lørdag den 12. december 2009

Ugens Kunsthistorie: DEN UENDELIGE LISTE


Ifølge historikeren, semiotikeren, filosoffen og forfatteren Umberto Eco er der i den vestlige tankegang en forkærlighed for det encyklopædiske format og dét at skabe lister. I denne søde juletid er der mange lister i sving. Ønskelisten - der remser alle ens juleønsker op. Gavelisten – der viser hvilke gaver man skal give hvem og huske at købe. Madlisten over alt det man skal spise – og de ingredienser der skal være i hus. TO-DO-listen over alle de andre ting man gerne vil nå i december: Gran på graven, nelliker i appelsinen og hjerter i vinduet.

Man kan også lade listerne ligge og tage et smut til Paris. I Eiffeltårnets skygge kan man nyde en café au lait og udsigten over Seinen, et dekadent og krisefornægtende glas champagne på Champs Élysées eller et glas af husets rødvin på en lille algiersk restaurant ved Montparnasse. I stormagasinet Galerie Lafayette gør man alle sine indkøb. Og resten af tiden tilbringer man på Louvre – i godt selskab med Umberto Eco.

Louvre har indledt et samarbejde med kulturpersonligheder som eksempelvis den amerikanske forfatter Toni Morrison (1931) og den tyske billedkunstner Anselm Kiefer (1945). Netop nu er det italienske Umberto Eco (1932) der har skabt og viser sin personlige ’tour de lists’ gennem Louvres fantastiske samlinger af tegninger og grafik.

Ecos udgangspunkt og påstand er, at der i den vestlige kultur er en udtalt passion for ophobninger i form af samlinger, kataloger og lister, og at denne katalogisering afspejler vores tids ånd. Han nævner listerne over helgener, katalogiseringen af planter og samlingerne af kunst som eksempler. Og vi kunne fortsætte med popmusiklister, bog lister og avisernes årlige lister over de mest indflydelsesrige mennesker i verden. Samt kanoner – som vi i Danmark er så heldige at have et par stykker af. Eller denne blogs egen SUPERKUNSTNERLISTE.

Umberto Eco påviser at denne passion for at sammensætte lister findes helt tilbage i Illiaden, hvor Homer opremser alle de skibe der drager af sted for at deltage i den Trojanske Krig. Og passionen for listemageri findes stadigvæk. Listerne skaber en sti i vildnisset, der gør det lettere at komme igennem og at få noget fra hånden. Og listen skaber en momentan og tilsyneladende orden i kaos. Men der er jo en årsag til at listen over årets, årtiets og århundredets vigtigste værker hele tiden revideres. For solen går sin gang (som man siger) – og med den tiden - og med tiden ændres opfattelsen af værkerne. Uendeligt!

Udstillingen The Infinity Of Lists kan opleves frem til 2. august 2010. For mere information læs her http://www.louvre.fr/

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar