mandag den 12. maj 2014

KULTUREN UD TIL ALLE 2

KULTUREN SKAL UD TIL ALLE! Det, mener jeg, er en uangribelig sandhed. Man kan diskutere, hvad kultur er, og hvad der ligger i "skal" og "ud til". Man kan også være uenige om hvad og hvordan "alle" skal bruge den, men at den er og skal være tilgængelig, bør være et faktum. Jeg har allerede diskuteret dette her, hvor jeg blandt andet foreslår at pædagoger og lærere får et læringskort der giver gratis adgang til alle Danmarks kulturinstitutioner. 'Adgang' og 'tilgængelighed' og 'venlighed/ imødekommenhed' er nøgleord.

KVALITET ER OGSÅ VIGTIG! Når vi taler om alle besøgende (uanset alder), er det vigtigt, at det de møder og får på museet er af god kvalitet. Og for børn og uge er det nok mest vigtigt. Men lige præcis for den målgruppe kan tilbuddene godt være ret svingende i kvalitet.

JEG HAR SELV STÅET MED ANSVARET for kunstformidlingen til børn og unge på Louisiana i en årrække, og kender alle mulighederne og alle faldgruberne fra arrangørernes side. Jeg har også en tæt dialog med lærere og pædagoger og ved at de meget gerne vil benytte kulturinstitutionernes tilbud i deres dagligdag. Men de fortæller også, at det de møder virkelig kan være dårligt. Og så bliver det vanskeligt at trække børnene med igen en anden gang.

JEG OPLEVEDE DET SELV FOR NYLIG, hvor jeg var med en skoleklasse på et af byens bedste museer - Hirschsprung Samling. Dette museum har en hel fantastisk kunstsamling, men mange lærere og pædagoger kender desværre ikke til den. Der ligger et stort og spændende arbejde for museet der.

DEN SKOLEKLASSE JEG VAR SAMMEN MED bestod af børn med mange forskellige baggrunde, hvilket var synligt blandt andet på tørklæderne, som flere elever bar. De skulle ind og se Skagensmalerne, som de på forhånd havde lært en masse om, og de var alle meget optagede af dette emne og positivt indstillede.

DERES OMVISER VAR UNG, formentlig kunsthistoriestuderende og havde sit manuskript med i hånden. Det er der ikke noget galt i. Det der gik galt for ham var, at han ikke havde gjort sig klart, hvad børnene skulle have med sig af viden, når de forlod museet. Om det er hans fejl, eller om det er den formidlings-ansvarlige på museets fejl, er jo ikke til at sige.

HAN BLIVER SIKKERT EN DYGTIG KUNSTHISTORIKER, og det er ikke mit ærinde at hænge ham ud. Jeg vil blot sige, at  han pt. ikke er en god formidler. Derfor endte det også med at blive lettere kaotisk. Han var optaget af at fortælle om personerne på billederne og deres indbyrdes familiære relationer, hvilket overhovedet ikke var relevant for eleverne.

ELEVERNE BLEV TRUKKET FREM OG TILBAGE mellem to sale, så der opstod en grund uro hos børnene. Da akustikken ikke er god i salene, hørte og greb han ikke dere guldkorn. Han kom næsten ikke ind på kompositioner og farvebrug. Og han sluttede af med et maleri der viser juleaften, uden at erkende at halvdelen af børnene ikke kender til eller fejrer juleaften. Jeg siger ikke, at han ikke skulle vise dem det billede, men han skulle da have brugt det aktivt til en dialog med børnene!

ALLEREDE EFTER TRE MALERIER var de fleste af drengene faldet fra. Og da gruppen forlod museet, ytrede flere elever, at de ikke gad at gå på museer mere. De har en super lærer, så det skal nok rette sig. Men hvor er det ærgerligt at eleverne ikke hver gang møder en toptunet formidler der har lyst til at vise kunsten frem og gå i dialog med børnene.

NÅR KULTUREN SKAL UD TIL ALLE, skal kulturinstitutionerne også sikre sig, at kvaliteten er i orden. Selvfølgelig skal de studerende øve sig, men hvorfor skal de lige netop øve sig på børnene? Hvis det er ud fra en idé om, at det er mindre svært at formidle til børn, så er der nogen der har misforstået noget! Lad dem da hellere øve sig på de voksne, de kan jo i det mindste svare igen. Og lad børnene møde dygtige professionelle formidlere og kvalitet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar