onsdag den 2. juni 2010
Ugens Kunsthistorie: NOGET OM VÆGGEN!
HVAD ER EN VÆG? Det er et spørgsmål jeg har stillet mig selv de sidste par dage. I forrige uge var jeg på jagt efter VÆGGEN - et multimedieprojekt skabt af Københavns Museum. VÆGGEN skal formidle Københavns kulturarv, og tanken er at den skal "skabe nysgerrighed, vidensbegær og diskussionslyst omkring hovedstaden". Desuden er intentionen med VÆGGEN at rykke formidlingen til det københavnske byrum og derved skabe et samlingspunkt på gadeplan, hvor borgerne kan udveksle ideer.
VÆGGEN var ret svær at finde. For mig! Og det skyldtes mine forventninger. Jeg forventede nemlig at finde en gigantisk væg på Kongens Nytorv á la en gavl eller en hel husfacade. Men da jeg endelig fandt det jeg ledte efter svarede det ikke rigtigt til min opfattelse af hvad en væg er.
Jeg opfatter en væg som en flade, der skiller to områder ad. Det kan være mellem inde og ude, eller mellem to rum. Ifølge Wikipedia er en væg som hovedregel en solid struktur der beskytter et område. Det er også min opfattelse at en væg kan have beskyttelse og afskærmning som funktion - beskyttelse mod vind og vejr eller beskyttelse mod nysgerrige øjne.
VÆGGEN er en container. Eller rettere den digitale væg sidder inde i en container, og så er der en slags passage gennem containeren. Da der er en del byggearbejde på Kongens Nytorv, og i den forbindelse er en hel del containere på pladsen, skiller VÆGGEN sig ikke særligt ud fra sine omgivelser. Egentlig var containervæggene ved siden af VÆGGEN meget mere opsigtsvækkende på grund af alle de plakater der var sat op om kulturelle aktiviteter i byen.
Der var ingen mennesker inde ved VÆGGEN da jeg gik derind. Efter at jeg havde stået der et stykke tid kom et par nysgerrige turister også derind. Men vi talte ikke sammen, så lige mellem os var der ingen diskussionslyst eller vidensudveksling. Blot nysgerrighed.
Qua min alder er jeg blevet kategoriseret som 'trediegenerationsindvandrer i den digitale verden'. Sådan følte jeg mig bestemt også, da jeg stod ved VÆGGEN. Den bestod af et mylder af billeder og nogle ord, som jeg forsøgte at aktivere, men det eneste jeg fik frem var billeder fra andre steder i byen.
Jeg havde hørt at der var interviews med forskellige beboere fra Nørrebro, og det var dem jeg gerne ville se / finde / høre på VÆGGEN. Da jeg endelig kom frem til Nørrebro, fik jeg stadig kun fotografier frem. Det er spændende fotografier af gaderne med de mange små købmænd og værtshuse, af gadekampene gennem tiderne og et instrument der illustrerede håb. Jeg fandt ikke frem til de interviews jeg søgte efter.
Jeg har ikke opgivet håbet om at finde ud af VÆGGEN. Så jeg tager der ind igen på et tidspunkt. Og igen. Indtil jeg har fundet mine informationer. Men jeg synes ikke umiddelbart kulturarven er voldsomt tilgængelig.
VÆGGEN, midt på Kongens Nytorv, opsat og udformet af Københavns Museum i samarbejde med forskellige partnere. OBS: VÆGGEN flyttes rundt, så check Københavns Museums hjemmeside http://www.copenhagen.dk/dk/.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar