fredag den 16. juli 2010
Ugens Kunsthistorie: FUGLSANG KUNSTMUSEUM
VARMEN er steget mig til hovedet. Med udsigt til overophedede Københavnske kontor- og industribygninger længes jeg efter de skønne pletter på Danmarkskortet, hvor man BÅDE kan vandre ude i naturskønne omgivelser og svale sig i ventilerede udstillingssale - og nyde kunst og kunst og ENDNU MERE KUNST!
FUGLSANG KUNSTMUSEUM er præcis svaret på mine hede bønner. Her kan naturen opleves på tæt hold med underskønne udsigter inklusive græssende køer og får. Man kan også slentre i den smukt anlagte park med de usædvanlige og hemmelighedsfulde træer. OG man kan køle sig ned i det lille, men veludstyrede kunstmuseum.
SAMLINGEN bliver grundlagt i 1887, hvor brygger Carl Jacobsen (1842-1914) opfordrer til at der oprettes en kunstsamling i tilknytning til Maribo Museum (åbner i 1890). I 1966 bliver kunstsamlingen adskilt fra det øvrige museum under navnet Lolland-Falsters Kunstmuseum. I 1989 skifter museet igen navn til Storstrøms Kunstmuseum. I 2004 giver bl.a. EU og Realdania tilsagn om økonomisk støtte til opførelsen af et nyt kunstmuseum ved Fuglsang gods. Museet tegnes af den engelske arkitekt Tony Fretton (1945), og åbner for publikum i 2008 - under navnet FUGLSANG KUNSTMUSEUM.
ARKITEKTEN Tony Fretton (født 1945) der bl.a. står bag Lisson Gallery (1986 og 1992) samt Camden Arts Centre (2004)i London og og Tietgens Ærgrelse (2010) i København, har med FUGLSANG KUNSTMUSEUM skabt et smukt museum med et minimalistisk uforstyrrende ydre (der kan minde om Silkeborg Kunstmuseum, KUNSTEN i Ålborg og sydfløjen på Louisiana Museum for moderne kunst), og et veludnyttet og meget praktisk indrettet indre. Udstillingssalene fordeler sig på hver side af en lang hall der også er en udstillingssal. For enden kan man sidde og nyde panoramaudsigten (en sofabænk ville måske være en idé?).
I DAG består samlingen hovedsageligt af dansk kunst fra slutningen af 1700-tallet til nutiden. Samlingen rummer mange perler. Blandt mine personlige favoritter er Harald Slott-Møllers fantastiske portræt af Agnes Slott-Møller (1862-1937). Hun står der så rank og levende i sin sorte kjole med læderbæltet som en stærk kontrast til broderier og broche. Den kvinde ville jeg have elsket at opleve live! Hvornår mon der kommer en solo-udstilling med og om hele hendes virke? Måske et projekt for Fuglsang – i samarbejde med andre museer?!
FREM TIL 22. AUGUST 2010 vises en mindre udgave af udstillingen Ø-skaber (oprindeligt vist på Brandts Klædefabrik) med bl.a. værker af Andreas Schulenburg, samt en spændende ophængning af værker fra museets samling.
NB: Gå endelig ikke glip af godsets park – for også her er der mulighed for at finde svale i bla. Cypressernes skygge!
Læs mere om Fuglsang Kunstmuseum her: www.fuglsangkunstmuseum.dk
Læs mere om Tony Fretton her: www.tonyfretton.com
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar