordet 'portræt' stammer fra latinsk og betyder at trække noget frem. Det vil sige at kunstneren vælger at fremhæve noget i billedet (fremfor noget andet). Genren rummer ikke de store udfordringer for publikum. Man kan vurdere om man kan lide stilen, teknikken, konceptet og om billedet ligner kunstneren og / eller den stil hun ellers arbejder med. Men netop det lettilgængelige rummer ofte en risiko.

DERFOR KOM JEG I TANKE OM PER HØJHOLT. Ikke fordi billedkunstnerne skal passe på med det selvbiografiske, når de portrætterer sig selv. Men det er netop valget fra kunstnerens side, man som beskuer - og formidler - skal være opmærksom på. Man skal holde sig for øje at portrætterne ikke er sandheden om kunstnernes tilværelse og mentale situation. Det vil sige, at man skal passe på med at betragte dem som biografiske vidnesbyrd. Selvportrættet er ikke blot en illustration af et kunstnerliv.

BÅDE FORMIDLING OG PUBLIKUM skal være varsomme med at læse eller lægge det selvbiografiske ned over disse værker. Vi der ser på selvportrætterne skal huske, at kunstnerne netop ikke nødvendigvis tærer på hovedstolen selvom de fremviser sig selv. Deres selvportrætter er ikke direkte gengivelser af virkeligheden, men er styrede og beherskede og distancerede (manipulerede om man vil) fortællinger, hvori de selv optræder som modeller. Det er simpelthen iscenesættelser. Det er ikke i det selvbiografiske stof at selvportrætterne bliver interessante. Det er præcis i valget af hvad vi får at se - og ikke mindst hvad vi ikke får at se - at selvportrætterne bliver rigtig spændende!