tirsdag den 14. juli 2009

Ugens Kunsthistorie: ALADDINS HULE I HAARLEM - TEYLERS MUSEUM


Er der noget så skønt som når man oplever noget uventet - der er overraskende godt?! På mit første besøg til den yndige by Haarlem i Nederland, blev jeg trukket med hen på Teylers Museum af to entusiastiske guider der ønskede at vise mig det bedste byen rummer.

Inden besøget blev jeg informeret om at Teylers Museum er det ældste offentlige museum i Nederland, at det åbnede i 1784 og at deres samling dækker mange forskellige videnskabelige områder, bl.a. det naturvidenskabelige. Alder er jo ikke nødvendigvis en garanti for en god oplevelse. Diversitet garanterer heller ikke for noget overhovedet. Tværtimod kan det ofte være rigtig godt med en enkel og synlig rød tråd i samlingen.

Så jeg var skeptisk inden min entré og desuden var jeg egentlig kun interesseret i at se på billedkunst. Det jeg oplevede indenfor var gammelt og mørkt - og diverst og FASCINERENDE! Her var en sal med store gamle udstillingskabinetter fyldt med smukke fossiler af præhistoriske fugle og fisk, samt Ammonitter (beslægtede med blæksprutter men desværre udryddede for 65 millioner år siden). Okay, en fossil er jo blot en forstenet rest af en organisme fra jordens fortid, men det er utroligt at fisk stadig ser ud som fisk for millioner af år siden, og at udviklingen egentlig ikke er gået hurtigere.
Når man ser disse dekorative fossiler tænker man også om de er ægte, for hvordan kan vi idag egentlig vide at det ikke blot er smukke efterligninger? Museet er ærlig omkring denne problematik og fremviser også de forfalskninger tidligere direktører har fremstillet eller købt i den tro at de var ægte.

Næste sal er fyldt med kæmpe skinnende messinginstrumenter og maskiner fra en anden tid: Teleskoper, strømmaskiner, eletrostatiske generatorer, mikroskoper, et parabolsk spejl, miniature modeller af savmøller og kraner, galvanometre, resonatorer, heliographer og Foucaults pendul. Tidligere udførte man også fysiske eksperimenter i et laboratorium på museet. Flere af instrumenterne kan man som gæst selv afprøve, men de fleste er også bare smukke at se på. ADVARSEL: Hvis man ikke har et samler-gen i forvejen er der fare for at det skabes eller aktiveres voldsomt her. Ville det ikke være smukt med en række blanke messing instrumenter - der kan veje, måle, trække, vride, vise og vibrere - på reolen?

Den største udstillingsal er oval og smuk, fyldt med endnu flere videnskabelige instrumenter samt en imponerende samling af mineraler i midten af rummet. Her er sorte, grå, sart lyserøde, grønne, blå, lilla mineraler - og diamanter, koraler, månesten, opaler, turkiser, bjergkrystaller, verdens største antimonite krystal fra Japan og mange MANGE flere.

Herefter kommer kunstafdelingen (den fylder en sal). Malerierne er salonophængt, men kronologisk hvis man begynder til venstre og bevæger sig salen rundt. Som med de fleste provinsmuseer er samlingen koncentreret om malerier af Haarlem og kunstnere med tilknytning til Haarlem. Men det gør den bestemt ikke dårlig. Her er byprospekter, landskabsbiller, søstykker, interieurer, historiske billeder, portrætter og stilleben.
Mine favoritter er kunstnerne Isaac Israels (1865-1934) der fanger følelse og lys i The Girl Drummer (1908/14) og George Hendrik Breitner (1857-1923) der portrætterer byens mennesker, her børnene der er på søndagstur i klitterne iført alt for fint og for meget tøj i Children on the Dunes (ca. 1885).
Museet har også en stor grafisk samling og en værdifuld bogsamling med bl.a. sjældne atlas, illustrerede 1700-tals værker om fisk og fugle samt anden udgaven af Maria Sybilla Merians (1647-1717) smukke værk Surinamske Insekter fra 1719.

Museet rummer et smukt bibilotek (ikke offentligt tilgængeligt), interaktivt formidlingsrum med computere, café med udgang til haven og butik med bl.a. postkort af de smukke objekter fra samlingen. I 1990-96 udvidedes museet med en moderne udstillingssal til skiftende udstillinger. I anledning af det internationale Darwin år vises udstillingen Noahs Ark. På vej til Darwin til 6. september 2009.

Et besøg på Teylers Museum er som et besøg hos en excentrisk tante eller onkel der samler. Museet blev oprettet på baggrund af arven efter den rige tekstilkøbmand Pieter Teyler (1702 - 1778). Han var inspireret af tidens oplysningstanker og støttede naturvidenskaben og kunsten. Teylers Museum er også idag en fortælling om humanisme og interesse for menneskets oplysning, historie og udvikling. Her er så meget at se og opleve, at selv om der er andre besøgende, har man fornemmelsen af at man selv opdager det hele og at man har en unik og berigende oplevelse, når man går derfra.

Teylers Museum, Spaarne 16, 2011 CH Haarlem. Åbningstider: tirsdag til lørdag kl. 10 - 17, søndag og festdage kl. 12 - 17. Priser: voksne gæster 7 euro, børn i alderen 6 - 17 år 4 euro. Kontakt: info@teylersmuseum.nl. Mer information (på nederlandsk) www.teylersmuseum.nl.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar