Dagens Kunsthistorie: PIERRE BONNARD - IAGTTAGEREN AF LYSET

JEG KENDTE ENGANG EN SMUK UNG PIGE, der i sit arbejde som fotomodel hele tiden fik at vide af fotograferne, at hun ikke måtte smile eller grine, for det ødelagde hendes skønhed. Den historie tænker jeg på hver gang jeg ser et maleri af den franske kunstner Pierre Bonnard.

DER FINDES KUNSTNERE hvis værker man holder af med det samme. Pierre Bonnard (1867-1947) er ikke en af dem. For mig. Jeg har set hans værker på museerne i Paris, London og New York, herhjemme på Glyptoteket og Statens Museum for Kunst samt den store Bonnard-udstilling på Louisiana i 1992. Og malerierne har altid virket så upræcise, ufokuserede og udflydende på mig. Som om han ikke mener det alvorligt. Jeg føler mig lidt som fotografen, der synes at han skal holde op med at smile. Så hans malerier kan ligne malerier af Matisse eller Cézanne eller Degas eller Renoir.

MEN BONNARD ER HELT SIN EGEN, og når jeg bevæger mig gennem hans æuvre, bemærker jeg først og fremmest den manglende fokus på konturer. Markerede konturlinier som man finder dem hos Vuillard og Matisse er her erstattet af en leg med farver og penselstrøg. Og det er ikke nødvendigvis kontrastfarver der sættes overfor hinanden. I visse malerier leges så meget med farvenuancerne, at vasen forsvinder i bordfladen eller forskellene mellem gade og husmure opsluges i et gult lyshav sat overfor middelhavets mørkeblå vand.

ET ANDET IØJNEFALDENDE KARAKTERISTIKA ved Bonnards malerier er den store forskel mellem malerier med og uden personer på. Det er som om hans landskaber, udsigtsbilleder og stilleben er malet med en langt større autoritet end de malerier hvori der optræder personer. Hans personskildringer virker ofte tøvende, halvfærdige og naivistiske. Med vilje selvfølgelig.

HAN VIL noget forskelligt med disse malerier. I malerierne med personer kredser han om hverdagen. Han søger at fange en stemning, hvor person ligheden er underordnet, men hvor rumskabelsen, lysfald, farver og beskæringen af motivet er det centrale. Særligt beskæringerne er ret originale, og understreger det tilfældige. Som om motivet er fanget af en kameralinse i et øjebliks klik og ikke af en pensel der har arbejdet på lærredet i dage- og ugevis. Landskabsmalerierne er mere eviggyldige og ubundne af tid og sted.

BONNARD FOTOGRAFEREDE en hel del, men mest af alt iagttog han sine omgivelser. Både de nære og de fjerne. Allerede i 1911 havde han bil og denne bragte ham rundt i hjemlandet, men også til Belgien, Nederland, England, Italien, Spanien og Tunesien. Det fortælles om ham, at han på en rejse ikke havde malegrej med, og adspurgt hvorfor ikke, havde han svaret: Jeg iagttager! Hvis dette er sandt, er mange af hans malerier netop ikke skabt i nuet, men sammenstillinger af noget han ser, noget han har set samt hans tekniske erfaringer.

SOLEN SYNES STORT SET ALTID at være tilstede i Bonnards malerier. Både indenfor og udenfor. Gult i alle nuancer, gyldent og orange skær dominerer. Åbne vinduer og døre lader lyset falde ind på frugt, tøj, kinder, hår, dørkarme, bordflader og tæpper. Og er sollyset ikke present sørger petroliumslampen eller det elektriske badeværelseslys for at oplyse interieurer og modeller. Og selvom modellerne ofte ligner sække med kartofler (bortset fra i hans selvportrætter der også er med på Louisianas udstilling Selvportræt), er de altid en del af en sanselig og evigt sommeragtig tilværelse. Fyldt med latter og smil. Og hvordan kan man egentlig være bekendt at bede nogen om at stoppe med det?! Og især da ikke en kunstner der blev født idag for 145 år siden.