lørdag den 4. januar 2025

3 på stribe: TRÆNGSEL OG ALARM


DET HAR LIGE VÆRET DECEMBER MÅNED
 og uanset om man fejrede jul eller ej, var julen ikke til at komme udenom, for den var alle vegne hvor man færdedes. På gader og i butikker var der pyntet op. Allevegne ude og inde var der millioner af mennesker der skulle frem og tilbage på samme tid. De stakkels medarbejdere i butikkerne arbejdede hårdt for at få opfyldt alles behov, og butiksindehaverne havde kronede dage. På gaderne var der fyldt med mennesker. Nogle der langsomt dalrede rundt, fordi de ikke helt vidste hvad de skulle/ ville købe. Og andre der havde travlt, fordi de skulle nå at købe bestemte ting.

TRÆNGSEL OG ALARM er temaet på de tre malerier vi har udvalgt til denne 3 på stribe. En stor del af julen er jo netop forberedelserne (hemmelighederne). Forberedelserne til at mødes. Forberedelserne til at spise og drikke sammen. Forberedelserne til at være gavmild. En vigtig del af forberedelserne er indkøb. Indkøb af mad og drikkelse, pynt og gaver. 

ALLE MALERIERNE er eksteriører.  Der er meget få abstrakte malerier, der tager udgangspunkt i julede gader eller gader ved juletid, derfor er det figurative malerier. En undergenre indenfor eksteriører er by motiver, og herunder gadescener. Vi har udvalgt tre gadescener, der alle har med julen at gøre.

1. John Nicholls: "Christmas" (1990erne). Maleri. 
I 1990erne malede John Nicholls denne gadescene. Det er eftermiddag, og ikke helt mørkt endnu, men alligevel så mørkt at lyset fra butiksruderne strømmer ud og reflekteres i gadens overflade. Gadens grå overflade kan skyldes asfalt, men det kan også skyldes at den er regnvåd. Lysguirlanderne er det eneste i billedet der viser os, at det er jul. De hænger og vejer over gaden, hvor mennesker strømmer frem og tilbage på fortovet og ind og ud af butikker og busser. Menneskene er i dette billede placeret ude i kanterne. Den delvist rygvendte kvinde med rød kasket i nederste venstre hjørne er måske en bestemt person, som kunstneren har malet ind. Det samme er muligvis også tilfældet med de to personer nede i højre hjørne. Men de er perifere, da det er julestemningen på gaden, der er det centrale. Der er mange mennesker på gaden, men det virker forbavsende roligt. Som om vi befinder os på et tidspunkt, hvor den værste aktivitet er væk. Ingen julestress her. 


2. Eric Tucker: "Ready for Christmas" (1995). Maleri.
Julen er en social begivenhed, og selvom det også er en gadescene Tucker har malet her, er det en social gadescene. Der er tilsyneladende flere mennesker på gaden end hos John Nicholls. Men det kan også skyldes at de bevæger sig på tværs af billedet. De flokke af mennesker vi ser her, hører sammen. De er sammen i familie- eller vennegrupper. De er på vej hen til nogen der venter dem eller de står og venter på nogen. Samhørighed er en væsentlig del af julen. På denne gade er der også juleguirlander spændt ud. Der er også mange balloner. Tucker er både meget detaljeret, men der er samtidigt en mathed i farverne, der gør at motiverne på en måde opløser sig. I nogle ansigter ses ansigtstræk og farver, men i andre er disse viskede væk.

3. Alice Barber Stephens: "Christmas on Fifth Avenue" (1896). Maleri.
"Sikken voldsom trængsel og alarm, det er koldt og man må gå sig varm" ... kunne være skrevet til dette maleri af Barber Stephens. Hun har malet en gadescene med det brede fortov på fifth Avenue i New York i centrum. På trods af fortovets bredde, er der trængsel. Damer i store kåber (for det er jo koldt) med hatte og pakker og børn samt herrer med høje hatte bevæger sig frem mod beskueren og ud fra butikkerne på tværs af fortovet til de ventende droscher. Der er et virvar af bevægelser i billedet. De har handlet, hvilket særligt ses hos damen forrest i billedet, der har to pakker under armen. Eller de skal til at handle.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar