Ugens Kunsthistorie: TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN - SELVPORTRÆTTER 1

"TÆR IKKE PÅ HOVEDSTOLEN" var forfatteren Per Højholts (1928-2004) gode råd til sine yngre forfatterkolleger. Med denne økonomiske metafor og dette gode råd advarede han imod, at man som forfatter skriver om sine inderste hemmeligheder - dvs. skriver selvbiografisk. Højholt mente, at det er vigtigt at lade nogle af de kræfter ordene udspringer af ligge uberørte hen.

JEG KOM TIL AT TÆNKE PÅ DETTE RÅD, da jeg sad med Louisiana Museum for Moderne Kunsts katalog til udstillingen Selvportræt i hænderne. På denne udstilling vises selvportrætter af 149 forskellige kunstnere. Og det er en imponerende blanding af kunstnere der stilles til skue - fra Frida Kahlo til Jeff Koons og fra Pablo Picasso til Nan Goldin. Jeg føler mig overbevist om, at det er den første udstilling hvor Chaim Soutine og Sam Taylor Wood udstiller sammen! Her er virkelig noget for enhver smag og interesse - og en skøn overflod af det.

SELVPORTRÆTTET er måske en af de lettest tilgængelige genrer i kunsten, fordi det i al sin enkelthed er et portræt af kunstneren selv. Ordet 'portræt' stammer fra latinsk og betyder at trække noget frem. Det vil sige at kunstneren vælger at fremhæve noget i billedet (fremfor noget andet). Genren rummer ikke de store udfordringer for publikum. Man kan vurdere om man kan lide stilen, teknikken, konceptet og om billedet ligner kunstneren og / eller den stil hun ellers arbejder med. Men netop det lettilgængelige rummer ofte en risiko.

DERFOR KOM JEG I TANKE OM PER HØJHOLT. Ikke fordi billedkunstnerne skal passe på med det selvbiografiske, når de portrætterer sig selv. Men det er netop valget fra kunstnerens side, man som beskuer - og formidler - skal være opmærksom på. Man skal holde sig for øje at portrætterne ikke er sandheden om kunstnernes tilværelse og mentale situation. Det vil sige, at man skal passe på med at betragte dem som biografiske vidnesbyrd. Selvportrættet er ikke blot en illustration af et kunstnerliv.

BÅDE FORMIDLING OG PUBLIKUM skal være varsomme med at læse eller lægge det selvbiografiske ned over disse værker. Vi der ser på selvportrætterne skal huske, at kunstnerne netop ikke nødvendigvis tærer på hovedstolen selvom de fremviser sig selv. Deres selvportrætter er ikke direkte gengivelser af virkeligheden, men er styrede og beherskede og distancerede (manipulerede om man vil) fortællinger, hvori de selv optræder som modeller. Det er simpelthen iscenesættelser. Det er ikke i det selvbiografiske stof at selvportrætterne bliver interessante. Det er præcis i valget af hvad vi får at se - og ikke mindst hvad vi ikke får at se - at selvportrætterne bliver rigtig spændende!