Dagens Kunsthistorie: POLITISK KUNST

I MIN BARNDOM voksede jeg op med politisk kunst: Dea Trier Mørchs (1941-2001) grafik, Corner-maleres fremstilling af 1.maj-optog og Erik Hagens (1940) sprudlende plakater. Det var 1970erne og kunsten blev brugt til at protestere mod uretfærdigheder på rigtigt mange områder: udnyttelse af arbejdere, kvinder og miljø. Vi sagde "Nej til..." atomkraft og krige og EU og andre politiske emner og vi var solidariske med alle der blev udbyttet - og dette kom sandelig også til udtryk i kunsten.

SIDEN BEGYNDELSEN AF 1980ERNE har jeg haft et lidt anstrengt forhold til politisk og protesterende kunst. Man kan jo få for meget af det gode, og jeg har i ca. 1½ årti foretrukket billedkunst der i sit udgangspunkt ikke var politisk. Men det er jo noget pjat, for kunstnere der vil noget er spændende, kunstværker der fortæller noget er jo dragende, og derfor er jeg også kommet frem til en meget mere afslappet holdning til politisk kunst.

DER ER OGSÅ SKET EN UDVIKLING i relationen mellem kunstscene og protest kunst. I 1970erne var den politiske kunst ikke institutionelt accepteret, og jeg husker det som om den altid fremvistes i et koldt telt med vådt græs. Men idag er en kunstner som Ai Wei Wei - der i den grad protesterer - en kunstner der udstiller på Louisiana Museum for Moderne Kunst, hos Faurschou Foundation og på Tate Modern.

PÅ dOKUMENTA-udstillingen denne sommer var der mange både politiske og protesterende værker med, hvilket viser hvordan denne kunstform er blevet inkluderet i kunstinstitutionerne. Et af værkerne bestod sågar i at en kunstner havde skabt en slags lejr foran Fridericianum hvor alle mulige protestfænomener havde fået husly.

TILBAGE I MIN BARNDOM ville man nok have sagt at kunstscenens accept af den politiske kunst er et led i at sabotere protesten, for - med en omskrivning af Joseph Beuys' ord -  når alt er protest, er intet protest længere. Men jeg tror nu snarere at dette er kunstscenens forsøg på at være mange facetteret. For selvfølgelig kan man ikke holde politik og protest ude af kunsten. Mange af de ovenfornævnte kunstnere, har fremstillet værker, der er blandt mine favoritter idag. Og hvis ikke dOKUMENTA 13 havde valgt at vise politisk kunst, havde jeg og mange andre måske aldrig stiftet bekendtskab med den norske kunstner Hannah Ryggen, hvis gobeliner i sin samtid var stærkt politiske, og idag fremstår på samme måde som Pablo Picassos Guernica.