Dagens Kunsthistorie: MIT YNDLINGS SELVPORTRÆT - selvportrætter 2

MIN KLASSELÆRER fortalte os i 6. - 7. klasse en lille kunsthistorie, som jeg aldrig har glemt. Den handlede om en lille dreng, der gerne ville lege med de større spændende piger, men de gad ikke at lege med ham. Mange MANGE år senere stod de samme piger i den store folkemængde, der hyldede og bød den lille dreng velkommen hjem til Danmark (og blev afbildet på Sonnes frise) - nu som den store kunstner Bertel Thorvaldsens (1770-1844).

JEG ER IKKE SIKKER PÅ hvad pointen med historien er, men jeg har i hvert fald aldrig glemt den og fortællingen om Thorvaldsen, hans kunst og samling og dét at han skabte Thorvaldsens Museum - det første museum for en kunstner og en kunstsamling i Danmark.

MÅSKE HØRTE Knud W. Jensen også denne historie som barn, i hvert fald indleder han sin store hyldest til de danske kunstsamlere De Glade Givere fra 1996 med et kapitel om netop Inspirationen fra Thorvaldsen. Og den første illustration i dette kapitel og i bogen overhovedet - Selvportræt, er mit yndlings af slagsen. Der er to årsager til at jeg holder så meget af netop dette. Den ene årsag er, at det er en demonstration i selviscenesættelse og et skoleeksempel på hvordan kunstneren kontrollerer fortællingen om sig selv i selvportrættet. Den anden årsag ligger i en formidlingsmæssig erfaring, som jeg vender tilbage til.

THORVALDSEN VÆLGER i denne maske af brændt ler der måler 33 cm, at fremstille sig selv som en kunstner af guds nåde, distræt men med stor selvdisciplin. Og hvordan kan jeg se det? Elementært, kære Watson:
1) DET DISTRÆTE fremgår af de viltre pandelokker, som han bestemt ikke har haft tid til at rede, da han jo har travlt med at udføre stor kunst. Og når man har denne vigtige opgave bliver hverdagens opgaver trivielle.
2) SELVDISCIPLINEN fremgår af munden. Han smiler ikke, læberne er presset beslutsomt sammen, så munden næsten er to streger. For her er en mand, der er dedikeret til sit arbejde.
3) KUNSTNER AF GUDS NÅDE fremgår af øjnene. Han ser ikke direkte på beskueren eller tomt ud for sig. Nej, hans blik søger opad mod den inspiration han er udvalgt til at modtage fra Gud.
Thorvaldsen kunne også have valgt at fremstille sig selv som et rart og omgængeligt menneske, der smiler til sine omgivelser, men det er kunstneren Thorvaldsen, han har valgt at fremhæve.

JEG VED IKKE HVORDAN SAMTIDEN BETRAGTEDE dette selvportræt. Jeg kan ikke forestille mig, at man har fundet det udistanceret eller selvhøjtideligt som mange muligvis ville opfatte det idag. Formentlig har man fundet, at det er en passende skildring af den store kunstner. Det er jo interessant at det samme selvportræt kan opleves forskelligt alt efter hvilke øjne, der betragter det.

MED NUTIDENS ØJNE tegnede en elev på Louisianas billedskolehold for de 4 til 6årige en skitse af Thorvaldsens Selvportræt foran kunstværket ude på udstillingen De Glade Givere på Louisiana Museum for Moderne Kunst i 2000. På denne skitse er de viltre  pandelokker rykket ned til ørene og øjenbrynene er blevet buskede. Mundvigene vender nedaf og øjnene stirrer vildt op mod en strålende sol placeret i øverste hjørne af tegningen. Skitsen viser en sur vildmand, der får solen i øjnene.

SKITSEN ER EN STOR KONTRAST til Thorvaldsens afbalancerede selviscenesættelse. Det er nærmest Mr. Jekyll og Dr. Hyde på een gang. Hvis ikke jeg vidste at pigen så masken (jeg førte selv som kunstformidler holdet hen til den), ville jeg tro, at hun havde skitseret et helt andet kunstværk. Det superinteressante ved skitsen er også, at hun både tegner dét hun ser (de viltre lokker der også inkluderer øjenbrynene) og dét jeg fortæller ( hans strenge mund der bliver til en sur mund) tilsat hendes egne erfaringer (den guddommelige erfaring der bliver til en sol).

MAN TROR AT SELVPORTRÆTTER viser det indre på det ydre, men eksemplet viser at tolkningerne skifter fra periode til periode og fra person til person. Så uanset om man kan se den portrætterede, så ser man i hvert fald sig selv. Man ser sig selv se!